Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:
Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.
(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)
Dommen er saalydende:
Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.
Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.
Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:
I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og lige. som han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, faåledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen faadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.
Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter fin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.
Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde kofte ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.
For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.
I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.
Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.
Thi kiendes for Ret:
Underretsdommen bør ved Magt at stande.
I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.
At efterkommes under Adfærd efter Loven.
(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)
Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar