Det er ikke rart at blive gammel og svagelig, især naar man er fattig, ti da bliver gerne Hospitalet eller Fattighuset den sidste Ankerplads for den Arbejder, der har virket flittig og redelig sit hele Liv, men ikke har været fræk og dristig nok til at svinge sig op paa en af det bestaaende Samfunds berømte Væddeløbsheste, der hedder Humbug, Svindel eller vild Spekulation og som fører enten til Foden af den feterede Guldkalvs Alter eller til Tugthuset.
Naar man ser hen til den Behandling der ydes de stakkels gamle Fattiglemmer og sammenligner den med den Behandling, der ydes de i Tugthusene siddende Forbrydere, da synes det virkelig, som om Samfundet havde vedtaget, at det, at være fattig, var den værste Forbrydelse mod det bestaaende Samsund, som noget Menneske kunde begaa, ti Fattiglemmernes stilling er med Hensyn til Frihed ikke paa nogen Maade misundelsesværdig; han kan ikke komme eller gaa naar han vil; han er de fleste Dage i Ugen som en Fange indenfor Fattighusets Mure; kun en eller to Gange om Ugen faar han Lov til at gaa ud, og da er Politiet paa sin Post for at paase, at han ikke gør sig Fyldig i Betleri, og hvor let sker det da ikke, at han bliver mistænkt for saadant, naar han hilser paa en Bekendt fra tidligere Dage og denne af Deltagelse trykker ham en Tiøre eller Femogtyveøre i Haanden. Men selv om en Fattiglem ikke gør sig skyldig i Betleri eller bekyldes derfor, saa er der dog andre Tilfælde, i hvilke han kan paadrage sig Straf uden nogen rimelig eller fornuftig Grund; det er os saaledes bekendt, at et Lem paa Holmens Arbejdshus blev berøvet sin Udgangstilladelse i fjorten Dage fordi han paa sin Fridag havde spadseret paa Langelinje, hvor hans Kvartermester mødte ham og erklærede at paa Langelinje havde Fattiglemmer intet at bestille.
Naar man desuden ved, at Fattiglemmerne, vi vil, da vi en Gang er begyndt, holde os til Holmens Arbejdshus, kun faar en Naturalforplejning, der er saa ringe, at den godt kan siges at være aldeles utilstrækkelig, og at de af Klæder kun erholder Skiorter, men selv maa sørge for den Beklædning og Underhold, (nogle Almissemmer faar dog 33 Øre om Ugen), hvorfor man ofte i den strengeste Vinter kan træffe Fattiglemmer kun i førte en tynd Sommerfrakke og ditto Benklæder samt næsten bundløse Sko, i hvilke de bare Ben stikker, da maa man indrømme, at Forbryderne i Tugthusene har det langt bedre, vel har de ikke nogen Udgangstilladelse, men hvad Værd har vel en saadan, naar den i Grunden kun reduceres til en Promenade under Politiopsigt og med en Udsigt til Straf fordi man har betraadt Promenader, hvor almindelige Borger færdes for at træffe frisk Søluft.
Med Hensyn til Arbejdet, da har Tugthusfanger og andre Straffefanger deres visse Kvantum Arbejde at levere færdig hver Dag; men da det fordrede Arbejde ikke er større end at det med Lethed kan udføres i den befalede Arbejdstid, kan et saadant Arbejde ikke kaldes nogen Straf, ti det ædruelige Menneske (hvilket enhver Tugthusfange er nødt til at være) finder netop en Hvile eller Adspredelse i Arbejdet, tilmed naar han véd, at han foreløbig ikke behøver at frygte for at mangle Husly, Klæder, Mad og Drikke.
Fattiglemmet, der i sin knapt tilmaalte Frihed selv maa paa Farten for at skaffe sig Arbejde, er ikke saa heldig stillet; ti lykkes det ham ikke at faa noget Arbejde, som han kan udføre hjemme paa Arbejdshuset, da maa han finde sig i at suge paa Labben indtil næste Udgangsdag, hvor han maaske ikke har ringeste Smule bedre Lykke; han er altsaa, trods det, at det hedder at han underholdes af Samfundet, fuldt saameget et Offer for Næringssorger som tidligere; ti Vanskeligheden ved at faa Arbejde tiltager efterhaanden som Arbejderen ældes.
Hvad har da det ærlige Fattiglem fremfor Forbryderen? - Ja sentimentale Mennesker vil maaske udbryde: "Han har sin Ære!" Ja det kan være rigtignok; men hvad Pris sætter det bestaaende Samfund med alle sine Institutioner og Ansalter paa Æren? Har den enlige Almisselem større Tillid og Kredit i Nationalbanken end den bemidlede Svindler? Gründeren, der ved at udpine de fattige og enlige Arbejdere, eller ogsaa ved at snyde dem for deres faa Spareskillinger, har skabt sig en Formue, overdænges med Ordner og i Titler, medens den Arbejder, som han ved sine Kæltringestreger har bragt paa Fattighuset, forbydes at spadsere paa de Promenader, hvor den rige Grunder uhindret ruller afsted med sin Ekvipage.
Nej, det bestaaende Samfund hævder ikke Læren om Ærlighedens Fortjeneste; Spørgsmaalet er kun: er Du rig eller fattig. Rigdommen betragtes som en Dyd, Fattigdommen som en Last, og derfor behandles ofte den Forbryder, der har søgt at tilstjæle sig en Formue, men er bleven greben i Forsøget, langt Mildere end den, der ved sine Hænders Gerning og i sit Ansigts Sved gennem hele Livet har arbejdet sig frem paa en ærlig Maade, men ikke har naaet længer paa sine gamle Dage end til Byens Fattighus.
Der er desværre ikke noget Glimrende eller Tiltalende ved det her oprullede Billede af den ærlige, men fattige Arbejders Alderdom; men den vil vedblive at være saaledes, saalænge de kraftige unge Arbejdere viser sig sløve og uimodtagelige for Socialismens Lære, og kræver en ny og bedre Samfundsorden, med en ligeligere Fordeling af Jordens Goder, og vedbliver de unge Arbejdere at fremture i Sløvhed og Daadløshed, da er det afgjort, at de bereder sig selv en Plads i Samfundets Fattighuse. Men er det ikke bedre at vaagne i Tide og tage Skeen i den anden Haand?
(Social-Demokraten 7. september 1879).
Alfred Schmidt: Det Kjøbenhavn, der forsvinder. Holmens Arbejdshus i Bredgade. Illustreret Tidende nr. 1126, 24. april 1881.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar