Frederiksberg Sogns Folkebibliothek. (Efterskrift til Politivennen)

har nu bestaaet i 5 Aar, idet det aabnedes den 16de Decbr. 1870 med det Formaal at skaffe Kredsens uformuende Beboere billig og sund Læsning og derved bidrage til i deres Fritid at holde dem ved Hjemmet og sysselsætte dem paa en bedre og gavnligere Maade end hidtil. Bibliotheket er stiftet og opretholdt ved Gaver, deels fra Understøttelsesforeningen, deels fra Private. Antallet af Udlaan har i det sidste Aar været 11,828, hvoraf forholdsviis den største Deel falder paa Januar Qvartal. I 1875 blev der indbetalt 43 Aars-, 340 Qvartals- og 1271 Maanedscontingenter, ialt 1654 til et Beløb af 489 Kr., fordeelte paa 470 Laanere. Efter Stilling fordeelte Laanene sig saaledes: Haandværkere og Svende 102, Enker og ugifte Fruentimmer 89, Handlende og Næringsdrivende (Contoirister og Handelsbetjente) 72, Skolebørn og Lærlinge 58, Arbeidsmænd og Tyende 48, Studerende 18, Bestillingsmænd 15, Particulierer og Pensionister 14, Embedsmænd 13 og Folk i forskjellige Stillinger eller uden Opgivelse af Stilling 41. Det fremgaaer heraf, at Bibliotheket væsentlig søges af de Klasser, det er beregnet paa; men paa den anden Side følger det af Vesterbroes og de nærmeste Dele af Frederiksbergs overordentlig vexlende Fattigbefolkning, at Bibliothekets Publicum er temmelig ustadigt og tildeels mindre paalideligt med Hensyn til Indbetaling af Contingentet. Aflevering af Laanet og Erstatning for beskadigede Bøger, naar Laanerne fraflytte Districtet, og Bibliotheket da i Almindelighed taber dem afsyne. Iaar ere 32 Contingenter og 27 Bøger paa denne Maade gaaede tabte, medens c. 60 Bøger, især Billedmagasiner, ved Revisionen maatte kasseres paa Grund af ilde Medfart. For noget at raade Bod herpaa, har man antaget et Bud til maanedlig Indstævning af udeblivende Contingenter og Bøger. Det kan neppe betvivles, at Frederiksbergs Sognebibliotbek med Held løser sin Opgave og Haand i Haand med Understøttelsesforeningen virker meget godt blandt den fattige Befolkning, som det især stræber at paavirke moralsk. Men dets Midler, som kun lige slaae til, række ikke til Løsning af de forskjellige Opgaver, som man fra Begyndelsen satte sig. Saaledes havde man ønsket ganske at kunne undvære Tilskud fra Understøttelsesforeningen, for hvis Penge der andetsteds er saa rigelig Brug, samt i Tiden at kunne aabne en Læsestue for de Fattige for dermed fyldigere at virke til Bibliothekets oprindelige Formaal. Det vilde derfor være heldigt, om Publicum vilde betænke det lidt med Penge cg Gaver. Bestyrelsen bestaaer af Justitsraad, Bibliothekar Bruun, Forretningsfører Cold, Fuldmægtig Johansen, Redacteur Møller Holst. Candidat Paludan og Grosserer F. E. Trier.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. december 1875).

Vesterbrogade 76-70, ca. 1880. Længst tv. Emil Jørgensens tobaksforretning i nr. 76 i nr. 74 E. Kessners glas og porcelæn i midten Vesterbros Apotek i nr. 72, og th. A. Ebstrups forretning i nr. 70. Foto Kbhbilleder. Publiv domain.

Biblioteket startede i lejede lokaler på Vesterbrogade 70, altså i Københavns Kommune. I 1873 flyttede det til Vesterbrogade 76. Det var her biblioteket lå på artiklens udgivelsestidspunkt. I 1878 flyttede det til Gasværksvej 1 (stadig Københavns Kommune) under navnet "Vestre Afdelings Folkebibliotek", dog kun til 1881. I 1883-1885 lå det på Gasværksvej 11, hvorefter det blev overdraget til Københavns Kommune. Først i 1887 fik Frederiksberg sit folkebiblioteksvæsen.

Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Fabrikvirksomheden ved Horsens har i de senere Aar taget et betydeligt Opsving, og af Fabrikbygninger er der der stedse kommet flere og flere. I Sommer er der saaledes opført to nye Fabriker, af hvilke vi efter "Hors. Av." her meddele en kort Beskrivelse. Den ene er Grev Frijs-Frijsenborgs Trævarefabrik "Bastian", der for enkelte Maskiners Vedkommende begyndte sin Virksomhed den første Avg. d. A., men som først senere er kommet i fuld Drift. Dens Maskinsal er 54 Al. lang, 24 Al. bred og 14 Al. hos i Midten. To Rækker Jernstativer, der bære Drivaxlerne, dele Maskinerne i flere Afdelinger, som hver have sit særlige Arbejdsfag. I en Afdeling findes der Maskiner til at høvle og pløje Brædder, i en anden skjæres der Planker og Bræder, en tredie staar der en stor Bloksav, som kløver de store Stammer lige som de komme fra Skoven osv. Der findes i Bygningen Maskiner for Tilvirkningen af Bødkerstaver, Træsko, Læster, Træ til Cigarkasser, Hjulmandarbejde saasom Hjulnav og Hjuleger, Maskiner for Tildannelse af Skovle-skakte, Stolemagerarbejder o. s. v. Næsten alle Maskinerne ere leverede af Hr. Arbey i Paris, men der findes dog ogsaa Maskiner fra Wieland i Hamborg, Chemnitzer Værktøjsabriken samt fra Winther og Lund i Kjøbenhavn. Maskinerne drives af en Høj- og Lavtryksmaskine paa 30 Hestes Kraft, hvilken er bygget af Firmaet Møller & Jochumsen. Der bruges henimod 100 Tdr. Vand i Timen, som tilføres gjennem en fra Bygholms Aa gravet Kanal. Som man vil have bemærket, er dette betydelige Fabrikanlæg hovedsagelig  beregnet paa at udføre det grovere Arbejde for dem, der beskæftige sig med Tilvirkningen af Træ; Bødkeren, Hjulmageren, Stolemageren, Snedkeren o. s. v. vil her kunne forsyne sig med Materiale og spare et besværligt og tidsspildende Arbejde, som her udføres billigere og bedre af Maskiner. Planen til dette her i Landet enestaaende Fabrikanlæg skyldes Ingeniør Clausen i Horsens, der ligeledes har forestaaet saa vel Ledelsen af hele Anlæget som ogsaa i Udlandet foretoget Indkjøbet af Maskinerne.

Paa den modsatte Side af Jernvejsstationen har en af Byens dristige Handlende, Hr. F. C. Madsen, anlagt en Fabrik for Tilvirkningen af kulørte og hvide Bomuldstøjer samt halvuldne Tøjer. Fabriken begyndte allerede at arbejde i Foraaret, men den er dog først for et Par Maaneder siden kommen i fuldfærdig Stand. I den store, rummelige og luftige Sal findes opstillet 70 Dampvæve, der drives af en af Firmaet Møller & Jochumsen leveret 15 Hestes Dampmaskine, som erholder sit Vandforbrug fra den forbiflydende Kanal. Desuden beskjæftiger Fabriken ca. 10 andre Maskiner med forberedende Arbejder. Samtlige Væve og Maskiner ere af nyeste Konstruktion og leverede fra England. Et Dampfarveri, i hvilket Fabriken selv udfører sine herhen hørende Arbejder, ligger bogved Dampmaskinen, umiddelbart ud til den nævnte Kanal. Fabriken beskjæftiger allerede 80 til 90 Arbejdere. - Endvidere maa nævnes, at der i Sommer nede i Nærheden af Havnen er opført af Firmaet N. Andersen & Ko. en Kokes-Fabrik, foreløbig med 3 Ovne, som allerede i nogen Tid have været i fuld Gang med at forvandle Stenkul til Kokes.

(Morgenbladet (København) 22. december 1875).

Trævarefabriken Bastian 1888. Gengivet i Danmarks Industrielle Etablissementer. Public Domain.

"Bastian" ophørte i 1895. Fabriksanlægget ligger på Emil Møllers Gade 41 i Horsens. Bygningerne er opført 1874-75 ved ingeniør J.C. Clausen og udvidet 1936 i samme stil ved Viggo Norn. I 1896 blev virksomhedensolgt til fabrikant Emil Møller, der indrettede Emil Møllers Telefonfabrik på stedet. Under skiftende navne var den i drift til 1965. Herefter gik bygningerne i forfald og udsat for en brand i 1999. Den blev restaureret i årene 2006-08.

F. C. Madsens dampvæveri lå på Sønderbrogade 14. I 1898 blev det omdannet til et aktieselskab og ændrede navn til Aktieselskabet F. C. Madsens Dampvæveri og begyndte at producere  linnedvarer, samt farvning og blegning af stofferne. I 1918 ændrede det navn til M. A. Petersens Konfektionsfabrik. Fabrikken lukkede i 1974.

Bedrageri og Krænkelse af andres frihed. (Efterskrift til Politivennen)

To Blikkenslagersvende, der havde paataget sig at opsætte Tagrender og dække Tagkviste i en Ejendom i Ryesgade, efter Akkordbetaling for en Blikkenslagermesier. saaledes at en Del af Betalingen skulde udbetales dem forskudsvis under Navn af Ugeløn, indfandt sig den 28de Avgust hos Mesteren og foregav, at Arbejdet var saa godt som fuldført, hvorfor de forlangte Ugeløn for 5 Dage, uagtet de kun havde gjort højst 1 Dags Arbejde. I Tillid til deres Foregivendes Rigtighed udbetalte, Mesteren dem 17 Kr. 83 Ø., hvilke Penge de beholdt, uagtet det var deres Hensigt ikke at fuldføre Arbejdet. Efterat Mesteren senere havde erfaret, at han var besveget, gjorde han Anmeldelse til Politiet, og begge de Tiltalte erklærede ved en Forhandling for vedkommende Politiassistent, at de vilde erstatte den Bedragne enten ved Arbejde eller med Penge, men denne Overenskomst blev kun overholdt af den ene Svend, for saa vidt denne afarbejdede 2 Kr., men slet ikke af den anden. Nogen Tid efter begav den ene af Svendene sig til en Ejendom i Vesselsgade, hvor en tredie af Mesterens Svende arbejdede, og opfordrede denne til at ophøre med Arbejdet før den Dag, forat deltage i en Svir, men hertil var Svenden uvillig, og Tiltalte begyndte derfor at udskjælde ham, truede ham med Prygl, og tog fat i ham, medens han laa ude paa Taget, og søgte at trække ham ind paa Loftet. Imidlertid havde Mesteren fattet Mistanke om Tiltaltes Hensigt og var ilet Svenden til Hjælp, hvilket havde til Følge, at Tiltalte maatte give Slip paa denne, men han gik nu ned paa Gaden og tilraabte derfra Svenden truende Ytringer, som bevirkede, at Svenden ophørte med sit Arbejde, og i det hele fandt det raadeligst ikke at arbejde videre den Dag. De to tiltalte Svende, der ere i en Alder af c. 20 og 21 Aar, bleve for de heromhandlede Forhold af Kriminalretten ansete med Straf af Fængsel paa Vand og Brød, den ene i 3 Gange 5 Dage, den anden i 2 Gange 5 Dage, hvorhos de ved Dommen tilpligtedes at betale den omtalte Blikkenslagermester, hvad de hver iisær havde besveget ham for.

(Morgenbladet (København) 21. december 1875).

Fra Almindeligt Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Almindeligt Hospital.

I.

Højstærede! Dersom jeg havde Talegaver og min af Alderdom svage Stemme tillod mig det, saa vilde jeg holde følgende Tale til de fattige Arbejdere og andre Ligestillede: Ærede Haandværkere og Arbejdere! Naar I har bortskænket Eders Ungdom og kraftige Manddom ved Eders Arbejde, og derved beriget andre af Eders Medmennesker, og I saa har det Uheld al blive gamle og svage og følgelig fattige, da I for Eders Arbejde i den Tid, I kunde arbejde, har været saa usselt lønnet, at I umulig kunde lægge Regel til Side til Alderdom og Svaghed indfandt sig, saa faar I, som I ved, ingen Pension af alle dem, som har benyttet og opbrugt Eders Kræfter, hvorved de de som oftest er blevne til Velhavende. Men da det nu ikke godt gaar an i en kultiveret Stad som København, med saa mange storborgerlige Notabiliteter, at lade gamle svageligt Folk ligge paa Gaden og dø af Sult og Elendighed, hvilket jo ogsaa vilde være et uhyggeligt Syn for de fine Folk og deres Familier, saa har de sørget for, at naar I ikke længer kan trælle for Livets Ophold at I saa bliver skjulte eller indespærrede i en eller anden Anstalt, og naar I er meget heldige, da i den bedste, som kaldes Almindeligheden. Naar der saavidt er sørget for Eder, saa har I med det samme tabt alle Eders borgerlige Rettigheder og Eders personlige Frihed der er er af de største Goder, som Mennesket har her paa Jorden; ogsaa gjort opmærksom paa, at her er I Alle lige og maa straks være Kammerat med Alle dem, der er paa Stuen, naar I nogenlunde vil være i Fred. Mine ærede Tilhørere ønsker maaske at faa at vide, hvorledes Beboerne har det her, jo, det skal I straks faa at vide. Der er i dette fæle Asyl nogle Individer, som i Snese Aar har tilbragt deres Liv i forskellige Straffeanstalter, flere Slaver og en Mængde straffede Ladegaardslemmer, saa er der nogle Mennesker, som lider af Kræft, andre af sure Ben, som stinker, og atter andre, som liver af Krampetilfælde, til sine Tider i, 3, 4 saadanne Syge paa en Stue, som skiftevis skriger Nat og Dag, og alle disse forskellige Individer blandede imellem de andre gamle og svage, men fattige Mennesker i Stuen, hvor der ialt er nogle og tyve Personer. Til to saadanne Stuer, der staar i Forbindelse med hinanden, altsaa med nogle og fyrgetyve Personer, er der en Stuekone og en Gangpige af Husets Lemmer. Dog maa I ikke tro, at det er gjort for at spare den lille Ulejlighed, der er forbundet med nogenlunde at afpasse tidligere Forhold af Menneskenes Liv, nej, det er gjort for grundig at lade os føle, at nu er vi hverken bedre eller slettere, men Alle lige daarligt og fattigt Rakkerpak.

Af Retirader er der ti nede i Gaarden til vor Afbenyttelse, altsaa omtrent en til hver halvtredsindstyvende Mand og Dreng, saa at vi naturligvis maa staa og vente i lang Tid i Snevejr, Regn og Storm, indtil vor Tur kommer, hvilket er en hel Jammer at se og føle, da vi næsten Alle faar daarlige Maver herude, i Særdeleshed dengang vi fik Turnips, der skulde forestille Rødder paa Maden, men da saa kun Køerne, men ikke Svinene, vilde æde det, og da Manden, som købte den tiloversblevne Mad, ikke kunde fore Svinene dermed, saa hørte du snart op med den Kost; der var dog kun en Mand, som døde straks efter Nydelsen, vi Andre slap med voldsomme Mavesmerter.

Naar det er meget koldt, saa er der tilstaaet os 1/4 Skæppe Kul til hver Stue, der omtrent indeholder 10.000 Kubikfod; fryser og sner det, da ½ Skæppe, og fryser det omtrent 20 Gr. Reaumur, saa 3/4 Skæppe Kul. Kakkelovnen er anbragt i den ene Ende af den lange Stue, i Stedet for i Midten. Foruden at vi har Hus og Tag over Hoveder, som man siger, saa har vi en meget god Seng at ligge i; den bestaar enten af en Madrats eller en god blød Halmsæk, oven paa den en bred med Fjer velfyldt Underdyne, en udstoppet Skraapude, en eller to gode og bløde Hovedpuder og en stor, bred og varm Overdyne, samt tvende Lagener, der skiftes hver sjette Uge, og ren Skjorte og Haandklæde hver Uge, og Alle er ogsaa enige om, at det er Glanspunkter i hele Asylet.

Hvad Bespisningen angaar, saa faar enhver Mand eller Kvinde daglig enten et Pund bart Rugbrød, eller 23 Lod Sigte eller 18 Lod Franskbrød og halvanden Pægel godt Øl, som der staar paa Sedlen, og saa Noget, som kaldes Middagsmad, næmlig om Søndagen Suppe, som det hedder; den er lavet af Bankeboggryn, lidt [en linje ulæselig] en Rod - dog kan det træffe i den bedste Gulerodstid, at der kan findes i Maven hos et Par Lemmer et lille Stykke Gulerod, formodenlig af Vanvare fra Køkkenpersonale, og i enkelte tilfælde flyder Par brungrønne Pletter, saa store som en Flue, der formodenlig har revet sig løs fra en Visk; dertil halvandet Lod haardt og tørt Kød. som Maden er kogt paa. At det er af det Bedste, det kan Enhver se af det øverste Lag i Vognen, naar Slagteren kommer kørende dermed, og paa hans skrevne Regninger. Der er rigtignok ophængt paa Væggene i Stuen et Spisereglement, hvorpaa det hedder: "For hver Hundrede Personer 25 Pund Oksekød"; det svinder altsaa ved at koges 20 Pund.

Mandag gives hakket Hvidkaal med lidt Jævning, men ikke en Urt eller Rod, og højst halvandet Lod Flæsk. Det er rigtignok saa fedt, at det ryster og bævrer, naar man rører ved det. Paa Reglementet staar anført: "For hver Hundrede Personer 15 Pund 65 Kvint FIæsk"; det svinder altsaa omtrent 10 Pund ved Kogningen

Om Tirsdagen tynd Vandrisengrød, saa meget der kan ligge paa en Underkop, og dertil en Pægel Øl samt en Overkop fuld af noget, som kaldet Lobescoves, og som er lavet at Mel, Vand og Salt med nogle smaa Stykker Kartofler og et lille bitte Stykke Flæsk eller fedt Kød til, saa stort som det yderste Led af en Finger, eller et Par løse Trevler Kød; det er hele Sulet for den Dag.

Onsdag gives Sulevælling, lavet af Byggryn, lidt Meljævning og Vand, men ikke en Urt eller Rod, samt knapt halvanden Lod Flæsk.

Torsdag: Vandbyggrød med en Pægel afskummet Mælk til, Klipfisk (eller rettere sagt, saltede store Kuller), som ikke er rengjorte, og med en tyk Bøffelhud og store Finner, samt Kartoffelstykker med Sennep, der ikke river i Næsen, men smager som Galde, saa at Nogle beder Konen om tør Fisk.

Fredag: Gule Ærter med Timiansstilke men ikke en Urt eller Rod, dertil knapt et halvt Lod Flæsk eller salt Kød, en Gang imellem Dueærter, som er haarde og ligger paa Bunden, og ovenpaa noget tyndt Ærtevand, som ikke kan spises. Paa nogle Stuer faar de blot Vandet, paa andre de tykke Ærter.

Lerdag: Byggrynssuppe med Sirup i og et Lod Kød med lidt Sause, lavet af Mel Vand og brændt Sirup, eller en anden Farve, der skal forestille Soja, og lidt Løg i. Naar Kaal og Ærter hører op, faar vi en Meljævning med lidt Gryn i, som vi kalder Kolerasuppe, altsaa, i hele den lange Tid daglig Gryn og lidt Mel kogt i Vand og det ovenanførte Sul.

Fra 1ste November 1875 faar vi nu, i Stedet for den saakaldte Sulevælling, en ny Ret, der fremtræder paa Reglementet med det pompøse Navn Plukkefisk, denne Ret bestaar af Mel og Vand, saa tyndt som Opvaskevand, med et Par smaa Stykker Kartofler. Det kan næppe fortjene Navn af Fiskevand, da vi hverken kan se eller smage Fisk eller Sild. Da Klagerne blev højrøstede fra alle Stuer, blev den noget bedre og smager nu af Fisk. Altsaa to Dage i Ugen intet Sul, og de øvrige fem Dage knapt halvandet Lod Kød. men intet Flæsk.

De Besøgende, der læser det paa Væggene opslagne Reglement med de mange opskrevne udmærkede Navne, og de Pund Kød, Flæsk, Smør, Sennop og Søje, som det hedder, med hvad dertil hører, vil jo saa den Mening, at Maden maa være god, ja det vilde den vist ogsaa være, naar den blev behandlet rigtig, og der var det fornødne Tilsyn med, at de opskrevne Ingredienser blev anvendte, og der blev ansat en fornuftig Kogekone, i Stedet for en uvidende Kogefrøken, der kun forstaar at skumme Kræfterne og Fedtet af Gryden, i Stedet for at komme det i Lemmernes Mad, hvortil det vistnok er bestemt. Men lad de Besøgende se den skidenblaa Farve paa Maden og smage den, da vil de faa en uhyggelig Mening om Fattigforsørgelsens Mad. Der siges rigtignok, at der skal være En, som smager paa Middagsmaden, om det er en Mand eller Kvinde vides ikke, og hvor der serveres for denne Person vides heller ikke, men vist er det, at der aldrig kommer Nogen op paa Stuerne og smager paa den Mad, som bliver bragt Lemmerne,

Dersom vi har Penge, saa har vi Tilladelse til at købe Smør, Fedt, Kød, Flæsk, Pølse, Ost, Sukker, Kaffe, The, Salt, Peber, Æddike, Sennep, Løg, ja, kort sat, alt hvad Mennesket behøver til at forbedre det bare Brød og ovennævnte Middagsmad, med Undtagelse af Spiritus. Vi har ogsaa Lov til at købe andre smaa Pillerier, saa som Sæbe, Lys, Røg-, Skraa- og Snustobak, osv. Men desto værre kommer denne Tilladelse kun faa af os ulykkelige til Gode, Ti ethvert Menneske gyser ved at komme under Fattigvæsenet, og kæmper, indtil al Støtte af Familie, Venner og de sidste Stumper er gaaet tabt. Følgelig kommer Mængden derind uden Penge. Naa, de, der er saaledes stillede, faar snart Atrophi (Tæring og Hensvinden) og dør bort. Andre, der ikke kan faa Ende paa delte sørgelige Liv, griber til Sidst til en af de tre Maader at aflive sig paa, som staar til deres Raadighed, nemlig at hænge sig, skære Hals- eller Pulsaare over, eller styrte sig ned fra en stor Højde. Drukne sig i Svinetønden har endnu Ingen haft Mod til, og skyde sig har Ingen haft Raad til.

Dette vort Asyl, som fra først af blev oprettet af en suveræn Konge til Plejestiftelse for gamle, syge og svage Mennesker, er i Tidernes Løb, og i Særdeleshed fra Frihedsheltenes Tid 1848, (der viste, at de kunde skabe Frihed for sig selv, men ustraffet plage deres fattige og hjælpeløse Medmennesker) af vore vise og storborgerlige Overhoveder egenlig gjort til en Stags tvungen Arbejdsanstalt for ovennævnte gamle Mennesker, saaledes at naar vi vil have lidt mere end den usle Kost, Asylet giver, og som intet gammelt og svagt Menneske kan leve af, saa maa Haandværkerne udføre det Arbejde, der falder i deres Profession. Naar de kan udrette det samme som en anden Svend i Byen, saa faar de 12 (Tolv) Skilling om Dagen, en Haandlanger eller Arbejdsmand 6 (Seks) Skilling, og de, der piller Værk, kan tjene fra en halv til fire Skilling fra 6 Morgen til 7 Aft. Men da der ikke altid er Værk at pille, saa maa vi leve af Husets Kost. Alle fri Arbejdere gør Skrue, fordi Dyrheden af alle Livets Fornødenheder, i Særdeleshed Fødemidlernes Dyrhed, nøder dem dertil, men vi ufri Fattiglemmer faar ikke mere og maa bøje Nakken under Storherrernes tyranniske Aag.

(Social-Demokraten 18. december 1875).

Fra Almindeligt Hospital.

II

(Sidste Artikel).

Ja, mine ærede Tilhørere, alle vi Ulykkelige, der har vor fulde fem Sanser, og som nu er blevne gamle, svage, fattige og hjælpeløse og derfor var nødt til at betræde denne uhyggelige Anstalt, føler os som sat ind i en anden Verden. Saaledes finder vi, at de Love eller vedtægter samt de Præmisser og Konklusioner som benyttes herude til deres Domme, er helt forlykkede fra de, der ellers anvendes i den civiliserende Verden. For Eksempel: Vi er indespærrede de fem Dage i Ugen, i hvilke saa mange af os kunde gaa ud og fortjene os et Par Skilling eller et godt Maaltid Mad, ved at gaa Familier lidt til Haande, ved at feje Gaard eller Gade, skylle Flasker, børste Klæder, Støvler og Sko m. m., og Kvinderne ved at vadske lidt, sy, lappe og stoppe og mangfoldige andre Ting, hvortil der ikke behøves store Kræfter eller stor Forstand. Paa den anden Maade gør de os til Tiggere, da Friheden er berøvet os, og vi altsaa ikke kan gøre nogen Gavn for de Skillinger eller Mad, som ydes os af gode Mennesker, der siger, at vi umulig kan leve uden at lide Nød, af den Kost, dette Asyl giver. Saaledes laver de storborgerlige Herrer Tiggere og saa dikterer de strænge Straffe for Tiggere; altsaa: den Fattige og Svage skal pines.

Der gives os et Kort, hvorved vi bliver underrettede om, at vi har Rettighed til at gaa ud hver Søn- og Helligdag, samt om Torsdagen i de syv Maaneder fra 1ste Oktober til sidste April fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 8 Aften, og i de øvrige fem Maaneder fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 9 Aften. Træffer det sig, at det er et skrækkeligt Uvejr paa de tvende Udgangsdage i Ugen, da faar vi ikke Tilladelse til at gaa ud en anden Dag i godt Vejr, for at købe, hvad vi mangler, det vilde vist gøre en stor Forstyrrelse i den vigtigt Protokol, som Mand fører over Ud- og Indgang, og bringer et Skaar i hans Forretning i Byen. 

Der er nu mange iblandt os, der har Familie, Venner eller Bekendte, der vel har Dagen og Vejen, men ikke til at gøde og huse et Menneske for, men som dog herne vil traktere ham med lidt Aftensmad, og som gerne vil tale med en gammel godt lidt Bekendt en Gang imellem, naar han selv kommer Hjem fra sit Dagværk, men naar han nu bor langt ude paa Nørre-, Øster- Vester- eller Amagerbro, saa maa den Ulykkelige allerede gaa en Time før, eller mer, ti det er usikkert, atkomme med en Sporvogn, om ogsaa gode Mennesker vil lade os køre, og vi er bange for at komme for sent hjem, da vi saa bliver grusomt straffede med Indholdelse i fjorten Dage paa Asylets Kost.

Disse arbitrære Straffe kan stige indtil tre Maaneder for saadanne smaa Forseelser, som begaas mod de forrykte Vedtæger herude, og som formodenlig er lavet af Dumhed eller efter Fandens Indflydelse til Menneskenes Plage. Der er dog et Lovbud, der paabyder Straf for Dyrplageri, kunde nu ikke et lignende Lovbud anvendes mod Menneskeplageri, men haardere, i Særdeleshed naar det blev begaaet af Autoriteter imod værgeløse Mennesker? Jeg kalder dem værgeløse, som formedelst Fattigdomm er blevne berørte Friheden og mange andre Goder, og ikke tør klage af Frygt for at overfuses, og, naar en lille Lejlighed gives, da at blive straffet med Indeholdelse. Som ovenfor sagt, Publikummet herude er alsidigt blandet, og de, der har gennemgaaet Vand- og Brødkuren forsikrer, at de hellere vil have fem Dagens Vand og Brød, end fjorten Dages Indeholdelse paa Almindelig Hospital, fordi de kan spise og drikke saameget de vil, før de tiltræder Straffen, mens de nu i Forvejen er svækkede, og skal leve fjorten Dage af Asylets Kost, ja de paastaar, at den er langt uslere og knappere end den, de fik som Fanger. Vi har rettighed til at tage en halv Pægl brændevin ind med os hver Søndag og Torsdag, men tages der en kvart eller en halv Pægl mere, saa bliver Brændevinen og Flaskerne som ere vore egne, berøvet os (eller som det hedder blandt store Folk: erobrede.) Brændevinen drikker de selv, og Flaskerne sælger de, og vi faar naturligvis Indehold i forskellige Grader.

Det er nu ganske begribeligt, at et Menneske, der har arbejdet haardt hele Dagen og været vant til at faa simpel, men nærende Kost, og et Par Snapse til Frokost, Vesperkost og Aftensmad, omtrent en Pægl i Døgnet, og nu i en lang Tid skal leve af Gryn og Mel i Vand, syv Pund bart Brød, seks Lod Kød og halvandet Lod Flæsk og en Pægl Brændevin i en hel Uge, naar han  selv kan betale den sidstnævnte, i Stedet for at han før, da han var fri, fik syv Pægl og nok simpel, men dog forskellige Slags styrkende Mad, saa maa vist ethvert rettænkende Menneske gyse ved, at tænke sig saadanne usle og sørgelige Alderdomsdage.

Ved den Levemaade og Behandling, som ydes os i de fem Dage herude, vil og maa ethvert tænkende Menneske kunne indse, at den menneskelige Natur vil gøre sig gældende i de to Dage vi bliver slupne løse efter saadan en Tur. Vi spiser og drikker Alt, hvad vi kan taale, for at have Noget at staa imod med til den næste Fridag, og det skeer let ved at træffe Bekendte i det sidste Øjeblik, at vi kan komme lidt for sildig hjem, og saa faar vi Indehold. En Del af det værste Udskud i alle Retninger, som aldrig burde være imellem gamle og svage Mennesker, kommer ofte overstadig drukne hjem og gør et forfærdeligt Spektakel, til stor Sorg for de Fredelige, men derdrom Spektaklet vedbliver et Par Timer, saa bliver de rigtignok satte ned i Kasjotten, eller i en af Cellerne, for at skaffe os andre Fred, men saa kan ogsaa vore Foresatte sige til de Uindviede: "Der kan I selv se Nødvendighedne af at spærre dem Alle inde."

Som Alt er underligt herude, saaledes er ogsaa Kontorets Embedsmænd mer eller mindfe beskægtede med hverandre. De bestaar af en Inspektør, en Fuldmægtig og tre andre Embedsmænd, samt tre Kvartersmestre (ikke Kvartermænd som ved Holmen.) Disse ser vi en Gang imellem paa Stuerne for at søge efter en eller anden af os Lemmer. De andre Kontorfolk ser vi sjældent eller aldrig paa Stuerne, de har formodenlig nok med at opskrive den Mad, vi faar hver Uge. En nylig ansat Embedsmand (man siger at det var en - Malersvend) har den vistnok vigtige Protokol at føre over de stakkels Mennesker, der vil ud, naar det ikke er Udgangsdag, i et vigtigt Ærinde en hel eller en halv Dag eller en Time over den befalede Tid. De bliver da udspurgte paa langs og paa Tværs og paa Kryds om, hvor de skal hen, og hvem de skal til, og om de har en Seddel fra den Paagældende, og om det Ærinde ikke kan udsættes til en af Udgangsdagene osv. Er der Noget vi vil udrette og som vi ikke vil lade enhver, i slige Sager Uvedkommende, vide, og vi saa ikke kan udfinde en godt gennemtænkt Løgn, saa faar vi ingen Tilladelse til at gaa ud. Ønsker vi ved en særdeles Lejlighed at blive ude en Nat, for ikke at forulejlige Portneren, saa tillades det ikke, men vi kan derimod fraa tre fire og flere Dage og Nætters Permission, (atter en Særhed herude.).

At vi ikke kan faa Frihed Grundlovsdagen er nu ikke saa forunderligt, da Fattigmand jo kun har liden Nytte af Grundloven, selv i hans frie Stilling, men at vi heller ikke maa gaa ud paa Flyttedagen, hvor saa mange af os kunde være vore Medmennesker til Nytte, ved lidt Tilsyn med deres Sager og anden Smaahjælp, se, det er ogsaa et af Asylets Mysterier. Naar de Herrer Embedsmænd bruger Vilkaarlighed her ude, og en af de mOdigste iblandt os beklager sig over deres urimelige Befalinger, saa benytter de sig vistnok af det gamle Kneb, som blev brugt i den suveræne Tid, nemlig: Kongen har befalet det; her forandres det til; Etatsraaden har befalet det, men der er ingen af os, der vil tro det, da han er bekendt som en human og rettænkende Mand. Der var en Tid, da man bragte Hængte og Druknede til det saakaldte "Dronehus" (som man den Gang kaldte det) men nu bliver de bragte ud til os Gamle, næsten hver Dag og undertiden 2 a 3 Stykker. Naa, det er dog en Adspredelse i vor ufrie Tilstand, men den er uhyggelig.

Sluttelig skal jeg kun tilføje, at dersom der er Nogle iblandt mine ærede Tilhørere, der tvivler om Sandheden af min Tale, kan de Ærede overbevises derom (dog ikke ved at henvende sig til os herude paa Asylet, ti her faar I Intet at vide af os, da vi anser Enhver, der udspørger os, for en Spion), men I vil vist træffe paa Familier, der har en Slægtning her ude, og her vil I faa at høre, at det er en Sandhed hvad jeg har sagt, og maaske værre Ting er Sandhed, end hvad jeg har fremhævet.

Lægepersonalet herude er velset af os Alle, da de er menneskekærlige og overbærende mod os gamle og svage Mennesker, og vi kan takke dem for mange Goder. De taler altid til vor Gunst, naar Mad og Drikke stundom bliver altfor slem.

Med Agtelse
Et fleeraarigt Lem paa Almindeligheden.

(Social-Demokraten 19. december 1875).

Else Villadsdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Idag jordfæstedes her paa Byens Kirkegaard en gammel Qvinde, som rigtignok havde indtaget en meget beskeden Stilling i Samfundet, men desuagtet har gjort sig fortjent til et hæderligt Eftermæle, idet hun i mange Aar stod som et smukt Exempel for sine talrige Standsfæller. Den Afdøde var som Folk sige "kun" en Tjenestepige, men rigtignok en Tjenestepige, hvis Lige man skal søge længe efter, naar man da ikke vil søge i Romaner. I ikke mindre end 43 Aar (siden Novbr. 1832) tjente hun een Familie her i Byen, og det ikke en Familie, hvor hun havde høi Løn og flotte Dage, men hvor Smalhans ofte var Kjøkkenmester og Pengevederlaget meget, meget lille. Men var Kaarene smaa, var hendes Troskab og den fælleds Hengivenhed des større, og det er dette, der fortjener at mindes. - Den gamle Pige hed Else Villadsdatter og var født i Østerild Sogn i Han Herred den 4de Juli 1800, opnaaede altsaa en Alder af 75 5/12 Aar. - I 1866 fik hun en Anerkjendelsesgave fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, men var ellers henviist til sine beskedne Kaar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1875).

Svenske og finske Karle. (Efterskrift til Politivennen)

Vold. To svenske Tienestekarle, Anders og Johan, der tjente hos en Gaardeier i Vangede, kom den 17de October i borgestuen i Skiænderi med Karlen Rasmus, under hvilket Sidstnævnte brugte Udtrykket "svenske Ræve" og giorde sig til af, at han "sagtens kunde staae to saadanne Svenskere ihjel". Da Rasmus var gaaet over i Stalden for at fodre Hestene, fulgte Svenskerne efter og der udspandt sig et Slagsmaal, under hvilket Svenskeren Anders med sin Tollekniv bibragte Rasmus to Snit i Hovedet, det ene oven i Hovedet, 3½ Tomme langt, lige ned til Beenhinden, det andet i Ansigtet, 5 T. langt, fra Næsespidsen tvers over Kinden, hvor Kiæbepulsaaren blev overskaaren; desuden fik han mange Slag i Hovedet. Rasmus's Liv blev kun frelst ved den af hans Huusbond hurtig tilvejebragte Lægehjælp, hvorefter han endnu samme Nat blev bragt til Frederiks Hospital. Her henlaa han i 16 Dage, hvorefter han blev udskreven som helbredet. Under det optagne Forhør benægtede Anders bestemt at have havt til Hensigt at berøve Rasmus Livet, hvorimod han vedgik, at han skar Rasmus, hvor han bedst kunde komme til, samt at han havde handlet deels af Hævnlyst deels af Frygt far, at Touren vilde komme til ham, naar det først var lykkedes Rasmus at prygle Broderen Johan. Det blev ikke oplyst under Sagen, at Svenskerne havde handlet efter foregaaende Aftale. Arrestanten Anders blev ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom anseet efter Straffelovens § 203 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage saml tilpligtet i Erstatning at udrede 86 Kroner.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. december 1875)

- En svensk Tienestekarl er i disse Dage bleven anholdt heri Staden, efter i længere Tid og fra forskiellige Jurisdictioner at være efterlyst for Tyveri, og har ogsaa vedgaaet at være Gjerningsmanden til disse, samt i det Hele afgivet en Forklaring, der viser, at han er en dristig og driftig Forbryder. Han ankom hertil Byen ifior Efteraar og fik strax Tieneste paa Fauerholm ved Hillerød, hvor han tiente i 3 Maaneder og saa en Morgenstund forsvandt med hans Medtjeners værdifuldeste Eiendele. Han vandrede med disse til Ledreborg, hvor han søgte og erholdt Tieneste, og hvor dan forblev, indtil han i Midten af Juli M d. A. giorde sig usynlig, ligeledes efter at have stiaalet sine Medtieneres bedste Eiendele, hvorefter han skiulte sig paa et at Gaardens Hølofter indtil næste Nat, da han atter besøgte Karlekammeiet, hvor 6 Karle havde Natteleie, og stial, hvad han havde levnet Dagen forud, navnlig nogle Uhre. Derefter reiste han med Jernbanen til Fyen og fik Arbeide ved Jernbaneanlæget ved Svendborg, og blev der forsynet med Opholdsbog efter nogle Legitimationspapirer, som han havde stiaalet fra en Landsmand paa Ledreborg. Senere reiste han til Lolland og fik Digearbeide i Nærheden af Rødby og logerede sammen med en anden svensk Digearbeider indtil Slutningen af October d. A., da han forsvandt derfra efter at have frastiaalet sin Landsmand et contant Beløb af 30 Kr. og en Sparekassebog med indestaaende 300 Kroner. Næste Dag hævede han Beløbet i Sparekassen i Nakskov, hvor han kvitterede for Beløbet med Eierens Navn, og begav sig derefter ad Jernbanen over Sjælland til Sverige, hvor han senere forbrugte hele Beløbet ttl Rejser og Fornøielser. Han var nu vendt tilbage der til Landet, sandsynligviis for at udøve lignende Bedrifter, men blev forhindret deri ved at blive anholdt strax efter Ankomsten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1875).

Vold. Søndag Aften den 14de f. M. gik en Slagtersvend forbi Stedet Nr. 15, i Dybensgade netop i samme Vicblik, som 3 finske Matroser bleve viste ud af dette Sted. Slagtersvenden standsede sin Gang for at tale med den, der havde lukket Matroserne ud, men skjøndt han ingen Deel havde i disses Udviisning, blev den ene af dem dog saa vred, at han sparkede Svenden bagfra saaledes, at denne stødtes over imod Husets Dør, og da Svenden derpaa vendte sig om imod ham og spurgte, hvad det skulde betyde, trak Matrosen en Kniv frem og førte med denne, der havde et 3 Tommer langt Blad, som løb ud i en Spids, et Stød imod den Andens Øre, hvilket han gjennemborede. Da den Angrebne nu et Par Gange sparkede ud efter Angriberen, bibragte denne ham flere Stik i Skulderen, hvilke flængede Overtøiet paa flere Steder og hvoraf eet trængte ind i Huden; derpaa skyndte Matrosen sig bort, men blev kort efter anholdt i en Kjælder i Nærheden af Gjerningsstedet. Ved en foretagen Lægeundersøgelse fandtes der at være bibragt Slagtersvenden et penetrerende Saar af Tommes Længde i den høire Øreflip og et Hudsaar i hans venstre Skulder, hvorimod Knivstikkene iøvrigt ikke vare trængte gjennem Klæderne. Saarene bleve senere helbredede uden at efterlade anden blivende Følge end et vansirende Ar paa Øret, og den Skade, der iøvrigt tilføiedes, fik Skadelidende erstattet af Arrestanten. Denne, der er 25 Aar gl. og ikke er funden forhen straffet her i Landet, blev ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 203 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1875).

Hartmanns Grøft. (Efterskrift til Politivennen).

Fra den offentlige Politiret. Brolægningsinspecteuren rettede den 7de August d. A. en Anmodning til Politiet om, at Skibsbygger Hartmann der boer paa Hartmanns Plads ved Kallebodstrand, maatte blive opfordret til at lade en Grøft, som løber langs hans Plads og udmunder i Kallebodstrand, oprense snarest muligt. Hartmann nægtede, efterat denne Opfordring var udgaaet til ham, at lade Arbejdet udføre, og Sagen blev henviist til Retten. For at tilveiebringe Oplysning i samme blev der af Politiet foretaget et Eftersyn af den omtalte Grøft, og herunder oplystes det, at den tjener og i mange Aar har tjent som Afløb for alt det Spildevand, der kommer fra Absalonsgade, Badeveien og Dannebrogsgade, efterat det har passeret Magistratens Vandløb langs den gamle Jernbanevold. Dette Vandløb blev vel i afvigte Sommer reguleret cg steensat, men efter hvad der blev meddeelt af Formanden paa Hartmanns Plads, skal der ikke have fundet nogen Oprensning Sted, hvorimod Mudderet Tid efter Andet blev skudt frem, saa at det omsider samlede sig i Hartmanns Grøft, der blev saa opfyldt, at Vandet ikke havde Afløb. Grøften, der skjønnedes at være 7 a 800 Alen lang, danner Skjællet imellem to private Oplagspladser. Tiltaltes engagerede Sagfører bemærkede, at da Magistraten havde forlangt, at Tiltalte skulde grave sin Grøft dybere, havde Tiltalte nægtet at efterkomme delte Forlangende, fordi hans Grøft ligger lavere end Stranden ved almindelig Vandstand; Magistraten havde derefter ladet Arbeidet udført, og Følgen blev, at Mudderet samlede sig i Grøften uden at kunne faae Afløb. Der blev derefter af Tiltalte tilstillet Magistraten et Andragende em, at den over hans Eiendom førende Grøft maatte blive forandret, saa at dens Bund kom til at ligge høiere, men herpaa svarede Magistraten i en Skrivelse, som Tiltaltes Sagfører fremlagde i Retten, at da Grøften i sin Tid var ordnet saaledes, som Forholdene paa det Terrain, der skal have Afløb derigjennem, fordrede det, og da disse Forhold ikke senere vare undergaaede nogen saadan Forandring, at Grøften kunde forandres, kunde det Ansøgte ikke indrømmes. Efter den Tid har Sagen henstaaet paa Forhandlinger imellem Magistraten og Indenrigsministeriet, hvis Mellemkomst Tiltalte paakaldte. Igaar mødte Tiltaltes Sagfører og bemærkede, at der endnu ikke var modtaget noget Svar paa det indgivne Andragende, og Dommeren udtalte derefter, at han ansaae det for uheldigt, at nogen Sag i længere Tid henstaaer uafgjort for den offentlige Politiret; han havde derfor confereret med vedkommende Borgmester, som havde erklæret sig enig i, at Sagen hævedes paa sit nuværende Standpunkt, idet der selvfølgelig ikke var noget til Hinder for, at en ny Sag senere anlagdes angaaende det omhandlede Forhold, saafremt det ikle lykkedes at faae dette ordnet paa tilfredsstillende Maade gjennem de forhaandenværende Forhandlinger. Sagen blev derefter hævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. december 1875).

Badevejen skiftede senere navn til Knudsgade. I folkemunde blev der også kaldt "Balladevejen"

Vamdrup. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vamdrup skrives til os den 2den Decbr.: For 1864, da Vamdrup var en lille, daarligbygget Landsby, Annex til Hjarup, var der faa eller ingen Fjerntboende, der offrede en Tanke paa denne Plet. Efter den anden slesvigske Krigs sørgelige Afslutning fik Vamdrup Betydning som den danske Statsbanes sydligste Grændsestation. En stor Deel Stats- og Baneemdedsmænd fik her anviist deres Virksomhed; forskiellige Handlende, Haandværkere, Læge osv. toge Bolig her, og snart fik den lille ubetydelige Landsby et heelt andet Udseende. Om end ikke store, saa findes her dog endeel velbyggede Huse. Vamdrup Station er en lang Træbygning, men til Brug for Jernbane, Toldvæsen og Rejsende, temmelig lille.

Dette giælder navnlig Toldvæsenets Locale udenfor Skranken, hvis Størrelse ikke staaer i Forhold til den ofte overvældende Mængde Reisende, som komme med Iiltogene. Vamdrup er nu, som bekjendt, skilt fra Hjarup i kirkelig Henseende og Beboerne vente med Længsel paa Beskikkelsen af en Præst. Her er holdt "Menighedsmøde" herude angaaende denne Sag; dog langtfra alle Menighedens Medlemmer vidste noget derom. Det gaaer her som saamange Steder, at nogle ønske en Præst af den grundtvigske Retning, andre derimod nære ikke Ønsket om at faae en Mand af bestemt kirkelig Retning, men ønske blot en troende og nidkiær Præst, som er sig sin betydningsfulde Gierning bevidst og voxen.

Grændsetoldopsynet i Vamdrup bestaaer af 1 Forvalter, 1 Controlleur, 4 Assistenter, 1 Medhjælper og 4 edsvorne Karle, c: ialt 12 Functionærer. Man skulde synes, at det er et tilstrækkeligt stort Totdopsyn, men der er i Virkeligheden saa Meget at tage vare paa for det, at det hyppigt kan holde haardt nok for Personalet at have Alt expederet i den hyppigt indskrænkede Tid, som er indrømmet det dertil, navnlig til Expedition af Reisegods. Det vilde derfor ogsaa være ønskeligt, om Opholdet mellem Iltogenes Ankomst og Afgang kunde blive forlænget fra som nu 10 til 20 Minuter. En hensigtsmæssig Foranstaltning vilde det ogsaa være, om der i Høide med Vognvinduerne blev opreist et Par Veivisere, som tydelig viste Publicum Udgangen gjennem Toldopsynets Locale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. deceomber 1875).

Vamdrup station var 1866 endestation på jernbaneforbindelserne Fredericia-Vamdrup og Padborg-Vamdrup. I 1864 blev den grænsestation. Efter 1920 blev grænsestationen flyttet til Padborg og Vamdrups betydning forsvandt - 250 familier forlod byen.

Den Malling-Hansenske Skrivekugle.

Det er nu lykkedes Opfinderen af det nævnte Apparat, Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut. Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Skrivekuglen, navnlig en saa stor Simplificering, at Apparatet væsentlig er blevet en heel ny Maskene, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte. Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedeel og Vægten til en Sextendedeel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund. Fabrikationsprisen er nedsat til det Halve af tidligere, og der staaer kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det Store som almindelig Fabrikgjenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maae være af Staal. De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen, ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser. Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende); den kan - i Modsætning til den lange Anviisning, som Symaskinen udkræver - bruges strax af Enhver; efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da Uøvede allerede ligesaa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa eengang levere sex Exemplarer af det Skrevne, og ved Hjælp af en Satineermaskine kan der tages henved 30 Aftryk. I Contoirer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbrugen som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedeel). Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endeel Maskiner, navnlig til Telegraphstationer.

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr. 1870. Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler. Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Construction) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medaille og Fortjenstmedaillen i Guld. Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medaille "Die Fortschrittsmedaille", hvorhos Opfinderen af Keiseren af Østerrig belønnedes med den store Guldmedaille Literis et artibus.

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt endeel Efterligninger. En russisk Skrivemaskine af Alisoff præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen; den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Writer, som dog i flere væsentlige Henseender staaer tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke faa mange Stempler). Som et Curiosum fortjener det at anføres, at en Tydsker i New York ganske ugeneert indbyder til Dannelsen af et Consortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine.

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Prof. Jungers mechaniske Etablissement. Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. december 1875).

Højesteretsafgørelse om Helligdagsordningen. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag ifølge dertil meddeelt allerhøjeste Bevilling under Eet de 2de tidligere heri Bladet omtalte Sager, hvorunder deels 20 forskejllige Personer, deels Poul Johansen Geleff tiltaltes for Overtrædelse af Helligdagsforordningen af 16de Marts 1845.

Som det vil erindres, havde den saakaldte Centralbestyrelse for de frie Fagforeninger - af hvilken Bestyrelse 18 af de ovenmeldte først nævnte Personer vare Medlemmer, deels som Formand, deels som Repræsentanter for forskjellige Fagforeninger - ved et Udvalg meddeelt Politidirecteuren mundtlig i dennes Embedslocale, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde en af Søndagene i afvigte Juli Maaned, ved hvilken Lejlighed Politidirecteuren tilkjendegav Udvalget, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge ovennævnte Helligdagsforordnings § 11 udfordredes Politidirecteurens Tilladelse, hvorom nærmere skriftligt Andragende maatte indgives, men at Centralbestyrelsen paa et faa Dage efter afholdt Møde besluttede alligevel at afholde et Arbeidermøde under aaben Himmel Søndag den 18de Juli uden at indhente Politidirecteurens Tilladelse dertil, idet det kun vilde blive at anmelde hos Politidirecteuren samtidig med at det averteredes i "Socialdemokraten", og i Overeensstemmelse hermed tilstilledes der under 14de s. M. Politidirecteuren en dertil sigtende skriftlig Meddelelse, undertegnet "Centralbestyrelsen", hvori det udtaltes, at denne formeente, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, hvorhos der i "Socialdemokraten" for 15de f. M. indrykkedes en Bekjendtgjørelse om Mødets forestaaende Afholdelse den nævnte Søndag. I den Anledning blev det den paafølgende Dag, den 16. Juli, efter skriftlig Tilsigelse til en af Udvalgets Medlemmer, i hans Egenskab som Formand for den ovennævnte Centralbestyrelse, tilkjendegivet denne til Politidirecteurens Protocol, at ligesom Medlemmerne af Bestyrelsen og den ansvarlige Redacteur af "Socialdemokraten" vilde blive satte under Tiltale for den Overtrædelse af den nysciterede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var erhvervet. Centralbestyrelsen fastholdt imidlertid, trods den skete Tilkendegivelse, sin Beslutning, og efterat en fornyet Bekjendtgjørelse om Mødet havde været indrykket i nævnte Blad, afholdtes Mødet Søndagen den 18de Juli fra Kl. 4½ til Kl. 6 1/4 Eftermiddag paa Nørrefælled i en Afstand af omtrent 500 Alen fra St. Johannes Kirke, hvor der begyndte Gudstjeneste Kl. 6. De 18 af de ovennævnte Tiltalte havde erkjendt at have deeltaget og samtykket i Beslutningen om Afholdelsen af det nævnte Møde uden dertil indhentet Tilladelse, og i Bestyrelsens Bekjendtgjørelse i "Socialdemokraten", ligesom 4 af de nævnte Tiltalte havde erkjendt deels at have ledet Mødet, deels at være optraadte som Talere ved samme, hvilket ligeledes den 19de Tiltalte og Poul Geleff havde erkjendt at have gjort, uagtet de vidste, at Mødet afholdtes uden Politidirecteurens Tilladelse. Som Følge heraf vare de nævnte 19 Personer ved Criminal- og Politirettens Dom af 7de September d. A. og Poul Geleff ved samme Rets Dom af 25de f. M. ansete efter § 14 i Helligdagsanordningen med Bøder hver især til Kjøbenhavns Communes Kasse af fra 10 til 30 Kroner. Hvad den 20de Tiltalte, Redacteuren af "Socialdemokraten" - for hvilken ingen særlig Udgiver er anført paa samme - angik, var han ved bemeldte Rets Dom af 7de Septbr. d. A. frifunden for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at Ansvaret ifølge Presseloven af 3die Januar 1851 for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade, og de tvende ovenomhandlede Bekjendtgjørelser i "Socialdemokraten" udtrykkelig angave sig som hidrørende fra Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, hvilket efter Rettens Formening maatte sættes i Klasse med en Navngivelse af Forfatteren.

Ved Høiesteretsdommen blev Sagen for en af de Tiltaltes Vedkommende afviist, idet det ikke ved det Høiesteret Forelagte kunde ansees tilstrækkeligt oplyst, at Indstævningen til Høiesteret var tilstrækkelig forkyndt for ham.

Hvad Tiltalen imod Redacteuren af "Socialdemokraten" angik, billigede Høiesteret i Henhold til de herfor i den indankede Dom anførte Grunde, at han var frifunden for det Offentliges Tiltale og Sagens Omkostninger for hans Vedkommende paalagte det Offentlige.

Hvad de øvrige Tiltalte angik, bemærkede Høiesteret, "at efter de i Fr. 26de Marts 1845 § 11 brugte omfattende Udtryk, samt naar hensees til §ens Bestemmelse om, at Politimesteren kan tilstede Afholdelsen af Møder paa Søn- og Helligdage efter Kl. 4, blandt Andet, naar dette, som det hedder, ikke kan give Anledning til at befrygte Uordener, maa bemeldte ansees at indeholde et Forbud mod Afholdelsen paa Søn- og Helligdage ikke blot af communale Møder og andre, som dermed kunne sættes i Klasse, men af offentlige Forsamlinger i Almindelighed."

I Betragtning deraf samt iøvrigt i Henhold til hvad der i de indankede Domme var anført, billigede Høiesteret, at de her ommeldte Tiltalte for det af dem udviste Forhold vare ansete efter Forordningens § 14 med de i Dommene fastsatte Bøder til Kjøbenhavns Communes Kasse, samt at det var paalagt dem at udrede Omkostningerne, og bemeldte Domme bleve derfor for disse Tiltaltes Vedkommende stadfæstede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1875).

Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nordslesvig. Korrespondance til "Social-Demokraten", dateret Haderslev, den 17de November 1875:

Da jeg forudsætter, det kan interessere "Social-Demokratens" Læsere at høre Noget fra Nordslesvig om de herværende Tilstande, saa vil jeg gøre de ærede Meningsfæller nogle Meddelelser desangaaende. Tilsyneladende ser det ud som om den sociale Bevægelse var meget kølnet, men det er langt fra Tilfældet. Ogsaa her lider og kæmper Arbejderen for sine Rettigheder, og her havde for længe siden været stiftet Foreninger i socialistisk Aand, dersom det havde været muligt at erholde et Lokale, men det er for Øjeblikket lige saa umuligt som at krybe til Maanen. Allerede for et Aar siden var her en Del Arbejdere, som udarbejdede Love til en Læseforening, og Lovene var godkendte af den herværende Borgmester, men nu skulde vi jo have et Lokale, og det var ikke at erholde; dog har vi ikke opgivet Haabet om at det vil lykkes os. Se, ærede Meningsfæller, derfor kan I indse, at det ikke er saa godt for os, da vi ikke ejer et Lokale, hvor vi kan samles.

Om den nordslesvigske Presse vil jeg ogsaa tillade mig et Par Ord. Her i Haderslev udgaar tre Blade, først den verdensberømte, om Forladelse, den nordslesvigsk berømte "Dannevirke", den bringer hver Dag sin Kæphest, Paragraf 5 til Torvs samt Alen lange Artikler fra de nationalliberale Blade i København, og ligeledes nationalliberale Korrespondancer fra København. I hvilken Aand disse skrives behøver altsaa ikke nærmere at præciseres, men jeg frembærer herved min dybtfølte Tak til "Dannevirkes" københavnske Korrespondent, fordi han viser sig som en ivrig Læser af "Social-Demokraten", og fordi han i sine Korrespondancer bringer Meddelelser om den socialistiske Bevægelse. Derved kan dog den Uvidende her faa at see, at der i København udgaar et Blad, som taler den Undertryktes Sag. At han naturligvis gaar ud paa at latterliggøre Arbejderne og deres Organ, gør ikke noget til Sagen, ti at baade Arbejderbevægelsen og "Social-Demokraten" gaar fremad, kan enhver Læser se gennem hans nationalliberale Korrespondance. Lad ham kun more sig med at give sin Ærgrelse Luft i uforskammede Udtryk imod Arbejderne og deres Førere, og lad ham og hans Lige kun more sig paa deres Maade; det var Synd at misunde dem deres sidste Glæde. Det andet Blad, som udgaar her hedder "Nordslesvigsk Tidende" og den er officiel. Den har "et helt 100 Abonnenter." Deraf kan det naturligvis ikke bestaa saa det lever mest af "Reptiliemad". I Preussen er Regeringen næmlig saa opmærksom mod sine Undersatter, at den for Folkets Penge underkøber Pressen til at virke mod Folkets Interesse. Er Danmark naaet saa højt i Civilisation? Nu kommer jeg til den tredie Avis. Der om man kunde bedømme den efter dens Navn var den god, ti den hedder næmlig "Folkebladet", men desværre gaar det den som saa mange andre Blade af samme Navn, den svarer ikke til Navnet. Den gaar ud paa at stifte Fred mellem Partier, efter hvad den selv siger, men i folkelig Aand skriver den ikke meget. At den saa vel som de andre Blade har stillet sig fjendtlig over for Arbejderspørgsmaalet er vel overflødigt at bemærke. Saaledes er den Presse, som udgaar i Nordslesvig, og det er den aandelige Føde, som bydes Folket. At det ikke skal blive meget oplyst deraf er indlysende, men Frihedens opgaaende Sol begynder ogsaa her at kaste sine Straaler ind i det af Nationalhad søndertplirlede og af Despotismen lænkede Land, og inden ret længe vil det nordslesvigske Folk vaagne op af den Dvale, som de fanatiske Nationalinatetshansværmere har dysset det ned i. For denne Gang vil jeg slutte mit Brev, men naar den ærede Redaktion vil optage flere, saa skal De af og til høre noget fra Nordslesvig; det Nordslesvig, som de Nationalliberale gennem deres dumme Politik har skaffet Danmark af med. P.

(Social-Demokraten 19. november 1875).

Den socialistiske/socialdemokratiske bevægelse havde trange kår i Slesvig på det tidspunkt da den stod i skyggen af nationalitetsspørgsmålet. Den tyske socialistiske arbejderbevægelse eksisterede og blev politisk en magtfaktor i 1880'erne. Her kunne den rekruttere arbejderstemmer, også fra ellers populære dansksindede rigsdagsmænd som Gustav Johannsen i Flensborg hvor industrialiseringen betød en stærk tilgang af arbejdskraft. Også andre byers arbejderbefolkning på østkysten sluttede sig efterhånden til socialdemokraterne, især på bekostning af den danske bevægelse. Socialdemokratiet kritiserede Köller-politikken 1898-1901 og udvisningen af dansksindede.

Kvindens Sfære. (Efterskrift til Politivennen)

 "Kvindernes Sfære"

Der gives enkelte Samfundsklasser, hvis Skæbne det synes at være, at de skal blive forkælede, beskyttede eller undertrykte, men aldrig overladte til dem selv eller antaget for skikkede til at sørge for dem selv.

"Den arbejdende Klasse" er i denne Situation. Den bliver advaret, paa mindet, raadet eller ligefrem skaltet og valtet med, som om den bestod af en Flok Børn, der skulde lokkes eller prygles til at opføre sig efter deres vise Forældres Ønske.

Naar der tales om "de højere Stænder" er der Ingen, der falder paa at betragte disse Stænders enkelte Individer som støbte i samme Form eller skikkede til at behandles som et kompakt Hele; men Arbejderne og - Kvinderne anses derimod med største Ugenerthed for ensartede "Hobe", som bør styres af Andre, og hvis Interesser er forskellige fra Resten af Samfundets.

Er en saadan Opfattelse nu latterlig med Hensyn til Arbejderne, saa synes den dog at være endnu taabeligere lige over for Kvinderne, der jo slet ikke udgør nogen ensartet "Klasse", men som tvertimod er delt i lige saa mange Klasser som Mændene, og hvis Tanker og Følelser er lige saa forskellige som Fyrstens og Skraldemandens.

Del er imidlertid blevet Mode nu til Dags at slaa alle Kvinder i Hartkorn, og dels at tale om "Kvindens Rettigheder" som om de almindelige Menneskerettigheder ikke indbefattede dem med. Man taler med andre Ord om Kvinden som en ganske særegen Bestanddel af Menneskeslægten, der har en bestemt "Sfære", en bestemt "Mission", et bestemt Sæt af Pligter, anvist hende af Manden; men hvad det Øvrige angaar, da kommer del ikke hende ved.

Den Snak om en speciel kvindelig "Virkekreds" er en paa samme Tid taabelig og uforskammet Paastand; hvad vilde man mon sige, hvis Nogen pludselig paastod, at en eller anden Virksomhed, f. Eks. at være Kok eller Skræder, ikke laa inden for "Mandens Sfære"? Mon Mændene ikke med Rette vilde svare, at Intet, der kan udrettes af en Mands Hjærne eller Arm ligger uden for hans Sfære? Ingen Klasse af menneskelige Væsener har Spor af Ret til at sætte Grænser for en anden Klasses Handlekraft. Naturen alene er i Stand hertil. Inden for "Kvindens Sfære" er derfor ethvert Værk, der kan udtænkes af hendes Hjerne og udføres af hendes Arm.

De Kvinder, der kæmper for Emancipationen, vil kun fjerne den Skranke, som Kønnet hidtil har opstillet for Udviklingen af den kvindelige Dygtighed. De kæmper ikke for at opnaa Privilegier, de tragter ikke efter Overherredømmet; de ønsker kun, at deres Køn ikke for Fremtiden maa blive brugt som Grund til at udelukke dem fra det Ene eller det Andet; de fordrer Frihed til at arbejde. Tilladelse til at leve deres eget Liv, til at udføre alt det, hvortil Naturen har gjort dem skikkede. Hvis det virkelig er sandt, at Naturen ikke har bestemt Kvinden til at være s Eks. Læge, Advokat ell. L., saa kan man være rolig for, at hun hurtigt  vil opgive disse Stillinger igen; Naturen har jo saa ofte vist, at den ikke behøver Nogens Formynderskab for at kunne bortfjerne det unaturlige. Og hvis man siger, at kun "enkelte vanskabte Kvinder" er skikkede for saadant Arbejde, nu vel, saa lad dog disse "enkelte Vanskabte" have Frihed til at vælge, hvad Arbejde de foretrækker, og lad de andre med fri Vilje vende tilbage til deres tidligere Bestillinger, saa vil jo Ingen have noget at klage over.

Hvis disse Fordringer af Kvinderne er ufornuftige eller ubillige, saa er det vanskeligt at se, hvad berettigelse Nogensomhelst kan have til at arbejde eller besidde politisk Magt. Enten har alle menneskelige Væsener lige Rettigheder, eller ogsaa er der Ingen der har nogen Rettighed; Mandens Ret er begrundet i, at han er et Menneske og ikke i at han er en Mand. Nu fordrer Kvinden sin Del af disse for hele Samfundets fælles Goder; hendes Lykke, hendes Karakters skønhed, hendes Aands og Hjærtes Storhed, - alt afhænger af den Frihed til at udvikle sig, som indrømmes hende; og denne Udviklingsfrihed er hendes lovlige Ret, givet hende i det Øjeblik hun traadte ind i Samfundet. Skal Friheden æres som den bør, da maa Kvindens Frihed agtes lige saa ukrænkelig som Mandens, og en Indskrænkning i den første maa føles som er Indskrænkning af den anden. Da vil Mændene indse, at Kvindens Værdighed paa ingen Maade er et Kvindespørgsmaal alene, men en Sag, der angaar det hele Samfund, som nedværdiges, saasnart nogle af dets Medlemmer nedværdiges, og som hæves ved at hæve alle. Da vil Mændene føle, at det at arbejde ved Siden af sin Lige er ædlere end at betjenes af uvillige Underordnede, og de vil af Kvindens hengivne Kærlighed og trofaste Bistand skabe sig en Lyksalighed, som de aldrig drømte om i de Tider, da Kvinderne, som laa ved deres Bryst, oftest var enten deres Plageaander eller deres Dukker!

* * *

Kvindesagen er i vor Tid bleven bragt paa Bane i saa at sige alle civiliserede Lande. Foreninger af Kvinder har dannet sig for at virke hen til, at deres Ligeberettigelse med Mændene i juridisk, politisk og social Retning anerkendes, og det glæder os at kunne sige, at store Resultater allerede er opnaaede. Herhjemme i Danmark eksisterer der nu ganske vist ogsaa en Stræben efter Emancipation, men den har hidtil været meget slet ledet, og en af dens Koryfæer, Frk. Worm, er endog i den Grad "nationalgal", at hun indbød Danmarks Kvinder til at lave - Panserskibe! Der er saaledes ingen Udsigt til at der fra denne Side vil blive præsteret Noget, og vi anser det følgelig for meget heldigt, at "den frie kvindelige Forening" har fundet sig foranlediget til al indbyde alle Kvinder, der har Interesse for deres egen Sag, til et Møde i Morgen Aften, hvorom nærmere Bekendtgørelse findes bag i Bladet. Det er forsaavidt vi har forstaaet Sagen rigtig, Meningen at danne en stor Kvindeforening, der i jævnlige Møder kunde diskutere Midlerne til at forbedre saavel de kvindelige Arbejderes Kaar, som ogsaa hele Kvindekønnets undertrykte politiske og social Stilling, og som tillige, naar Leilighed gaves, kunde sætte sig i Spidsen for direkte Henvendelser eller Adresser til den lovgivende Forsamling.

Vi maa paa det Alvorligste opfordre i alle de kvindelige Medlemmer af vort Parti til at støtte Foreningen i dens Bestræbelser. Men vi tillader os ogsaa at sige Mændene blandt vore Menings laller et Par Ord i den Anledning. De har været Pokkers godt med, hver Gang der har været Tale om en eller anden Fordring fra deres egen Side, men hver Gang Kvinderne har villet tale med, hed det altid: Hvad skal de Fruentimmer med for? Det giver kun Anledning til Vrøvl! - Dette er aldeles ikke socialistisk. Vil Mændene have deres Rettigheder respekterede, saa maa de begynde med at respektere Andres; de kan umulig paa en Gang være frie Mænd og Tyranner. Det er derfor vort bestemte Haab, at de af al Magt understøtter os ved atter og atter at opfordre deres Koner, deres Søstre og deres Døtre til at møde og mælde sig ind i den kvindelige Forening; Mødet af Kvinderne i Morgen vil med andre Ord blive en Maalestok for, hvor gode Socialister Mændene er.

(Social-demokraten 18. november 1875).

Vedr. den frie Kvindelige Forening, se fx indslaget fra 1873 om den frie kvindelige forening og indslaget fra 1874 om Emilie Charlotte Wulff. 

Mens fagforeningerne i slutningen af 1870'erne gik ind i en nedgangsperiode, gjaldt dette ikke Den frie kvindelige Forening. Det skete først da partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund blev dannet  i 1878. I dette kunne kvinder godt blive medlemmer, men de fik ingen platform til at organisere kvinderne. En kort periode betød det at foreningen gik til modstand mod partiorganisationen, men på længere sigt uden held. Socialdemokratisk Forbund viste ikke interesse for kvinders aktive deltagelse eller for kvindesagen. Socialdemokraternes kvindevalgretskampen i de næste årtier kom for kvindernes vedkommende alene til at bestå af de kvindelige fagforeninger. De sidste rester af politiske kvindeforeninger i arbejderbevægelsen forsvandt i 1882. Nye kvindelige fagforeninger opstod dog i 1883 og 1885.

Børnemishandling. (Efterskrift til Politivennen)

Mishandling af Børn m. m. Under en imod en herværende Arbeidsmands Hustru anlagt Sag var det oplyst, at hun i sidstafvigte Foraar havde gaaet sin egen udenfor Ægteskab fødte 10aarige Datter forskjellige Gange - den ene Gang med en Vaskeskaal - i Ansigtet, saaledes at Datterens Næse kom til at bløde. Tiltalte har heller ikke kunnet benægte, at det var muligt, at hun, som af hendes Datter paastaaet, ved senere i indeværende Aar at revse denne med et Spanskrør er kommen til med dette at gaae bemeldte Datter i Ansigtet, saaledes at den høire Side af Panden og Kinden blev sort og blaa, uden at det imidlertid er bevidst, at Tiltalte forsætligen har slaaet Datteren paa den sidstommeldte Maade. Det er derhos under Sagen beviist, at Tiltalte, medens hun i sidstafvigte Sommer i omtrent 3 Maaneder havde i Pleie et 3aarigt Pigebarn, der i temmelig her Grad led af engelsk Syge, oftere uden skjellig Grund har slaaet dette Barn paa dets Bagdeel med den flade Haand og sædvanlig i sin Hidsighed slaaet det paa denne Maade længere og stærkere end forsvarligt efter Barnets Alder. Naar Tiltalte saaledes slog Barnet, holdt hun det for Munden med sin flade Haand for at forebygge, at det skreg, ligesom det ogsaa var oplyst, at Tiltalte engang tvang Barnet til at slikke i sig en Deel af Noget, som det kort iforveien havde kastet op. Een Gang havde Tiltalte slaaet dette Barn med et Spanskrør paa dets Bagdeel, saaledes at den blev sort og blaa, og slog det ved denne Lejlighed i sin Hidsighed saa hensynsløst, at hun tillige ramte Barnet i Ansigtet. De ovennævnte Mishandlinger have dog imidlertid efter en under Sagen fremlagt Attest fra Stadslægen ikke bevirket nogen skadelig Følge for de paagjældende Børns Helbred. Det var endelig under Sagen beviist, at den Tiltalte 2 Dage ser sin Anholdelse, da hun befrygtede denne, har forsøgt paa at forlede sin Datter til at afgive salg Forklaring for Retten, idet hun i dennes Paahør havde udtalt, at hun ikke havde slaaet det ommeldte Plejebarn, men at dette var blevet sort og blaat ved at falde imod en Balle, hvillen Udtalelse skete paa en saadan Maade, at Datteren deri saae en Opfordring til, naar hun mødte i Retten, da at fortie, at hun havde seet Moderen slaa bemeldte Pleiebarn, hvilket Datteren, der forstod Tiltaltes Hentydning i den anførte Mening, ogsaa gjorde, da hun første Gang afgav Forklaring i Retten. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte, der er 32 Aar gammel, anseet efter Straffelovens § 202, 2det Stykke, og i Henhold til samme Lovs § 146 jvfr. § 52, med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar en større, i første Instants ved Fanø Birks Politiret behandlet Justitssag, hvorunder en Gaardeier paa Fanø samt dennes Datter og Svigersøn vare satte under Tiltale, Førstnævnte for at have mishandlet sin Ægtefælle og for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme og de to Sidstnævnte for Vold henholdsviis imod deres Moder og Svigermoder, ialfald for Meddelagtighed heri. Det fremgik af Sagens Oplysninger, at de to sidstnævnte Tiltalte, der siden deres Giftermaal i Januar Maaned 1873 havde boet hos Konens Forældre, førstnævnte Tiltalte og dennes Hustru, oftere havde, naar Sidstnævnte, i hvis huuslige Forretninger de jevnlig blandede sig, ikke vilde gjøre, hvad de forlangte af hende, brugt Skjældsord og Haandgribeligheder imod hende, og at Svigersønnen bl. A. en Dag i Slutningen af Aaret 1873 eller i Begyndelsen af 1874, da han og hans Svigermoder vare komne i Haandgemæng i Anledning af nogle hende tilhørende Pinde til en Garnvinde, havde slaaet løs paa hende og derved tilføiet hende et omtrent en Tomme langt Saar paa venstre Kind, hvorved iøvrigt maa bemærkes, at Faderen, førstnævnte Tiltalte, altid gav Datteren og Svigersønnen - til hvem han havde sagt, at de skulde see til, at der ikke gik noget tilspilde i Huset, og at de maatte sætte hans Hustru ud af Stuen, naar de ikke kunde blive fri for hendes Skjældsord Medhold, naar hans Hustru klagede til ham over dem, og at dette efter deres Forklaringer væsentlig havde bidraget til, at de vedbleve at fortrædige hende.

Den 31te Marts, f. A. anmeldte Svigermoderen for Politimesteren, at hun samme Dag atter var bleven overfalden af sin Svigersøn og tilføiet Saar; under de i denne Anledning optagne Forhør havde hun forklaret, at medens hun den nævnte Dags Formiddag var beskjæftiget med at bære nogle Fade Mælk fra Dagligstuen, hvor hendes Datter og Svigersøn opholdt sig, ud i Køkkenet, kom Datteren og Svigersønnen farende imod hende og forlangte Fadene af hende, idet de bemærkede, at hun ikke kunde bære dem. Da hun gjorde Indsigelser herimod, sagde Svigersønnen til hende, at hun kunde holde sin Kjæft og tog derpaa sat paa hende og holdt hendes Arme, medens Datteren tog et Fad fra hende. Svigersønnen slog hende derpaa med begge Hænder udenpaa hendes Hovedtøi, rev dette af hende og tildeelte hende flere Slag paa det blottede Hoved, og kort efter mærkede hun, at Blodet sivede fra Hovedet ned paa hendes Halstørklæde. Efterat have gjort denne Anmeldelse havde hun yderligere angivet for Retten, at hun saavel fra bemeldte sin Svigersøns og Datters som ogsaa fra sin Mands Side havde været gjort til Gjenstand for en Række Voldsgjerninger og Tilsidesættelser, saa at hun ofte havde været ulykkelig over sin Stilling i Hjemmet, men at hun først efter Svigersønnens sidstommeldte Voldshandling imod hende havde havt Mod til at anmelde Sagen for Øvrigheden, idet det stod hende klart, at hun enten maatte gjøre dette eller ogsaa tage sig selv af Dage. Hvad Manden angik, da var det under Sagen tilstrækkelig godtgjort, at han, der i de senere Aar havde levet i Uenighed med sin Hustru, oftere havde udøvet Vold imod hende. Iøvrigt havde samtlige Tiltalte under Sagen søgt at gjøre gjældende, at Gaardeierens Hustru var forfalden til Drik, og at hun som Følge heraf var trættekjær og forsømte sine Pligter i Huset, men de angaaende dette Punkt anstillede vidtløftige Undersøgelser bestyrkede ikke blot ikke i nogen væsentlig Henseende disse Beskyldninger, men der var endog efter Sagens Oplysninger nærmest Anledning til at antage, at bemeldte Beskyldninger vare ligefrem ugrundede, og at de Tiltalte havde søgt at udsprede Troen derpaa for at undskylde den Tilsidesættelse og voldelige Behandling, hvorfor den Paagjældende var Gjenstand i sit Hjem.

Høiesteret, der, som bemærket, paakjendte Sagen igaar, stadfæstede Overrettens Dom, hvorved den paagjældende Kones Mand for sit ovennævnte Forhold imod hende - med Hensyn til Sigtelsen for at have lagt Hindringer iveien for Undersøgelsens Fremme frifandtes han - var anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, samt Datteren og Svigersønnen med lige Fængsel henholdsviis i 4 Gange 5 og 5 Gange 5 Dage, hvorhos Datteren i Medfør af Straffelovens § 304 var dømt til at have sin Arveret efter Moderen forbrudt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1875).

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Knippelsbro er igaar Formiddags bleven paaseilet af et Dampskib og derved bragt saaledes ud af sit Leie, at den i flere Dage vil være spærret for al Passage, og da Langebro samtidig er under Ombygning er midlertidig al Kjørselsforbindelse mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Paaseilingen meddele vi Følgende: Kl. 11½ igaar Formiddags skulde det tremastede engelske Jerndampskib "Carrason" fra Newcastle passere Knippelsbro for at lægge til ved Tøihuus-kaien og der losse sin Ladning, 70 Keel Kul, tilhørende Firmaet F. Valentin. Skibet, der havde ligget paa Indrerheden, havde ingen Damp oppe, men bugseredes af Dampbaadene "Holger" og "El Ole" og havde Lods ombord. Da Skibet nærmede sig Broen, bleve Klapperne heisede, men lige da det skulde passere Løbet, kunde det temmelig lange Skib ikke styres med fuld Sikkerhed. Det blev forsat nordpaa af Strømmen og stødte med Bougen midt paa den Kjøbenhavn nærmest liggende Deel af den faste Bro. v Uagtet Skibet ikke havde videre Fart, var Stødet dog saa voldsomt, at hele Broen blev trykket 16 Tommer mod Øst ud af sit Leie. Denne Forskydning gjorde det umuligt at sænke Klapperne, tilmed da det ved den østlige Pille af den beskadigede Brodeel anbragte Heisemaskineri blev fuldstændig knuust. Dampskibet, der ingen Skade havde taget - kun var lidt Maling skrabet af Bougen - blev halet til Løbet og bugseret til sit Bestemmelsessted, men Broen var gjort ubrugelig. Havnevæsenet fik strax alle disponible Færgebaade satte igang til gratis Befordring af Passagerer mellem Børsen og Christianshavn samt et Par af de smaa Dampbaade til samme Tjeneste mellem Niels Juelsgade og Christianshavn.

Medens Knippelsbro var itu. Illustreret Tidende nr. 843. 21. november 1875.

Der blev hurtigt sat Folk til at undersøge Skaden, som neppe vil kunne udbedres for i Løbet af adskillige Dage. Spørgsmaalet er, hvorledes det staaer sig med Hovedaxen til Klapbroen; hvis den ogsaa har taget Skade, vil Reparationen kræve længere Tid.

Da Langebro er under Ombygning, og der her kun findes en midlertidig Bro for Fodgjængere, er al Passage for Kjørende og Ridende mellem Kjøbenhavn og Christianshavn afbrudt. Der vil imidlertid blive gjort alle mulige Anstrengelser for om mulig allerede imorgen at faae Langebro saavidt færdig, at Kjørebanen kan benyttes midlertidig.

For at være sikkret for alle paakommende Tilfælde, lod Brandvæsenet igaar Eftermiddags flere Sprøiter føre over til Christianshavn og tage midlertidig Station der.

Angaaende Passagen til Christianshavn i disse Dage henvise vi til omstaaende Bekjendtgjørelse fra Politiet.

- - -

Bekjendtgjørelse fra Politiet.

Da en Knippelsbro idag ved Paaseiling af et Dampskib tilføjet Beskadigelse vil medføre, at Broen i de nærmeste Dage ikke vil kunne passeree, vil Færdselen for Fodgjængere mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, indtil Broen igjen er istandsat, kun kunne finde Sted deels ved Færgerne mellem Havnegade og Slotsholmen og Christiansnavn, og deels over Langebro, al Vognfærdsel mellem Kjøbenhavn og Christianshavn vil være standset indtil Langebro i Løbet af nogle Dage ved Forsyning med Brodække er bragt i en saadan Stand, at der kan kjøres over den, hvorom nærmere Bekjendtgjørelse vil blive udstedt.

Færgefarten besørges uden Betaling ved Havnevæsenets Foranstaltning, og for Kjørsel over Langebro erlægges indtil videre ingen Bompenge.

Kjøbenhavns Politikammer, den 7de November 1875.

V. Crone.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1875).

Fotograf Oluf Waldemar Jørgensen (1853-1922): Knippelsbro. Bemærk at den vist (den 4., som i øvrigt den eneste version af Knippelsbroerne), gik "bagom" Børsen, altså ad Slotsholmsgade. Overbygningen var af jern, mens den stod på murede piller. Den var 86 m lang og 9,4 m bred. Kørebane var 5,6 m bred mens de to fortove var 1,9 m brede. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Knippelsbro. I Middags begyndte man, efterat de forskjellige forberedende Foranstaltninger vare trufne, og de af Sø- og Handelsretten udmeldte sagkyndige Mænd havde besigtiget Skaden, at arbeide paa at bringe den forskudte Deel af Knippelsbro tilbage i dens Leie. Broen løftedes ved Hjælp af to Dampkraner - af hvilke den ene kan løfte c. 80,000 den anden c. 24,000 Pd. - samt to med Vandfyldte Mudderpramme, af hvilke Vandet udpumpedes, hvorved Prammene hævede sig og løftede Brodækket, med hvilket de vare forbundne ved Støtter, med en Kraft af 150,000 Pd. Samtidig skruedes Broen tilbage i sit Leie.

Neppe tre Qvarteer efterat man havde begyndt at løfte Brodækket, var Arbeidet fuldført. Klapperne sænkede, og Alt var nu saaledes i Orden, at Broen fra Kl. 2½ kunde passeres af Fodgjængere. Der bliver nu arbeidet paa Opfyldingen og Brolægningen af den udgravede Aabning foran Broen, og fra imorgen Middag antages denne ogsaa at blive passabel for Kjørende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. november 1875).

Den 4. Knippelsbro eksisterede 1869-1908. Den var bygget på Burmeister & Wain af jern. Broen gik som den eneste af de mange Knippelsbroer fra Slotsholmsgade til Torvegade.

Arbejdernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdernes Byggeforening blev i Aaret 1865 stiftet af Burmeister og Wains Arbejdere. I de 19 Aar, den saaledes har bestaaet, har den opført 189 Huse med Beboelse til 378 Familier, nemlig: i Nygade paa Amager 24, paa Brigadevej paa Amager 8, i Schønbergsgade 12, i Meriansgade 11, i Krusemyntegade 24, i Salviegade 19, paa Olufsvej (Østerbro) 29 og paa Østerfarimagsvej 60. Der er 29 nye Huse under Opførelse. Disse Bygninger har tilsammen kostet at opføre 962,000 Kr., og Grunden til dem har kostet 232,000 Kr. Den 1ste Oktober 1875 udgjorde Medlemmernes opsparede Kapital 446,681 Kr. 92 Øre, Administrationsfondet 4943 Kroner 35 Øre, Reservefondet 3025 Kr. 63 Øre og Hjælpefondet 13,246 Kr. 4 Øre. Desuden ejer Foreningen en Del Byggegrunde. Den tæller nu 6158 Medlemmer.

Af "Vedtægterne for Foreningen" meddeler vi følgende: Medlem af Foreningen kan enhver uberygtet Mand eller Kvinde, saa vel som Børn blive. Ved Indtrædelsen betales et Indskud af 2 Kr., enten paa en Gang eller i 4 ugenlige Beløb. Ethvert Medlem forbinder sig til at erlægge en ugenlig Betaling af 35 Øre i 10 Aar. Midlertidig Fritagelse for Betaling kan forlanges paa Grund af Værnepligt, Sygdom, Arbejdsløshed o. dsl. Tilbagebetaling af det indestaaende Beløb kan fordres a) efter de 10 Aars Forløb, uden nogen som helst Afkortning; b) ved et Medlems Død, uden Afkortning at betale til Enken eller Arvingerne; c) ved Bortflytning fra Staden, med Fradrag af 1/8; d) ved Udslettelse paa Grund af Restance, med Fradrag af 1/3. Et Hus overdrages til Afbenyttelse og fremtidig Eje til det Medlem, hvem det tilfalder ved Lodtrækning blandt samtlige Medlemmer, hver Gang nye Huse er opførte eller ældre er ledige. Medlemmer har Fortrinsret til at leje Foreningens Boliger. Lejen varierer fra 20 Kr. til 120 Kr. halvaarlig.

Foreningens Kontor, Lille Helliggejststræde 24. 1ste S., er aabent hver Sognedag fra Kl. 9-2.

(Social-Demokraten 6. november 1875).

Socialdemokratiet i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderbevægelsen har i det forløbne Aar udviklet sig, som det var at vente; den har tabt i "Bevægelse" og vundet i Arbejdere. Siden det først voldsomme Sammenstod med det nationalliberale Parti er meget blevet anderledes baade blandt de Nationalliberale og Socialdemokraterne. At de maatte fare imod hinanden med et her til Lands heldigvis uhørt Overmaal af Had og Forbitrelse, laa for en Del i den øjeblikkelige politiske Situation. De Nationalliberale vare haardt trængte af Venstre, de stode paa Nippet til at tabe den offenlige Mening, Befolkningen var i Færd med at indlede den Svingning til Venstre, som siden er fuldført; i deres egne Rækker viste der sig Tegn til Usikkerhed og Tvivl. Under saa spændte Forhold faldt Arbejderne dem i Flanken. Der var ikke Tid til at overveje, om den nye Bevægelse ikke lod sig arbejde ind i de gamle Partiforhold. øjeblikket var presserende, og i Øjeblikket føltes den nye Faktor som en Fjende. Med en Kraftanstrængelse, som i ren taktisk Henseende blev fortrinlig gjennemført, kastede man sig mod Arbejderne for at knuse dem. Det lykkedes at fanatisere sit eget Parti op til et Delirium, som rev de vaklende med sig og kastede de besindige over Ende. De socialistiske Arbejdere stræbte troligt at byde over, de satte i med Ungdommens Trang til at udmærke sig og med en Fornemmelse af at fægte for Livet, der ikke var mindre stærk end hos Modstanderne. Venstre spillede under alt dette en højst tarvelig Rolle. Det var ikke repræsenteret paa selve Kamppladsen; det havde ingen Indflydelse paa den offenlige Mening, der var i Oprør; hele den sindige Del af Folket stod udenfor, medens den revolutionære Reaktion og den revolutionære Omvæltning skiftede Talemaader med hinanden og udtømte Beholdningen af Slagord over hinandens Hoved. Som rimeligt var gik de Nationalliberale af med Sejren. Under Iagttagelse af alle fornødne Former satte de Førerne for Modpartiet i Tugthuset og fik Hænderne fri fra denne Side.

Hvilken Indflydelse dette Felttog har haft paa den almindelige Politik, er det vanskelig bestemt at paavise. I Længden har det næppe gavnet det nationalliberale Parti, næppe en Gang forhalet dets Forfald. Maaske har det Forsøg, Partiet derefter gjorde paa at benytte Socialismen mod Venstre, ganske undtagelsesvis gjort en enkelt Valgkreds usikker, men i det hele har den ikke opholdt Venstres Udvikling. Paa den anden Side har Ophidselsen i de nationalliberale Kredse draget en tilsvarende Slappelse efter sig. De overvundne have altid i denne Egenskab sikker Udsigt til en vis Grad af Medfølelse, der er større i samme Forhold, som Nederlaget er overvældende. De sindigere blandt det nationalliberale Partis "Stemmer" følte en vis Uvillie mod sig selv og sine Førere, som ikke plejer at udeblive efter en hysterisk Overanspændelse. Da den formentlige Fare var overstaaet, begyndte man at tvivle, om der overhovedet havde været Fare - de ledende Personer tabte i Indflydelse og Evne til at tage Partiet med, en betydelig Grad af gnaven Misfornøjelse bredte sig over den offenlige Mening, Lysten til Kamp tabte sig, og Partiet var henvist til at pavsere. 

Paa Arbejderbevægelsen havde det tabte Slag en meget kjendelig Indflydelse. Medens Førerne vare i Fængsel, nøjedes man med at holde det gaaende. Tonen blev mere dæmpet, det ledende Blad tabte noget sit socialistiske Præg og nærmede sig til at blive et almindeligt Organ for politisk Opposition. Hvad Bevægelsen tabte i Voldsomhed og expansiv Kraft, synes den for en Del at have vundet i indre Organisation. Fagforeningerne - Socialdemokratiets lyseste Tanke - udviklede sig og blev et Holdepunkt paa naturligt Grunde lag med Evne til videre Udvikling. Førernes fornyede Overtagelse af Forretningerne har bragt et nyt Opsving. Den storartede Hyldest paa Grundlovsdagen dannede Indledningen til Bevægelsens anden Akt, hvis Udvikling nu bliver at imødese. En betydelig Tilgang af Abonnenter, et forøget Liv i Fagforeningerne, enkelte større Strejker og et Byggeforetagende, der maaske vidner mere om Haab og Mod end om nøgtern Beregning, har givet denne anden Akt sit Begyndelsesmærke. Samtidig er Tonen atter blevet stærkere, mindre politisk og mere socialistisk; man har kraftigere betonet Villien til at være noget for sig selv.

Det Materiale, hvormed Socialdemokratiet har at arbejde i sin nu begyndte Virksomhed, er hovedsagelig samlet i Kjøbenhavn. Her i Byen findes omtrent 40 Foreninger, der kunne betragtes som smaa Midtpunkter for Bevægelsen, der skylde denne deres Oprindelse og for en større eller mindre Del deres Organisation. Syv af disse ere Produktionsforeninger. Bygningssnedkere, Skibstømrere, Skrædere, Karetmagere og Blikkenslagere møde med hver en, Skomagerne med to. Blikkenslagernes Produktionsforening er dannet under den endnu staaende Strejke, der omfatter alle Fagforeningens Svende og allerede har været paa sjette Uge. Største Parten af de andre ere Fagforeninger (25), hvoraf der i Sommerens Løb er kommet tre nye til for Børstenbindere, Glarmestre og Kolportører. Der er endvidere en tydsk Arbejderforening og en selskabelig Forening, der kalder sig "Nørrebros Folkeforening". Stræderne og Tobaksarbejderne ere organiserede i "Forbund" med Filialer i Provinserne, der til dels dannes af alt bestaaende Fagforeninger, Tobaksarbejderforbundet har en stor Filial i Malmø, der for Tiden strejker paa 4 Fabriker; det blev dannet under Arbejdsnedlæggelsen i Sommer og omfatter nu ogsaa de fleste kvindelige Arbejdere i Faget. Af udelukkende Kvindeforeninger er der oprettet to. To fri Vælgerforeninger, to Sangforeninger og en Sygeforening afslutte Rækken af de os bekjendte Arbejderselskaber, hvis samlede Medlemstal vi tro at kunne anslaa til omtrent 7000. Udenfor Kjøbenhavn er der Arbejder- og Fagforeninger i Aarhus, Horsens, Randers, Fredericia, Helsingør og endnu i enkelte mindre Byer og Landdistrikter. Paa Fyn, Lolland-Falster og Møn findes ingen socialdemokratiske Foreninger; kun i Odense anstrænge Skræderne sig for at holde Liv i en derværende Fagforening. Bladet "Social-Demokraten" er dog efter dets sidste Opgjørelse udbredt paa de nævnte Øer og nærmeste Omgivelser i omtrent 100 Exemplarer.

Foruden de alt nævnte Strejker i Blikkenslager- og Tobaksarbejderfaget er der Grund til at fremhæve Skibstømrernes, som med sjælden Sejghed er holdt gaaende nu i 6 Maaneder uden kjendelig Udsigt til nogen nærforestaaende Afslutning. Efter de sidst fremkomne Meddelelser omfatter Strejken 250 Mand. hvoraf en lille Del (25) er beskjæftiget i Snedkerfaget, medens 35 modtage Understøttelse af Strejkekassen De under Strejken indkomne Bidrag løbe op til mellem 5 og 6000 Kr. Et i "Soc.-Dem." omtalt Rygte, der gik ud paa, at de helsingørske Skibstømrere stode i Begreb med at slutte sig til den kjøbenhavnske Strejke, har ikke bekræftet sig. Det hele Strejkevæsen har forsaavidt gjort et betydningsfuldt Skridt fremad mod en mere "europæisk" Ordning, som Fagforeningernes Centralbestyrelse har nedsat et særligt Strejke Udvalg, uden hvis Billigelse ingen Strejke anerkjendes som berettiget og værdig til Understøttelse. Dersom det lykkes Udvalget at vinde den fornødne Autoritet, vil der herigjennem kunne sættes en saadan Modvægt i det mindste mod "vilde" og haabløse Strejker, som andet Steds har vist sig at være i alles Interesse.

I politisk Henseende synes "Socialdemokratiet" at have stillet sig paa en "væbnet Neutralitets" Standpunkt; der er smaa Udfald mod Autoriteterne, Udfald med blandede Følelser mod Venstre og Udfald med ublandet Uvillie mod de Nationalliberale, skjønt Stillingen ogsaa overfor de sidste har antaget en Form af gjensidig "Højagtelse", der ligger meget langt fra de første Tiders uparlamentariske Skærmysler. Kun med Hr. E. V. Rimestad er ingen parlamentarisk Forhandling mulig. Ved et Valg vil Partiet ikke lægge noget mærkeligt Lod i Vægtskaalen. I Kjøbenhavn, hvor Slaget staar mellem dem og de Nationalliberale, ere de langt fra Jævnbyrdigheden, og udenfor Kjøbenhavn, i Kampen mellem Højre og Venstre, ville deres Stemmer næppe i nogen Kreds forandre Flertallet, hvad enten de falde til den ene eller anden Side. I en eller to jydske Kredse ville de ved at kaste sig paa Højre gjøre Valget usikkert, men selv om dette kunde tænkes at ligge i den kjøbenhavnske Centralbestyrelses Interesse, er det dog tvivlsomt, om de stedlige Foreninger vilde følge en saadan Anvisning.

(Morgenbladet (København) 6. november 1875).

Johan Christian Wiehr (1828-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Christian Wiehr (1828-1909) var spillemand/tambour i infanteriet under Krigen 1848-1851. Han optræder som sådan i Hof- og Statskalenderen for 1851. Han fik for sin indsats dannebrogsordenen den 9. september 1849, bl. a. for slaget ved Fredericia hvor han optræder på listen over sårede ved 7. linje-infanteri-batallon som spillemand. Efter krigen var han et par år i Vestindien. Han vendte han tilbage og fik sin første dom for tyveri i 1853. Ved samme lejlighed blev dannebrogskorset frataget ham.

Bedrageri m. m. Arrestanten Arbeidsmand Johan Christian Wiehr blev under en af Criminal- og Politiretten den 18de Februar paakjendt Justitssag overbeviist om at have, efter at han den 1ste December f. A. havde af en Jomfru modtaget en til 2 Rd. 4 Mk. vurderet Assistentshuusseddel og 1 Rd. 3 Mk. 6 sk for at besørge det efter Seddelen pantsatte Shawl indløst, samt efter at bemeldte Pengebeløb efter hans Forklaring af ham var tabt, uden Jomfruens Samtykke solgt Assistentshuusseddelen for 4 Mk. og forbrugt disse. Endvidere blev han overbeviist om at have for Snedkersvend Frederik Vilhelm Stahl affattet et Bønskrift, hvorved denne ved sine 2 Sønner, i en Alder af 9½ og 8 Aar, gaae omkring for at tilbetle sig Penge, samt at have nogle Gange ledsaget Drengene for at anvise dem de Steder, hvor de skulde henvende sig for at betle. For det af Arrestanten saaledes udviste Forhold blev han, der er født i Aar et 1828 og tidligere straffet, anseet med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder. Snedkersvenden, der tidligere er straffet, blev under samme Sag overbevidst at have, foruden som meldt, ladet sine førnævnte Sønner gaae om med Bønskriftet for at betle, benyttet et Bønskrift til selv at tilbetle sig Penge, og blev dømt til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 2 Maaneder.

(Flyveposten 14. marts 1860)

I stamrullen for statsfængslet i Vridsløselille 1861-1869 ses Johan Christian Wiehr 33 år. Ugift. 23 år. Straf på 2 år ved Højesteret for hæleri. Løslades 16. januar 1863. Født i Sorø, levede af tilfældigt arbejde. Han havde da to tidligere straffe 1859-60.

“Johan Chr: Wiehr, hjemmehørende i Sorø, men har mest opholdt sig her; har 3 Gange været straffet for Tyveri m.m. og 3 Gange tiltalt under Straf; gaaer fra Fængsel og i Fængsel.” [1867] [Se Anne Sofie Vemmelunds speciale fra 2001 “For god ordens skyld. En empirisk og teoretisk analyse af disciplineringen af de fattige i Sorø købstad fra 1803 til 1933.”]. Genealogisk Forlag.

Igaar lykkedes det det herv. Politi at paagribe den fra Roeskilde Arrest undvegne farlige Forbryder ved Navn Wiehr. Han fandtes i Besiddelse af endeel Koster, der ere anmeldte som stjaalne under søndre Birk; men han vil have fundet dem. Han har tidligere under Forhørene nægtet de ham paasigtede Forbrydelser; men da han nu kan indsee, at han i alt Fald vil blive dømt som Hæler, opgiver ham rimeligviis sit Benægtelsessystem. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. juni 1872)

Forbryderliv. Arrestanten Johan Christian Wiehr er født i Sorø den 11te September 1828 og har fem Gange været straffet ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret for Tyveri m. m. i Aarene 1859, 1869, 1861, 1863 og 1868 med henholdsvis 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, Forbedringshuusarbeide i 15 Maaneder, samme Fængsel i 2 Aar, 4 Aars Forbedringshuusarbeide og Tugthuusarbeide i 3 Aar, men han har desuden været straffet bl. A. i Roeskilde og Rudkjøbing for ulovlig Omgang med Hittegods og Betleri med Tugthuusarbejde i 2½ Aar og Fængsel paa Vand og Brød. Senest blev han straffet ved Nordre Birks Politirets Dom af 7de August d. A., da han for Løsgjængeri blev anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Efterat Wiehr den 13de August d. A. var bleven løsladt efter Udstaaelsen af denne Straf, begav han sig samme Dags Aften ud paa Uttersløv Mark, hvor han fra et ud til en alfar Vei i et Lysthuus vendende Vindue, i hvilket han bemærkede, at en Rude var ituslaaet, stjal et i Vinduet hængende Gardin. Derefter begav han sig hen til Eiendommen Nr. 94 paa Frederikssundsvejen og gik ind i Haven gjennem den uaflaasede Laage; her stjal han en større Deel forskjellige Linned- og Beklædningsgjenstande samt et Hestedækken, hvilke Effecter vare ophængte til Tørring omkring i Haven. Dagen efter blev Wiehr imidlertid anholdt paa Assistents Kirkegaard, hvor han paa en mistænkelig Maade søgte et Gjemmested for Kosterne. Under den nu mod Arrestanten indledede Undersøgelse tilstod han ikke alene at have begaaet disse Tyverier, men ogsaa, at han havde begaaet flere Tyverier i Tiden, for den i Roeskilde i Aaret 1872 afsagte Dom for ulovlig Omgang med Hittegods overgik ham. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens §§ 64 og 232, 1ste Deel med Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1875).

Stakkels Mand.

Et Liv i Tugthus og Fængsel.

For Højesteret stod i Onsdags en over 70 Aar gammel Mand Johan Wiehr hvis Synderegister er ganske ualmindeligt. Han er i sit lange Liv dømt for Overtrædelse af alle Straffelovens bekendteste Paragrafer og har tilbragt den langt overvejende Del af sin Levetid indenfor Fængslets Mure. Blandt de utallige Domme, der er overgaaet ham, findes en paa 4 Aars Forbedringshus, en paa 2 Aars Tugthus, en paa 2½ Aars Tugthus, to paa 4 Aars Tugthus og en paa 5 Aars Tugthus; han har tilbragt 17-18 Aar i Horsens Tugthus og siddet paa Vand og Brød eller i Tvangarbejdsanstalt i adskillige Aar.

I Fjor kom han ud fra Horsens Tugthus efter de sidste 4 Aars Ophold der, og for den 70-aarige Mand var der jo ikke andet at gøre end at gaa paa Fattighuset eller tigge. Han foretrak det sidste, blev nappet, tiggede igen o. s. fr , indtil han nu sidst blev idømt 70 Dages Tvangsarbejde. Han erklærede sig "utilfreds", rimeligvis for at kunde blive siddende saa meget længere i Arresten, og i Gaar stadfæstede Højesteret Dommen efter faa Minuters Procedure.

Et mere ulykkeligt og forspildt Liv end dette vil man vanskeligt kunne tænke sig.

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. oktober 1898).

Nr. 291 Onsdagen den 12. Oktober

Advokat Hindenburg

contra

Johan Christian Wiehr (def. Nellemann),

der tiltales for Betleri

Kriminal- og Politirettens Dom af 6 September 1898: Arrestanten Johan Christian Wiehr bør straffes med Tvangsarbejde i 90 Dage og betale Sagens Omkostninger. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Johan Christian Wiehr til Advokaterne Hindenburg og Nellemann 20 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestanten Johan Christian Wiehr, der er født den 11 September 1828 og senest anseet ved nærværende Rets Dom af 4 December forrige Aar efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 med Tvangsarbejde i 90 Dage, ved sin egen Tilstaaelse og det iøvrigt oplyste er overbevist om at have i Slutningen af Juli Maaned dette Aar betlet her i Staden, vil han være at ansee efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 efter Omstændighederne med Tvangsarbejde i 90 Dage.

(Højesteretstidende 1898.)

En sørgelig Livsroman. En nogle og halvfjerds Aar gammel Mand er if. Meddelelse til "Odense Av." i disse Dage idomt 90 Dages Tvangsarbejde i Kjobenhavn. Han hedder Johannes Wiehr og er født i Sorø. Han deltog med megen Ære i den første slesvigske Krig og blev efter Krigen udnævnt til Dannebrogsmand. Han kom desværre senere i daarligt Selskab, mistede Dannebrogskorset, blev Tyv og blev straffet. Siden er det gaaet ned ad Bakke; men det mærkeligste ved den gamle Mand er, at han endnu har bevaret en næsten ungdommelig Friskhed, saa han atter og atter giver sig ud paa Vidtløftigheder, der bringer ham i Konflikt med Loven.

(Slagelse-Posten 15. oktober 1901)

25 Aar i Tugthuset. En gammel Veteran fra Treaarskrigen, hvis Navn er Johan Christian Wiehr, blev ifl "Soc. Dem." i Fredags arresteret for Betleri. Wiehr, der flere Gange udmærkede sig under Krigen, blev under denne belønnet med Dannebrogskorset. Særlig fra Udfaldet fra Fredericia vil Wiehrs Navn være ret kendt, idet han tilligemed nuværende Overintendant Petersen var første Mand paa Treldeskansen. Ved den Lejlighed fik W. et Skud i Foden, ligesom han fik et Strejfskud i Brystet.

Ener Krigen var han bl. a et Par Aar i Vestindien. Han blev straffet for Tyveri 1853, og Dannebrogskorset blev ham ved denne Lejlighed frataget, og nu gik det ned ad Bakke for ham. Gang efter Gang blev han straffet, navnlig for Tyveri, og han har tilbragt omtrent 25 Aar i Tugthuset.

(Vejle Amgts Folkeblad 24. marts 1902).

Den forbandede Straf.

- - -

Helten fra 48.

Endelig mindes vi i denne Forbindelse en for nylig i Pressen omtalt dansk Krigshelt, der paa en, om mulig endnu mere oprørende Maade er bleven hjemsøgt af Politi og Dommere, undtil hans Liv er løbet ud i et fuldstændigt Straffe-Helvede.

Denne Mand hedder Joh. Chr. Wiehr. Om ham meddeltes det først (i Anledning af en Dom paa 1 Aars Tvangsarbejde, han forleden fik), at han belønnedes af Staten for sin Heltedaad i 1848 (da han for Tapperhed fik Dannebrogskorset) ved at jages fra Fængsel til Fængsel, og fra Fængslernes til Tvangsarbejdsanstalterne og Ladegaardene uden Ophør for Rapserier og Betleri.

Da dette kom frem, foranstaltede Krigsministeriet en Undersøgelse, og har nu ladet offentliggøre følgende om det ulykkelige Menneskes Liv:

"Joh. Wiehr fødtes i Sorø i 1828 - er altsaa nu, da man igen har idømt ham 1 Aars Tvangsarbejde for Tiggeri, 78 Aar gammel - og han blev 12 Aar gammel Tambourdreng og stod i Hæren som Spillemand fra 1840 til 1850. Han var med i Slaget ved Fredericia og fik Dannebrogskorset for sit udmærkede Forhold under Kampen. 1850 blev han afskediget som Korporal, men 1852 lod han sig hverve til vestindisk Soldat; han var dog kun derovre et halvt Aar, kom derefter hjem og ernærede sig som Arbejdsmand her i Byen. 

Under Opholdet her maa han være kommen paa gale Veje; thi 1859 kom han i Konflikt med Loven, og det har han været uafbrudt siden. Han har ialt været straffet over 30 Gange. Han idømtes bl. a.:

1859: 3x5 Dag. Vand og Brød for Tyveri.
1860: 15 Mdr's Forbedringshus for Tyveri.
1861: 2 aars Forbedringshus for Tyveri.
1863: 4 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1868: 3 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1872: 2½ Aars Tugthus for Tyveri.
1875: 4 Aars Tugthus for Tyveri.
1882: 5 Aars Tugthus for Tyveri.
1891: 4 Aars Tugthus for Tyveri.

Ind mellem alle disse Tyveridomme har han faaet adskillige Domme for Betleri, og da han i 1895 har afsonet sin sidste Tugthusstraf for Tyveri, levede han, der altsaa den Gang er 67 Aar, udelukkende af Betleri; han har før denne Lovovertrædelse som Regel faaet et Par Straffe hvert Aar, ialt er han straffet 27 Gange for Betleri, straffet, skønt han er 70 Aar. Siden 1859 har han afsonet 7 Vand og Brød Straffe og været idømt Tvangsarbejde 21 Gange, ialt har han tilbragt 6½ Aar paa Tvangsarbejdsanstalterne og 25 3/4 Aar i Forbedringshuset og Tugthuset.

I Fjor, da han var 77 Aar, fik han en Dom paa 6 Maaneders Tvangsarbejde samt 5 Aars tvunget Ophold i sin Fødekommune. Han blev derfor efter udstaaet Straf i Maj dette Aar sendt til Sorø, hvor han anbragtes paa Fattiggaarden."

Herfra gik han atter bort og betlede, og nylig dømte man ham altsaa igen!

Forbløffende er det at se, at Krigsminister Christensen lader dertil indrettede Blade offentliggøre alt dette - for at vise, at den gamle Kriger ikke er bedre Værd end saaledes at mishandles og straffes. Hvilken fæisk Synsmaade overfor et saa grufuldt socialt Eksempel som dette!

Gamle Wiehr er just et af de mest gribende Eksempler paa Straffe-Idiotiens demoraliserende og menneskehærgende Virkning. Han var i sin Ungdom en begejstret, modig og daadkraftig Mand. Saa "kom han paa gale Veje", som det hedder, og Kværnen slugt ham. Den malede ham sønder og sammen med Tugt- og Rasphus for Tyverier, som han begik, fordi Fædrelandet, for hvis Skyld han vovede livet, ikke kom ham til Hjælp i Eksistenskampen, da det kneb, som han i sin Tid var kommen det til Hjælp! Straffene gav man ham derimod, og de ødelagde ham i Bund og Grund, til han blev det sørgelige Skrog, han er. De ødelagde ham, ikke alene fordi de demoraliserede ham personligt, men ogsaa fordi alle Veje til hæderligt Erhverv er spærrede for den straffede Mand. De Ord: han har været straffet! gør hvert Menneske umuligt.

- - -

(Social-Demokraten 5. december 1906)

Helten fra 48.

Vi har modtaget:

Med megen Interesse har jeg læst Meddelelsen i "Social-Demokraten" for Onsdag den 5. December om gamle Joh. Chr. Wiehr, saameget mere som jeg nøje kender baade ham og hans Livstragedie.

Omtalen fandtes i Artiklen "Den forbandede Straf", og jeg kunde ønske at knytte nogle Linjer til det meddelte.

Den 6. Juli under Udfaldet fra Fredericia var Wiehr og en Kammerat, der endnu lever som pensioneret Overintendant, de første 2 Mand paa Treldeskansen, hvor Wiehr dog fik et Bajonetstik i sit ene Ben, saa at han tumlede ned ad Volden som saaret. Ved denne optræden var det, at han vandt sit Dannebrogskors, som han senere maate aflevere.

I 1852 blev han kasseret som uduelig til Militærtjeneste paa Grund af Hjertesygdom. Var dette ikke stødt til, havde Wiehr maaske endnu staaet som den af Magthaverne hædrede Mand. 

Men hvad der navnlig harmer mig, naar jeg tænker paa gamle Wiehr, er den Maade, hvorpaa hans Forsørgelseskommune, Sorø Købstad, behandler ham. Flertallet i Byraadet er Højremænd og vældige "Patrioter", som altid synger om og drikker for Heltene fra 48, men naar det gælder Pengepungen, tager de absolut intet Hensyn til "Helten". Sorø Højremænd har forlængst glemt Wiehrs Ungdomsbedrift. Hver Gang Wiehr har udstaaet sin Betlerstraf, bliv er han hjemsendt til Sorø, hvis Højremænd lige saa regelmæssigt anbringer ham paa noget, han kalder "Lynge Fattiggaard"; men her kan Wiehr ikke lide at være, navnlig fordi Kosten er for spartanske for en gammel Mand, og han gaar straks sin Vej derfra og tager til København.

Jeg synes nok, at Sorø Patrioter kunde have saa meget tilovers for Wiehr, som skal forsørges der, at man gav ham ordentlig Kost og Logis. Saa blev han der nok. 387.

(Social-Demokraten 12. december 1906)

Et omskifteligt Levnedsløb.

I Gaar døde paa Sorø Fattiggaard Arbejdsmand Johan Chr. Wiehr. Han blev omtrent 81 Aar gl., idet han var født den 11. September 1828.

Med dette Dødsfald afsluttedes et meget omskifteligt Levnedsløb, der en Tid tegnede til at skulle blive smukt og rigt, men som saa desværre tog en gal Retning.

Johan Chr. Wiehr er født her i Sorø. Hans Fader kom hertil først i Tyverne i forrige Hundredaar som "Murpolerer", Murerformand ved Sorø Akademi, hvis Hovedbygning da var under Opførelse efter Branden 1813.

Som Soldat kom Wiehr som Spillemand til 7. Liniebataillons 1. Kompagni og forfremmedes til Sergent. Han var sikkert en rask Soldat, der ikke holdt sig tilbage naar det gik hedt til. Han var saaledes den første den plantede Dannebrog paa "Treldeskansen" under Udfaldet fra Fredericia den 6. Juli 1849. Ved denne Lejlighed blev han forresten saaret i Højre Fods Ankel og i Brystet. For sin raske, heltemodige Færd fik han Dannebrogskorset.

Efter Krigens Slutning blev  han vistnok endnu en Tid i tjenesten. Men saa kommer hans Nedgangsperiode, der først afsluttes med hans Død. Han bliver degraderet, Dannebrogskorset bliver taget fra ham oav. Han kommer ind paa Forbryderbanen og 1859 faar han sin første borgerlige Straf - for Tyveri og Betleri - , og saa gaar det i de følgende Aar uafbrudt fra Fængsel til Fængsel. Sommetider blev det Forbedringshuset, sommetider simpelt Fængsel, i hans sidste Leveaaar var det særlig Tvangsarbejde, han blev idømt. Sin sidste Dom fik han saa sent som i 1907 - 1 Aars Tvangsarbejde.

Hans Straffeliste udviser 9 Gange Fængsel, som Regel paa Vand og Brød, Forbedringshus 3 Gange, tilsammen 7 1/4 Aar, Tugthus 5 Gange, tilsammen 18½ Aar, og Tvangsarbejde 24 Gange, tilsammen lidt over 5 Aar, ialt 41 Gange.

Som Regel søgte han hvert Efteraar Audiens hos Kong Christian den 9., naar Kongefamiljen var samlet paa Fredensborg, og han fik da en Gave af 24 Kr. og 3 Cigarer - han var jo gammel Krigsmand.

Den 3. April 1907 fik han Veteranernes Hædersgave. For Resterne af denne skal han begraves fra Sorø Kirke paa Tirsdag.

Han var ugift.

(Ringsted Folketidende 4. september 1909).