Den offenlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Den offenlige Politiret er nu kommet saaledes i Miskredit, at man daglig kan høre og læse allehaande Beklagelser over Retsplejen paa dette Sted. En Hr M. P. Lund skriver saaledes i Gaar i et herværende Blad blandt Andet følgende:

"Under en Sag, som blev behandlet for ca. 8 Dage siden, optog Dommeren, Hr. Assessor Hindenburg, i Retsprotokollen under Anmelderens Forklaring Ting, som denne nægtede at have vedkendt sig, og som stod i Modstrid med hans Forklaring til Rapporten. Da Protokollen derpaa blev oplæst, og Hr. Hindenburg af Anmelderen blev gjort opmærksom paa det Fejlagtige deri, svarede han, ar han nok kunde huske ham fra hans Sag om Assurancesvig, den Gang kunde man heller ikke protokollere ham tilpas, det var en "Misforstaaelse", og naar det saa blev rettet, var det atter en "Misforstaaelse", og at han (Hindenburg) var vis paa, at ingen Forhørsdommer kunde protokollere godt nok til ham. Saaledes som det en Gang stod, blev det staaende, saa at det fik Udseende af, at Manden havde afgivet en usandfærdig Forklaring enten til Protokollen eller til Rapporten. Dersom det skal kunne forsvares saaledes at nægte at berigtige Protokollen, indser jeg virkelig ikke, hvorfor der skal føres Protokol, den ophører jo saa at være et korrekt Referat af Forhandlingerne. Ved en anden Lejlighed havde en Mand erkendt Rigtigheden af den mod ham rejste Sigtelse. Politiretten har nu som bekendt 2 Maader at afgøre Forseelser paa, enten ved Dom eller i Mindelighed. Ved sidste Afgørelsesmaade har man den Fordel, at Bøden i Reglen bliver lavere, og at man faar længere Henstand med Betalingen. Denne Mand erkendte som sagt Rigtigheden og erklærede sig villig til at afgøre Sagen i Mindelighed, men da han ingen Penge havde hos sig, bad han om Henstand med Betalingen. Dette vilde Hr. Hindenburg imidlertid ikke give ham, men fordrede, at han skulde betale straks, og uagtet Manden sagde, at han havde godt Arbejde og nok kunde betale, naar han fik nogen Henstand, blev der udfærdiget Ordre til øjeblikkelig Afsoning. Havde Vedkommende der ret godt kendt med Forholdene, behøvede han blot at have forlangt Dom i Sagen, saa skulde han i det mindste have haft 3 Dages Henstand til at skaffe Pengene. Det var altsaa i Virkeligheden ikke en lav Pengebøde, Hr. Hindenburg idømte Vedkommende, men Fængselsstraf. Det, at en Mand, der staar i godt Arbejde, pludselig uden ringeste Forudanelse forsvinder for flere Dage, vil naturligvis have til Følge, at han mister dette Arbejde, og han havde maaske Kone og Børn, der sad og ventede paa ham, og som ved denne Forsvinden bleve i høj Grad alarmerede; de vilde naturligvis anstille Gisninger, der ere værre end Virkeligheden. Dette i Forbindelse med hvad jeg tidligere har oplyst, og som jeg ved Vidner vil kunne bevise, vil være tilstrækkelig til at overbevise Enhver om, at en Forandring i disse Forhold maa være i høj Grad ønskelig. Jeg henstiller derfor til vore ærede Rigsdagsmænds Overvejelse, om her ikke er Anledning til at drage Sagen frem paa Tinge, saaledes at enten Loven kan blive forbedret, hvis Fejlen stikker deri, eller at der kan blive draget Omsorg for, at den faar en anden Anvendelse. Jeg holder mig overbevist om, at der ved en Forbedring paa dette Omraade vilde være gjort et godt Skridt fremad paa Humanitetens Bane.

(Social-Demokraten 6. august 1880).