Er det til nogen Nytte at være Medlem af en Fagforening?
Dette Spørgsmaal bliver saa ofte rejst af Kvinder, naar rnan taler til dem om Organisationen. Vi skal der betale Kontingent 25 Øre om Ugen, siger de, hvad faar vi for de Penge; de, som staar uden for Organisationen, kan jo arbejde som vi andre, og de er fri for at betale Kontingent.
Ja ganske vist har de maaske Arbejde ligesaavel som de organiserede, men de staar aldeles retsløse overfor Arbejdsgiverne og maa finde sig i de Forhold, som disse mer eller mindre vilkaarligt byder. Thi veed Arbejdsgiveren, at hans kvindelige Arbejdere - i dette Tilfælde tænker jeg navnlig paa Syersker - staar i deres Organisation, er han nødt til at tage noget Hensyn ogsaa til deres Mening. Jeg skal ganske kort omtale, hvad en enkelt forretnings Syersker har opnaaet i de sidste Dage ved Organisationens Hjælp.
Omtalte forretning forfærdiger for største Delen Bomuldsarbejde, og Syerskerne havde der som saa mange andre Steder staaet ligegyldige overfor Organisationen, men efterhaanden som Tiden gik, sank Arbejdslønnen, og Syerskerne følte, at de stod magtesløse. De besluttede da at melde sig ind i Fagforeningen og sendte derefter en Skrivelse til Fagforeningen med Beklagelse over den stedfundne Lønreduktion. Nogle Møder afholdtes og en Henstilling til vedkommende Forretning om at betale højere Arbejdsløn blev ikke tagen til Følge. Syerskerne nægtede da alle at tage Arbejde Hjem paa de gamle Betingelser.
Rasende derover sendte Arbejdsgiveren en Skrivelse til Foreningens Bestyrelse med Fordring om at faa opgivet, hvem der havde givet Anledning til, at der blev rørt op i hans Sager, disse skulde afskediges af hans Forretning. Samtidig havde vi imidlerlid indbudt ham til en Forhandling om Sagerne, og det kan kun siges, at den i alle Retninger førte til en tilfredsstillende Ordning for de organiserede Syersker. Saaledes maatte Arbeidsgiveren gaa ind paa at betale 18 og 20 Øre for smaa Drengebenklæder, som han for kun gav 15 - 16 á 19 Øre for, det bliver en Merfortjeneste af 2 a 3 Øre pr. Par. eller, lavt regnet, at en Syerske syr 6 Par om Dagen, en Merfortjeneste af 12-18 Øre om Dagen, 72-108 Øre om Ugen. Og naar vi regner med 48 Arbejdsuger i Aaret, 56 Øre til 51 Kr. 84 Øre om Aaret.
Et andet Arbejde, Bomuldsbenklæder til Voxne, vil der i Fremtiden blive betalt 5 Øre mere for end hidtil; det bliver 30 Øre mere om Dagen, naar der opstilles samme Regnestykke som ovenfor nævnt, 90 Øre om Ugen og 43 Kr. 20 Øre om Aaret.
Og da Syerskerne havde erklæret, at de ikke vilde arbejde sammen med 2, som ikke var i Foreningen, gik Fabrikanten ind paa at afskedige disse, saafremt de ikke til 1ste December var blevne Medlemmer af vor Forening. Som man ser, førte vor Forhandling kun til Fordel for de organiserede Syersker; og saaledes er det selvfølgelig altid til Gavn og Nytte at staa i sin Fagforening.
De Tal, som her er fremsatte, maa mer end tydeligt nok vise, at de 25 Øre, som indbetales om Ugen til Foreningen, eller 13 Kr. om Aaret, kommer igjen med større Rente end nogen Bank kan give. Hav derfor ikke saa mange Betænkeligheder, eller lad Tiden gaa med at spørge til hvad Nytte.
Naar I skal være med i Arbejdet, da vær med som maalbevidste, organiserede Arbejdere, der forstaar at hævde deres Stilling og at blive respekteret.
Andrea Nielsen.
(Aftenbladet (København) 26. november 1901)
Andrea Johanne Marie Brochmann, født Nielsen (1868-1954). Familie. Forældre: cigarfabrikant Lauritz Christian Nielsen (1842-1918) og herreskrædder Anna Pedersdatter (1842-92) som var formand for de Kvindelige Herreskræderes Fagforbund.
Andrea Nielsen var født i et socialdemokratisk arbejderhjem, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, aktiv i kvindebevægelsen (De samlede Kvindeforeninger) og var med til at udgive kvindeforeningernes tidsskrift "Hvad vi vil". Arbejderkvinderne havde i modsætning til den daværende kvindebevægelses overklassekvinder, dobbeltarbejde: husarbejde. Det havde kvindebevægelsens kvinder tjenestefolk til.
Andrea Brochmann gik 1875-83 på Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Da der ikke var råd til at hun blev lærer, blev hun i stedet herreskrædder. I Dansk Skrædderforbund var der blandt de mandlige svende uvilje mod kvinderne, og da Andrea Nielsen i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de københavnske systuer, sagde den daværende formand for skrædderforbundet at “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme kvinder”. Hun var formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF) 1887-1909 deri starten havde godt 35 medlemmer. Men holdningen i Dansk Skrædderforbund ændrede sig. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte en strejke (se artiklen Syerskerne i Provinsen, 14. april 1899). 1.000 kvindelige skræddere nedlagde arbejdet for at få udarbejdet en fælles prisaftale og dermed ensartede lønninger. Arbejdsnedlæggelsen varede i 14 dage og førte til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. (Se artiklerne herom på bloggen)
Andrea Nielsen var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Hun talte om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke.
Andrea Nielsen blev gift 1905 med journalist, politiker Jens Peter Brochmann (1870-1937) og de to arbejdede sammen på avisen Social-Demokraten.
Andrea Brochmann forblev formand indtil 1909, 1899-1909 tillige medlem af Dansk Skrædderforbund og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. Så udtalte hun at hun var “nervøs og træt” og desuden efter sit giftermål ikke længere i faget.
I 1907 trak de socialdemokratiske kvinder sig ud af Kvindeforeningers Valgretsudvalg, og dannede Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening hvor hun var formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet - man ikke ønskede at optage særskilte kvindeorganisationer. Selv da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, fastholdt Socialdemokratiet modstanden mod særskilt kvindeorganisering.
I forbitrelse over Socialdemokratiets kvindepolitik var hun i 1908 medstifter af Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) og efter 1912 tillige formand. Det var partiledelsen meget utilfreds med - “separatistiske tilbøjeligheder” kaldte Thorvald Stauning det. Da kvinderne for første gang kunne opstille til Folketinget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder: Andrea Brochmann og Helga Larsen. Det Radikale Venstre opstillede ni kvindelige kandidater. Kun Helga Larsen blev valgt. Først i 1929 (på bl. a. Sylvia Pios initiativ) dannedes socialdemokratiske kvindeudvalg. Senere blev hun valgt til Landstinget 1926-32 og 1933-40.
Andrea Brochmann var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen. Her argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hun argumenterede for opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg.
Se også Silkehusets"s Syersker, om forholdene i 1902 Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation, 23. januar 1923.
Andréa Brochmann blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Urnen stod i kolumbariet indtil 1974, hvorefter den blev nedsat et ukendt sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar