Marie Luplau og Emilie Mundt.
Af Fru Johanne Meyer.
De to Kunstnerinder, hvis Billeder vi i Dag præsenterer vore Læsere, har allerede i længere Tid haft et anset Navn i Kunstnerverdenen, og mange vil erindre deres ikke ubetydelige Billeder fra de aarlige Udstillinger paa Charlottenborg. Som virkelige Personligheder besidder deres Billeder ogsaa hver sin Ejendommelighed, men som intime Venner, der sympatiserer i mangt og meget, og som stadigt lever sammen i det daglige Liv, maa de naturligvis ogsaa blive meget fælles i Opfattelse.
Siden 1875 har Frøknerne Mundt og Luplau levet sammen og gjennem et trofast Arbejde været hinanden til Støtte og Hjælp ogsaa i Kunsten. De kritiserer hinanden og søger Trøst og Opmuntring hos hinanden under Arbejdet; de studerer sammen, og de rejser sammen.
Deres Skoledannelse som Kunstnere fuldendte de i Tyskland, hvor de opholdt sig i 9 Maaneder, da det den Gang var umuligt her hjemme i Danmark at studere nogen Model. I 1878 oprettede de en Tegneskole, som temmelig hurtigt naaede stor Betydning; samme Aar udstillede de første Gang. 1882-83-84 ophævede de Hjem og Skole for at studere Kunsten i Paris og Italien. Frankrig virkede imidlertid aldeles fortryllende paa de unge Kunstnerinder, de følte sig saa stærkt greben af den franske Kunst; Naturen og Kunsten, alt bandt dem der, og de mente at tjene deres Kunst bedst ved at blive der alle tre Aar, dels i Paris, dels i Bretagne. Fra Frankrig hjemsendte Frøken Emilie Mundt et af sine bedste Børnebilleder. I 1885 flyttede de atter til Kjøbenhavn og byggede Hjemmet og Skolen op efter en langt større Maalestok, og hvem der har haft den Ære at besøge dette Kunstnerhjem paa Gl. Kongevej 136, hvor Dagligstuen er et mægtigt Atelier, fyldt med dejlige Kunstværker af de flittige Kunstnerinder, glemmer sent det Skjønhedsindtryk, der modtages, og de elskværdige og gjæstfrie Værtinder.
Skolegjærningen er imidlertid deres Kjæledægge, og hvis man taler med deres Elever, kan disse ikke blive trætte af at fortælle, hvor rigt deres Liv er blevet under de aandfulde og geniale Lærerinder, hvis Personlighed er bleven et med deres Kunst. Deres Kjærlighed til Kunsten er saa stor, et vi ligefrem frygter for at støde deres Skjønhedsfølelse ved Jaskeri, fortalte Eleverne. Ved Undervisningen kommer deres forskjellige Naturer frem, thi medens Frøken Emilie Mundt stirrer i stille Fortvivlelse paa Elevernes Fejltegninger, saa purrer Frøken Marie Luplau sig i Haaret, idet hun udbryder i Harme: Hvor kunde De dog gjøre det. Kjærlighed til Kunsten er lige stor hos dem begge, og Eleverne omfatter de paa ægte kvindelig Vis med personlig Interesse og søger at udvikle dem efter Ævne og Naturel og bliver Venner med dem under Arbejdet. De optager i deres Kunstskoler baade Elever, der skal forberedes til Akademiet, og viderekomne, som ikke ønsker det.
Som Kunstner er Frøken Emilie Mundt særlig Børnemaler. Det er navnlig i hendes Fortællemaade, i hendes Børnebilleder, hun er kommen højst, og hvori næppe nogen Kunstner er kommen hende nær. Dog er hun ogsaa Portrætmaler af høj Rang. Man vil erindre hendes "Et stort Dameportræt i rød Atlaskeskjole", som var udstillet for nogle Aar siden, og og som vakte megen Opsigt paa Udstillingen. Et Portræt af hendes Broder, 2 store Asylbilleder og en Mængde mindre Børnebilleder: "Den førstefødte", en ung Moder, der fremviser sit Barn for gamle Bedstefader. "Gaardinteriør fra en Landsby" blev kjøbt af Tombolaen, og "Forventning", et dejligt Billede af en lille Pige, der sidder paa et Bord, medens en større Søster parterer en Appelsin, blev kjøbt af Aarhus Kunstforening.
Frøken Marie Luplau har hidtil haft sin Styrke i Landskabsmaling, som ofte har faaet den Ros af Kunstnere: "ja, det er virkelig Natur". Saaledes "Regnvejr fra Bretagne og et større Billede "Aftenstemning fra Sydsjælland". Dog har Frøkenen i de senere Aar begyndt at udstille Portræter. Saaledes vil man erindre et Billede af hendes Fader, Pastor Lauplau, i Legemsstørrelse, som gjorde umaadelig Lykke. Ligeledes blev hendes Billede "3 Brødre", som udstilledes i Aar, meget vel modtaget.
Frøken Emilie Mundt kunde først begynde sin kunstneriske Uddannelse efter sit Hjems Opløsning, hvorimod Frøken Luplau fandt Støtte og Forstaaelse i sit Hjem, saa hun i 20 Aars Alderen fik fuldstændig fri Hænder, og Frøken Luplau siger ofte: "Jeg skylder min storslaaede Moder stor Tak for hendes dybe Forstaaelse af mit Tarv, at hun trods det Ramaskrig, der rejste sig fra hendes spidsborgerlige Omgangskreds, fuldstændigt gav den unge 20-aarige Pige fri Hænder til at rejse, hvorhen hun vilde."
Ogsaa i filantropisk Henseende findes et varmt Hjærte hos de to Kunstnerinder, de adopterede et lille 7 Maaneder gammelt Barn, som yderligere forhøjer det hyggelige i Hjemmet. Ogsaa Sport, Gymnastik og Friluftslivet har en stor Tiltrækning for dem, og de har begge, skjønt over 40 Aar gamle, begyndt at cykle og benytter Cyklen baade til Nytte og Glæde.
At Kvindesagen selvfølgelig har en stor Interesse for dem, behøver næppe at nævnes, naar man ved, at Marie Luplau er en Datter af Fru Line Luplau, der bogstaveligt satte sit Liv ind paa denne Sag, og man sporer ogsaa hos de populære Kunstnerinder, som begge staar i yderste radikale Fløj, et levende Ønske om, at der snarlig maa naas absolut lige Ret og Adgang til alt for Kvinde som for Mand.
(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 23. september 1893).
Begge blev begravet på Solbjerg Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar