Den religiøse Bevægelse paa Bornholm. Fra Aakirkeby skrives til os: For omtrent 16 Aar siden begyndte her paa Bornholm ved Pastor Trandbergs Prædiken en stærk religiøs Bevægelse. Allerede tidlig var Trandberg paavirket af Søren Kirkegaard og delte dennes Syn paa Folkekirken, hvorfor han ogsaa, da han optraadte med sin stærke Bodsprædiken, tillige slog haardt til Folkekirken og dens Præster, af hvilke ikke faa saa skjævt til det fremkaldte Røre. Dog tænktes der vist ikke paa endnu at træde ud af Folkekirken; det var først, da baade Kirkeministeren og Sjællands Biskop havde nægtet Trandberg og hans Venner Tilladelse til at benytte Kirkerne udenfor den sædvanlige Kirketid, at Tanken modnedes, vistnok paa den anden Side styrket ved den kjøbenhavnske Fripræst Grunnets Skildring af, hvor dejligt det var at være fri for Folkekirkens Tvang.
Under Pastor Trandbergs Vejledning uddannedes unge Mennesker til at være Lægprædikanter, som saa udsendtes til at holde Forsamlinger. Af Øjenvidner skildres deres Vidnesbyrd som dygtig strængt, men fattigt paa Evangeliets Lys og Varme. En af disse Lægprædikanter, en forhenværende Smed, Kristian Møller, blev ikke længe efter Udtrædelsen uenig med Trandberg angaaende en anden Lægprædikant, og i Sommeren 1864, mens Trandberg var i Jylland, lokkede Fripræst Grunnet Kristian Møller til Kjøbenhavn og ordinerede ham. Paa denne Rejse traf Møller sammen med en Skomager Andersen, der nu er Lægprædikant, og ved ham tændtes, efter Møllers egen Mening, et nyt og stort evangelist Lys i hans Hjærte. Fra nu af vendte han sig mere og mere imod Trandberg, og han gik saa vidt, at han erklærede alt, hvad han tidligere havde talt, altsaa hvad han havde lært af Trandberg, for "noget forfærdeligt Tøj". Pastor Trandberg afskedigede ham som Lægprædikant; men hin havde alt vundet de andre Lægprædikanter for sine Lærdomme tilligemed mange andre, godt Halvdelen af Frimenighedens Medlemmer. Dog bleve de staaende i Frimenigheden, hvorfor Trandberg for at blive fri for dem, da de aandeligt og hjærteligt havde vendt ham Ryggen, maatte foreløbig nedlægge sin Gjerning som Fripræst, indtil hans Venner atter valgte ham, idet de tillige vedkjendte sig den kristne Menigheds Daab med Forsagelsens og Troens Ord, medens de udtalte tig misbilligende om Kristian Møllers hele Færd, navnlig hans Tiltale til Trandberg, som om denne var en forstokket og ubodfærdig Synder, hvem han vilde ryste op af "Sikkerheden".
Saaledes stod nu i Foraaret 1868 Pastor Trandberg med en betydelig formindsket Frimenighed, medens Kristian Møller og hans Venner stode udenfor uden at høre til nogen Menighed. Med Møller i Spidsen dannedes nu en Forening, som kaldtes "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme"; men de dannede ikke, som man skulde tro havde været Tanken med Møllers Ordination, nogen egenlig Frimenighed, hvorimod flere af dem vendte udvortes tilbage til Folkekirken, hvad stadig flere have gjort, skjønt de i Grunden foragte den. Det er, efter hvad en af dem har udtalt, af Klogskabshensyn, idet Møller og de andre Prædikanter mene, at de ikke saa let kunde vinde Indgang paa Sjælland, i Jylland og andre Steder, om de vare udtraadte af Folkekirken.
At Kristian Møller kunde vinde saa megen og saa hurtig Indgang herovre, kan nærmest forklares af, hvad Pastor Trandberg selv tilstaar, at hans første Virksomhed nærmest var en Opvækkelsesvirksomhed, saa de opvakte ikke vare komne langt ind i Naadens og Evangeliets Hemmeligheder. Derfor maatle Møllers tilsyneladende evangeliske Forkyndelse være en Lettelse for mange, der havde været tynget af Lovens Frygt.
Skjønt Trandberg altid har holdt Sakramenterne i Ære, har han dog først senere, vistnok ved Pastor Birkedals Paavirkning, kommet til at se dem mere i den kirkelige Retnings Lys, lige som han paa flere Omraader er bleven paavirket noget i den Retning. Med Hensyn til Folkekirken har han ogsaa noget forandret sin Mening, saa han og hans Frimenighed har ladet sig optage som Valgmenighed i den danske Folkekirke.
En af de Møllerske Hovedlærdomme er den, at vi blive frelste ved "Guds frie uforskyldte Naade" i Kraft af Jesu Død. Denne Tanke er jo fuldstændig kristeligt men kommer man til Møllerianerne med Spørgsmaalet om, hvorledes denne Naade modtages, ser det noget tvivlsomt ud, og ser man. hvorledes de for at gjøre Vorherres Naade stor, stille Sagen paa Spidsen og bruge nogle skrækkelig opskruede og let misforstaaede Udtryk, da er det betænkeligt nok, selv om man tager Ordene i den bedste Mening. Jeg skal blot efter Pastor Trandbergs "Sendebrev" til Krist. Møller anføre et Par. "Gud er Dig lige naadig, enten Du horer, drikker, stjæler, eller Du i Andagtstuer ligger paa Dine Knæ og beder". - "Ogsaa efter at Du er bleven troende, bliver Dit Hjærte lige ondt, raaddent, vederstyggeligt, urent". I Lighed hermed ser man dem drøfte Apostelen Pavli Ord: "Voxer i Vorherres og Frelsers Jesu Kristi Naade og Kundskab". At vore i Kundskab kan nok lade sig gjøre, mene de, men ikke i Naade.
Med Hensyn til Tilegnelsen af Vorherres Naade i Daaben, da synes der enten at være Uklarhed til Stede hos den Møllerske Retning, eller ogsaa er der noget, som ikke tør siges rent ud. Medens saaledes Møller i en Tilføjelse til Oversættelsen af et Skrift, som kaldes "Kristi Blod", ikke vil nægte, at Daaben er et Gjenfødelsesmiddel, og skriver adskilligt smukt om Daaben, saa er der meget i samme Skrift, som synes at gjøre Indrømmelsen temmelig betydningsløs. Saaledes findes anført som den hellige Skrifts Vidnesbyrd om Gjenfødelsen Joh. 3, 3: "Uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige", og dertil føjet den Bemærkning, at det er Grænseskjællet (mellem den gjenfødte og den uigjenfødte), at den gjenfødte kan se Guds Rige: - medens Joh. 3, 5: "Uden nogen bliver født paany med Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige", er aldeles fortiet, skjønt det er Skriftens Hovedvidnesbyrd om Daaben som Gjenfødelsesmiddel. Der synes heri at ligge et Fingerpeg paa, at Vejen skal holde aaben for andre Gjenfødelsesmidler, ligesom ogsaa Møller ved en given Lejlighed søgte at bortforklare Ordet "Vand" i ovennævnte Skriftsted, saa det kun skulde være en billedlig Betegnelse "for Aand", ligesom det i en Oversættelse af Skriftet "Kristi Død" af J. Traasdahl er forklaret ved "Ordets levende "Vand", vidnesbyrdet om Jesus". I Møllers Oversættelse af Skriftet findes følgende Udtalelse lige foran hans Omtale af Daaben: "Derfor er det ved hans Kundskab, den levende Kundskab om Jesus, som den Helligaand ene kan give, denne er det som virker guddommeligt Liv i Din Sjæl. - Jeg tror derfor ikke at tage fejl ved at mene, at de ikke, skjønt de tale meget om at gaa til Kristus selv, have nogen Tanke om Kristus boende i Hjærtet, men kun om Kristus som Gjenstand for Tanken, hvorfor deres egenlige Gjenfødelsesmiddel bliver den hellige Skrift, som de altid kalde "Guds Ord", eller vel rettere deres egen Prædiken, deres egen Opfattelse af Skriften, "det nye Lys." Retningen bliver saaledes en Slags Skrifttheologi; baaren oppe af en stærkt religiøs Alvor, som giver den en Slags Liv; men om det kan holde sig i Længden og forplante sig til kommende Slægter, tvivler jeg om. Skriftkundskab lægges der derfor meget Vind paa baade hos unge og gamle, og paa Missionsmøderne holdes vidtløftige Drøftelser om den rette Forstaaelse af et eller andet Skriftsted, der rigtignok undertiden underligt sønderlemmes for at faa det passet ind i Lærebygningen. Nøglen til Skriften er vel nærmest Svenskeren Rosenius' Skrifter, hvori Spiren til adskilligt Skjævsyn maa søges, men dog forøget og udviklet af Kristian Møller."
Dens Levevis er pietistisk afholdende fra alle Forlystelser; Herrens Dag kaldes paa jødisk Vis Sabbat og opfattes saaledes. Fædrelandskjærlighed, Folkelighed betragtes som Verdslighed og Ugudelighed, man skal holde sig fra. "Man skal ikke opmuntre Folk til Fædrelandskærlighed, de ere verdslige nok endda," hedder det. Det er grundet i deres mørke Syn paa Mennesket som en bundfordærvet Skabning, en Djævleunge Derfor kan man ogsaa se en ung Mudder sidde sukkende ved sil lille Barns Vugge, som om det var en stor Ulykke, at Vorherre havde skjænket hende saa kostelig en Gave.
Den styggeste Side hos dem, der rigtig ere hildede i de Møllerske Lærdomme, turde være deres stærke Dømmesyge af alle Prædikanter, hvem der ikke prædike som de, ere Lovprædikanter; at alle, der ikke have samme "Lys" som de, ere ubodfærdige, uomvendte, der vandrer paa Fortabelsens Vej. Der er dog mange i Danmark, der bygge deres Salighed paa Vorherres Naade og ikke paa egne Gjærninger, som derfor ikke selvklogt drager Vorherres Naademidler, Daaben og Nadveren, men tage imod dem som de Midler, hvorved Kristus meddeler sig selv med al sin Fortjeneste og sin Herlighed; men alle disse enfoldigt Troende skulde vandre paa Fortabelsens Vej, fordi de ikke kan tale om Naaden paa samme Maade som Kristian Møller, ikke saa ensidigt lægge Vægten paa Kristi Blod og Syndernes Forladelse med Forbigaaelse af de andre Led i Trosbekjendelsen. Deri ligger en yderligere Stadfæstelse af, at Retningen er en Kuirdskabsretning, der sætter "Lyset" som Hovedsagen, mens andre kristlige Retninger, der bygge paa Fællestroens Grund, kunne have meget forskjellige Meninger i Lys og Lære og dog kjende hverandre for Brødre.
For at vinde Tilhængere rejser Kristian Møller og hans Hjælpere stadig omkring paa Sjælland, i Jylland eller andre Steder, helst hvor der tidligere har lydt Bodsprædiken, da de bedst kunne fiske i rørte Vande. Skjønt de udvortes staa som Medlemmer af Folkekirken, have de dog alle Vegne, hvor de vinde nogen betydelig Indgang, deres Missionshuse, der benyttes til Prækenforsamlinger og Drøftelsesmøder. At de ikke sætte mere Pris paa at have Sakramenterne i deres egne Forsamlinger, synes at stadfæste, hvad ovenfor er skrevet om deres Forkyndelse som Hovedsagen.
Nogen egenlig virksom Del taget Retningen ikke i det politiske Liv, undtagen maaske nogle af dem møde til Valg; de vælge vist altid i Venstreretning, hvilket naturligvis maa ligge nær for alle, som trænge til Religionsfrihed; men af den Grund uden videre at henføre dem til det forenede Venstre gaar naturligvis ikke an.
Hvad man for Resten kan have imod dem, maa man dog prise dem for deres Sammenhold og Dygtighed til at sætte noget igjennem, om man end maa sige, at de have en Maade at skaffe Pegemidler paa, som er mere praktisk end skjøn, især set fra et kristeligt Stade. Ved Syforeninger og Gaver skaffes en Del Sager, som bortsælges ved Kapkjøb paa deres Missionsmøder, hvor der saa ofte betales mere end det dobbelte af Værdien og det mangen Gang af Giveren selv, der saa atter skjænker Gaven til Bortsalg. Der kan i det mindste være Fare for, at den kristelig ydmyghed ved saadan Lejlighed kan sættes paa temmelig haard Prøve.
M. M. Smidt.
(Morgenbladet (København) 8. oktober 1876).
Peter Christian Trandberg (1832-1896) opgav i 1858 sin præstestilling og blev fri prædikant. I 1863 dannede han en frimenighed (fra 1868 Luthersk Missionsforening). Der var stor opbakning til den nye menighed, og der blev rejst mange kapeller/missionshuse rundt omkring på Bornholm. De fleste af frimenighedens medlemmer meldte sig i 1868 ind i folkekirken igen og blev tilknyttet Luthersk Mission. Trandberg rejste til Jylland, hvor han blandt andet virkede for Indre Mission i Esbjerg i et stykke tid. 1882 udvandrede han til USA, hvor han bl.a. virkede som præst for danske udvandrede og lærer ved præsteseminarier.
I en nekrolog (1896) hed det:
Pastor Trandberg.
Naar Budskabet om Trandbergs Død i disse Dage flyver Verden rundt, er det værd et Øjeblik at standse og betragte en af disse i vor Tid sjældne Skikkelser, en virkelig Idealist, skriver "Østj. Folkbl."
Han stammede fra Bornholm, var Bondesøn og blev Student. Stærkt religiøst greben førtes han, under Paavirkning af Søren Kirkegaard, mere og mere bort fra den officielle, verdsliggjorte Kristendom henimod et ideelt Syn paa Kristendommen og dennes Fordringer til dens virkelige Tilhængere.
Som ung Kandidat optraadte han mod Statskirken "den store Skøge" Han vilde vække Syndbevidstheden, lære Folk at skelne mellem ægte og falsk Kristendom, mellem kristeligt og verdsligt. Disse rene Tanker fik han Lov at virke for en Tid som Kapellan i Jylland (Tjeles, hvor han traf sin senere Hustru, derefter paa Bornholm, hvor han hurtig fik saa godt som hele Øens Befolkning til at flokkes om sig, og gav den paa Øen raadende Nationalisme dens Grundstød. Men Myndighederne kunde selvfølgelig ikke i Længden finde sig i Trandbergs Fremgangsmaade, og der dannedes da en Frimenighed om ham.
Skønt Trandbergs Opgave i Begyndelsen var at vække Syndserkendelsen, var han ingen mørk, pietistisk Fanatiker. Derfor kunde han heller ikke stemme med de mest yderliggaaende af hans Kreds, og der kom en Splittelse, som førte til, at de mest fanatiske udsondrede sig under Smed Chr Møller ("Møllerianerne", "Bornholmerne", "Luthers Missions-Forening"), medens Trandberg igen traadte ind i Folkekirken med sin Menighed som Valgmenighed i Kirken "Bethania" ved Aakirkeby, hvor senere en grundtvigsk Frimenighed har dannet sig om den bekendte Præst Marius Jensen
Trandberg forlod sin Fødeø som en af de stærkest religiøst bevægede Egne i Danmark, opholdt sig derester i Esbierg, hvor han vakte et lignende Røre som paa Bornholm, og tog saa til Amerika, til Chikago. hvor han har opholdt sig og virket siden.
Den samme ideelle Begejstring og Energi, som han lagde for Dagen i Danmark, udfoldede han ogfaa i Amerika. Han fik dannet en lille Menighed, som kun ydede ham og hans Familie en tarvelig Løn Han dannede en Præsteskole, hvis Elever betalte for Ophold og Undervisning, naar de kunde, men kunde de ikke, fik de alt frit. Han udgav et kristeligt Blad, "Hyrderøsten", som ogsaa forvoldte ham store Udgifter, han hjalp og understøttede alt og alle, som trængte
Fortjener Trandberg og hans Gening at mindes med Tak, saa falder en stor Del af denne Tak over paa hans Hustru, en Søster til Finansminister Lüttichau. Hendes varme Hjærte hendes kristelige Iver og hendes store Formue var det, der traadte hjælpende og fremskyndende til. Gærne gav hun alt for at hiælpe, og naar hun havde gjort det, gik hun rundt og formaaede andre til at gøre det samme. Faa adelige Damer har skaffet Adelsmærket den Hæder, som hun har.
Kun sjældent har Mennesket forstaaet at følge Kristus efter, som dette Ægtepar forstod det.
Trandberg forlod Chikago for 2-3 Aar siden og flyttede til Minneapolis. Her døde han, 64 Aar gl.
(MiddelfartVenstreblad 2. juli 1896).
Efter hans død blev der opført (1898) et mindesmærke (en buste på granitsokkel) for ham i Almindingen i Ekkodalen på Ballensgård grund. I 1918 måtte foreningen "Bornholm" erstatte de daværende metalbogstaver der hele tiden blev fjernet, med en indhugget indskrift. Dette blev på den efterfølgende generalforsamling i august 1919 kraftigt kritiseret af skatterådsformand K. A. Petersen. Trandbergs enke kom til Bornholm i september 1910 hvor der blev arrangeret et møde ved mindesmærket.
Fripræst Niels Pedersen Grunnet (1827-1897) var lærer i Hedensted og Egtved. Han blev påvirket af "de stærke jyder" og brødremenigheden i Christiansfeld. Han blev missionær i Ydre Mission for sidstnævnte bevægelse og uddannedes sig 1851 på missionsskolen i Basel. I 1854 blev han indskrevet som student på universitetet, men kom i tvivl om han ville være missionær. Han vendte tilbage til Danmark i november 1854 hvor han begyndte for sig selv: 1855 oprettede han en frimenighed i København hvis medlemmer hovedsagelig bestod af tilhørere fra hans møder, og lod sig ordinere i en engelsk frimenighed i Hamburg. 1877 opførtes Martinskirken på Frederiksberg. På sit højdepunkt havde den evangelisklutherske frimenighed op til ti filialer, men medlemstallet i (1976) var 182.
Kristian Sønderby kom i 1868 til Sønder Kirkeby på Falster. Han var oprindeligt smed. Efter uenigheder med Trandberg om den kirkelige retning, forlod Kristian Møller Bornholm og kom i 1868 til Sønder Kirkeby, hvor han holdt møder i Blocks lokale, hvor folk fra et større område samledes for at høre ham.
"Bornholms forening til evangeliets fremme" blev stiftet ved et møde i Aaker 1. marts 1868. I 1869 blev den sluttet sammen med en københavnsk og nordsjællandsk forening til "Luthersk Missionsforening til evangeliets fremme i Danmark" (Luthersk Missionsforening).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar