Stank i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Renovationscompagni og Gjødningsfabriken paa Uttersløvmark. Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag tiltaltes Kiøbenhavns Renovationscompagni for Overtrædelse af § 64, 2det Stykke i den i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 15de April f. A. for Nordre Birk udfærdigede Politivedtægt, og var det ved den i Sagen anstillede Undersøgelse godtgjort, at det tiltalte Selskab paa et til Gjødningsfabriken paa Uttersløv Mark, der eies af Renovationscompagniet, hørende meget betydeligt Areal under aaben Himmel havde udbredt et Lag Latringjødning i en Tykkelse af 3 a 4 Tom. for at tørre Gjødningen, for derefter at fyldes i Sække og forsendes. Men ved denne Tørringsmaade udbredtes der en stærk Stank, som var til stor Ulempe ikke blot for dem, der færdedes paa Veiene der i Nærheden, men ogsaa for de Omboende, navnlig det tæt befolkede Qvarteer paa Uttersløv Mark, hvorfra en stor Deel af Beboerne havde indsendt en Besværing. Da nu den paa Kjøbenhavns Renovationscompagnies Vegne mødende Forretningsfører havde indrømmet, hvad der ogsaa stemmede med det iøvrigt Oplyste, at den til Tørring udbredte Gjødning ikke var bleven holdt tildækket med Halm, vilde efter Rettens Skjøn det oftnævnte Compagni ikke kunne undgaae Ansvar. Kunde en Fremgangsmaade, som den af Renovationscompagniet brugte, tillades, da vilde Forskriften i Politivedtægtens førnævnte Paragraph blive ganske illusorisk, idet det saa vilde staae Enhver frit for at frie sig for Ansvar ved at sprede Gjødningen til Opbevaring for et større Omraade. Men det har ikke været Vedtægtens Mening. Det tiltalte Renovationscompagni vilde saaledes ikke kunne undgaae at ansees for Overtrædelse af § 64 i Politivedtægten efter Lov om Politiet udenfor Kiøbenhavn af 4be Februar 1871 § 6 med en Birkets Politikasse tilfaldende Mulct, der bestemtes til 30 Kr., hvorhos Compagniet paalagdes at udrede Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1875).

Matros overfalder Kaptajn. (Efterskrift til Politivennen)

En Matros, John Andersen, blev i Tirsdags dømt af Højesteret i en fra den vestindiske Overret indanket Sag, for Overfald paa sin Kaptejn, Føreren af Barkskibet "Princess Alexandra", William Davis. Søndagen den 24de Januar d.A. var den Tiltalte, der gjorde Tjeneste som Matros i det nævnte, paa St. Kroix hjemmehørende Skib, som den Gang laa i Kristianssteds Havn, i Land, og da han ved Aftenstid var bleven noget beskjænket, blev han fulgt ned til Skibsbroen af et Par Politibetjente. Ved Broen laa Skibets Baad, og det var med stort Besvær, at Kaptejn Davis, der var kommen til Stede, fik ham ned i Baaden, idet Andersen stred imod af alle Kræfter. Strax efter, at Baaden var stødt fra Broen, sprang Andersen ind paa Kaptejnen, greb ham i Kraven og satte, idet han kastede ham bagover, sit Knæ paa hans Bryst; men Kaptejnen befriedes dog fra ham ved en i Baaden tilstedeværende Politibetjents Hjælp. Efterat de vare komne om Bord, gik Andersen ned i Folkelukafet, hvor Matros Peter Felthouse var til Stede, og tændte Lampen. Han bad Felthouse om at laane ham sin spidse Kniv, idet han ytrede, at han vilde bruge den til at stikke den Horesøn Skipperen med. Felthouse vilde ikke laane ham Kniven, hvorhos Andersen forlod Lukafet, idet han mumlede noget om, at han vilde have fat i et Skrabejern, et Redskab, der bruges til at rense Dækket med. I Baadsmandens Lukas fandt han efter nogen Søgen en saadan Skraber liggende i en Værktøjskiste og vendte tilbage til Folkelukafet, hvor han huggede Skraberen i et Kistelaag, saa det splintredes, idet han ytrede, at saaledes vilde han hugge den Horesøn i Hovedet. Felthouse opfordrede ham gjentagne Gange til at gaa tilkøjs, hvilket han omsider ogsaa gjorde efterat have klædt sig halvt af; men strax efter stod han op og gik ud af Lukafet under Foregivende af, at han vilde hente Vand til Thepotten. Kaptejnen havde i Mellemtiden været nede i sin Kahyt og havde forsynet sig med en Revolver, da han havde isinde at gaa i Land for at hente en anden tilbagebleven Matros, idet han nemlig tænkte sig Muligheden af, at det kunde blive nødvendigt at bruge Revolveren overfor denne Matros. Da Kaptajnen gik ned i Baaden, der endnu laa paa Siden af Skibet, og hvori Politibetjenten og anden Styrmand allerede befandt sig, sad Andersen paa Skibsrælingen og raabte efter ham Ord som: "Det er godt, Du ogsaa gaar i Land, din Horesøn, ellers skulde jeg gjøre op med Dig," eller noget Lignende. Kaptejnen sprang ved disse Ord tilbage paa Dækket, og traadte hen mod Andersen, idet han spurgte, hvem han kaldte Horesøn, hvorpaa, Andersen, uden at give ham noget Svar, gav ham et Slag i Hovedet med den nævnte Dæksskraber, der er et særdeles farligt Redskab, saa at Davis tumlede om imod Rælingen, medens Blodet løb ham ned ad Hovedet. Kaptejn Davis affyrede, idet han tumlede om, et Skud af Revolveren i Luften for at skræmme Andersen, som øjeblikkelig blev greben, ført i Land og afgivet til Politiet. Saaret var temmelig overfladisk, sandsynligvis fordi Kaptejnens Hue havde afbødet Slaget, og det lægedes hurtig. Kaptejnen har af alle sine Skibsfolk, ogsaa af Tiltalte selv, faaet den Ros, at han stedse har behandlet dem roligt og humant, medens den Tiltalte skildres som en ondskabssuld og opsætsig Person. Hans Forklaring om, at han var saa beruset, at han ikke havde vidst, hvad han foretog sig, kunde efter de aflagte Vidnesbyrd ikke komme i Betragtning, og han, som er født i Sverig 1820 og ikke funden forhen straffet, blev ved den vestindiske Overretsdom dømt til 2 Aars Forbedringshusarbejde samt til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Denne Dom stadfæstedes af Højesteret, dog at Straffetiden bestemtes til 2½ Aar. 

(Morgenposten (København) 7. september 1875).

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Et Besøg i Fredericias Arrester. (Efterskrift til Politivennen)

Som det blev bemærket i Gaarsavisen tog Pio i Søndagsaftes pludselig en anden Bestemmelse, og i Stedet for at afrejse med Dampskibet til Kallundborg, kørte han med Nattoget til Frederits. Grunden til denne forandrede Rejserute er temmelig interessant og vil blive indlysende af det Følgende.

Klokken tolv Middag indfandt han sig paa Raadhuset i Frederits ledsaget af to derboende Meningsfæller for at faa Borgmester og Byfoged Jørgensen i Tale, og da dette omsider var opnaaet, anmodede han Bygfogden om Tilladelse til at tale med Malersvend Kristensen, som nu i over et halvt Aar har siddet arresteret i Frederits som mistænkt for forskellige Forbrydelser. Med denne Sag forholder det sig saaledes:

I afvigte Vinter søgte en Skuespillertrup at trække Hus ved Hjælp af en ynkelig Smæde-Digtning, kaldet "Kongen paa Baagø," hvori bl. A. Folketingsmand Berg karrikeredes. I Frederits vakte denne "dannede" Forlystelse imidlertid en meget stærk Uvilje hos Enkelte, og den ovennævnte Maler Kristensen deltog ivrig i Udpibningen. Han blev paa Grund heraf indstævnet af Byfogden, og efter at de begge to var kommet op at skændes paa det Kraftigste, endte det med, at Byfogden idømte ham en Bøde paa 20 Kroner. Forbitret herover skrev Kristensen flere Artikler mod Byfogden i et derværende Venstreblad og appellerede samtidig Dommen. Faa Dage efter blev han arresteret som beskyldt for Assurancesvig, der skulde være begaaet for fire Aar siden, da hans Hus og Indbo brændte, hvilket sidste var  assurreret for mellem 4 og 500 Daler. Han har nu siddet arresteret siden, hans Kone har ligeledes af og til været arresteret og derpaa løsladt igen, men samtidig med at det syntes, at Politiet ikke formaaede at fremkomme med nogetsomhelst gyldigt Bevis for den paagældende Forbrydelse, begyndte der i Byen at gaa uhyggelige Rygter om den Behandling, som den Vedkommende blev underkastet i Arresten; man paastod navnlig med Bestemthed, at han sultede, og følgende Historie giver dette en forfærdelig Bekræftigelse.

Hans Kone, som undertiden var arresteret i Nærheden af ham, blev hemmelig opfordret til at skaffe ham lidt Brød, hvormed han kunde stille sin Sult. Hun indviklede da nogle Stykker i lidt Papir og gemte dem, naar hun gik ned, i Latrinen, hvor de derefter blev liggende til næste Dag, for han kunde tage dem!

Det var denne Beretning, i Forbindelse med mange flere Enkeltheder af lignende Art, der bestemte Pio til at gæste Hr. Byfoged og Borgmester Jørgensen.

Anmodningen om at maatte tale med Arrestanten, der hidtil har været hermetisk aflukket fra Omverdenen, lod aldeles ikke til at falde i Hr. Byfogdens Smag, og han spurgte temmelig hastig om Navnet. Da Svaret lød: "Redaktør Pio fra København", lod det til, at dette endnu mindre behagede ham, -- efter Minerne at dømme, - men han blev imidlertid meget høflig og erklærede, at der "naturligvis" ikke kunde være det Mindste til Hinder derfor. Han vilde endog være meget glad, hvis Pio kunde have den Indflydelse paa Arrestanten, at han herefter sagde Sandhed, da han efter Byfogdens Mening var en "forstokket Løgner, der ikke vilde gaa til Bekendelse".

Efter disse Repliker gik Byfogden og Pio ind til Arrestforvareren, medens de to Ledsagere blev udenfor. Da Arrestforvareren imidlertid ikke var hjemme i Øjeblikket, tog Begge Plads saalænge, og Byfoged Jørgensen søgte nu ved en længere Udvikling at fremstille sin Adfærd fra den lyseste Side. Arrestanten var, sagde han, en forstokket Forbryder, der alt tidligere - d. e. for en 15 a 16 Aar siden, - havde været straffet; han var mistænkt for at have selv stukket Ild paa sit Hus, endvidere fandtes han i Besiddelse af en hel Del Tapeter, som han erklærede at have købt af en Handelsrejsende, men denne Handelsrejsende havde det ikke været muligt at finde; om en Knibtang, som han ligeledes besad, havde tre Mand, - og deriblandt en Svend fra København, - beediget, at den - lignede (!) en anden, der var blevet borte for en Mand i Frederits osv. Kristensen havde, maatte han dog indrømme, stedse under sit Ophold der i Byen været uberygtet, og det var denne Historie med "Kongen paa Baagø", der "havde henledet Opmærksomheden paa ham". Forøvrigt kunde han ikke begribe, at Pio, der lod til at være "en fornuftig og besindig Mand" vilde kompromittere sin Sag ved at have Noget med en saadan Forbryder at bestille, der endogsaa, efter hvad Byfogden havde udfrittet ved Arrestforvarerens Hjælp, ønskede Socialismen Pokker i Vold. Han sluttede med nogle interessante Bemærkninger om Pariser Kommunen. Pio svarede, at der her slet ikke var Tale om, hvorvidt Manden var eller havde været en Forbryder. Her var derimod Tale om, at en Mand i Anledning af sin Optræden i et politisk Teaterstykke var blevet underkastet en Række Anklager, af hvilke ingen, eller dog kun en ganske uvæsenlig, efter Byfogdens eget Udsagn, til Dato var blevet bevist. Det var kun naturligt, at Folkemeningen kom i Bevægelse ved enhver lang, resultatløs Arrestation, og hertil kom i dette Tilfælde den særegne Omstændighed, at der i Byen havde udbredt sig Rygter om slet Behandling, som skulde være blevet Arrestanten til Del. Han vilde for sit Vedkommende henstille til Byfogden at give lidt efter for Stemningen og tilstede Fangen de Friheder med Hensyn til Anskaffelsen af Mad og Drikke, som Arrestreglementet hjemlede og som jo efter 6 Maaneders streng Arrest vistnok maatte være en Nødvendighed for Fangens Sundhed. Byfogdens Svar var meget mærkeligt. "De maa erindre," sagde han, "at vi her i Landet ikke har Jury-Institutionen, hvor det er tilladt at dømme efter de foreliggende mer eller mindre fuldstændige Beviser. Vi har her i Landet den saakaldte "pinlige Procesmaade", hvor der udfordres Vedkommendes egen Tilstaaelse, og det er derfor absolut nødvendigt at anvende Pinsler, naar Vedkommende er forstokket og ikke vil tilstaa. Kristensen kan faa Ende paa Sagen saa snart han har Lyst: han behøver blot at tilstaa, at han har gjort det, hvorfor han beskyldes; men, saalænge han ikke vil "sige Sandhed", er jeg nødt til at bruge alle de Midler, der staar i min Magt. Hvis vi skulde give Fangerne tilstrækkelig Kost og andre Bekvemmeligheder, saa vilde vi ikke faa nogen overbevist, for de to Vidner, der ellers udfordres, er jo næsten umulige at skaffe." (Sluttes.)

(Social-Demokraten 2. september 1875).

Christen Berg var knyttet til Baagø.

August Prytz (1833-1885): Borgmester, cand. jur. Julius Christian Jørgensen (1816-1884). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Julius Christian Jørgensen var borgmester i Fredericia 1862-1884. 

(Sluttet)

Det kunde ikke godt være andet, end at en saadan ligefrem Erklæring om, at "den pinlige Procesmaade" endnu i sin fulde Udstrækning hersker her i Landet, at, med andre Ord, Torturens Princip endnu er anerkendt af vore Domstole, maatte gøre et stærkt Indtryk paa enhver Tilhører. Ligeoverfor en saadan "aabenhjertighed" Tilfredshed med det Bestaaende indsaa Pio, at det vilde være fuldstændig spildt Arbejde, at gaa ind paa en Diskussion om, hvor umuligt det under en saadan Sagernes Tilstand vilde være for den uskyldigt Anklagede at slippe fri, eftersom "Pinslerne" jo maatte antages at have samme Virkning paa ham som paa den Skyldige og saaledes vilde tvinge ham til i Fortvivlelse at bekende Forbrydelser, som han slet ikke havde begaaet. Pio indskrænkede sig derfor til at bemærke, at Hr. Jørgensens Ytringer, - om hvis Tilforladelighed han, saavidt vor Retspraksis angik, ikke nærede Spor af Tvivl, - dog ikke syntes at staa i den bedste Samklang med det gamle Arrestreglement fra Absolutismens Dage, idet der heri udtrykkelig fremhæves, at Varetægtsarrestanten ikke skal være større Ubekvemmelighed underkastet end den, der er en nødvendig Følge af Frihedens Berøvelse. Saalænge en Fange ikke var juridisk overbevist, beroede en Øvrighedspersons Mening om hans Skyldighed jo ogsaa kun paa et Skøn, og det maatte efter hans Mening være en højst ubehagelig Bestilling at være Byfoged, hvis denne Embedsmand skulde gaa omkring med den Bevidsthed, at en Medskabning, som han sultede eller paa anden Maade pinte, sad i sin Celle og forbandede ham. Byfogden indrømmede, at denne Sag havde skaffet ham mange ubehagelige Timer, og at Tanken om Kristensen havde forstyrret hans Sommerfornøjelser. Den eneste Udvej han vidste var imidlertid den, at Overretten, naar en vis Undersøgelsestid var hengaaet, f. Eks. tre Maaneder, tog Sagen for og afgjorde, hvorvidt der var Anledning til en fortsat Arrestation.

Dette var det væsenlige Indhold af Samtalen. Arrestforvareren kom nu, og Pio blev af ham ført til Kristensens Celle. Denne var lys og ren, men der saas ikke en eneste Ting, hvormed Fangen kunde antages at beskæftige sig i de lange  Fængselstimer. Pio nævnede sit Navn og sagde ham, at Grunden til Besøget var de Rygter, der var gaaet om hans slette Behandling. Han spurgte ham, om hans Kost var tilstrækkelig. Han svarede, at han efterhaanden var blevet vant til at nøjes med den, - (Appetiten aftager selvfølgelig efterhaanden ved Manglen paa Beskæftigelse,) - men at han var blevet sultet forfærdeligt tidligere. Pio spurgte ham, om det var sandt, at han i Arresten havde stjaalet en Høne. Han svarede, at han havde gjort det og ladet tilføre Protokollen, at det var sket, fordi han ønskede at give Byfogden en virkelig Grund til at idømme ham en Straf, da han indsaa, at denne ikke vilde slippe ham efter den lange Arrest, medmindre han kunde faa ham dømt, og han vidste med sig selv, at de Anklager, som Byfogden havde rejst imod ham, var umulige at bevise, eftersom de var falske. (Denne Forklaring af Høne-Tyveriet havde forresten Byfogden allerede givet mig.) Den eneste Uredelighed, som han virkelig var sig bevidst at have begaaet, og som han ogsaa havde tilstaaet, var, at han havde beholdt en lille Kalender af Alabast, som han et Sted, hvor han arbejdede, kom til at rive ned i sin Limpotte, og som han derfor frygtede at saa Ubehageligheder for. Hans tidligere Forklaringer i Assurancesagen havde ikke været aldeles ens altid, for det Første, fordi det var fire Aar siden, at Ildebranden fandt Sted, og det vilde altsaa være formeget at forlange, som Byfogden havde gjort, at han skulde give en nøjagtig Fortegnelse over de Møbler, han den Gang havde besiddet; og for det Andet, fordi disse Forklaringer var blevet ham afpint og aftvunget. Arrestforvareren truede ham nu med, at han nok skulde fortælle Pio "noget Andet" om ham, der kunde vise, hvor "ondskabsfuld" han var, hvilken Bemærkning Pio afbrød ved at svare, at det jo var meget forklarligt, at en Mand efter 6 Maaneders strængt Fængsel ikke saa sin Behandling i det blideste Lys.

Efter at have sagt Farvel til Fangen, fik Pio først en lang hoved- og haleløs "Forklaring" af Arrestforvareren og derpaa en ny Samtale med Byfogden, hvori denne fortalte, at han under alle Omstændigheder vilde dømme Kristensen til Forbedringshuset; ved Overretten var der derimod ganske vist en Mulighed for, at han kunde slippe med Vand og Brød. Endvidere berettede han paany, at Kristensen var et meget forhærdet Eksemplar af en Forbryder, og at han havde levet sammen med sin Kone "som Hund og Kat", noget som baade denne og Andre imidlertid paa det Bestemteste benægter. - Pio tog nu Afsted og bad Byfogden undskylde den foraarsagede Ulejlighed.

* * *

Vi skal kun knytte ganske faa Bemærkninger til denne Fremstilling. Det Væsenlige ved den er aabenbart den juridiske Embedsmands halv naive, halv kyniske Forsvar for vor "pinlige" Rettergangs Nødvendighed; der kastes herved et temmelig klart Lys over Forholdene ved Socialist-Processen. Hvad derimod Kristensens Behandling angaar, da kan vi selvfølgelig aldeles ikke have nogen Mening om dennes Lovlighed og Ulovlighed, saalænge det Udsagn af en fungerende Dommer staar imodsagt, at vor Rettergang anerkender "Pinsler" under Varetægtsarresten som "lovlige" Midler til at "udforske Sandheden". Kun vilde det være os kært, hvis en kompetent Avtoritet vilde underrette os om, hvorvidt vort reaktionære Regimente tilsigter en Genindførelse af Tommeskuer, Stokhusret, spanske Støvler o. L. Det vilde jo være passende Sidestykker til "Helligdagsanordningen" og i endnu højere Grad end denne bidrage til at fremkalde den saa meget efterspurgte Kærlighed til "Konge og Fædreland"!

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Episoden blev omtalt i 1924 ved en tale fra jubilæumsfesten hvoraf bringes den del der omtaler ovennævnte sag:

Hyby Lund.

P. Nielsens Tale ved Jubilæumsfesten.

(Fortsat.)

Da jeg i Følge med C. Jacobsen kom tilbage til Fredericia i Juni 1874 fandt vi Forholdene meget trykkende. Vi forsøgte at samle de spredte Kræfter, men den bedste blandt Sangerne gik paa Gravens Rand. I Januar 1875 døde han, og Nielsen tolkede ham et gribende Farvel i "Socialisten". Vi fik dog alligevel Sangkoret samlet og der begyndte saa smaat at spores et vaagnende Liv. Da Nielsen var saa heldig at faa en bedre Bolig i Købmagergade blev Forholdene for ham mere tilfredsstillende, og da Pio, Brix og Geleff løslodes af Fængslet kom de  Liv og Fart i Arbejderbevægelsen og ikke mindst her i Byen. Venstre var ogsaa den Gang beæret med Hejrefanatikernes uforsonlige Had, som særlig rettedes mod Christen Berg. Da de ikke kunde komme denne Politiker til Livs paa anden Maade fik de et Smædestykke makket sammen, kaldet Kongen paa Baagø, hvori Berg sjofledes. Teaterdirektør Levy med Selskab rejste rundt i Landet og opførte dette Makværk paa Teatrene til stor Moro for det forbenede Højrefolk. Da Stykket skulde opføres i det daværende gamle Teater mødte vi unge Cigarmagere med Fløjterne parate og Malersvend Christensen sluttede sig til os. Paa Staapladserne bagerst i Salen havde vi vort Stade og i vor Nærhed ved Siden af Døren var Politibetjent Meng posteret. Alle Siddepladser var tæt besat, selvfølgelig med Blomsten af Byens Befolkning og med selveste Borgmester Jørgensen paa forreste Række. Da Tæppet gik op kom Hr. Levy frem, iklædt Vadmelsdragt, rød strikket Hue paa Hovedet og Træsko med blanke Kramper paa Fødderne samt en Merskumspibe i Munden. Dette Postyr skulde karikere Christen Berg. Fra alle Bænkerader lød vilde Jubelhyl og Klapsalver, men saa kom vore Fløjter frem, skingrende og gennemtrængende. Maleren, der førte an, var den ihærdigste blandt os. Merg raabte: "I maa ikke pibe. Christensen svarede: "Saalænge de andre klapper, saa længe piber vi". Saa rejser Borgmesteren sig i al sin Værdighed, vender sig om og raaber: "Meng! Hvem er det, der piber?" "Det er Malersvend Christensen, Hr. Borgmester. "Godt, notér ham", befalede Borgmesteren. Da der vedblivende veksledes med Klappen og Piben maatte Tæppet gaa ned og der blev ingen Forestilling den Gang. Efterspillet af denne Affære blev en Retsskandale af Rang, hvorom mulig senere kan fortælles. Blot skal her anføres, at Christensen arresteredes og holdtes fængslet i 9 Maaneder og underkastedes Tortur med Prygl og Sult. Da Retsskandalen rygtedes ud over Landet kom Pio hertil for at undersøge Sagen og i et Par Artikler i "Social-Demokraten bragte han den frem for Offentligheden....

(Fredericia Social-Demokrat 26. august 1924. Uddrag).

Mishandling af Børn i Frederik den 7des Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Gæstgiver og Vognmand Ole Nielsen, Ejer af Nr. 13 i Frederik den 7des Gade, har i Forgaars Aftes givet Beviser paa en Raahed og Hensynsløshed ligeoverfor den omboende Arbejderbefolknings Børn, som omtrent turde være enestaaende, idet han, efter først at tillade, ja ligefrem "invitere" dem til at lege paa en ham tilhørende Grund bagved hans Ejendom, pludselig faldt over Børnene tilligemed sine Karle, alle bevæbnede med solide Kørepidske, og uden at bryde sig hverken om Alder eller Køn huggede disse Hædersmænd em sig som Rasende til højre og venstre. Ved Jammerskrigene styrtede Mødrene naturligvis til Vinduerne og ned i Baggaardene i Naboejendommene, men da disse er skilte fra Fælleden ved et Plankeværk, maatte de staa og se paa deres Børns Mishandling uden at kunne hjælpe, og Mændene var uheldigvis endnu ikke komne fra Arbejde. Hr. Ole Nielsens Ægtehalvdel stod ikke tilbage for sin Mand, ti efterhaanden som Børnene med Piskeslag blev drevne op igennem Stalden og Gaarden blev de ved Assistance af Tjenestepigen som holdt dem, oversprøjtede med Vand fra øverst til nederst, hvortil havdes et godt Apparat i en Gummislange, som ellers bliver benyttet til Hestevanding. Denne oprørende Scene ophørte først da Arbejderne paa en i Nærheden værende Reberbane løb udenfor og ved deres Tilraab og Trusler tvang disse selvlavede Bødler til et hurtig Tilbagetog. Omtrent 20 Børn i en Alder fra 3-12 Aar er mere eller mindre mishandlede, men saa vidt vides har kun 7 Fædre anmældt Sagen for Politiet, som selvfølgelig glimrede ved sin Fraværelse paa Gerningsstedet.

- Det følger forhaabenlig af sig selv, at Politiet, ligeoverfor en saadan Forbrydelse ikke vil indskrænke sig til at vente efter privat Søgsmaal fra Forældrene, men at det vil tage Undersøgelsen i sin Haand og eventuelt arrestere de Skyldige; i modsat Fald maa vi antage, at Mildheden fremkaldes ved, at det kun er Arbejderbørn, der er blevet mishandlede.

(Social-Demokraten 25. august 1875).

En Præsts Forskrækkelse over en rød Fane. (Efterskrift til Politivennen)

Ved en Begravelse, som fandt Sted paa Assistens Kirkegaard i Onsdags, var Skomagernes Fagforening mødt med dens ny røde Fane. Aldrig saa snart fik Præsten, som skulde forrette Jordpaakastelsen, Øje paa Fanen, førend han forskrækket udbryd: "Hvad - hvad er det for en Fane« Der blev svaret, at det var Skomagernes Fagforenings Fane. "Men den er jo rød, og saa staar der jo "Frihed, Lighed og Broderskab" i den." vedblev den forskrækkede Præst, "den Fane er vist ikke tilladt her paa Kirkegaarden". Man beroligede den ængstlige Præstemand saa godt som muligt, og søgte at forklare ham, at den forbudte internationale Fane og en Fagforenings Fane ikke var en og den samme, hvad han syntes at mene. En af de Tilstedeværende ytrede bl. A , at Fanens Inskription jo lød paa det Samme som Kristi egen Lære, men denne Bemærkning undgik nok Præstens Opmærksomhed. Endelig lod han til at have forvundet sin Skræk og forrettede Jordspaakastelsen, medens han dog af og til skottede op til den røde Fane, der slet ikke var bange for den sorte Præst, men dristigt vinkede sit Farvel til den Arbeide, hvem Meningsfæller ledsagede til Graven. - Vi har nu faaet "Sort paa Rødt" for, at "Frihed, Lighed og Broderskab" ikke engang er paa sin Plads mellem de Døde - at sige efter en "Kristi Tjeners" Mening.

(Social-Demokraten 13. august 1875).

Korrespondance fra Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Til Vejledning for det besøgende Publikum paa Assistens Kirkegaard paa Nørrebro )

Orden er en god Ting osv.

Ny Koste feje bedst osv.

Kl. 8 Aften lukkes alle Kirkegaardens Porte, skønt det er den bedste Spadseretid, og her paa Nørrebro bor den største Del af Arbejderbefolkningen, der ikke før kan komme fra deres Arbejde, og som ingen bedre Steder har at vederkvæge sig med frisk Luft, og med det samme se til deres Afdødes Grave. Det er imidlertid i Ordenens Interesse, at der lukkes, og vi har faaet en ny Inspektør herude og det er jo bekendt, at "nye Koste fejer bedst".

De ærede Kirkegaardsbesøgende trænger her til en lille Vejledning, og da jeg, der i 16 Aar tildels har ernæret mig ved at tjene Familjer ved Anlæg og Pasning af deres Gravsteder, altsaa maa være lidt bekendt med Kirkegaardens Forhold, dens Orden - og dens Uorden - og da jeg desuden ikke kan nægte for mig selv, at jeg har lært mig til at skrive (det er ikke lært i Skolen, ti saa maatte jo Alle kunne skrive der har gaaet i Skole), saa har jeg troet at jeg skyldte den Vejledning sig kunde give, helst da jeg forgæves har ventet, at nogen Anden eller noget af Hovedstadens mange Blade skulde tage Ordet i denne Sag. *)

Saa snart man blot kan slippe ind ad Porten inden Kl. 8 inden der lukkes, saa er der foreløbig Intet i Vejen for at komme ud; langs hele Jagtvejen (den lille, helst kaldet Falkoneralleen), er der næmlig lidt over en Snes magelige Gjennemgange i Tjørnehækken, der er nok en Grøft ar springe over, men det er baade sundt og interessant, især for Damer, Pensionister og stillesiddende Folk, at gøre Springet. For dem, der imidlertid ikke har Mod hertil, er der Aabninger ved Siden af Portene, som man kan køre gennem med en ordenlig Trækkevogn. Foruden disse Udveje, der jo ogsaa kan benyttes som Indveje, er der slet intet Hegn om Kirkegaarden paa det Stykke, som vender ud mod Marken fra den lille Jagtvej op til i Linje mod Nordvestvej. Dette Stykke hører næmlig til Fri- eller Fattigkirkegaarden, og hvorfor skulde her være Hegn? Hvor i Tjørnehækken slutter, den begynder omtrent for Korsgade, er der en officiel eller offenlig Gangsti hen over et Stykke Magistratsjord, der (i Alt ca. 6-8 Tdr. Land), henligger udyrket. Denne Gangsti fører mellem Kirkegaarden ind til den Ende af Nordvestvej, der støder ud til Markerne. Jeg har forespurgt mig og faaet til Svar, at Grundejerne her ikke vil have Noget imod at benytte Gangstien. Hvis Nogen skulde være bange for at benytte disse Ud- eller Indveje, da maa jeg oplyse dem om, at Sligt er ganske ugrundet. Af dem, der først er kommen ind paa Kirkegaarden inden Kl. 8, forlanger vort Politi, der i Udlandet, baade i Sverrig og Marokko (Gedalia) er bekendt for sin Humanitet, vist ikke, at de skal blive derinde. Man kan endog let springe over det lave Stakit der vender ud til Kapelvejen, endog Damer har jeg set vove det. Rigtignok stod der forleden i Bladene, at En var bleven mulkteret med 6 Kr. for at have "tiltvunget" (hvor de Redaktører dog er uvidende om, hvad de skriver) sig Adgang gennem Hækken. Men for det Første var det ogsaa ind han gik, og det midt paa Dagen, for det Andet var det kun en Arbejdsmand, (han har dog ikke betalt dem endnu); pæne Folk mulkterer Politiet saamænd ikke, dertil er det altfor humant. Forleden blev der en fin Herre anholdt fordi han havde gaaet og skaaret Roser af paa flere Gravsteder og fyldt to dybe Frakkelommer. Efter Sigende skal han hele Sommeren have skaaret Roser af. Paa Stationen opgav han at være Præst! Han skal næmlig leve af Pension her i København (og har altsaa blot begaaet dette af Ørkesløshed eller Sindssvaghed); men i Bladene har man da Intet set herom. Er det ikke et smukt Bevis paa vort Politis Humanitet imod pæne Folk?

Hvis nu Nogen skulde finde, at det dog er temmelig megen Ulejlighed og mange Ubehageligheder ved en Spadseretur paa Kirkegaarden, at skulle benytte sig af denne Vejledning for at slippe ud, da trøste man sig med, at i disse herlige Sommeraftener kan det jo ikke skade at forlænge Spadsereturen; man bliver uvilkaarlig ført af Vejen til Frederiksberg, oplever maaske lidt Æventyrligt eller Romantisk, og vælger man at gaa ad Nordvestvej, er det, som om man har været en lille Landtur. Mange har maaske læst i Bladene, eller hørt Tale om "Rhabarberlandet", men aldrig set denne ny smukke Afdeling af København, nu vil de blive ført midt der igennem. Det kunde maaske endog være til Gavn for dette Kvarters Handlende, navnlig Kafeer og Restavrationer. Hvem ved, om ikke denne vise Hensigt har ligget bag ved Bestemmelsen at lukke Portene Kl. 6.

Endelig, hvis Nogen ikke skulde finde Trøst i alle mine Trøstegrunde, saa faar han da trøste sig med, at naar det Øvrige er galt og raaddent i vore Samfundsforhold, hvorfor skulde saa ikke Kirkegaardsforholdene være det?

Ganske vist skulde Udenforstaaende tro, at naar der var saa mange Ud- og Indgange til Kirkegaarden, som her er nævnt, saa er det latterligt at lukke Portene saa strængt Kl. 8. Men dette er kun dem, der ikke ved, at vore Avtoriteter egenlig kun er til for at gøre Livet mere besværligt for Folket, end det er i sig selv, og ingenlunde for at lette og ligeliggøre Forholdene. 

Det er en kristelig Øvrighed vi har, og man skal jo kristeligt adlyde Øvrigheden, men hertil tjener til Vejledning, at Kristendommen for 1800 Aar siden, i sin Stiftelse, ligner hinanden efter Søren Kirkegaards Oplysning. F. Eks. Kristendommens hellige Skrift siger: "Du skal elske din Næste som dig selv, og endnu for lidt over l00 Aar siden sang Biskop Brorson, paa Papiret: "Din Næste hjælp, hvori du kan, endog til egen Skade. Dette er nu forsvundet, endog af Papiret. Nu hedder det avtoritets (officielt) kristeligt: "Du skal gøre Din Næste Livet saa besværligt som muligt. Før hed det: "Naar En giver Dig en ørefigen paa den ene Kind, skal Du vende den anden til. Dette Bibelsprog ler Alle de hjertelig af, som er sat af Regeringen til at dele ørefigener ud til Folket, nemlig Præster og Øvrighed. De er i deres Ret og Folket i deres Uret, hvis de ikke taaler det. At Jesus har sagt, at hans Disiple altid vil være de Faa, det søger endog Mænd som Professor Rasmus Nielsen at ignorere og bekæmpe, idet han vil (hans Foredrag i Kolding) gøre Folketroen og Kristentroen identiske i Kristenheden.

At Man ester den ny Orden her paa Kirkegaarden sløjfer Gravsteder, ikke blot dem, hvor de sidste Lig kom ned for 14-16 Aar siden, men endog for tre Aar siden, og borttager herfra Træer, Planter, Buksbom, Hæk, Navn og Nummer, og strør Salt, eller hvad jeg vilde sige, Græsfrø over Ødelæggelsen, ja at man begraver Lig paa Steder, før de 20 Aar er henrundne, hvor tidligere Lig er begravede. At man har slaaet en ny Lov op udenfor to Kirkegaardsporte, hvor det bl. A. hedder, at Ingen maa køre med Vogne paa Kirkegaarden, men at man desuagtet daglig ser ikke blot uskyldige Barnevogne, men Gravers og Plantørs Vogne, baade med og uden Heste, dette kan blive Genstand en anden Gang at omtale med meget mere.

Niels Johansen.

*) Kirkegaardsforholdene har dog tidligere været berørt her i Bladet. Red.

(Social-Demokraten 6. august 1875).

Slesvig og det national-liberale Parti. (Efterskrift til Politivennen)

En af de "loyale" Præster i Sydslesvig, der i sin Tid som Officer havde deltaget i den treaarige slesvig holstenske Krig, begyndte sin Tiltrædelsesprædiken i den tysksindede Uenighed med følgende Ord: "Sidste Gang jeg var her, kom jeg som Fjende med Sværdet i Haanden, idag kommer jeg som Ellers Sjælesorger."

Det maa ganske vist have været en meget "blandet" Følelse, hvormed Menigheden hørte "Fredens Evangelium" forkynde af en Mand, hvem enkelte af dens Medlemmer maaske kunde betragte som deres Nærmestes Morder; men den Taktløshed, som den vedkommende Gejstlige udviste, er desværre intet enestaaende Eksempel paa hvad man i hin Nationalfanatismens Blomstringskperiode ansaa det for klogt at byde de Overvundne. Fordrukne, uvidende Præster, uredelige og tølperagtige Herredsfogeder var endnu almindeligere end i Danmark, og omend dette Fænomen tildels kan forklares ved den ringe Tiltrækning som en hadet og afskyet Stilling stedse maa have for enhver hæderlig Mand, saa vilde det paa den anden Side dog være umuligt at nægte, at der fra Regeringens Side i denne Retning blev udvist en overordenlig Pligtforsømmelse, idet der ganske i Almindelig hed kun toges Hensyn til saadanne Personer, der syntes at være mere stilkede til at ophidse Befolkningen ved Uvidenhed og Uforskammethed, end til at berolige den ved samvittighedsfuld Opfyldelse af deres Kaldspligter.

Paastanden om at den slesvigske Embedsstand led af store Mangler under den national-liberale Æra her i Landet, er som bekendt fremsat allerede fra anden Side, men har naturligvis mødt en forbitret Modsigelse fra det Parti, som nu i over to Aarhundreder har kvalt Folkets naturlige sunde Forstand med dumme Formaliteter, nemlig Bureaukratiet, eller som de med et mere betegnende kinesisk Ord burde hedde, Mandarinerne. Denne bornerede og herskesyge Bande var det, der i Virkeligheden skilte os af med Norge i 1814. Folket havde i en lang Aarrække været forbitret paa Embedsstanden, men deres Klager blev behandlede paa den sædvanlige imiterende Maade. Da saaledes den norske Bonde, Kristian Jensen Lofthus fra Nedenæs, i Slutningen af forrige Aarhundrede vovede at overrække Kronprinsen en Klage fra Almuen over de danske Embedsmands Undertrykkelser, blev han af en Specialkommission dømt til Fæstningsarbejde paa Livstid og døde i Agerhus Fæstning Aar 1797. I 1814, da Norge med Magt blev løsrevet fra Danmark, erindrede Folket den infame Behandling, de havde lidt i Aarhundreder, og dette var Grunden til det hastige Ophør af "Frihedskrigen" mod Sverrig, saavel som til det derpaa følgende, i lang Tid stærkt fremtrædende "Danskerhad" i Norge.

Nu er det en ny og ligesaa betydelig Del af Landet, som Bureaukratiet har skilt os af med, men hvis Nogen tror, at vi i vor nuværende reducerede Tilstand skulde være i Sikkerhed for yderligere Lemlæstelse, da turde dette være usikker saalænge ikke Folket er kommet saa vidt, at det foretrækker selv at tage Tøjlerne fremfor at lade sig forlede til politiske Dumheder af Mandarinerne. Det er derfor nødvendigt skaanselløst at blotte deres Opførsel i Slesvig for om mulig at aabne Øjnene paa dem, der endnu anser disse Folk for "Visdommens og Retfærdighedens" ægte Repræsentanter.

Det vilde imidlertid være for trættende at fremkomme med Eksempler paa det smaalige Forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede Slesvigere i Aarene fra 1851-64. Vore Læsere vil faa det bedste Begreb derom, naar de tænker paa den Behandling, der fra det samme Partis Side er blevet os Socialister tildel her i Danmark i de sidste Aar. Iøvrigt skal vi altid være villige til at fremkomme med bestemte Eksempler, hvis vore her fremsatte Paastande skulde blive dragne i Tvivl, men at Ingen for Alvor kan tænke herpaa, det vil en lille Historie maaske kunne bidrage til at vise. Da vi sad fængslede traf det sig, at en Herredsfoged af reaktionær Tjenestiver begik en temmelig betydelig Fadaise. I en Samtale med Politiinspektør H. kom vi til at berøre denne Sag, hvortil Hr. H. svarede med en haanlig Skuldertrækken: "Hvor kan De forlange Andet af det Menneske? Det er jo en forhenværende slesvigsk Embedsmand."

Skal vi saaledes, idetmindste foreløbig, ikke gaa ind paa Personalia i denne Sag, saa er der dog nogle andre herhenhørende Forhold, som vi kunde have Lyst til at omtale, da de tillige paa en Maade forklarer den Dom, der faldt i Sagen om Mødet den 5te Maj 1872.

Som bekendt beredte det slesvig-holstensk sindede Professorparti i Hertugdømmerne deres elskværdige Kolleger her i Landet en hel Del Fortrædeligheder. Ved lang Øvelse havde de faaet en saadan Færdighed i at sno sig mellem de gældende Lovbestemmelser, at det blev dem mulig at drive en temmelig kraftig Agitation for deres separatistiske Tendenser mellem den tyske Befolkning i Hertugdømmerne, uden at det var muligt for de danske Mandariner at straffe dem, medmindre de bestaaende Love aabenlyst skulde krænkes. Samtidig var den nye Straffelov under Behandling i Lovkommissionen her i Byen, og det blev derfor besluttet af Bureaukraterne at benytte denne gunstige Lejlighed til at tilintetgøre de Rester af Forsamlings- og Foreningsfrihed, som hidtil var blevet levnet Slesvigerne. Udkastet til Straffeloven indeholdt derfor en Række Bestemmelser om Lands- og Højforræderi, saa jesuitisk uklare i deres Affattelse, saa barbarisk vilkaarlige i deres Straffebestemmelser, at Ruslands og Prøissens Knutlovbøger blev til Evangelier ved Siden af dette Produkt af en "Frihedsstat". Det vilde efter dette Udkast ikke alene have været muligt at straffe selve Lands- og Højforræderne med Tugthuset eller paa Livet, men endog den, der f. Eks. blot overværede en mod Danmark fjendtlig stemt Forsamling i Udlandet, vilde have været hjemfalden til Straf. Imidlertid, mens Kommissionen tillavede denne "varme Mad" til deres "kære slesvigske Brødre", tog disse som bekendt "Udgangsbillet", og da saaledes den umiddelbare Anledning var bortfaldet, blev den allerværste af Paragraferne strøget, og de andre, endelig vedtagne Bestemmelser i Straffeloven, saaledes som de nu foreligger, giver derfor kun et ufuldstændigt Begreb om den "humane" Behandling, som Regeringen havde tiltænkt sine tysktalende Undersaatter. Dog var disse Forholdsregler ikke aldeles uden "Nytte" for de stakkels svedende Jurister, ti de Slesvigerne tiltænkte Paragrafer er jo nu med meget Held blevet anvendt paa os "statsfarlige" eller rettere "byreaukrati-farlige" Socialister.

Skulde Nogen tvivle om denne Fremstillings Rigtighed, tillader vi os at henvise ham til Straffelovens Behandling i Folketinget. Her havde nemlig Hr. Klein, der var Medlem af Kommissionen, den Aabenhjertighed selv at tilstaa, at de paagældende Straffe sigtede specielt til Slesvigerne.

* * *

Hvis man vil spørge om Grunden til, at vi er fremkomne med disse Oplysninger, da ligger den ikke fjern. Det bureaukratiske Parti, der er ved at gaa i Knæ her i Landet, tæller endnu en stor Del Tilhængere mellem Nordslesvigerne. Vi anser denne Omstændighed for at være i højeste Grad uheldig. Skal Nordslesvigerne for Fremtiden ligesom for glæde sig ved deres danske Brødres Sympati og Deltagelse, skal de stole paa, at det danske Folk under eventuelle Forandringer i Europa vil være beredt til tunge Ofre for at fri dem ud af det Slaveri, som de nu holdes i, da maa vi være forvissede om, at det ikke er en Flok blinde Tilhængere af Reaktionen, som vi skaffer os paa Halsen, men derimod en Flok prøvede, trofaste og frisindede Medborgere. For at bidrage vort til, at Slesvigerne kan faa Øjnene op for den nationalliberale Kirkes Dumhed og Ondstab er det, at vi har skrevet disse Linier, og skulde dette virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste Overbevisning, at da er det første og nødvendigste Skridt gjort til vore Brødres Forløsning fra tysk Jern- og Blodregimente.

(Social-Demokraten 5. august 1875).

Brevbefordringen fra Hellebæk. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Da det lader til, at Deres oprindelige Meddeler angaaende Postforholdene i Hellebæk ikke vil tage til Gjenmæle imod de Bemærkninger, som Hr. Administrator Moldenhawer "i Sandhedens Interesse" har troet at burde fremsætte, vil De maaskee tillade mig at fortælle den hele Sandhed og derved godtgjøre Rigtigheden af den i "Berl. Tid " givne Fremstilling. 

Der finder en daglig Postforbindelse Sted mellem Helsingør og Hellebæk Aalsgaarde. En Invalid fra den nu nedlagte Geværfabrik er af Fideicommissets Administration ansat som Postbud, og han bringer hver Morgen omtrent Kl. 8 Breve fra sit District ind til Helsingørs Postcontoir, hvorfra han saa igjen efter Morgentogets Ankomst fra Kjøbenhavn udbringer Aviser og Breve. I en Deel af Sommeren, naar Feriegjæsterne altsaa ere talrigst, bliver denne daglige Tour forøget med en om Aftenen, idet Postbudet gaaer ind til Helsingør Kl. 6 og strax vender tilbage derfra, medbringende de med Toget Kl. 3, 25' ankommende Postsager, som han ombærer samme Aften. Det maa indrømmes, at dette er en ganske anstændig Postforbindelse og en, som i de allerfleste Tilfælde maa ansees for tilstrækkelig; to Gange Post om Dagen er Alt, hvad man med Billighed kan forlange en Miil fra Kjøbstad. Heller ikke kan man sige, at Besørgelsen er dyr; Postbudet faaer, forsaavidt han ikke slutter fast Accord med de mere varige Beboere, et Par Skilling for hvert Brev han henter eller bringer, og det kan jo ikke godt være mindre Men det vil dog sees, at der ved denne Postforbindelse er idetmindste een væsentlig Mangel, nemlig den, at man ikke kan have Breve besørgede til det Kl. 7 fra Helsingør afgaaende Morgentog. Det var denne Mangel, som Postmesteren i Helsingør, Etatsraad Mühlenstedt, for en 5 a 6 Aar siden var saa forekommende at ville afhjælpe i Sommertiden. Da der fra Hellebæk Kro afgaaer Dagvogn hver Morgen lidt for Kl. 6 og hver Aften Kl. 7 lige til resp. Morgen- og Aftentoget, aftalte han med Kroforpagteren, at Kudsken skulde medtage en Brevkasse, som i dette øjemed ophængtes paa en Pæl tæt ved Kroen, og i hvilken Alle uden Vederlag kunde nedlægge deres Breve. Det var denne hensigtsmæssige og forekommende Foranstaltning, som Administrator Moldenhawer ved et Misbrug af sin Myndighed forstyrrede. Han forbød Forpagteren af Kroen som dengang henhørte til Fideicommisset - nu er den det nye Actieselskabs Eiendom - at have Brevkassen ophængt udenfor Huset og at befordre den til Helsingør, og skjøndt et saadant Forbud i og for sig ikke havde Noget at sige, saa har Kroforpagteren dog rimeligviis fundet det klogest ikke at gjøre Noget, som mishagede Godsforvalteren, og saaledes paadrage sig hans Misfornøielse. Han trak sig derfor tilbage, og Postkassen forsvandt. Saaledes forholder Sagen sig virkelig.

Naar Hr. Moldenhawer vil give det Udseende af, at den eneste Forbedring, som der for Alvor kan være Tale om i den nu bestaaende Postforbindelse, er Indretningen af en kjørende Post hele Aaret rundt og Ansættelsen af en lønnet Postexpediteur, hvilket vil koste mange Penge, saa er dette en stor Overdrivelse. Det vilde allerede være et stort Fremskridt, naar i Sommertiden Dagvognen fra Kroen kunde medføre en Postkasse til Togene Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften, i hvilken man da indtil omtrent Kl. 6 Morgen og Kl. 7 Aften kunde nedlægge Breve. Det vilde ikke medføre nogen følelig Formindskelse af Postbudets Indtægter, men paa den anden Side være til stor Bekvemmelighed far Mange. Da Kroen og Dagvognen nu ere befriede fra Hr. Moldenhawers Administration, vilde Postmesteren i Helsingør nu kunne gjenoptage sin fornuftige Idee uden at risikere en Gjentagelse af den Indflydelse, som sidst bragte den til at strande.

At der med Tiden maa komme en offentlig Landpostexpeditton fra Helsingør over Hellebæk, Hornbæk, Villingebæk til Nakkehoved og Gilleleie, tør vistnok antages for givet. Men det er ikke nødvendigt at vente paa denne fjernere Fremtid for at gjøre det antydede Fremskridt.

- b.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1875).

Administrator Moldenhower besvarede artiklen 7. august 1875, uden egentlig at fremføre nye argumenter, lige så lidt som svarene.

Det bornholmske Landpostbud Peter Jørgensen Mark. Efter en tegning af J. F. Ridder. Billedet giver måske et indtryk af hvordan et landpostbud - som det i Hellebæk - kan have set ud. Illustreret Tidende nr. 815. 9. maj 1875.

De nationalliberale og Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I

En Artikel i "Morgenbladet" for 5te Februar, i hvilken vi berørte det nationalliberale Partis beklagelige Fremgangsmaade, medens det havde Herredømmet Slesvig, fremkaldte et vidtløftigt Svar af Hr. P. E. Olsen i "Fædrelandet" af 11te Marts. Vi fandt den Gang ingen Anledning til at imødegaa Hr. Olsen, og dette er heller ikke nu vor Hensigt at indlade os med ham, da hans Svar helt igjennem var bygget paa Misforstaaelser og forvanskede Citater; han ikke alene tillagde os Ytringer og Paastande, som vi ikke havde fremsat, men gjengav endog under Citationstegn Udtalelser som vore, uagtet de ikke fandtes i vor Artikel. Da "Fdrl." af 30te Juli imidlertid atter er kommet tilbage til dette Æmne og paany søger at forsvare sine Venners Færd i Slesvig, skulle vi, hvor uhyggelige og sørgelige disse Forhold end ere, ikke unddrage os for en nærmere Belysning af denne Færd og de Forsvarsgrunde, man oftest ser Partiet benytte paa dette Omraade.

At den henved fem Aar yngre end Grundloven under 15de Febr. 1854 udgivne slesvigske Forfatning hverken gav Pressefrihed, Forenings- eller Forsamlingsfrihed, Petitionsret, ejheller af Øvrighedsmyndigheden uafhængige Domstole eller Ret for disse sidste til at paakjende Spørgsmaal om Øvrigsmyndighedens Grænser, ligesaalidt som den indeholdt noget om Boligens Ukrænkelighed og Husundersøgelses Utilstedelighed, eller om at den, der anholdes, inden en vis Tid skal stilles for sin Dommer, end sige Skattebevillingsret osv. osv. - er noget, der ikke kan bestrides. Men, sige de Nationalliberale, Skylden herfor er ikke vor, det var vore Forgængere, der indførte denne Forfatning; vi tog den kun, som vi forefandt den. Dette er paa en vis Maade rigtigt; men de Nationalliberale styrtede disse Forgængere, netop fordi de erklærede dem for reaktionære og frihedsfjendske. Hvorfor gjorde de da ikke et eneste Skridt senere til at faa Slesvigs Forfatning forandret i mere frisindet Retning? Man møder undertiden det Svar fra de Nationalliberale, at de saa inderlig gjerne vilde have givet Slesvig en friere Forfatning, men at de tydske Stormagters Optræden destoværre var til Hinder derfor. Denne Paastand er fuldstændig urigtig; thi om det end maa indrømmes, at der i Underhandlingerne af 1851-52 var udtalt det Ønske eller den Forudsætning, at man i de Forfatninger, der vare at give Hertugdømmerne, ikke udelukkende vilde tage Grundloven til Mønster, og navnlig ikke inkorporere Slesvig eller foretage noget dertil sigtende Skridt, saa var der dog deri intet til Hinder for, idetmindste for en Del at give Slesvig de samme Goder, som Grundloven hjemlede Kongeriget. At Vanskeligheden ikke laa her, kom ogsaa frem i Stænderforsamlingen af 1800, da den iøvrigt til den tydske Majoritet hørende Grev Baudissin indbragte Forslag om Indførelse af Forsamlings- og Forenings- samt Pressefrihed. I Ministeriets Svar herpaa hedder det nemlig:

"Det er ikkun en naturlig Følge af Oprøret og de dermed i Forbindelse staaende forudgaaende og efterfølgende Begivenheder, naar Befolkningen i Hertugdømmet Slesvig hidtil ikke i fuldt Maal har kunnet gjøres delagtig i forskjellige Friheder, navnlig da i dem, der ere Gjenstand for de her foreliggende Propositioner ...

Regeringen er imidlertid besjælet af Ønsket om at sætte de ikke til det tydske Forbund hørende Dele af Monarkiet, altsaa det danske Hertugdømme Slesvig og Kongeriget, paa samme Fod med Hensyn til Nydelsen af statsborgerlige Friheder, og vilde saaledes være redebon til at imødekomme de Ønsker, der fra Forsamlingens Side maatte fremkomme om en udvidet Pressefrihed og Forsamlingsfrihed, saa fremt Tiden til slige Friheders Meddelelse kunde siges at være kommen."

Det udvikles nu videre, at Tiden formentlig ikke var kommen, bl. a. forbi disse Friheder efter Erfaringens Vidnesbyrd lettest misbrugtes, fordi Befolkningen først maatte komme til Erkendelse om det ubeføjede i den tydske Presses Omtale af slesvigske Forhold, fordi man kun agiterede Befolkningen i Stedet for med Alvor, Omhu og uhildet Blik at drøfte de forelagte Lovudkast osv. osv., og først naar alt dette havde forandret sig efter Regeringens Ønske, kunde der være Tale om at begynde paa at give Friheder.

Hvad man nu end vil sige herom, saa er det i alt Fald noget ganske andet, end at Hindringerne for Friheden skulde ligge i Underhandlingerne af 1851-52. Naturligvis er det fuldkomment sandt, at selv fra den tydske Majoritets Side baade i og udenfor Stænderforsamlingen var en stærk Utilfredshed med, at Oprøret ikke var lykkedes, en Utilfredshed, der skaffede sig Udtryk paa mange Maader, og som det maatte være Regeringens Opgave at bekæmpe, dels saaledes at den ikke førte til Ulovligheder, og dels - hvad der var ligesaa rigtigt - saaledes at den efterhaanden bragtes til at forsvinde. Det er en ubestridelig Erfaringssætning, at man aldrig i Længden kan berolige eller vinde en utilfreds Befolkning ved at nægte den saadanne Rettigheder og Friheder, som den ser tilstaas dens Naboer, og at jo stærkere man gjør Tvangen, desto stærkere og mere levende bliver ogsaa Ønsket om og Bestræbelsen for ved given Lejlighed at sprænge og afkaste den. Hvorledes kunde den slesvigske Befolkning, der i Oplysning paa ingen Maade stod tilbage for Kongerigets, føle sig lykkelig ved en Ordning, der lod Borgerne uden Indflydelse paa Skatternes Bevilligelse og Anvendelse; der endog under Straf nægtede dem Ret til sammen med andre at indgaa med noget som helst Andragende til Regeringen (Petitionsret); der lænkebandt Pressen ved at knytte enhver Bladudgivelse til en særlig Bevilling, som vilkaarlig og uden Varsel kunde tages tilbage og yderligere satte Bladene under Politimesterens Censur; der nægtede enhver Adgang til ved Domstolenes Hjælp at værge sig mod ulovlige Øvrighedsforanstaltninger, og saaledes aabnede Marken for den mest ubundne Øvrighedsvilkaarlighed; der stillede ethvert Hjem blot for vilkaarlig Husundersøgelse og udsatte enhver Borger for at blive arresteret i ubestemt Tid uden at komme i Forhør eller faa nogen Afgjørelse af, om hans Fængsling var berettiget; der i lang Tid indrømmede Gendarmerne Andel i alle Bøder, der idømtes efter disses Angivelse, og saaledes gjorde det til et Erhværv for Gendarmerne at bringe Folk i Forlegenhed; der med hensynsløs Tvang og i Strid med givne Løfter traadte imellem Familiefædrenes Ret til at lade deres Børn undervise og konfirmere i hvilket Sprog, de vilde, osv. osv. - hvorledes tror man, at en oplyst Befolkning i Længden kunde føle sig tilfreds med en saadan Ordning, der dannede den mest skjærende Modsætning til Kongerigets Frihed? Da det nationalliberale Parti saaledes i sin Regeringstid i Slesvig fulgte en Vej, om hvilken det var givet, at den aldrig kunde føre til en Beroligelse eller til en Formindskelse af de i Flertal værende utilfredse Elementer, maatte en Sprængning eller dog Forsøg paa en saadan tidligere eller senere, alt som Lejligheden dertil vilde komme, med uafviselig Nødvendighed paafølge, saafremt ikke i Tide en fuldkommen Systemvexel i Regeringsmaaden fandt Sted. "Ingen Tyran i Verden - skrev Grundtvig 1860 - har endnu været saa klog eller mægtig, al han med Vold eller Magt har kunnet omvende Hjærterne til sig eller dog undgaa at afvende dem fra sig", og han føjede til, hvad Erfaringen desværre i et alt for sørgeligt Maal har bekræftet, at naar den danske Regering "enten tager eller taaler hos sine Embedsmænd halve Forholdsregler til med Hænderne at tugte Aander eller danne Hjærter, da kan man være vis paa, det faar et ynkeligt Udkald." Det var dette, der var den bedrøvelige Sandhed; men uagtet den nationalliberale Regering ved sin Færd bragte foruden det hele Tydskland en Del af det øvrige Evropa i Harnisk imod sig, uagtet advarende Stemmer lod den i Møde saavel fra Venner og Fjender udenlands som fra klartskuende Mænd herhjemme, uagtet alt trak sammen fra alle Kanter, gjorde den intet for at vinde den slesvigske Befolkning ad Frihedens Vej, men vedblev haardnakket at vægre sig ved at gribe det eneste Redningsmiddel, der stod tilbage, et fuldstændigt Systemskifte.

(Morgenbladet (København) 3. august 1875).

II.

Jo mere mon gjør sig bekjendt med det System, der raadede i Slesvig under det nationalliberale Herredømme, desto klarere vil det vise sig, at et fuldstændigt Systemskifte var den eneste Vej, ad hvilken vi kunde vente at bevare denne Landsdel for Riget. Vi have i en foregaaende Artikel i korte Træk skitseret den Tilstand, hvori vort Byrokrati holdt Slesvig; vi skulle i Dag give Ordet til en af Partiets anerkjendte Ordførere, for at Læserne af Partiets egen Mund kunne lære den Aand at kjende, som prægede Styrelsen i Hertugdømmet. Med uforbeholden Tydelighed udtalte "Fædrelandet" sig i to Artikler af 4de Januar 1856 og l0de-12te August 1857. Det skrev:

"Vi ville her slet ikke se Sagen fra et nationalt Standpunkt, vi ville blot spørge, hvad simpel politisk Klogskab tyder. I saa Henseende kan der da hentes Exempel fra den svenske Regerings Fremgangsmaade hinsides Øresund Man gik den Gang ud paa med det gode og onde at forjage alle danske Levninger fra Skaane, Halland og Blekinge .... indfødte Svensk fik stadig Fortrin ved Besættelsen af Embeder, Skolelærerposterne ikke at forglemme, en dansk Student turde end ikke som Huslærer tjene Brødet derovre, overalt i Kirker, Skoler og Huse indførtes svenske Sæder og svensk Sprog, og tilsidst gik man næsten paa Jagt etter de danske Bøger, der kunde forstikke sig hist og her i Hytterne. Følgerne af denne kloge Fremfærd bleve: at et oprindelig dansk Land, det danske Riges Vugge, hvor alt fra Bunden af til alle Tider havde været Dansk, i ikke mere end een Menneskealder var forvandlet til et fuldkommen tro og paalideligt svensk Landskab . . . Hvor langt mere naturlig vilde en lignende Fremgangsmaade af vor Regering ikke være i et saa oprindeligt dansk Land som Slesvig ... . Næppe kunde man oppebie den Fred (i Lund 1079), som Frankrig bevirkede, at Danmark uagtet sin Vaabenlykke maatte afslutte paa ulykkelige Betingelser, før det danske Sprogs Tilintetgjørelse i Skaane og de øvrige gamle danske Provinser blev det Maal, som af alle Kræfter efterstræbtes og inden faa Aar opnaaedes til Held for Sverig, men til Sorg for Danmark .... Allerede før skaanske Krig var tilendebragt, befalede Karl den 11te, at Gudstjenesten i Kristiansstad . . . skulde indrettes paa Svensk med udelukkende svensk Prædiken, der kun maatte besørges af svensk fødte Præster, og svensk Salmesang. To Aar derefter tilkjendegav Kongen Bispen af Lund, hvem Skaaningerne for hans ivrige svensk-nationale Bestræbelser kaldte en politisk Biskop, at det var hans Hensigt at sammenknytte Rigets Indbyggere ved Fællesskab i Sprog og Lighed i Kirkevæsen; derfor skulde de svenske Kirkeceremonier indføres overalt, i hele Stiftet og Ungdommen undervises paa Svensk i alle Skoler og Gymnasier som derfor burde anskaffe sig svenske ABC'er, Katekismusser, Bønnebøger og Læsebøger. Ikke blot i Kirker og Skoler, men selv i private Huse, erklærede Kongen ved en anden Lejlighed, skulde blot findes svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart man fik et tilstrækkeligt Antal svenske Bibler trykt, maatte ingen dansk indføres Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa saavidt muligt være svenske Mænd, og Provsterne bemyndigedes til uden videre Proces at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk; holdt Forældrene deres Børn borte fra de svenske Læsetimer, straffedes de med Bøder. . . . Selv de værdige danske Pibekraver maatte ikke taales . . . . Provsterne forfulgte Pibekraverne med saa megen Iver, at endog et Portræt af en sømmet Præst med Pibekrave, som hang i en Kirke, blev befalet nedlaget. ..... Forbindelsen med Kjøbenhavns Universitet afbrødes, det blev forbudt Skaaningerne at besøge det. Ligeledes blev det forbudt Forældrene at holde danske Lærere til deres Børns Undervisning. En stor Del af disse Foranstaltninger vare visselig voldsomme, men Statsklogskab paabød de fleste af dem, og for denne have saa mange hellige Rettigheder maattet vige .... *) Dog være det langt fra os befale de Midler, hvorved den svenske Statsklogskab i saa kort Tid opnaaede hint store Resultat, til Efterfølgelse overalt *) i Sønderjylland. Tværtimod, hvor Tydsk virkelige er Befolkningens Sprog (i Strækningen syd for Slien og Danevirke), der agte vi dets Rettigheder hellige. Derimod formene vi unægtelig, at en stor Del af de energiske Forholdsregler, som vi have set de Svenske anvende i Skaane, for længe siden burde have været anvendte i den Del af Sønderjylland, hvor Folkesproget fra Arilds Tid bevislig har været dansk og kun ved Tidernes Forurettelse i den sidste Menneskealder paa enkelte Steder er blevet noget tydskladent . . . ."

I god Samklang med disse Udtalelser staar, hvad det nationalliberale Partis bedste Mand som bekjendt skal have ytret, at eet med blodige Strimer skulde skrives Slesvigerne paa Ryggen, at de vare Danske. Ved en saadan Behandling bildte man sig ind at kunne opnaa "store Resultater" og vinde en Befolkning! I den slesvigske Stænderforsamling ytrede den kgl. Kommissarius ligeledes som Regeringens Mening, at naar først 15 til 30 Aar vare gaaede, vilde der herske fuldkommen Tilfredshed med de trufne Forholdsregler og ingen vilde da kunne begribe, at der var bleven rejst saa kraftig Modstand mod dem.

Lad os som en velgjørende Modsætning til disse oprørende Udtalelser anføre et Par Citater fra en anden Side. Vi gjengav i Gaar en Ytring af Grundtvig, men skulle her meddele den paagjældende Udtalelse i sin Sammenhæng. Den findes i en Artikel i "Dansk Kirketidende" før 1860, Nr. 52, som Grundtvig skrev i Anledning af Konfirmations-Tvangen i Mellem-Slesvig.

"Da jeg for tre Aar siden - begynder Artiklen - ved det første nordiske Kirkemøde strængt paatalte den Konfirmations-Tvang, som de danske Præster i Mellem-Slesvig unægtelig øve, mærkede jeg vel, at de af "vedkommende", som var til Stede, blev meget vrede derover, men de stræbte dog mere at sno sig fra den ubehagelige Sag end at forsvare den. I Aar derimod ser jeg med Forbavselse, at alle de danske Præster, med Mørk Hansen i Spidsen, som ytre sig om Sagen, paatage sig mere eller mindre at forsvare den baade fra den juridiske og den kirkelige Side, uden at nogen af dem værdiger den borgerlige og menneskelige Side mindste Hensyn. Derfor maa jeg gjøre de gode Herrer opmærksom paa, at naar de rase mod Stemmen fra Kongeriget, som højt og lydelig misbilliger den Tvang, der øves paa det danske Sprogs Vegne, enten den saa har sit Udspring fra Regeringen eller fra Præsterne, da er det ... først og sidst min Stemme, de rase imod, saa, vil de forsvare sig paa Aandens Enemærker, da maa de binde op om Lænderne og vove Dysten med en dansk Præst, der dog nok har hævdet sig Stemmeret baade i det kirkelige og i danske Anliggender, og som man næppe tør tilskrive Forkjærlighed enten for Højtydsken eller for Helstaten."

Grundtvig påaviser nu, at den Sprogtvang, der øvedes i Slesvig, i ingen Henseende lod sig forsvare. Selv om der kunde vindes nok saa meget for Dansken og Danskheden ved Tvang, var denne uberettiget og uforsvarlig, men den var tillige i højeste Grad uklog, idet Regeringen, naar den og dens Embedsmænd ikke holdt, hvad der var lovet, bestandig mere maatte fjærne de mange misfornøjede og vildledede fra sig og fra Danmark. Det var umuligt ved Vold og Magt at omvende Hjærterne til sig eller undgaa at vende dem fra sig, og naar Regeringen vilde med Hænderne tugte Aander og danne Hjærter, kunde man derfor være vis paa, det fik et ynkeligt Udfald. Det højeste, man saaledes kunde vinde ved, trods den lovlige Ligeberettigelse at paatvinge Tydskerne i Mellemslesvig dansk Konfirmation, det vilde være - sluttede han - "at pine de bedste over Slien, men da man sikkert beholdt de værste og forstærkede Hadet til alt Dansk i Sydslesvig, vilde det jo være Tab for Dansken paa begge Sider "

Paa samme Side som Grundtvig stod naturligvis Tscherning, der lige saa lidt kunde billige Tvangssystemet. Det vil være tilstrækkeligt at anføre, at han i et Skrift af 1861 "Bemærkninger om Danmarks nuværende politiske Stilling" udtalte sig for "en saa god, saa folkelig, saa lidt sproglig-national, saa virkelig indfødt slesvigsk Regering i Slesvig, at Slesvigerne føle sig lykkelige derved.

*) Udhævet af os.

(Morgenbladet (København) 4. august 1875)

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895) var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling for det danske mindretal og støttede sprogreskripterne 1852-1864. Han var ven med den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. I 1860 udtalte Mørk Hansen: "at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siden havde lidt og endnu led under ... Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønsket herom næredes heller ikke af Befolkningens Flertal". 

Af det tyske flertal i hertugdømmerne var han berygtet og anset for en fanatiker. Han blev arresteret og afskediget den 23. juli 1864 afskediget. Hans udgivne afskedsprædiken, blev beslaglagt af politiet i Haderslev. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.

Møde paa Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Sag om Overtrædelse af Helligdagsanordningen. Den 9de d. M. indfandt Formanden for Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger, Barbeer Klein samt Bestyrelsesmedlemmerne, Cigarmagerne Johnsen og Kiefert, sig hos Politidirecteuren i hans Embedslocale paa Politikamret og meddeelte, at Centralbestyrelsen havde besluttet at afholde et offentligt Arbeidermøde paa Nørrefælled Søndagen den 18de d. PR. Kl. 4½ Efter at Politidirecteuren tilkjendegav dem, at en saadan Meddelelse ikke var tilstrækkelig, men at der ifølge Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 udfordredes Politiøvrighedens Tilladelse, og at de derfor vilde have at indgive skriftligt Andragende om fornøden Tilladelse, hvilket tillige maatte indeholde Oplysning om, hvad der agtedes forhandlet paa Mødet; dette Andragende skulde da strax blive taget under Overveielse, og Afgjørelsen dem meddeelt. Den 14de indfandt Formanden sig atter hos Politidirecteuren for at meddele, at Kjøbenhavns Magistrats Samtykke til Afbenyttelse af Fælleden til det ommeldte Møde var indhentet. Ved denne Leilighed erholdt Formanden den samme Tilkjendegivelse som ovenfor anført. Den følgende Dag blev der vel tilstillet Politidirecteuren en skriftlig Anmeldelse om Mødet, men intet skriftligt Andragende om Tilladelse til dets Afholdelse, hvorimod Centralbestyrelsen i en Anmeldelsen ledsagende Skrivelse til Politidirecteuren udtalte som sin Formening, at det ifølge Grundlovens § 88 ikke var nødvendigt at bede om særlig Tilladelse til at afholde Mødet, efterat der af Kjøbenhavns Magistrat var anviist en Plads til dets Afholdelse. Samme Dag var der i "Social-Demokraten" blevet indrykket en Bekjendtgjørelse, hvori Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger indbød alle Arbeidere i Kjøbenhavn og Omega til det omtalte offentlige Møde, og bemeldte Bestyrelses Formand blev derefter anmodet om at give Møde hos Politidirecteuren samme Dags Eftermiddag Kl. 2. Formanden nægtede imidlertid at give Møde efter en mundtlig Anmodning, og han tilsagdes derfor skriftligt til Møde den følgende Dag. I dette Møde erkjendte han at have tilstillet Politidirecteuren den ovenomtalte Skrivelse og Anmeldelse samt indrømmede, at Bekjendtgjørelsen i "Social-Demokraten" for den 15de Juli hidrørte fra Centralbestyrelsen. Det blev derefter Barbeer Ernst Vilhelm Klein i hans Egenskab som Formand for den ommeldte Centralbestyrelse tilkjendegivet, at ligesom samtlige Medlemmer af nævnte Bestyrelse og den ansvarlige Redacteur af Bladet "Social-demokraten" vilde blive satte under Tiltale ved Politiretten for den Overtrædelse af den citerede Paragraph af Helligdagsanordningen, hvori de ved at beramme og indbyde til det omhandlede offentlige Møde allerede havde gjort sig skyldige, saaledes vilde yderligere Tiltale imod dem finde Sted, saafremt Mødet virkelig afholdtes, uden at Politiets Tilladelse dertil forud var indhentet. Efterat derefter "Social-Demokraten" for Søndagen den 18de Juli havde indeholdt en ny Bekjendtgjørelse om Mødets Afholdelse, fandt dette Møde Sted samme Dag fra Kl. 4½ til Kl 6 1/4 paa Nørrefælled i Nærheden af St. Johanneskirken, i hvilken der netop samtidig afholdtes Gudstjeneste. Dirigent ved Mødet var Smed Adam Petersen og Talerne vare: Poul Geleff, Skomager Hørdum, Skibstømrer Poulsen, Barbeer Klein og Cigarmager Johnsen. I Forbindelse med den Sag, der var anlagt imod Fagforeningernes Centralbestyrelse og Redacteuren af "Social-Demokraten", S. Larsen, blev nu Tiltale for at have afholdt Modet uden Politiets Tilladelse iværksat imod Centralbestyrelsens Medlemmer som Indbydere, samt mod Dirigenten og samtlige Talere. Efter hvad der bragtes i Erfaring, vare følgende frie Fagforeninger centraliserede, nemlig: Vævernes, Cigarmagernes, Snedker- og Stolemagernes, Skomagernes, Smede- og Maskinarbejdernes, Skrædernes, Sadelmagernes. Billedskjærernes, Murernes, Modelleerarbeidernes, Huustømrernes, Dreiernes, Skibstømrernes, Formernes, Gjørtlernes, Arbejdsmændenes og den blandede; Medlemmerne af Centralbestyrelsen vare Cigarmagerne Kiefert og Jensen, Arbeidsmand Petersen, Skraber Jensen, Xylograph Touscher, Modelsnedker Kuntze samt Gjørtlerne Kiefert og Jensen.

Sagen forhandledes idag i den offentlige Politiret. De Tiltalte vare foruden de alt nævnte endvidere esternævnte Repræsentanter for vedkommende Fagforeninger, nemlig: Snedkerne Andersen og Lamp, Skomager Lindberg, Smedene Thomsen og Hansen, Stræber Berglund, Sadelmager Joerien, Skibstømrerne Trueljen og Holm og Typograph Foltmer, Sidstnævnte som Repræsentant for den blandede Fagforening.

Eflerat de Mødende havde erklæret sig over, hvorvidt de ansee sig ansvarlige for den i Centralbestyrelsens Møde fattede Beslutning om Arbeidermødets Afholdelse og Indbydelsen til samme i "Social-Demokraten", erklærede Formand Klein paa samtlige Tiltaltes Vegne, at de ønskede Sagens Forhandling udsat for at afvente Resultatet af et til Justitsministeriet indgivet Andragende om at faae den behandlet ved Landets almindelige Domstole - hvorved sigtedes til den samlede Criminal- og Politiret - for den eventuelle Appels Skyld, samt om at Sagen maatte blive anlagt imod Foreningen som saadan og ikke med dens enkelte Medlemmer. Dommeren erklærede derefter, at han vilde udsætte Sagen til næste Retsmøde for at conferere med Politidirecteuren i Anledning af det fremkomne Andragende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juli 1875).

Helligdagsanordningen blev ret vilkårligt fortolket. I Kalundborg blev Isted-slaget fejret en søndag på Møllebakken. Deltagerne marcherede dertil, der blev  holdt taler og derefter spise- og drikkegilde uden at politiet greb ind. Flere aviser gjorde opmærksom på at anordningen tilsyneladende blev brugt politisk således at den mest ramte ikke-Højre-arrangementer.

Den Sag, som det kjøbenhavnske Arbeiderpartie har ladet reise angaaende Forbudet imod at holde offentlige Møder under aaben Himmel om Søndagen, nyder ikke den Interesse indenfor vor juridiske Verden, som man kunde være tilbøielig til at troe, da Spørgsmaalet jo her synes at dreie sig om et "Princip". Sagen er den, at hele den juridiske Verden er enig om hvad Udfaldet vil blive, idet Dommen kun kan komme til at gaae Arbejderpartiet imod. Det er sørgeligt, men ubestrideligt. Grundloven siger vel i sin § 88, at Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede under aaben Himmel, men denne Ret tilhører dem kun i det Omfang, som den øvrige bestaaende Lovgivning tilsteder. Helligdagsanordningen af 1845 staaer endnu ved Magt baade en gros & en detail og Grundlovens § 88 har ikke ophævet dens fameuse § 11. Politiedirecteuren har derfor ikke overskredet sin Competence, idet han forbød eller vel rettere nægtede at give sit Samtykke til Fælledmødet den 18de f. M., men det vilde have stemmet godt og nøie overeens baade med Humanitetens og Retssædvanens Bydende, om han offentligt havde bekjendtgjort, at Helligdagsanordningens § 11 herefter vilde blive bragt i Anvendelse ligeoverfor politiske Møder og andre Folke forsamlinger om Søndagen. Det er nemlig en Retssædvane at en slig offentlig Kundgjørelse finder Sted, naar Øvrigheden paany vil sætte en i længere Tid uændset eller forbigaaet Lovbestemmelse i Kraft; dette gjorde Politiedirecteuren saaledes ifjor ligeoverfor det i saa lang Tid tolererede Billetprangeri uden for det kongelige Theater. Denne Mangel paa Hensynsfuldhed fra Politiedirecteurens Side vil - saaledes antages bet almindeligt af kyndige Jurister - lede til, at de Paagjældende kun ville blive idømte den ringeste Bøde, som Helligdagsanordningen foreskriver, men i selve "Principet" er Tabet af Sagen for dem og Alle, som elske vor Frihed og de Rettigheder, den skjænker os, alligevel særdeles betydningsfuld. Der bliver nu ikke Andet for, end at det - forhaabentligt gjenforenede Venstre til Efteraaret paa en eller anden Maade faaer slaaet en Pæl igjennem den taabelige Helligdagsanordnings taabeligste Paragraph.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. august 1875).

Efter avisernes omtaler af hvor politisk anordningen blev håndhævet, begyndte Estrup-regeringen at håndhæve helligdagsanordningen noget hårdere, så det også ramte Højre-folk, fx forbud mod politiske møder om søndagen. En håndhævelse ville under alle omstændighederne ramme arbejderne hårdest eftersom de kun havde fri om søndagen til at gå til møder under åben himmel. 

Efterhånden udvidedes forbuddet også til andre områder. Dog afholdtes folketællingen i 1880 på en - søndag. I Præstø blev Snesere Skyttekreds forbudt at afholde en skyttefest. Af aviser var det mest det nationalliberale Fædrelandet og dens aflæggere som støttede denne linje.

Kriminalretten idømte den 7. september 1875 centralbestyrelsens 5 medlemmer mulkt på 30 kr, 13 fagforeningsformænd 20 kr. Redaktøren  af Social-Demokraten blev frifundet. 

Pigeskoler og lærebøger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Skolevæsen.

III.

(Sidste Artikel.)

Pigeskolerne har vi i denne Skildring af Skolelivet ikke villet tage Hensyn til, da Undervisningen i disse gennemgaaende paa alle Omraader er saa slet, at den staar under al Kritik; Beviser derpaa har man indtil Haandgribelighed i den Mangel paa Aandsdannelse og Overblik, det langt overvejende Antal af Kvinder udviser. En væsenlig Grund dertil ligger i, at de fleste Pigeskoler er meget smaa, saa Mødrene idelig kan gribe ind og tage allehaande Bestemmelser om Sysager og lignende Fag, samt i at Lærere og Lærerinder viser en aldeles forkastelig Opfattelse af deres Hverv. Som Lærer fungerer i Reglen Teologer, der overensstemmende med deres Stilling aldrig aabner en Videnskabsbog og som Følge deraf er ganske uvidende, mangler Overblik og besidder som Kundskab kun nogle spredte forvitrede Brokker fra deres eget Skoleliv. Undervisningen er enten salvelsesfuld Patos eller gækkende Narreri, der paa det modtagelige Kvindesind, navnlig blandt de ældre Disciple, ikke undlader at fremkalde en tilsvarende Refleks. Hvad gør det, ræsoneres der, det er jo kun Pigebørn, og de faar da ikke saadan Brug for Kundskab, at den behøver at være saa grundig. Lærerinderne frembyder ogsaa ofte et tragikomisk Skue; det synes, at den Omstændighed, at de selv har modtaget en fyldigere Uddannelse, har indgivet dem en Slags Foragt for deres eget Køn, ti de lægger sig efter at være mandhaftige og optræder i Skolen som en kommanderende Gymnastiklærer for Fronten af en Deling Rekruter. Samtidigt straaler dog hele deres kvindelige Forfængelighed frem i usvækket Glans, idet de er smykkede, som var de i en Selskabssal mellem Medbejlerinder til Skønhedens Pris. Naturligvis gives der baade af Lærere og Lærerinder heldige Undtagelser, som tilstræber at være, hvad de bør være.

Foruden de Fag, der allerede er nævnede, skal vi gennemgaa: Religion, Dansk, Historie, Geografi, Naturhistorie og Naturlære. Religion, hvorfor skal dette Faglæres i Skolerne, lad Forældrene og Søndagsskolerne om det; der bør i Skolerne ligesaa lidt læres religiøs Trosbekendelse som politisk. - Dansk burde ordnes saaledes, at stadig de Tanker, som gemmes i Ordbetegnelserne, bliver dragne frem og udviklede; herved vilde den almindelige Begrebsforvirring, som nu hersker, forsvinde. Opfattelsen af en Ide vilde blive hurtigere; Forstaaelsen indbyrdes lettere; Bedømmelsen retfærdigere; man vilde mere flyvende og klarere kunne forklare sig end nu, hvor man saa ofte mærker Famlen efter Ord, og hin Færdighed vilde være saa meget nyttigere, som Tiden synes stærkere og stærkere at drive Alt frem til Varetagelse at de offenlige Anliggender; kort og godt, Tanken vilde komme i livligere Bevægelse, Filosofien blive populær, praktisk og til almen Nytte og ikke som nu en Befordrer af Aandsulighed. - Hvad Historie angaar, saa findes endnu ikke skreven en ordenlig Lærebog i dette Fag. Alt hvad man har, er Kongekrøniker og Krigshistorie; som Eksempel behøver man blot at læse: Lærebog i den nyere Historie ved Bohr, 4de Udg., Pag. 234-44, Bonapartes Felttog i Italien 1726. Det, der mest burde lægges Bind paa ved Historielæsning, var en sammenhængende Skildring af Kulturudviklingen, medens Krige og Personer kun bør nævnes, hvor der ved dem er sket Spring eller bratte Overgange i Udviklingen. Krige, som har været blotte Røvertog, og kronesmykkede Folkemordere, som ved umenneskelige Blodsudgydelser har søgt at pirre Liv i deres enerverede Kadavere, dem bør Foragten og Fordømmelsen kaste Forglemmelsens Slør over. - Geografien burde give et fyldigere Billede af Natur- og Folkeejendommelighederne i de forskellige Lande; Geologi (Læren om Jorden), Etnografi (Læren om Folkestammerne), Statistik og Statsorganisationen maa ikke udelades eller fejes af i et Par Linier. - Naturhistorien indskrænkes ofte til Zoologi (Læren om Dyrene), men Botanik (Læren om Planterne) og Mineralogi (Læren om Stenarterne) maa tages med, det Almindelige og Systemet maa fremstilles klart samtidig med at Skildringen af det Enkelte bliver tiltalende og giver et forstaaeligt Billede; Dr. Lütken har været ret heldig i den første Henseende men ikke i den anden, Sahlertz er fortrinlig som Fortæller, men mangler System; dersom en Bog udarbejdedes med disse to Bøger for Øje, fik man en god Lærebog paa dette Omraade. - I Naturlære benyttes i Reglen Prof. Holtens Fysik; angaaende Bogens Fremstillingsmaade og Sprog kan Enhver dømme ved at læse et Par Sider i den, vi vil ikke opholde os derved, men da Bogen skal gælde for en afsluttende Lærebog, saa maa vi paavise en stor Mangel ved den: den mangler et Afsnit om Meteorologi (Læren om Vejret) og Astronomi, to Fag, hvis Genstande Dag og Nat fremstiller sig for vort Blik. Et nyt Fag burde ogsaa almindelig indføres i Skolen, nemlig en Udsigt over vort Lovvæsen. De forenede Kirkeskoler har, saa vidt vides, begyndt dermed; ønskeligt var det, om andre fulgte efter. Grunden til, at Skolebøgerne er saa daarlige, som de er, maa søges i den Omstændighed, at Enhver, som finder Lyst dertil, giver sig af med at skrive dem; følgelig er der en overordenlig Vrimmel af dem; nogle kommer formelig i Mode, florere en kort Tid, og saa kommer atter andre, dette Forhold har sat Splid mellem Skolen og Familien, idet Forældrene, som i og for sig er ganske rimeligt, klager over de mange Udgifter til Bøger, regelmæssigt hvert Aar og mange Gange midt i Aaret. For at undgaa denne Ulempe, burde der altid fra Kultusministeriets Side udsættes Præmier for Udarbejdelsen af de Bøger, der føltes Trang til.

- - -

(Social-Demokraten 16. juli 1875. 3. del af en serie om uddannelses- og skolesystemet i Danmark. Uddrag).

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 1/4: Typografernes Forbund (1869-1877). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

I marts 1873 var R. P. Jensen blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer som konstitueredes i Almindelig dansk Velfærdsforening. Den havde da omkring 1.100 medlemmer. Foreningens formål var at dele arbejdslønnen så ældre arbejdere kunne få råd til livsfornødenheder, samt sikre bedre uddannelse af de ældre. (Se Socialisten 18. marts 1873). Formand for Velfærdsforeningen var Lunde. Ved den årlige generalforsamling i april 1874 udtalte R. P. Jensen at indenrigsministeren havde søgt at få en kommission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene, men at "det forenede Venstre" havde hindret dette. Dog gav kommissionen ifølge en anden taler heller ikke arbejderne noget håb. Foreningen udgav "Arbejderbladet" med folketingsmand Lunde og R. P. Jensen som redaktionssekretær. Lunde fik i starten af 1874 Jensen fjernet efter en strid og med et betydelig tab af medlemmer. 

“Typografisk Forening” stiftet 12. juni 1869 og overlevede som fagforening til 1993. Dermed var den en af Danmarks første socialistiske fagforeninger - den første var cigarmagernes “Enigheden” fra 1. september 1871. Louis Pio og fleres agitation fik i 1875 foreningens formand R. P. Jensen grundlagt “Almindeligt dansk Typograf-Forbund”. 

Typografforeningens historie er skildret på denne hjemmeside:

1876 havde typgrafforeningen 16 afdelinger med 186 medlemmer. Heroverfor stod arbejdsgivernes sammenslutning “Foreningen af danske bogtrykkere”. I 1876 angives R. P. Jensen af være "Social-Demokratens" folketingsreferent. I oktober 1876 blev den gamle tarif fra 1874 opsagt og der blev etableret strejke med blokade af to avistrykkerier. R.P. Jensen havde kun 4.500 kr. til understøttelse af 175 strejkende, og andre arbejderorganisationer støttede ikke. I utilfredshed med R. P. Jensen annonceredes i Social-Demokraten 1. oktober 1876 at der ville blive dannet en socialpolitisk forening af typografer. Ved hjælp af strejkebrydere fra Tyskland og den almindelig økonomisk afmatning måtte typograferne opgive 5. december og forbundet blev opløst. Medlemstallet i “Typografisk Forening” faldt til under 100 og R.P. Jensen nedlagde sin post. Social-Demokraten skrev skadefro: “Det kommer der ud af en strejke, naar man ikke har underordnet sig under det samlede Arbejderparti”. 

Arbejdsnedlæggelse blandt Typograferne. I forgaars Aftes var de københavnske Typografer indvarslet til et Møde i "Glacisholms" Lokale paa Vesterbro. De Mødendes Tal var henved 250. Den typografiske Forenings Formand, Typograf R. P. Jensen, oplæste en Skrivelse, som, tilligemed et Tarif-Udkast, der tilsigter faste Bestemmelser for Arbejdets Betaling, af Typograferne var sendt til Principalerne for at tilvejebringe Forhandlinger mellem begge Parter. Principalerne havde imidlertid ikke villet gaa ind herpaa, men i Stedet for at give Møde sendte seksten af dem Typografernes Delegerede et Svar, der var en ligefrem Afvisning. At dømme efter den Modtagelse, som dette Svar fik, lader det til. at Typograferne ikke vil lade sig "lumpe" - som en Typograf udtalte paa Mødet -, men give Svar paa Tiltale. Forsamlingen vedtog desuden en resolution, hvori den udtalte sig for at fastholde Tarif-Udkastet, som det, trods Principalernes Enighed om en Afvisning, er Typografernes fast Forsæt at søge gennemført ved ethvert Middel, der staar til deres Raadighed. Denne Protest fik en forøget Betydning derved, at en Arbejdsnedlæggelse bebudedes i Rigsdagens Trykkeri, og, efter hvad vi erfarer, er det virkelig blevet til Alvor med Truslen, idet samtlige Typografer i Gaar Eftermiddags forlod Trykkeriet. Det vedtoges tillige paa Mødet straks at oprette et Strejkefond og udgive et ugentligt Organ. Skønt det af flere paa Mødet faldne Udtalelser kunde synes, som om man med Arbejdsnedlæggelsen kun har til Hensigt at give Principalerne en gavnlig Lektion, der er vel fortjent, er der dog adskilligt, der tyder hen paa, at Bevægelsen kan blive af større Omfang, og at Rigsdags-Trykkeriets Standsning danner Begyndelsen til fortsatte partielle Strejker. Vi kan ikke Andet end lykønske Typograferne til denne Samdrægtighed og enige Optræden, der ledes med Dygtighed og Energi.

(Socialisten 10. december 1873)

Annonce fra Dags-Telegraphen (København) 10. december 1873, hvori R. P. Jensen som typografernes formand annoncerer strejken i Rigsdagens Trykkeri.

"Typograf-Tidende" er Navnet paa et Ugeblad, som fra 1ste Jan. udgaar hver Fredag, redigeret af Typograf R. P. Jensen. Bladet vil ifølge sit Program arbejde for Typografernes Interesser dels ved at virke for, at "den typografiske Forening" vinder i Fasthed og Omfang, og dels ved at gie en Fremstilling af, hvad der i teknisk Henseende er værd at vide for Bogtrykkerkunstens Udøvere. De sociale Spørgsmaal vil det kun behandle, for saa vidt Fagets Interesser berøres deraf og det haaber ved at tage del i Diskussionen at kunne vikre forsonende og udjævnende mellem de modstræbende Interesser. Bladet indeholder i sit første Numer foruden Program og mindre Meddelelser en Beretning om de Skridt, Typograferne her i Byen gjorde i Slutningen af forrige Aar for at opnaa bedre Lønningsvilkaar og faa Søndagsarbejdet afskaffet. Som bekjendt strandede Fordringen om Søndagsarbejdets Afskaffelse paa "Dagstelegrafens" Udgiveres, Ferslew & Ko.s Modstand; men der er dog Haab om, at denne utvivlsomt billige Fordring senere vil kunne gjennemføres.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1874).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1874 for "Typograf-Tidende".

Onsdagsforeningen afholdt i Gaar Aftes Aarsmøde til Stadsfæstelse af Ændringer i Lovene. Til Bestyrere for næste Aar valgtes Cand. jur Hørup, Høker Jensen, Fabrikant Christensen, Lærer Schjerner, Cand. Christensen, Gjestgiver R. S. Krag i Fortunstræde og Redaktør, Formand for typografisk Forening R. P. Jensen.

(Folketidende for Midtsjælland 29. januar 1874).

Dagstelegraphen beskyldte i maj 1874 R. P. Jensen for at være skyld i at den typografiske forening fik 2 frieksemplarer af "Socialisten". Hertil svarede R. P. Jensen i Morgenbladet 9. maj 1874 at alle aviser blev lagt frem, også Dagstelegraphen. I 1876 kørte de konservative blade som fx Dannevirke og Jyllandsposten en kampagne imod Onsdagsforeningen hvor de betegnede den som socialistisk, heriblandt også R. P. Jensen. Flere provinsaviser var dog opmærksomme på at han ikke var det. Hvilket også fremgår af nedenstående referat: 

Møde af Typografer. I Mandags Aftes afholdtes efter Indbydelse af 8 Typografer et efter typografiske Forhold ret godt besøgt Møde i Fagforeningernes Lokaler i Borgergade 69. En af Indbyderne, Hr. Foltmar, indledede Mødet med er Par korte Bemærkninger om Møders Hovedformaal, nemlig at faa Typografernes Stemning at kende i Anledning af den af Centralkomiteen til Bestyrelsen for den typogr. Forening indgaaede Skrivelse, om en Tilslutning til de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. Efter at Hr. J. F. Jensen var valgt til Dirigent og Foltmar nærmere havde udviklet Indbydernes Stilling til det foreliggende Soørgsmaal, tog Hr. Klein (Vengeur) - den sandsynlige Formand for Arbejderpartiets Centralbestyrelse, som var mødt paa Indbydernes Opfordring - Ordet, for at udvikle Centralisationens Betynign for Arbejdersagens og Arbejderpartiets Stilling i Samfundet, saavel i social som i politisk Henseend; han vilde ikke gaa ind paa Typografernes rent faglige Interesser, da han ikke var tilstrækkelig med i dette Spørgsmaal, men fremhævede stærkt, at en isoleret Forening for Fremtiden ikke vilde have nogen Betydning i Samfundet, da det navnlig gladt om at organisere Arbejderne til et samlet Arbejderparti i "social" Retning, uanset, hvilke politiske Anskuelser der maatte være tilstede hos de enkelte Individer eller i en enkelt Fagforening. Derefter fik Hr. Heinemann Ordet og maatte i Et og Alt slutte sig til den foregaaende Taler og i stærke Udtryk betegnede han Formandens, Hr. R. P. Jensens Interesse for Typografernes Vel for "Humbug", når hverken han eller Bestyrelsen kunde indse, at vore faglige Interesser kun kunde varetages ved en stærk centralisation, og fremhævede, at naar et enkelt Kompagni eller en Bataillon vil handle paa egen Haand og fjerner sig fra sit Centralpunkt, da gaar det den visse Undergang imøde; Ligesaa vilde det gaa med Typograferne ved at skulle udelukkes fra det store almindelige Arbejderparti. - Foltmar opfordrede dernæst den tilstedeværende Formand for den typografiske Forening til at udtale sig angaaende Bestyrelsens Standpunkt overfor det foreliggende Spørgsmaal. - R. P. Jensen indrømmede, at der var tilstillet ham en Opfordring fra Centralkomiteen om at slutte sig til denne, men at Bestyrelsen paa et Møde om Søndagen havde besluttet ikke at lade Forslaget nyde Fremme. Han ansaa det for uheldigt, om Typograferne sluttede sig til en Centralbestyrelse, som arbejdede for Indførelsen af den socialistiske Stat, hvilken vilde skabe en Utopi, som han ikke vilde bidrage til at fremskynde. Typograferne havde Lejlighed nok til at gøre deres politiske Interesser gældende i de Partiforeninger, som bestaar, og han fraraadede at indføre Politik i den typografiske Forening. - Klein imødegik Taleren Åunkt for Punkt; han ansaa netop Fagforeningernes Opgave for at være baade social og politisk; ti hvilken Arbejder vilde vel ikke stræbe hen til t. Eks. at faa Valgretten udvidet. Naar man fremhævede, at den socialistiske Stat vilde skabe en Ufrihedstilstand, da var det aldeles fejlagtigt, ti vor Løsen var: Lige Ret for Alle og Ingen skulde tvinges imod sin Overbevisning. - Foltmar fremhævede, at den typografiske Forening, saaledes som den nu stod, aldeles ikke arbejdede efter de Formaalsbestemmelser, der fandtes i Lovene, hverken som Fagforening eller som Understøttelsesforening, og anførte navnlig den egenraadige Fremgangsmaade, der vistes overfor indsendte Forslag. Der hvilede en Søvnighed og Ligegyldighed over Foreningen, saavel hos Bestyrelsen som hos Medlemmerne, og disse var mere tilbøjelige til at kritisere og ironisere over enhver Sag, end til at underkaste denne en nærmere og alvorlig Drøftelse; vi maatte virke hen til et virksomt og kraftigt Foreningsliv og lade alle gode Kræfter komme til sin Ret. - R. P. Jensen fandt, at der blev taget Hensyn til Enhver, men han fastholdt, at Bestyrelsen maatte have Ret til at bestemme, hvilke Genstande, der burde nye Fremme. -Til Slutning bemærkede Dirigenten (Stifteren af den typografiske Forening) at han stod i Opposition til den nuværende Bestyrelse, saalænge denne førte og ledede Foreningen paa den Maade, som den nu gjorde; det var forresten mærkeligt, at Jensen nu aldeles havde skiftet Anskuelse, idet han tidligere var meget ivrig for at indføre Politik i Foreningen og nu var aldeles derimod. Han anbefalede at vedtage en Resolution, som gik ud paa, at Bestyrelsen for den typografiske Forening skulde forelægge Spørgsmaalet om en Tilslutning til Centralbestyrelsen for Medlemmerne paa en ekstraordinær Generalforsamling; men da der ved den foretagne Afstemning kun var 1 Stemmes Forskel, kan der egenlig ikke siges at være fremkommet et afgørende Resultat. Der vil med det Første blive indvarslet til et nyt Møde, forhaabentlig i næste Uge, og der vil da fremkomme Forslag til Dannelsen af en typografisk Fagforening, som ikke vil gaa ud paa nogen Adsplittelse, ti i alle faglige Interesser bør og skal vi staa hinanden bi; men dens Formaal vil være at skabe et kraftigere Foreningsliv blandt typograferne, ligesom ogsaa at slutte sig til de Spørgsmaal, hvor en fælles Optræden sammen med andre Fags Arbejdere er nødvendig. 

(Social-Demokraten 20. maj 1874).

Den senere navnkundige redaktør for Social-Demokraten, Emil Wiinblad var dengang formand for Svendborg typografiske Forening og strejkede omkring 1874 for en kammerats uretfærdige afskedigelse, men fandt ikke støtte fra Typografforeningen København. Wiinblad vendte herefter tilbage til København. R. P. Jensen plejede omgang med rigsdagsbønder og hældede mod Venstre. De andre ledere var mest højremand: A. F. Decher der dog senere blev Social-Demokratens redaktionssekretær og efterfulgte R. P. Jensen.

Det nye Venstreblad i Hillerød skal ifølge "Helsing. Dagbl." redigeres af Typograf R. P. Jensen, Formand for den typografiske Forening i Kjøbenhavn og Redaktør for "Typogr. Tid."

(Dags-Telegraphen (København) 12. september 1874).

Voldgiftsretter. I "Dagens Nyheder"s Gaarsnumer forekommer en Artikel om "Voldgift mellem Arbeidsgivere og Arbejdere". Den ærede Forfatter nævner. at den nylig stiftede "Forening af danske Bogtrykkere" i sine Statuter har vedtaget at stræbe hen til Oprettelsen af en Voldgiftsret, og han tilføier, at "det vilde være ønskeligt, om den maatte have større Held med sig end dens Forgængere" (Forsøg af Bygningssnedker Mestrene og "Grovsmedeforeningen af 1873"). Den, som ikke har noget nærmere Kjendskab til de sociale Brydninger, der finde Sted indenfor det typografiske Fags Omraade, maa af den anførte Fremstilling saa Troen paa, at Voldgifsretten vilde staa som en Kjendsgjerning, naar blot Typograferne ikke sætte sig derimod. Jeg skal her tillade mig at oplyse, at de danske Typografers Organ, "Typograf Tidende", forrige Aar gjentagende fremhævede Voldgiftsretten som en særdeles gavnlig Institution, der burde indfores snarest muligt. Det var ikke uden Paavirkning af disse Udtalelser, at Bogtrykkerieierne, samtidig med, at de vedtog den nugjældende Sættertarif (November s. A.) fremsatte for Typograferne et Forslag til en voldgiftsrets Nedsættelse. Typograferne gik strax beredvillig ind paa Forslaget og gav en Delegation Bemyndigelse til at forhandle paa deres Vegne, men da der skulde gjores Alvor af Sagen, og Forslaget skulde realiseres, trak Bogtrykkerieierne sig tilbage, uden nogensomhelst Foranledning fra Typografernes Side, og uden at der saa Meget som kom en Sammenkomst i Stand med Typografernes Delegation, trods dennes Opfordring. Maa jeg udbede mig den ærede Redaktions Tilladelse til, at Nærværende kan fremkommet "Dagens Nyheder" som en oplysende Bemærkning til Artiklen om Voldgiftsretter.

Ærbødigst
R. P. Jensen
Formand i "Den typografiske Forening".

(Dagens Nyheder 17. april 1875)

Strejken i "Dagens Nyheders" Trykkeri er nu endt, idet Trykkeriejeren er gaaet ind paa de stillede Fordringer, der som bekendt gik ud paa en Lønningsforhøjelse af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver og Indskrænkning af Arbejder om Aftenen. Det glæder os, at Typograferne ved denne Lejlighed, har vist det Sammenhold, der udfordres, naar der skal sættes Noget igennem, og det glæder os ligeledes, at Formanden for "Almindeligt dansk Typografforbund", Hr. R. P. Jensen, øjeblikkelig satte Trykkeriet i "Blokadetilstand", da Strejken udbrød.

(Social-Demokraten 2. juli 1875).

Diskussionen i fagbevægelsen fortsatte ind i 1880'erne om hvorvidt man skulle organisere sig efter fag og uddannelse eller efter arbejdsplads og branche, på tværs i lokalområderne eller efter fag på landsplan, centraliserede eller decentraliserede. Organisationsformen blev efterhånden organisering efter fag. Industrien anvendte i vid udstrækning faglært arbejdskraft. Kun arbejderne i de allerede gennemindustrialiserede brancher som tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, keramiske arbejdere og papirfabriksarbejdere organiserede sig fra begyndelsen i industriforbund. Det betød at en stor gruppe af ufaglærte kvinder og mænd ikke uden videre kunne indpasses i organisationsformen. Den stadige indvandring af ny og villig arbejdskraft fra landet til byerne i 1880'erne og 90'erne gjorde det vanskeligt at overbevise disse tusinder af tilvandrere om, at de burde organisere sig. De kom ofte fra udpræget liberalistiske og selvbevidste gårdmandsmiljøer og ville ikke vide af den "spændetrøje" på deres personlige frihed, som de mente en organisering ville indebære.

Bevægelsen i "Dag Nyh." Sætteri. Hr. Redaktør! For nedenstaaende Bemærkninger, der fremkomme i Anledning af en i "Dag. Nyh "s Nr. 179 under Rubriken "Striden i "Dag. Nyh."s Sætteri optagen Artikel, som Følge af hvilken vi have indsendt en Svarskrivelse, som det nævnte Blads Redaktion imidlertid har fundet det passende at nægte Optagelse, udbede vi os Plads i Deres Ærede Blad.

Den omtalte Artikel i "Dag. nyh." stempler en af os i "Typograf-Tidende" given Fremstilling af Forholdene i "Dag. Nyh."s Sætteri som lidende af "saa væsenlige Urigtigheder", at Redaktionen har "anset det for nødvendigt at bryde den Tavshed, den hidtil har iagttaget". Ved Læsningen Heraf opstod der hos os en ganske naturlig Frygt for, at vor Gjengivelse af de af Bladets Sætterpersonale opstillede Punkler i en af dem foreslaaet ny Arbejdsordning samt af Udgivernes Stilling til disse ikke skulde være i Overensstemmelse med de virkelige Fakta; ved at konferere den med den Fremstilling in extenso "Dag. Nyh" indeholder af de nævnte Punkter, overbevistes vi imidlertid om, at vi havde refereret fuldstændig korrekt. Altsaa kunde "Urigtighederne" ikke ligge heri. Nej, det eneste urigtige, vi ved et omhyggeligt Studium have set os i Stand til at opdage, er, at vi have tilladt os at kalde Sætternes Fremgangsmade "særdeles human". En saadan Betegnelse er nu en Gang en Dissonants i d'Hrr. Udgiveres Øren.

Naar det Blad, man redigerer, er af temmelig smaa Dimensioner, er det en Selvfølge, at man seer sig nødsaget til at begrænse sit Stof efter en ikke ganske ringe Maalestok. Af denne Grund har "Typ. Tid." ikke set sig i Stand til at gjengive de Forhandlinger, der førtes mellem Udgiverne og Sætternes Delegerede, men har mattet indskrænke sig til kort og godt at meddele Begivenhedernes Gang. At Sætterne i Begyndelsen havde i Sinde øjeblikkelig at nedlægge Arbejdet, var os ligesaa bekjendt, som at de ikke desto mindre efter moden Overvejelse gave deres Principal 14 Dages Opsigelse; imidlertid tro vi at have handlet rigtigt i at bedømme dem efter deres Handlemaade og ikke efter den øjeblikkelige Fortrydelse, de have følt ved at se deres Andragende afvist. Naar man veed, at en Sætter under de tidligere for os saa uheldige Konjunkturer ikke sjælden var udsat for at blive vist Døren, naar der opstod en lille Uenighed mellem ham og Trykkeriets Bestyrer; naar man har et blot flygtigt Kjendskab til de nuværende Arbejdsforhold, i Følge hvilke øjeblikkelige Arbejdsstansninger høre til Dagens Orden; naar vi bemærke, at "Dag. Nyh."s Udgivne i sin Tid have antaget Sættere, der som Følge heraf gave Afkald paa ret lønnende Pladser andetsteds, for efter nogle Ugers Forløb at skabe Forhold, der nødvendiggjorde deres Afskedigelse - selvfølgelig have ogsaa Andre brugt denne Fremgangsmaade - , og naar vi endelig paa Sætterpersonalets Vegne se os i Stand til at afgive den Erklæring, at det ikke er sig bevidst at have afsluttet nogen Kontrakt angaaende en vis Opsigelsesfrist - Meddelelsen om, at der existerer en saadan Kontrakt, maa aabenbart bero paa en fuldstændig Misforstaaelse - , da tro vi, man med os vil erkjende, at Sætterne have vist en ganske betydelig Humanitet og Hensynsfuldhed overfor Bladets Udgivere ved trods baade juridisk og moralsk Berettigelse at overlade dem 14 Dage, i hvilke de kunne søge at skaffe sig andre Sættere.

De af Sætterne opstillede Fordringers Berettigelse skulle vi ikke indlade os paa at prøve, da formentlig kun Fagmænd ville kunne danne sig en begrundet Mening herom; vi skulle kun undtagelsesvis nævne den af Sætterne foreslaaede Forhøjelse i Satsprisen af 2 Øre pr. 1000 Bogstaver at faa Lejlighed til at gjøre en Bemærkning til en os Udgiverne til dette Forslag stillet motiveret Ændring, i Følge hvilken "Satsprisen bliver 28 Øre pr. Tusind (som hidtil), da Bladets Status for Tiden ikke tillader nogen Forhøjelse. Saa snart Bladet balancerer, er der intet til Hinder for en Forhøjelse". Vi respektere naturligvis fuldstændig disse Grunde, sete fra et Udgiverstandpunkt, men for Arbejdere ere de dog uholdbare. Den gyldne Sentens "En Arbejder er sin Løn værd" forekommer os at have ligesaa god Hjemmel nu som tidligere, og vi kunne ikke med vor bedste Villie indse, at t. Ex. A s Arbejdere, der muligvis ere nogle daarlige Subjekter, skulle være berettigede til at fortjene et Par Kroner mere om Ugen end den flittige og ædruelige Arbejder hos B., alene fordi denne enten har Uheld med sig eller er en mindre dygtig Forretningsmand.

Naar Hr. R. P. Jensen, Formand for "Den typografiske Forening", beskyldes for Tvetungethed, fordi han overfor det nævnte Blads Udgivere skal have udtalt et og i "Typ.-Tid." skrevet et andet, skulle vi oplyse, at vi i det vedkommende Ruiner af Tidenden staa anførte som Redaktører af denne, ligesom Artiklen om Bevægelsen i "Dag. Nyh."S Sætteri hidrører fra os. Vi haabe, at denne Oplysning vil være tilstrækkelig til at bevirke, at den ene Tunge bortfalder.

At d'Hrr. Udgivere af "Dag. Nyh." ikke have tilsendt os deres kritiske Bemærkninger til Optagelse i "Typ. Tid."  - der ubetinget vilde have staaet til d'Hrr's Disposition, selv med Bekostniger af et Dobbeltnummer - har forundret os en Del. Læserne af "Typ. Tid.", der alle paa ganske faa Undtagelser nær ere uddannede i Faget, vilde med Lethed kunne danne sig en Mening om den foreliggende Dag; læser man derimod i et Dagblad Beretningen om den nye Arbejdsordning i "Dag. Nyh."s Sætteri, føler man dog uvilkaarligt, at den allerstørste Del af Bladets Læsere, for hvem Typografien er fuldstændig ukjendt, i det højeste vil give sig til en haabløs Gransken for at finde det Facit, der kommer ud af 2 Ø. mere pr. 1000 Bogst., at den, der muligvis er i Besiddelse af alle andre gode Egenskaber, men lider af den Mangel ikke at være Typograf, vil fare fuldstændig hjælpeløs omkring i den skematiske Satses Mysterier, og at ren og blandet Talsats, spatieret Sats og Korrekturgodtgjørelse, der hver for sig kunne gjøre en oplært Sættet Bryderi nok, ere Ting, der paa grund af deres Uforstaaelighed ville kvalifisere sig til at betragtes med en grænse Ligegyldighed af den gunstige Læsere, hvem vi paa ingen Maade kunne fortænke heri.

Til Slutning kun dette: Vi kunne særdeles vel forstaa, at den ærede Redaktion af "Dag. Nyh." finder noget vist Tillokkende i at kunne føre et Angreb, samtidig med at den unddrager den Angrebne ethvert Forsvarsvaaben; denne Kampmaade er af den nyere Tids krigskyndige bleven stemplet som fuldstændig hæderlig, og vi maa selvfølgelig bøje os for deres Kompetence. Derimod forstaa vi ikke ret det ærede Blad, naar det, i samme Moment, som det finder, at Sagen er den store Offenlighed uvedkommende, ikke desto mindre bringer den frem for den Offenlighed, som den "formentlig er uvedkommende". "Typ -Tid.", der indeholdt vor af "Dag. Nyh." kritiserede Fremstilling, vilde have bragt d'Hrr. Udgiveres Artikel netop til det Publikum, der kunde have Interesse af at læse den.

J. C. Henriksen, Frederik Olsen
p. t. Redaktører af "Typ. Tid."

(Morgenbladet (København) 14. juli 1875)

S. Ferat: Typografipresse (1890). Anskuelsestavle. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som tidligere omtalt har der blandt Arbejdsgivere og Arbejdere i Bogtrykkerfaget været besluttet at oprette en Voldgiftsret; efter en Del Forhandlinger er dette nu sket. For Bogtrykkerejernes Vedkommede ere DHrr Lauritzen og Valentin valgt og for Typografernes DHrr J. C. Henriksen og R. P. Jensen.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 25. august 1875).

I Ringsted dannedes i Gaar en Afdeling af almindelig typografisk Forening. Dennes Formand, Typograf R. P. Jensen, der paa Foreningens Vegne i Sommer har gjennemreist Landet og samlet Typograferne fra de fleste Bogtrykkerier i Landet, har nu omtrent fuldført de Forarbeider, der er nødvendige til Foreningens videre Udvikling. Paa enkelte af Sides liggende Trykkerier nær, staar egenlig kun Holbæks tilbage. Paa Mødet i Ringsted mødte fra Zahles Bogtrykkeri Eieren, Faktoren, Trykkeren og de to Typografer, der alle meldte sig ind i Foreningen og valgde Typograf S. K. Johansen til Foreningens Formand. Denne kan under sig samle andre Typografer; naar en Afdeling tæller mindst 1o Medlemmer, har den Adkomst til at afgive en Stemme ved et almindeligt Møde af alle Landets Foreninger, der skal holdes inden Juli næste Aar. Hovedforeningens Formand, der udviklede Foreningens Grundsætninger og Hensigter, modtog en levende Paaskjønnelse for sin Virksomhed.

(Folketidenden 18. oktober 1875).

Typograferne har længe andraget paa en Lønningsforhøjelse, og denne Sag blev endelig af Mestrene, efter en forudgaaende Sammenkomst med 6 Dagbladsejere, i Torsdags Aftes afvist med alle Stemmer mod en. Vi faar nu at se, hvorledes Hr. Formand R. P. Jensen klarer den Sag; han har jo i højre Toner talt om Typografernes "gode Organisation", og at de kunde "hjælpe dem selv" uden at tage deres Tilflugt til os fæle Socialister. Det sidste er jo meget heldigt, da Typografernes Flertal selvfølgelig ikke under en eventuel Strejke vil kunne gøre Regning paa Understøttelse af Arbejderpartiet eller Arbejderpressen.

(Social-Demokraten 17, december 1876).

Typograferne led et fuldstændigt nederlag. R. P. Jensen blev efterfulgt af Adolf Frederik Decher (1851-1901) som fik styr på foreningens økonomi. Han var formand i 7 år. I 1882 var han korrekturlæser og faktor ved Social-Demokraten, senere blev han bladets redaktionssekretær. Han blev syg i foråret 1901 og døde i december samme år. 

Strejken blev i årene efter gang på gang fremhævet som hvor galt det kunne gå, fx i nedenstående tilfælde:

Striken i Bygningssnedkerfaget.

- - -

Vi skulle saaledes nævne et Exempel, der er saa oplysende i denne Retning, at det fortjener al kjendes i videre Kredse. Det var under Typografstriken, der som bekjendt lededes af daværende Præsident for Typografforbundet, Hr. R. P. Jensen, og - som Størsteparten af Striker - fik et ynkeligt Udfald, at en tro og skikkelig, flittig og stræbsom Arbejder lod sig forlede til at nedlægge sit virkelig gode og indbringende Arbejde paa et af Kjøbenhavns større Trykkerier. Omtrent et Par Aar efter at Striken var endt og Arbejdet gjenoptaget, aflagde en god Bekjendt af Arbejderen Besog i det paagjældende Trykkeri. Arbejderen var vel taget i Arbejde igjen, men han havde faaet Plads i en Krog og fik kun mindre godt og som Følge deraf mindre indbringende Arbejde. Han fortrød da haardt. at han havde ladet sig forlede til at gaa med til Striken og udtalte, at han beklagede dybt den Nød, hvori han havde nedstyrtet sin Familie og sig selv, hvilket var dobbelt pinligt for ham, da hans gode Plads og hans gode Arbejde nu var optaget af en Anden.

Som det er gaaet denne Arbejder, vil det utvivlsomt gaa mange Bygningssnedkere, først for sent vil de komme til at opdage, at Dhrr. Førere have ført dem bag Lyset ved at foregjøgle dem en Tilstand, de ikke kan naa gjennem Umedgjørlighed og Arbejdsnedlæggelser.

Nød og Elendighed er Strikernes uundgaaelige Følge. Arbejdsgiverne miste undertiden under en Strike flere Kunder, som enten gaa til Udlandet, eller vente til roligere Tider med at lade deres Arbejde udføre og Arbejderne kan aldrig faa oprettet de Tab de lide, og det af den simple Grund, at det kan være haardt nok for en Familie at slaa sig igjennem, naar der haves dagligt Arbejde, hvorfor Gjæld, Pantsætning og Laan for den Tid, Striken har varet, vil trykke haardt og tungt i altfor lang Tid efter Strikens Ophør.

Ved denne Strike kommer en ny Side af Sagen frem. nemlig Mestrenes Lock out, der kan faa meget beklagelige og ubehagelige Følger for Arbejderne. Det er nemlig en given Ting, at naar Mestrene gjenoptager Virksomheden, vil de i højere Grad, end under en almindelig Strike, vrage mellem de Arbejdere, de antage, og maaske mange Mestre for lang Tid vil indskrænke deres Virksomhed. Der vil saaledes let blive et større Antal Arbejdere, som, selv om Striken er ophørt, vil have stor Vanskelighed ved at faa Plads igjen, og svaledes, naar ogfaa Strikekassen bliver udtømt, værc henviste til den rene Nød og Elendighed.

Man maa imidlertid haabe, at der dog findes nogle fornuftige Arbejdere, som vil slaa sig løs fra det socialistiske Førerskab, førend de faa for haardt at føle, at under et saadant Regimente vil der kun blive Fattigdom og Jammer at høste.

(Sjællands-Posten 13. juni 1889).