24 december 2022

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance. Nordslesvig, den 1ste Oktober 1876. I de første Aar efter 1864 glædede man sig her i Nordslesvig hver Gang den danske Rigsdag skulde aabnes, fordi man ventede at finde det nordslesvigske Spørgsmaal paa en haabefuld Maade omtalt i Trontalen, som aabnede Rigsdagen, og i Reglen blev man heller ikke skuffet: en lille Hentydning til Nordslesvig vidste de danske Ministre stadig at saa presset ind i Budskabet. Tiden forandrer imidlertid saa meget, og Nordslesvigerne synes nu endelig at have faaet nok af Haabet, og vil hellere se noget mere positivt, end et Par velklingende Fraser. Hvorledes end det Budskab, der i Morgen aabner den danske Rigsdag, kommer til at lyde, vil det her i Nordslesvig blive modtaget med stor Sindsro, og findes det traditionelle Haab om Nordslesvig i samme, vil det i Hovedsagen mest være de danske nordslesvigske Blade, som vil høste Nytten, da der jo saa gives dem en god Lejlighed til at tærske Langhalm paa § 5, som kan give et ypperligt Spaltefoder i en Uges Tid eller to, naar det kniber.

Medens her, som andre Steder, Landdagsvalget, takket være Treklasse-Systemet, kun finder ringe Opmærksomhed, begynder Valgkampen til Rigsdagen at blive meget livlig i Sydslesvig og Holsten, men her i Nordslesvig forholder vi os aldeles rolige. - Alle som En skal vi stemme paa Kryger, saaledes lyder Parolen, og en anden Mening vil foreløbig ikke trænge igennem. Vort forrige Brev, hvor vi anbefalede en Alliance mellem Socialisterne og de Danske, har, som vi ærlig maa tilstaa, ikke gjort mere Nytte, end en Spand kold Vand paa en Gaas. De nordslesvigske Bønder er sejge og mistroiske over for nye Idéer, men dog ærlige og frisindede af Naturen, hvorfor den nye Tids Anskuelser med Tiden ogsaa vil bane sig en Vej i Nordslesvig. Rom blev jo ikke bygget paa en Dag.

(Social-Demokraten 5. oktober 1875).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar