Ved Viborg Overretsdom af 7de Oktober er Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn idømt et Aars Forbedringshuusarbeide; ved Horns Herredsretsdom af 28de August var hun idømt 8 Aars Tugthuusarbeide. Den Tiltaltes Historie giver en alvorlig Lære om de sørgelige Følger af letsindige Kjønsforbindelser. Hun havde, ifølge "Frederikshavns Av.", et Barn med en Karl, der havde lovet hende Ægteskab og vedblev at holde hende i den Tro, skjøndt han havde bestemt sig til at ægte et andet Fruentimmer, med hvem han tidligere havde et Barn. Den 28de April, da han sidst talte med hende, navnlig for at faae hende til at eftergive noget af Alimentationsbidraget, forsikkrede han fremdeles at ville ægte hende, og at hun ikke maatte tro paa, hvad Folk sagde, at han vilde ægte en Anden, endskjøndt der samme Dag blev lyst for dem. Den 26de Mai erfarede Tiltalte, at Barnefaderen havde havt Bryllup med det andet Fruentimmer, og blev hun, som hun udtrykt, sig, herover saa fortvivlet, at hun ikke syntes at kunne leve længere, og da hun den 29de Mai fik Tilladelse til at gaae hjem til Forældrene og blev af Huusholdersken paa Gaarden greben i at ville tage nogle Gryn med sig, fattede hun i sin Fortvivlelse den Beslutning at ville drukne sig i Aaen i Nærheden af Gaarden. Da hun kom til Aaen og kom til at tænke paa sit Barn kunde hun dog ikke udføre Beslutningen. Efter et lignende forgjæves Forsøg næste Dag bestemte hun sig til at drukne baade sig selv og Barnet, som hun hentede hos Forældrene under Paaskud af at ville raadføre sig med en klog Kone om dels Helbredstilstand. Da hun kom til Aaen, bandt hun Barnet, der var et Aar gammelt, fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Vandet, men da hun havde ligget her noget uden at kunne komme ud af det med at drukne sig, gik hun op igjen, og Barnet var nu dødt, hvorpaa hun lagde det paa Aabredden og gjorde paany Forsøg paa at drukne sig i Aaen. Seent paa Aftenen blev hun truffen i Nærheden af Gaarden, bærende det døde Barn. Sagens Undersøgelse har endelig foranlediget, at Barnefaderen har afgivet falsk Forklaring for Retten, hvorfor han formodentlig bliver tiltalt ved Mililairetaten, hvor han er til Tjeneste.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. november 1867)
Dom i Sagen Nr. 261/1867 Landsoverretsproc. Isaacsen som Actor
contra
Arrestantinden Mette Marie Nielsen (Def. Proc. Møller).
(Afsagt den 7 October 1867).
En Tiltalt for at have ombragt sit uægte Barn, der var omtrent 1 Aar gammelt, anseet efter Straffelovens 186, jfr. 39 med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.
Under nærværende Sag tiltales Arrestantinden Mette Marie Nielsen for at have ombragt sit Barn.
Efter Sagens Oplysninger havde Arrestantinden den 15de April f. A. udenfor Ægteskab født et Drengebarn, der var i Pleie hos hendes Forældre, medens hun selv havde Tjeneste som Kokkepige paa Gaarden Eget i Skjærum Sogn, og ligesom Barnets Fader tidligere havde lovet Arrestantinden Ægteskab, saaledes maa det ogsaa antages, at han senere, uagtet han efter sin Forklaring havde fortrudt dette Løfte og agtede at gifte sig med en anden Pige, med hvem han tidligere havde avlet et Barn, har ladet Arrestantinden blive i den Tro, at han vilde ægte hende, og han har navnlig erkjendt, at han den 28de April d. A., da han besøgte Arrestantinden, paa hendes Forespørgsel, om det var sandt, at han saaledes som det blev fortalt vilde ægte den anden ommeldte Pige, benægtede dette. Samme Dag blev der imidlertid lyst til Ægteskab mellem ham og den anden Pige, til hvem han derefter, uden senere at have talt med Arrestantinden, den 26de Mai blev ægte viet, og da Arrestantinden samme Dag, Vielsen havde fundet Sted, erfarede dette, blev hun, som hun har udsagt, herover saa fortvivlet, at hun syntes, at hun ikke kunde leve længere. Den 29de Mai fik Arrestantinden Tilladelse til at gaae hjem til sine Forældre, i hvilken Anledning hun tilvendte sig nogle Gryn, der vare levnede fra Madlavningen, for at tage dem med hjem til sit Barn; dette blev imidlertid opdaget af Huusholdersken, der fratog hende Grynene og bebreidede hende den saaledes udviste Utroskab, og Arrestantinden gik nu ikke hjem, men derimod ned til en Aa i Nærheden, idet det efter hendes Forklaring var hendes Beslutning at drukne sig, hvilken Beslutning, som hun har udsagt, vel nærmest var foranlediget ved, at Huusholdersken havde talt hende haardt til, men dog fornemmelig var begrundet i hendes Fortvivlelse over, at hendes Barns Fader, som meldt, havde giftet sig med en Anden. Arrestantinden har nu forklaret, at hun, da hun kom ned til Aaen og kom til at tænke paa sin Dreng, ikke kunde udføre sin Beslutning og gik tilbage til Gaarden; den næste Morgen gik hun imidlertid igjen ned til Aaen for om muligt at udføre sin Beslutning, men det var hende heller ikke nu muligt, da hun kom til at tænke paa, at hendes Barn vilde komme til Fremmede, og efterat hun længe havde gaaet omkring ved Aaen, bestemte hun sig derfor til at drukne sig selv i Forening med Barnet, og gik derpaa hjem til sine Forældre og fik Barnet udleveret, idet hun foregav at ville gaae med dette, som i nogen Tid havde været sygt, til en klog Kone i Nærheden. Efterat Arrestantinden derpaa var gaaet tilbage til Aaen, bandt hun Barnet fast til sig med et Tørklæde og lod sig trille ned i Aaen, men da hun havde ligget her Noget uden at kunne komme ud af at drukne sig, idet Vandet bar hende op, gik hun op igjen, men Barnet var da dødt. Hun lagde nu Barnet paa Jorden og gik igjen ud i Aaen for at drukne sig; men da hun syntes at see En komme gaaende over Marken, sprang hun atter op, tog Barnet med sig og gik hen og lagde sig i en Hulning paa Marken for at vente der til Aften og da igjen gaae ned til Aaen. Arrestantinden har derefter ikke kunnet give nogen Forklaring om, hvorledes hun om Aftenen kom hen i Nærheden af Gaarden, men efter Sagens Oplysninger blev hun der antruffen af en af Gaardens Tjenestekarle, idet hun bar det døde Barn indsvøbt i en Pakke, og hun blev derpaa bragt ind til Gaarden som det efter de afgivne Forklaringer maa antages i en meget forstyrret og forkommen Tilstand. Da Retten derefter den 1ste Juni blev sat paa Gaarden, var Arrestantinden sengeliggende og maa antages at have været ude af Stand til at afgive Forklaring for et Forhør, og den følgende Dag blev hun indlagt paa Sygehuset i Frederikshavn, hvor hun ifølge Districtslægens Erklæring i de første Dage leed af hyppige hysteriske Krampetilfælde, under hvilke Fortrydelse over den af hende begaaede Forbrydelse og Frygt for Følgerne af denne gav sig tilkjende paa en saa fortvivlet Maade, at der kunde være Grund til at frygte for en Gjentagelse af hendes Selvmordsforsøg, hvilke Tilfælde maae antages først efterhaanden at have tabt sig.
Den af de vedkommende Læger, der have obduceret det ommeldte Barns Lig, afgivne Erklæring gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet har været vel næret og velskabt, at den vidt fremskredne Forraadnelse gjorde det umuligt at fremsætte nogen bestemt Mening om Dødsaarsagen, men at der ikke paa Liget er forefundet noget Spor af ydre Vold, og at denne Omstændighed i Forbindelse med en forefunden Hyperæmi indenfor Hjerneskallens Huulhed ikke staaer i Strid med den antagne Dødsaarsag, Drukning, om end Obductionsresultatet i det Hele ikke kan siges at bestyrke denne Antagelse.
Efter det Anførte maa det ansees tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden paa den af hende omforklarede Maade har dræbt sit Barn; men medens der efter Sagens Oplysninger i det Hele ikke er Føie til at antage, at hun enten i Almindelighed skulde mangle Noget i Henseende til Forstandens Brug eller særlig i Gjerningsøieblikket har savnet al Bevidsthed om Handlingens Strafbarhed, findes det derimod antageligt, at hun, der maa formodes af Naturen at være tilbøielig til Tungsind, har i Gjerningsøieblikket, i hvilket hun efter det Ovenanførte maa forudsættes hovedsagelig at have været opfyldt af Tanken om at drukne sig selv, befundet sig i en saadan Tilstand af Fortvivlelse, der maatte medføre en ringere Grad af Tilregnelighed end den sædvanlige. Arrestantinden, der er født den 29de Marts 1841 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil saaledes være at ansee efter almindelig borgerlig Straffelov § 186, sammenholdt med § 39, og Straffen findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar. Hun vil derhos have at udrede Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, 5 Rdl. til hver.
Under Sagens Behandling i 1ste Instants og befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.
Thi kjendes for Ret:
Arrestantinden Mette Marie Nielsen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.
Saa udreder hun og Actionens Omkostninger efter Underretsdommens Bestemmelser og derunder i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Møller, 5 Rdl. til hver.
At efterkommes under Adfærd efter Loven.
(Ugeskrift for Retsvæsen 1868).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar