Velgørenhed er for Tiden det ædleste Element i det offenlige Liv; vi udtale ikke denne Sætning ironisk, men for ramme Alvor. Den offenlige saa vel som den private Velgørenhed er den eneste gunstige Fremtoning af den moderne Civilisation til hvilken Kristendommen siges at danne Grundlaget; det eneste Omraade, paa hvilket alle virkelige Menneskevenner i den bestaaende Samfundsorden, som ikke med Vilje lukker Øjnene for sammes Onder, kan give deres menneskekærlige Følelser Udtryk. Hvilke ere nu Resultaterne af deres gode Hensigter? Vi mene ikke hermed de materielle Resultater. Vi ville ikke her undersøge, i hvor stor en Grad det er eller kan lykkes Velgørenheden at raade Bod paa den tiltagende Elendighed; ti dette Spørgsmaal maa vi fra vort Standpunkt betragte som afgjort. Ethvert fordomsfrit Menneske, der vil sammenligne de store Summer, som aarlig blive samlet og udgivet over hele Verden i velgørende Øjemed, med den Lindring af Nøden, der herved bliver opnaaet, maa tilstaa, at selv en velorganiseret offenlig Velgørenhed fra et rent materielt Standpunkt ville forsvinde som Draaber i den menneskelige Elendigheds store Hav. Naar vi i Dag taler om Velgørenhedens Forbandelser, saa mener vi først den moralske Indflydelse Velgørenheden udover paa begge Parter, saavel Giveren som Modtageren; daglig kommer denne Indflydelse i de forskælligste Skikkelser os for Øje, uden at blive skænket tilstrækkelig Iagttagelse og uden at Kendsgerningen bliver anerkendt, at denne Indskydelse har sit Udspring i Indretningen af den bestaaende Samfundsorden og danner Velgørernes bedste og oprigtigste Hensigter.
Enhver kan hente sig Eksempler fra det daglige Liv, over hvad vi her anføre. Hvem har vel ikke mærket en uvilkaarlig Skamfuldhed ved et saakaldt Velgørenhedsbal eller Diner? Hvem har ikke følt sig slaaet af den grusom latterlige Kortrast, som eksisterer ved lignende Velgørenhedsforetagender mellem Midlerne og øjemedet? Hvilken ærlig Velgører har det ikke kostet Overvindelse for at skaffe et ringe Bidrag tilveje for et velgørende Øjemed, at maatte appellere til sine Medmenneskers foragteligste Laster: Smigen, Forfængelighed, Hykleri o. lign. Ved enhver saadan Festlighed danner sig lignende Tanker i Deltagerens Sind; imidlertid slaar de gode Folk sig til Ro med: "Det gaar nu en Gang ikke anderledes, hvad hjælper os Midlets Renhed, naar vi dermed ikke naar Hensigten".
Dog, selv om vi ser bort fra disse Betænkeligheder med Hensyn til Midlerne og gaar direkte over til Velgørenhedens Øjemed, saa er dette ejheller befriet fra hin skæbnesvangre Forbandelse, selv om det velgørende Foretagende viser sig at være sikret ved den fornødne Kapital. Den stadig voksende Elendighed og Armod har frembragt et helt Slæng af arbejdssky Dovenkroppe, som omspænder og udbytter ethvert Velgørenhedsselskab; for at sikre et velgørende Foretagendes egenlige Hensigt, nemlig kun at komme arbejdsvillige og værdige Nødlidende til Hjælp, maa dette beskyttes mod Andragender og Udplyndring af uværdige Dovenkroppe. Hvorledes kan dette imidlertid opnaaes? Foretagendet maa være underkastet saadanne Regler og Anordninger som paabyder en Garanti af Understøttelses-Modtageren, af de Hjælpsøgende fordres alle Slags attesterede Skemaer, Bønskrifter, Formularer, kort sagt, der sættes en Velgørenhedsundersøgelse i Gang, ved hvilken der kun opnaas det ene Øjemed, paa det Føleligste at afskrække enhver fattig Trængende, i hvem der endnu findes en Gnist af Menneskeværdighed fra hele "Velgørenhedsforetagendet". Kun Hyklere og Spytslikkere føjer sig villig i nok saa ydmygende Betingelser, og forstaar tilsyneladende at være udrustet med Alt hvad Inkvisitionen forlanger. Saaledes bevæger den kristelige Velgørenhed sig i ubegrændsede Kredse om to Farer: uden Garantier af de Hjælpsøgende bliver de bedraget, med saadanne Garantier - bliver de bedraget endnu mere. Eksempler paa denne Kendsgerning kan vi hente fra det daglige Liv i hundredevis. Driften af "Københavns Understøttelsesforening" leverer en god Illustration til ovenfor Anførte. Det Samme møder vi ogsaa, naar Øvrigheden eller Staten paatager sig Forsørgelsen af de Arbejdsløse. At det overvejende Flertal af de Arbejdsløse, selv dem, der i Moralitet og Udvikling er sunkne ned til de laveste Trin, ikke selv bære Skylden, og at derfor Samfundet fra strengt kristeligt Standpunkt har Forpligtelse til at skaffe Arbejde og Understøttelse, at komme de Arbejdsløse, Fattige og Faldne til Hjælp; dette vil dog enhver rettænkende Borger anerkende.
Men hvorledes kan dette nu iværksættes. Naar der paa Stedet allerede findes overflødig Arbejdskraft, griber man til Kolonisation i større Maalestok; for at bringe samme i Stand er et Forskud af Arbejdsmidler nødvendig, hvorledes kan den Forstadsydende under de nuværende Forhold sikkre sig mod Bedrag?
De til Kolonisation bestemte Arbejdsløse maa og bliver naturligvis stillet under streng Opsigt af retslig og gejstlig Øvrighed.
Enhver saadan Kolonist vil grundig blive vist, at man i ham egentlig forudser en Forbryder; Kolonien faar Mønstret af et Tugthus, og til Slut bliver Resultatet ogsaa her, at alle ærlige Folk bortskræmmes fra Nydelsen af "Velgerningen". Og saaledes møder vi paa ethvert Omraade den samme uomstødelige Forbandelse. Hvor bør vi nu søge efter Grundaarsagen til dette? Hvad hedder den onde Aand, som skjuler sig i Spiren til vore Menneskevenners bedste Planer og Hensigter? Det er simpelthen "den rodfæstede Logik i vor nuværende Samfundsorden."
Armoden, Elendigheden, Umoraliteten som vor Samfundsorden paafører sig med den ene Haand, kan den ikke gøre god med den anden.
Den kunstig tilvejebragte tilsyneladende Overproduktion, den stedse tiltagende Ulighed i Fordeling af de af de fattige Arbejdere producerede Rigdomme, den voksende Centralisation af Arbejdsmidlerne paa faa Hænder, - kort, det System, som indesluttes i det ene Ord: Kapitalherredømmet; ti dette er det, som er Elendighedens og Underkuelsens Moder, og ethvert Forsøg paa at modarbejde Elendigheden fra det kapitalistiske Regimentes Side, maa nødvendigvis strande; ti det er en Kamp mellem det bestaaende Samfund og dets førstefødte Barn - Elendigheden. Wm F.
(Social-Demokraten 22. marts 1879).
Bag initialerne Wm F. gemmer sig muligvis Wilhelm Fleron.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar