have vi, som ærede Læsere vide, jevnlig havt Anledning til at fremdrage og værge mod Misforstaaelser eller ligefrem vrangvillige og hadefulde Angreb. Da det imidlertid forekommer os, at Stormen fra de sidstnævnte Modstanderes Side er ved at lægge sig noget, have vi nu saa meget mere Udsigt til engang for alle at kunne saa hine Misforstaaelser helt fjernede. Det er nogle Ord i denne Retning vi her ville udtale eller rettere gjentage, ti Grundbetragtningen er selvfølgelig for vort Vedkommende nu den samme som tidligere. Formentlig ere nu de allerfleste fornuftige Mennesker komne helt bort fra den taabelige Forestilling, som ved Arbeiderrørets Begyndelse gjorde sig gjældende, eller som da søgtes gjort gjældende om, at bemeldte Røre i Grunden var en kunstig Frugt af enkelte Agitatorers kunstige Bestræbelser, og at det ialfald ikke vilde vinde Fodfæste, naar blot Offentligheden udenfor hin snevrere Kreds, hvor Bevægelsen syntes at have sit Arnested herhjemme, gjorde hvad der stod i dens Magt for at kvæle denne. Vi, som havde et helt andet Syn paa Sagen, og som overhovedet ikke betragte politiske og sociale Forhold som tilfældige og vilkaarlige Tilsyneladelser, bleve naturligvis af vore i saa Henseende altid redebonne Modstandere særligt udpegede som de, der modarbejdede bemeldte Kvælningsplan. Ja man var end ikke langt fra at antyde, at hele den saakaldte "Socialisme" vilde være gaaet i sin Mo'er igjen, om ikke "Aarhus Amtstidende" havde stillet sig, som den gjorde. Hvorledes var da i Virkeligheden denne vor Stilling? Mon ikke den, at vi, gaaende ud fra en Erkjendelse af, at Arbejdernes Opvækkelsestid var kommen - uanset om man glædede sig over eller frygtede en saadan Kjendsgjerning, - og tillige vidende, at Opvækkelsen baade har Farer og Velsignelse i sit Skjød, ærligt medvirkede til, at den Sands for det Lovlige, det Besindige og det Hjemlige, som er et fælles Særkjende for vore Landsmand, kunde vinde Overhaand og trykke sit Stempel paa den danske Arbeiderbevægelse. Det er vor Overbevisning, og vil mere og mere blive alle Andres med, at en saadan Bestræbelse var en fortjenstfuld Gjerning, ja en for en rolig Samfundsudvikling nødvendig Modgift mod al den Haan, Spot og Ondskab, der fra anden Side i altfor rigeligt Maal mødte Arbejderen paa et Tidspunkt, da hans Sind var allermest modtageligt for allehaande Indtryk; et Tidspunkt, da Spørgsmaalet forelaa, om vi skulde have en fransk eller en dansk Socialisme indpodet paa vort Samfund. Men hvor meget vi end vare overbeviste om, at vi i Henseende til Arbeiderbevægelsen stode og staa overfor en verdenshistorisk Kjendsgjerning, hvis Vei gjennem Landene ikke vil kunne spærres ved nogetsomhelst kunstigt Forebyggelsesmiddel, skulle vi dog paa den anden Side hellere end gjerne indrømme, at vort Forhold til Sagen ikke blot har beroet paa den kolde Erkjendelse af en overmægtig Kjendsgjerning, men paa en hjertelig Medfølelse med vedkommende Landsmand, og en alvorlig Følelse af hvad man skylder sig selv, naar man vil bære Demokratnavnet med Ære. Under alt dette mene vi, at have ført det politiske Parties Sag, til hvilket vi høre, paa en Maade, som vi kunne være bekjendte. Den Stilling, Venstrepartierne opnaaede paa Rigsdagen gjennem det sidste Valg, turde i saa Henseende være os et Vidnesbyrd, idet vistnok Faa ville nægte, at de danske Arbejderes Tillid og Tilslutning har bidraget Sit til det Resultat, som opnaaedes. Men vi fly heller ikke ved nærværende Leilighed atter at udtale som vor inderste Overbevisning, at saavel Folkepartiets som Fædrelandets Skæbne i en ikke uvæsentlig Grad vil være betinget af, at hin Tillid og Enighed mellem hele det menige danske Folk yderligere bevares og befæstes. Skulde den svigte, vil det danske Demokrati i den Form, hvori dette historisk har udviklet sig paa Junilovens Grundlag, være lammet for lange Tider; og den Tid vil neppe saasnart vende tilbage, da der beiles til den danske Bonde fraoven og kastes bønfaldende Blikke til ham franeden. Nu, just nu, skal han staa sin Prøve. Dette Forhold have vi før søgt at udtrykke ved et Billede, hvis Sandhed vi ret vilde ønske maatte prente sig dybt i alle vore Læseres Hjerte. Prøven, paa hvilken den danske Bonde er sat, bestaar deri, at han nu skal vise, om han er en værdig Arvetager efter Kong Frederik den Folkekjære, idet han godtgjør, at han ligesom denne sin Velgjører agter paa Tidernes Tegn, saa han viser sig stærk mod hin reaktionære Smiger, og medfølende med hine bønfaldende Blikke. For ikke en Menneskealder siden var den danske Bondes Stilling saa forkuet og fortrykt som Nogens, og det er heller ikke saa længe siden en dansk Statsstyrer erklærede, at Bondens Baand ikke kunde løses uden at hele Staten rokkede i sine Grundvolde. Nu have de politiske Partier, til hvilke Bonden nærmest har sluttet sig, den lovlige Adkomst til selv at indtage en styrende Plads, og nu ere Bondens Baand løste, ikke alene uden at Statens Grundvold derved er bleven rokket, men løste under almindelig Erkjendelse af, at dette var en Betingelse for Samfundets Bestaaen og Udvikling til Lykke og Velvære. Man maatte være aldeles blind for aandelige Love, om man kunde tro, at et Parti, der har sin Rod i en saadan Fortid, kunde optræde paa en afvisende og udeltagende Maade overfor en Bevægelse, som omfatter alle Samfundets lavere Lag. Straffen vilde snart følge, og den vilde blive fuldbyrdet langt hurtigere end den forholdsvis korte Tid. i hvilken en trofast og god Benyttelse af Frederik den Syvendes Gave har hævet Bonden til det, han nu er. Eller mener Nogen, at den hurtig erhvervede og vel neppe endnu tilstrækkelig befæstede Stilling ikke lige saa hurtig kan tabes. Lad os itide tage en advarende Lære af Embedspartiet. Det er kun faa Aar siden, at dette Parti omtrent spillede eneraadig i vort offentlige Liv, og da det nød Folkets Tillid og Agtelse i fuldeste Maal. Hvorledes har dette ikke forandret sig! Tro os, kjære Læsere og Venner, især I, som regne Eder til den jydske Bondestand, den Tale vi have ført og fremdeles ville føre i Henseende til Arbeidersagen, er visselig den, I og vi kunne være bekjendte, og som mere og mere, det haabe vi, skal blive erkjendt for at have været det rette Ord i den rette Tid.
(Aarhus Amtstidende 12. februar 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar