I "Fædrelandet" for Fredagen den 4de Avgust fortsætter Bladet sine Bemærkninger imod vort Parties Anskuelser med Betragtninger over, hvad der er udrettet til Gavn for Arbejderne ved Husholdningsforeningerne, Sparekasserne og Dannelses- og Oplysningsforeningerne. Lad os betragte disse Bemærkninger, der synes at udgaa fra et kristeligt Gemyt, der vil Arbeidernes "sande Vel", lidt nærmere.
Hvad først Husholdningsforeningerne angaar, da kan vi ikke betragte disse anderledes end som ganske smaa Hanefjed henimod en Forbedring af Arbejdernes Kaar. Lad os antage, at de virkelig blev benyttede i nogen væsenlig Grad. hvad der jo af "Fædrelandet" indrømmes ikke at være Tilfældet, og at Varernes Udsalg til Arbejderne skete paa fuldkommen redelig Maade, saa er det Pengebeløb, der kan spares ved at købe Varerne paa denne Maade, ikke af nogen overordenlig Betydning, og var det dette, saaledes at Arbejdernes økonomiske Stilling væsenligt forbedredes ved at indtræde som Medlemmer af disse Foreninger, vilde dette, som bemærket i "socialistiske Blade", snart blive optaget af Arbejdsherrerne og Balancen blive genoprettet til Fordel for disse ved Afknapning af Arbejdslønnen, ti det er jo Bourgeoisiets socialøkonomiske Grundsætninger, at Arbejderen ikke har godt af at have en større Indtægt end fornøden for, at han kan sultføde og pjaltklæde sig og Familie; vel opbruges hans Arbejdskraft hurtigere ved en saadan Tilstand, men han holdes da til Gengæld paa den anden Side i en gavnlig Underdanighed under dem, der eksploitere ham. Til ovenikøbet at nyde Livet under nogensomhelst Form er han selvfølgeligt ikke berettiget. - At Husholdningsforeningerne ikke have nogen Fremgang, forklares naturligt af den Betragtning, at Arbejderens Indtægt staar i et saa knapt Forhold til hans Behov for at leve paa en nogenlunde menneskelig Maade, at der for ham slet ikke kan blive Tale om paa et enkelt Punkt at gjøre nogen Anstrerngelse for at indrette sit Liv fornuftigt, da han dog ikke kan komme helt op af den Afgrund, hvori han befinder sig.
Man klager over Arbejdernes Tilbøjelighed til, naar han faar sin Uge eller 14 Dages Løn, straks at sætte en Del af den overstyr ved Drik og Svir istedetfor pant at bringe den hjem til Kone og Børn. Vi forsvare naturligvis ikke denne Tilbøjelighed, men vi undskylder den, og er overbeviste om, at Fristelsen til at slaa sig løs efter en hel Uges daglig Slid og Slæb i 10, 12 a 14 Timer, er saa stort, at kun faa, meget stærke og resignerede Naturer er istand til at modstaa den, især da det, der vindes ved at bekæmpe Fristelsen, kun er, at man bliver istand til at friste en Tilværelse, der ikke er slet saa kummerlig som det ved Letsindighed i den nævnte Retning ødelagte Arbejders Liv, men som ialfald ikke staar saa mange Grader over dette, at der er nogen stærk Opfordring til at lade Fornuften faa Overvægt over Fristelsen.
Husholdningsforeningerne kan derfor kun betragtes som et af Bourgeoisiet opfundet Falskneri, der giver sig Udseende af at fremme Arbejdernes Interesse, men kun har sin Oprindelse af Bourgeosiets Interesse i at holde Arbejderne nede ved at bilde dem ind, at det, de ved en energisk Villie og en Aarrække af Resignation kan vinde ved at gøre deres Indkøb ved disse Foreningers Bistand, har noget Stort at betyde. Vi forkaster derfor disse Foreninger, som efter vor Mening kun er Vaaben imod Arbejderen, hvem man søger at narre til at tro, at han paa denne Maade kan skaffe sig nogen Udsigt til et bedre Liv, og hvem man ved samme gode Lejlighed holder uvidende om og bortleder fra Benyttelsen af de Midler, der virkelig tjener ham.
"Ligesaa indlysende er Sparekassernes Nytte", siger"Fædrelandet". - Har vi været nogenlunde heldige med den ovenfor givne Paavisning af Husholdningsforeningers Væsen, antage vi det ufornødent at gaa videre ind paa "Fædrelandets" paafølgende Betragtning over Sparekasserne. Er det meningsløst at tro, at der stiftes Nytte ved Husholdningsforeningerne, saa er det latterligt endog at give Arbejderen Anvisning paa at sætte de Penge, han "til Tider ikke behøver at forbruge", i Bikuben. Hvad er det for Penge, han "til Tider" ikke behøver at forbruge? Den, der ikke har nok til at spise og drikke ordenligt og klæde sig anstændigt og bekvemt, og som lever i usle Rum uden tilstrækkelig Luft og Lys, hvad skal han spare? Man vil ikke, at han maa nyde Livet, men man vil ovenikøbet, at han skal gøre sig til Rentier ved Hjælp af den usle Løn, der ikke tillader ham at skaffe sig de uundgaaelige Livsfornødenheder, med mindre han vil tage til Takke med den allerusleste Form, hvori disse kunne faas, og med de allerknappeste Kvantiteter. At henvise Arbejderne til Sparekasserne er ikke Andet end den blodigste Ironi og den skaanselløseste Haan.
Endelig priser "Fædrelandet" de saakaldte Dannelses- og Oplysningsforeninger. Hvad Værd, der maa tillægges disse, antager vi, at Enhver, der har været istand til at forstaa og tiltræde de Grundanskuelser, fra hvilke vi i det Foregaaende er gaaede ud, snart vil være paa det Rene med. Naar disse saakaldte Dannelsesforeninger ikke gaar ind paa direkte at oplyse Arbejderen om hans virkelige Stilling og om Midlerne til at forbedre denne, tillægge vi dem aldeles ingen anden Betydning end den at aflede hans Opmærksomhed fra hans sande Interesse. At høre Høedt eller Mantzius oplæse nogle Scener af Hamlet eller Jacob von Tybo eller H. C. Andersen deklamere den grimme Ælling kan være meget skønt i en fornem Aftenkreds, men at byde en Arbejderforenings Medlemmer Sligt som Dannelsesmidler er ikke Andet end Løgn. At høre Hr. C. B. Rimestad holde Forelæsninger over Nials Saga eller om "det gamle Hellas" vil upaatvivleligt være lige kedsommeligt for de Fine og for Arbejderen, ligesom disse Temaer aabenbart ere aldeles latterlige ligeover for de sidstnævnte. "Fædrelandet" indrømmer velvilligt, at disse Foreninger ikke lærer Arbejderen, "hvorledes han ved de faa lovlige Midler, der staar til hans Raadighed, skal beskytte sig mod Kapitalens Overgreb. Ti da udbrede de en falsk og fordømmelige Lærdom, som er Uvidenhedens og Misundelsens vanføre Siegfredbarn". Lad os slaa en Streg under disse Ord. "Fædrl." lærer altsaa, at det er falsk og fordømmeligt at lære Arbeideren at beskytte sig mod Kapitalens Overgreb, altsaa falsk og fordømmeligt at lære ham at unddrage sig et Tyranni ("Fædrl. " kalder det jo selv "Overgreb"), falsk og fordømmeligt at bidrage til, at han befries fra de Lænker, hvormed "Fædrl." vil, at han skal bindes. Skulde der nogensinde blive Spørgsmaal om "Fædrl.s" Stilling til Arbejderspørgsmaalet, behøver man kun simpelthen at henvise til denne Yttring af det noble Blad for med Et at gøre det indlysende, at "Fædrl." hører til Arbejdernes naturlige Fjender, der ønsker at holde ham i den Tilstand, hvori han er, og hvori han bør betragte sin usle Lod som Skaberens uransagelige Villie.
"Fædrl." kommer til det Slutningsresultat, at de heldige Bestræbelser for Arbejdernes Vel "gaar i rigtig Retning, idet de vilde bringe Hjælpen indenfra og ikke udenfra, staa ham bi mod de ham nærmest liggende Fristelser, henvende sig til Villiekraften, Selvbeherskelsen (!), Selvagtelsen". Videre hedder det, at Arbejderen "maa bekæmpe daarlige Indfald og Lyster, ikke hendøse et Liv unden Maal og Med, blive et godt og nyttigt Menneske" osv. osv. Dersom disse salvelsesfulde Talemaader ikke vare saa uimodstaaelig komiske, vilde de være nederdrægtige. Men man kan her anvende det Ord; Fader, forlad dem, ti de vide ikke, hvad de gøre. Arbejderen, der slider som en Hest for en kummerlig Tilværelse, som det ikke vilde være forunderligt, om han ofte i Fortvivlelse gjorde en brat Ende paa - hvad der jo ogsaa af og til sker - , han henvises til Selvbeherskelse, Selvhjælp, Selvfornægtelse. Han, der ikke har Tiendedelen af den Frihed til sin Raadighed til at nyde Livet i, som den rige Grosserer, og som, naar han har en Smult Frihed, ikke kan have den legemlige Friskhed og Sindets Ligevægt, der er fornøden for at benytte paa en sund og styrkende Maade, han skal "bekæmpe daarlige Indfald og Lyster", ham tilraades det "ikke at hendøse sit Liv uden Maal og Med", han formanes til at beflitte sig paa "at blive et godt og nyttigt Menneske" o. s. v.
Vi tilraade "Fædrl." at gaa i Kompagni med Præsterne, der trøste de Fattige med, at deres Tilstand er Herrens urandsagelige Villie og give dem Anvisning paa det andet Livs Herlighed som en Modvægt mod denne Verdens Pine, medens de selv fortærer de Kapuner, som Arbejderen først vil blive værdig til at nyde, naar han har lært at agte og beherske sig selv og er bleven til et næsten ligesaa godt og nyttigt Menneske som en Præst eller som en af Storpressens Redaktører.
(Socialisten 12. august 1871).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar