Naar vil det dog lykkes at sætte en fornuftig Orden i Stedet for det Vildnis af gejstlige og verdslige Avtoriteter, aa Kirkeværger og Præster, Klokkere og Gravere, Gartnere og Kirkegaardsbetjente, der holde Kirkegaarden besat? For et halvt Aars Tid siden offenliggjordes i Borgerrepræsentationens Forhandlinger og i en efterfølgende Pennefejde Resultatet af mange og lange og indviklede Forhandlinger om et Forlig mellem de stridige Parter, af hvilke den gejstlige ikke var den blideste. Man syntes i en af de forskjellige Avtoriteter blandet Kommission at være naaet til en nogenlunde rimelig Ordning, som lagde Kirkegaarden under borgerlig Styrelse, betryggede Kirken dens Indtægter, standsede den Løben fra Herodes til Pilatus, og satte et rimeligere Maal for de Bekostninger, som en Jordfæstelse nu kræver. Men det blev ved de skuffede Forventninger. Hvor og paa hvilket Stadium denne paatrængende Reform for Tiden befinder sig, vides ikke; kun maa det i Henhold til de statskirkelige Myndigheders bekjendte Paastaaelighed og i Betragtning af den ansete Sindighed, der udmærker ministeriel og kjøbenhavntkkommunal Forretningsgang, antages for temmelig paalideligt, at Sagen er vel gjemt for en længere Fremtid.
Men er det derfor nødvendigt, at selve Kirkegaarden ikke holdes i taalelig Orden, medens de gejstlige og verdslige Myndigheder strides om Magt- og Pengespørgsmaal? Naar man en Søndag Eftermiddag gjør en Runde paa Kirkegaarden, bliver man Vidne til en fra Befolkningens Side stor og omhyggelig Deltagelse for denne Plads. Det forslaar ikke at tælle de Besøgende i Hundredvis, og især de nyere anlagte Dele af Kirkegaarden ere som oversaaede med Slægtninge og Venner, der smykke og frede om deres Afdødes Grave. Fortjente ikke denne Omhu, som ingenlunde mindst den Fattige viser sit Gravsted, en mindre Grad af Ligegyldighed og Forsømmelighed end den, der paa saa mange Maader lægges for Dagen af Tilsynshavende og disses Folk? Den ældre Kirkegaard, der er helt optaget af Gravsteder, frembyder i det hele et antageligt Udseende ogsaa for de Arbejders Vedkommende, der ere unddragne privat Omsorg. Men de nyere Dele af Kirkegaardens Anlæg af Gange og Stier fremmes med utrolig Langsomhed, og dette har især en regnfuld Sommer som denne været til stor Ulempe. Jord, hvor Gravene ere saa smaa, at de maa sløjfes, henligger som en Udmark og skæmmer i Omgivelserne. Og jævnsides med denne lette Opfattelse af, hvad der skyldes Publikum, have de paagjældende Avtoriteter en saa strix Forstaaelse af deres Rettigheder, at de endog forøge disse med en "Praxis", som kun har Hjemmel i selvtagen Myndighed. Gravfreden gjælder som bekjendt kun i 20 Aar, naar den ikke sikres ved Kjøb af Jorden paa længre Tid eller ved Fornyelse inden de 20 Aars Udløb. Men da en Mand, hvis Gravsted var 10 gammelt, i en Dag kom ud paa Kirkegaarden sfr at tilse det, fandt han det sløjfet og udlagt til ny Afbenyttelse: det var hans Moders Grav, og paa Grund af Sygdom havde han i nogen Tid været forhindret i at passe Gravstedet. Paa Henvendelse til Graveren blev der svaret, at man havde den "Praxis", naar de 20 Aar "snart" vare udløbne og Gravstederne ikke vedligeholdtes, at sløjfe dem. Manden gik til Kirkeværgen i Haab om der at udvirke en Fornyelse af det med Urette sløjfede Gravsted: men han fik kun - en Henvisning til Domstolene. En anden Mand, der har Gravsted i et Hjørne af Frelsers og tydske Kirkegaard, har til sin Forundring været Vidne til, at Gangene gruses og skuffes og Græsset slaas, indtil nogle Alen fra hans Gravsted. Paa Spørgsmaal om. hvorfor hans Hjørne skulde forsømmes, blev der af Graveren svaret, at der ikke var bevilget Penge, men at det not skulde komme i Orden. Siden er der gaaet Aar og Dag, men det omhandlede Hjørne, hvis Gravsteder i øvrigt ere vel vedligeholdte, ligger fremdeles hen som tidligere. Om en tredie Mand høre vi, at han kun ganske kort efter en Jordfæstelse har haft Vanskelighed ved at finde Graven og ikke har faaet fuld Vished for, at han freder om det rette Sted. Er der ingen stræng Pligt for Graveren til at have et nøjagtigt Kort, som aldrig tilsteder Tvivl om en Gravs Beliggenhed?
Til al den Uhygge, som det er lykkedes Tilsynet at brede over store Dele af Kirkegaarden, kommer den Ejendomsusikkerhed, som hersker derude. Tidligere er der af og til anholdt Personer, som have plukket Blomster for at bringe dem bort fra Kirkegaarden, men saa vidt vides, er Antallet af den Slags Tyverier ikke længer meget stort. Derimod synes en anden Art af Gravtyverier at være i stærk Opkomst, det er Tyveri af Planter til Anbringelse paa andre Gravsteder. Der gaar næppe nogen Dag, uden at der stjæles Planter i dette Øjemed. En Mænd har meddelt os, at han, efter at have plantet fire Roser paa sit Gravsted, maatte forny dem to Gange; hver Gang vare de rykkede op med Rod, og han fik først Fred henad Sommeren, da Udplantningen af Roser var omtrent ophørt. Vi spørge: Hvem fører Tilsyn med den anselige Mængde "Gartnere", der færdes ude paa Kirkegaarden? Maaske vil det være vanskeligt at opnaa et tilstrækkeligt Antal Opsynsbetjente til at sikre Gravfreden, ihvorvel man skulde tro, at den høje Pris paa Kirkegaardsjord og de store Begravelsesudgifter maatte give Gravstedejerne et billigt Krav paa, at der til Gjengjæld sørgedes for Kontrol og god Orden. Men naar Graverne og deres Folk, der drive Gartneri, ikke vise sig i Stand til at Udgjøre et Sikkerhedskorps, vilde det saa være uberettiget om "Næringsfriheden", der undertiden ytrer sig paa Kirkegaarden i nærgaaende Former, blev undergivet en Begrænsning, saaledes at Kirkegaardens Vedligeholdelse og Gravstedernes Pasning udelukkende blev forbeholdt respektable Folk.
Det er sikkert nok ikke Gravstedejere, der stjæle fra hinanden; om Folk, der ville frede deres egne Gravsteder, kan det vanskelig antages, at de ville plyndre andres. Og derfor er der ingen Tvivl om, at Ejendomssikkerheden vilde vinde betydelig derude, naar Kirkegaardsgartneriet hørte op med at være fri Næring for Enhver, som kan gaa med en Spade paa Nakken og en Vandkande i Haanden. Vi vide ikke, hvorhen man virksomst skal adressere disse Klager, som daglig lyde blandt dem, der besøge deres Gravsteder; men maaske dog en og anden vilde ved kjende sig at være rette vedkommende og svare paa det Spørgsmaal, om Indførelse af god Orden paa Kirkegaarden behøver at vente, til Præsterne, Kommunen og Kultusministeriet forliges om en Løsning af de administrative og pekuniære Spørgsmaal, der ere dem imellem?
(Morgenbladet (København) 7. september 1879).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar