Kaptajn Frederik Ferdinand Georg Conrad Hallas (1814-1882) var gift 1835 i Slesvig By med Magdalene Christiane Julie Catharina Ivers (1815-1902). Han deltog i Krigen 1848-1851, i 1848 hørte han til 13. linieinfanteribataljon. Den 5. september 1850 blev Hallas forfremmet fra overkommandersergeant til sekundløjtnant i infanteriets krigsreserve.
Han var efter krigen nogle år i Rendsborg som adjudant hos næstkommanderende, senere kommandør for 5. reservebataillon, Paul Ulrich Scharffenberg. Scharffenberg havde deltaget i kampe ved Helligbæk 24. juli 1850 og Slaget ved Isted. Efter krigen blev han kommandant i Rendsborg Kronværk hvor han var i kontakt med de østrigske og preussiske generaler der under fredsunderhandlingerne var i Rendsborg. I 1854 blev Scharffenberg oberstløjtnant og kommandør for 4. Jægerkorps i Flensborg. I 1860 blev han som oberst kommandant i Altona og højstbefalende over de i Altona og Wandsbeck stationerede Tropper indtil 24. december 1863.
Hallas var da udtrådt af hæren som kaptajn og blev i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt indtil 1864. Husfogden var en kongelig embedsmand der førte overtilsyn med veje, skove og offentlige bygninger. Hallas forlod Holsten omkring 29. december 1863 da de saksiske styrker rykkede ind. I januar 1864 blev han som en ud af to civile embedsmænd sat til at træne de ikke-forhenvåbenøvede forstærkningsmænd. Den anden var professor ved Københavns Universitet Svend Grundtvig. Herefter blev han sendt til fronten.
Fra vor Korrespondent ved Hæren. Efter Slagdagen ved Ragebøl og Dybbøl den 17de Marts var Kommandøren for Sundhedstropperne, Kaptain Hallas, omkring paa Marken for at drage Omsorg for at de Saarede og Faldne bleve optagne og bragte til Lasarethet. Det var en maaneklar Aften, og Ambulancesoldaterne gik og søgte langs med Grøfter og Diger, hvor de utallige Fodspor i den bløde Jord og Papirstumperne af de udskudte Patroner vidnede om, at Kampen havde funden Sted der. Hist og her laa et Gevær, der et uldent Tæppe, en Brevpose eller en Sabelskede, som man havde efterladt i Stridens Hede. Hist og her vidnede en mørkerød Plet i det grønne Græs om en mere dyrebar Eiendom, der ogsaa var bleven efterladt i Sniven. Kaptain Hallas var tilhest, to Ægtbønder fra Vognparken fulgte efter ham. Oppe imod Dybbøl By havde Kampen været heftigst, der laa ogsaa de fleste Saarede. Kaptain Hallas tænkte paa sin Pligt og lod Fjende være Fjende og Fare være Fare. Da sprang der pludselig en Mand frem fra et af de nærmeste Huse, fældede Geværet og raabte "Wer da!" Hallas, en født Slesviger, svarede uden Betænkning: "Ambulancekommandor." Preusseren studsede, betænkte sig et Øieblik og udbrød derefter: "Ambulancekommandor? Den kenne ich nicht." Med disse Ord lagde han Geværet til Kinden og trykkede af. Skuddet blev strax efterfulgt af henved ti andre Skud fra den fjendtlige Feltvagt. Kaptain Hallas sad endnu paa sin Hest, kommanderede høire om og red bort fra dette farlige Naboskab med Ambulancen. De to Vogne kunde derimod ikke komme hurtigt nok afsted og bleve tagne af Preusserne. Maaske vilde de nødig afsted, i saa Fald have de ikke vundet stort Andet, end at de fra nu af maa forrette Ægtkjørsel vest for Dybbøl, istedenfor at de før kjørte øst for Byen.
(Dags-Telegraphen (København) 27. marts 1864).
En tydsk Spion. En Indsender skriver Følgende i "Dgbl.": Hr. Redacteur! I Deres ærede Blad for Tirsdagen den 31te findes en Meddelelse om forskjellige Hjemmetydskeres uhindrede Besøg paa Als, og blandt disse nævnes specielt den almindelig bekjendte Skipper Bartelsen fra Kappel. Hvorvidt det virkelig forholder sig saa, at han har vovet at gjæste vor danske Ø og ustraffet har kunnet gjøre det, skal jeg lade være udsagt, men ved at meddele Dem Nedenstaaende, for hvis Sandhed jeg tør indestaae, idet det er blevet mig personlig fortalt af den deri omtalte Officeer, troer jeg, Enhver vil komme til den Forestilling, at Hr. Bartelsens i Deres Blad omtalte Reise enten er en ligefrem Opdigtelse af ham eller i ethvert Tilfælde en besynderlig Forvexling med et tidligere Besøg paa Als, der just ikke faldt saa særdeles gjæstevenlig ud for den omtalte Herre, i begge Tilfælde beregnet paa at fremstille ham som en Heros af Mod og Snille.
Da Chefen for vor Ambulance Dagen efter Stormen den 18de for fjerde eller femte Gang seilede over for at hente Ligene af vore faldne Officerer, mødte han i Sundet en Baad, der styrede over til vor Kyst, og hvori der befandt sig en preussisk Militair og en Person, der var iført preussisk Marineofficeersuniform, hvilken Sidste lod vor Capitains Hilsen ubesvaret. Capitain Hallas fandt dette paafaldende og skyndte sig at faae tre Officerers Lig i sin Baad og lod sig atter sætte over til Alssiden. Her fandt han Preussernes Baad og dens Bemanding, men af de to Lieutenanter kun Marineren, idet den Anden der var Parlamentair, havde begivet sig til Hovedqvarteret. I Marineofficeren, der var gaaet op paa Land, gjenkjendte Capitain Hallas, der selv er en indfødt Slesviger, i sin store Forundring, Skipper Bartelsen fra Slesvig. Paa Grund af den Uniform, hvorunder han havde søgt Beskyttelse, var Capitainen ikke berettiget til at tage ham tilfange, men han fandt det paa den anden Side uovereensstemmende med sin Ære at taale en slig Forræders Nærværelse paa dansk Grund. Efter derfor ved en directe Henvendelse til ham at have forvisset sig om hans Identitet, opfordrede Capitainen ham paa det Bestemteste til øieblikkelig at stige ned i sin Baad igjen, hvorefter han selv (Capitainen) vilde paasee, at han forlod det danske Territorium, ved nemlig at følge ham til Sundevedskysten. Skipper Bartelsen, der lod til pludselig at være bleven meget spagfærdig ved saaledes at see sig kjendt, gjorde dog opmærksom paa, at han ventede paa en Parlamentair, som han maatte have med; men da Capitain Hallas beroligede ham med den Forsikkring, at han paatog sig at sørge for, at ogsaa Parlamentairen kom lykkelig og vel tilbage, og derhos paany gjentog sin Opfordring, maatte Bartelsen gjøre en Dyd af Nødvendighed og forlod Als. Der forestod ham imidlertid endnu en lille Scene, der vist neppe heller hører til hans behageligste Minder. De preussiske Officerer stod i de nærmeste Dage efter Stormen bestandig i store Klynger ved Stranden og benyttede enhver Leilighed til at indlede en Samtale med de forskjellige Officerer, vi sendte over, og da navnlig med Capitain Hallas, der desværre saa ofte maatte gjæste dem. De havde fulgt hele den omtalte Scene fra deres nærliggende Standpunkt paa Slesvigs Kyst og tilkastede hinanden spottende og skadefroe Blikke, da de omsider saae deres ulykkelige slesvig-holsteenskpreussiske Marineofficeer blive ført tilbage paa den Maade. Under Ilandstigningen yttrede en af de preussiske Officerer til Capitain Hallas, at det dog i Grunden var en Skam af os, at vi saaledes havde afbrændt Broen og derved hindret dem i at gaae over til Als; hvortil Capitainen ganske kort svarede; "Aa, det kan vel ikke have Stort at sige, her bringer jeg Dem jo Deres Bromester tilbage!" - en Udtalelse, der vakte en umaadelig Latter hos alle Tilstedeværende, medens Hr. Bartelsen sneg sig bort uden at sige et Ord.
Dette var Skipper Bartelsens første Besøg paa Als. Er det andet foretaget og løbet saa heldigt af, som man efter Deres oftnævnte Meddelelse fra Lübeck maa formode, maa Grunden vistnok ene søges i, at den nævnte Herre vel sagtens har skjult sig under en eller anden Forklædning for at fremme sine forræderske Hensigter og saaledes fortjene sig den Orden, som han alt har faaet eller vil modtage af Kong Vilhelm istedetfor den Strikke, han ærlig har gjort sig værdig til, og som heller ikke vilde udeblive, naar hans Meriter vare rettede imod enhver anden Stat end Danmark.
(Sydfyenske Tidende 8. juni 1864).
Bartelsen havde gjort sig forhadt i de danske nationale aviser da han ved dygtighed og mod spillede en stor rolle ved erobringen af det danske linjeskib Christian 8. og fregatten Gefion under slaget i Eckernførde Fjord den 5. april 1849. Han var senere med til at lede overgangen til Als. Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne og fik i november 1864 en stilling krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. I 1865 fik Bartelsen af taknemmelige medborgere overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernførde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar