Fra Tjenestekarl Jens Peter Hansen af Størlinge Mark pr. Rønnede have vi for nogen Tid siden modtaget en udførlig Fremstilling af en Række Gjenvordigheder, han har lidt i og efter en Tjeneste, som han i 1879 havde hos Skovfoged Evensen, Lestrup Skov. Den Retssag, som Tjenesteforholdet gav Anledning til, har vel for længst fundet sin Afgjørelse, og den er for saa vidt falden heldig ud for Korlen, som han ikke har faaet Dom for den Hovedanklage, der førtes imod ham. Men hele den Maade, hvorpaa, han før, under og efter Sagen er bleven behandlet fra forskjellige Sider, har hos han fæstnet en stærk og bitter Overbevisning om, at han har lidt lidt haard Uret. Om Sagens faktiske Sammenhæng og alle dens Omstændigheder kjende vi intet ud over, hvad han selv har meddelt, og Fremstillingen staar derfor helt paa hans egen Troværdighed; men det har forekommet os at være god Grund til at efterkomme hans Ønske om Offenliggjørelse.
Som fattig Tjenestekarl, Søn af en Indsidderenke, har han hjemme i de Samfundslag, hvor Tavshed er Sædvane, ikke fordi alt der er, som det burde være, men fordi det er et af de haarde Vilkaar for Smaafolk, at de have saa vanskeligt ved at blive hørte, naar de have noget at klage over. Vi fælde, som sagt, ingen Dom i den Sag. der nedenfor omhandles, thi vi have ikke hørt "den anden Part", men vi finde god Grund til at lade Jens Peter Hansen komme til Orde. Han forklarer om Sagens Oprindelse udførligere, hvad vi anse det tilstrækkeligt at meddele uddragsvis, følgende:
I Juli 1879 traadte han i Skovfoged Evensens Tjeneste som Stedfortræder for en anden Karl for samme Løn, som denne var fæstet for fra Maj til Maj, 70 Kr. halvaarlig. Da Skovfogden ved Novembertid ikke vilde betale fuldt ud, hvad der tilkom Karlen, og paastod, at Lønnen for Vinterhalvaaret kun skulde være 60 Kr., opstod der herover en Strid, der imidlertid afgjordes nogle Dage senere, da Skovfogden tilkaldte Sognefoged Jeppesen af Hyllested, og denne paa en praktisk forstaaelig Maade overbeviste Karlen om, at "her hjalp ingen Parlamenteren". Ved Sognefogdens Bistand vilde Skovfogden nu ogsaa gennemdrive en tidligere rejst Fordring paa, at Karlen naar han havde arbejdet il Mørket faldt paa og spist til Aften, skulde skjære Hakkelse. Saadant Aftenarbejde var ikke blevet forlangt, hvor Karlen tidligere havde tjent, og Skovfogden havde heller ikke talt om sligt, da han fæstede Karlen. Naar denne nægtede at skjære Hakkelsen, var det dog - kortfatter Karlen - væsenlig fordi det var forbundet med Fare at staa oppe paa Skjæreloftet mellem Hø og Halm og arbejde ved en Lygte, som let kunde afstedkomme Brandfare som han mente, og Ansvaret herfor mente han vanskelig at kunne fri sig for, hvis der sket en Ulykke. Skovfogden og Sognefogden erklærede da, at Karlen som ulydig mod sin Husbond skulle forlade Tjenesten inden næste Dags Middag; Karlen protesterede mod denne fordring, som da heller ikke blev udført. Skovfogden forlangte nu. at Karlen til Davretid skulde være færdig med Morgengjerningen - at rense Stalden til 2 Heste og 6-7 Køer, strigle og skære Hakkelse for - at han derefter kunde gaa paa Lo og tærske sammen med en Husmand og da Karlen trods flittigt Arbejde ikke kunde opfylde denne Fordring, gav Husbanden ondt af sig. Jens Peter antog at Skovfogden søgte Anledning til at vise ham af Tjenesten, som vel kunde besørges billigere end ved en fast Karl om Vinteren.
Hvad der videre følger, er Jens Peter Hansens egen Fortælling.
"Da jeg et Par Uger efter 10de December omtrent ved Mellemmadstid kommer ned fra Skæreloftet efter at have skaaret Hakkelse, kommer Evensen - det var ikke første Gang - og siger, at det har varet altfor længe med mit Arbejde, og jeg var en god Drivert osv. Jeg havde endda arbejdet, saa jeg pustede og svedte ved det, saa jeg havde ikke noget at bebrejde mig med i saa Henseende. Dette vilde jeg gierne gjøre gjældende, men Skovfogden havde vistnok sat sig det Formaal at bringe mig til det yderste. Han kommer nu ind paa Hakkelseloen og puffer mig ud af Loen. Det var noget af det værste, der kunde hænde ham, naar man ikke vilde sige Ja og Amen til alle hans Urimeligheder, men vilde overbevise ham om, at man ikke havde fortjent Dadel, jeg vilde dog nu ind og have mine Træsko, som stod lige indenfor paa Foderloen, men nu støder han mig for Brystet, idet han siger, jeg kunde lade Træskoene staa. Da jeg daarlig kunde undvære dem, skyder jeg ham med flade Hænder bedre frem i Foderloen, for at jeg kunde faa dem, da jeg formente, at han ikke godt kunde forholde mig Brugen af mit eget Tøi. Men nu farer han til, og inden jeg kan slippe ud af Loen med mine Træsko, tager han Stagen af en Kost og begynder at slaa mig. Jeg vrister stagen fra ham for at han ikke stal slaa mig mere, men nu gaar han ind paa mig og fratager mig Stagen, uagtet jeg ikke værgede mig med den, ej heller paa anden Maade tilføjede ham noget, og da han haver Stagen i Vejret paany, og jeg var Bange for at faa flere Slag, saa griber jeg ham og holder ham tæt ind til mig, for at han hverken skulde slaa eller sparke mig. Men nu raaber han Gevalt, hvorved Kone og Børn komme til, og han forklarer dem, at jeg har slaaet ham i Stedet for han mig. Forundrende mig over denne Fabel og Digtekunst, som jeg dog ikke troede, han vilde offenliggjøre, gik jeg med mine Træsko. Imidlertid havde han ladet hente Gaardmand Ole Christensen fra Nabogaarden, hvem han ogsaa fortalte, at jeg havde slaaet ham. Evensens Datter forklarede, at hun havde staaet inde i Stuen og set gjennem Vinduet over Gaarden ind paa Foderloen, al jeg havde holdt hendes Fader med den ene Haand og slaaet ham med Kosteskaftet med den anden; dette, sagde hendes Moder, kunde Datteren gjøre Ed paa. Ja det blev værst for hende selv, om hun vilde, for at hjælpe sin Fader, gjøre Ed paa noget, som ikke var sket," sagde jeg. - - -
Et Par Dage efter kommer Sognefoged Jeppesen af Hyllede tilligemed Politiassistent Smith kjørende ind i Skovfogdens Gaard, de havde en Protokol bag i Vognen, saa nu kunde jeg forstaa, at der var Tur til mig, og at Skovfogden vilde sætte sin Intrige igjennem. Der gik et Par Timers Tid, saa blev jeg kaldt ind i Stuen, og nu holdt Smith Forhør over mig og vilde have mig til at tilstaa, at jeg havde slaaet min Husbonde; - men det kunde jeg ikke, sagde sig, da jeg ikke havde gjort mig skyldig i denne Forbrydelse; - tillige havde jeg været ulydig, sagde han, idet jeg ikke vilde skjære Hakkelse om Aftenen ved Lygte. Jeg sagde ham om Grunden; men jeg skulde have gjort det alligevel, sagde han. Det vilde jeg ogsaa have gjort, havde jeg vidst, at det kunde fordres i Følge Loven, - svarede jeg, - og hvis der ikke havde været Risiko ved det. (Det var en anden Sag, naar Skovfogden havde været med paa Skjæreloftet.) Politiassistent Smith sagde nu, at hvis jeg vilde give 30 Kr. til Amtsfattigkassen. vilde han se at udgjøre hos Justitsraad Bruun i Vesteregede, om jeg kunde slippe med det og Sagen bortfalde; hvortil jeg svarede nej, da jeg ikke havde noget at betale for. Nu erklærede Smith mig for Arrestant og sagde, jeg skulde gjøre mig færdig til at følge med til Vesteregede. Jeg vilde nu tage mine Penge, godt et halvt hundrede Kr., tilligemed en Sparekassebog paa 50 Kr., til mig, men det lagde Smith Mærke til, og affordrede dem, idet han tog fat paa dem, og da jeg ikke godt kunde holde fast paa dem, da sedlerne muligvis kunde blive revet i stykker, og jeg ikke vidste, om jeg kunde være myndig over mine egne Penge, saa lod jeg nødtvungen Smith tage dem, idet han sagde, at jeg havde ikke godt af at have Penge. Jeg bad, om jeg maatte tage mine Sko med, men det maatte jeg ikke. Paa Vejen til Birket (det var Aften) kom vi ind i Sognefogdens Gaard i Hyllede, hvor vi forblev noget, og i det Mellemrum kom Sognefogden ind til mig i Borgestuen, hvor jeg sad tilligemed hans Folk (der var mindst fire til Stede) og siger til mig, at jeg kunde endnu slippe med de 30 Kr. Hertrl svarede jeg, at jeg ikke havde noget at give de 30 Kr. for, uden det skulle være for, at Skovfogden havde slaaet mig, og at det var temmelig meget at give Penge for at faa Prygl. Sognefogden bliver nu vred: "Staar jeg her og gjør mit Bedste, for at Du kan slippe paa en billig Maade, og saa gjør Du Nar af mig til!" Dermed stak den ærede Sognefoged mig en paa Øret og gik. Jeg blev forbløffet, og glemte at tage Folkene til Vidne, hvorved jeg vel saa ogsaa kunde have risikeret at faa en til. En af Sognefogdens Folk, som gik med en Stok i Haanden, spurgte jeg ad, om han skulde ud at spadsere. Nej, sagde han, men jeg skal være med til at kjøre Dig til Vesteregede, og saa kan det være godt at have en Stok med. Nu spændte de for igien, og jeg skulde bringes i Arrest. Dette falder mig nu saa tungt, hvorfor jeg, da de vilde sætte mig paa Vognen, siger tiI Smith, at han faar beholde de 30 Kr., ikke fordi jeg havde slaaet min Husbond, men fordi jeg ikke vilde arresteres; tilmed havde Sognefogden truet mig med, at alt hvad jeg ejede, skulde gaa til Arrest, og der skulde jeg blive, indtil jeg beskjendte at have slaaet Skovfogden. Men nu var Sagen fordyret med 10 Kr., altsaa til 40 Kr. Smith førte til Protokols, at jeg havde budt 40 Kr til Politikassen mod, at Sagen kunde bortfalde medens Sognefogden tog 10 Kr. for at have kjørt med mig. Saa fik jeg Sparekassebogen og de Penge, der var over 50 Kroner; 50 Kroner beholdt de. Jeg havde sagt, at jeg ikke vilde arresteres, meget for min Moders skyld, idet jeg nødig vilde, hun skulde have den Sorg at høre, jeg var arresteret, hvortil Sognefogeden bemærkede: "Til Helvede med din Moder!" Han bød mig nu, at naar jeg skulde have mit Tøj hos skovfogden, skulde jeg lade ham det vide da han vilde se paa, at jeg fik det; jeg blev imidlertid betydet, at det skulde blive hos Skovfogden mindst en otte Dages Tid for at det kunde være en Slags Kavtion for mig. Jeg vandrede nu med et tungt Hjerte og en lettet Pengepung hjem til min fattige Moder, som tog sig min trange Skjæbne meget nær.
Imellem Jul og Nytaar fik ieg lejet en Mand til at hente mit Tøj; jeg skulde saa gaa i Forvejen og lade Sognefogden det vide. Jeg fik Sognefogden i Tale i hans Svoger Niels Pedersens Gaard i Hyllede; men Sognefogden sagde at han ikke havde Tid til at udlevere mit Tøi den Dag, og i hvert Fald skulde han have Betaling for sin Ulejlighed Det havde jeg ikke godt Raad til, sagde jeg, da jeg havde mistet de 50 Kr. som jeg dog haabede at faa igjen, hvortil Sognefogden svarede, at jeg havde slaaet min Husbond og at det var billigt, jeg var sluppet. Jeg sagde ham nu, at min forhenværende Husbond , (Gaardmand Niels Nielsen i Everdrup) var paa Vej efter mit Tøj; han svarede, at det ikke kom ham ved, naar jeg ikke vilde betale ham, vilde han ikke følge med. Jeg tog nu Svogeren og saa vidt jeg kunde skjønne, dennes Kone til Vidne paa, at Sognefogden ikke vilde udlevere mit Tøj uden Betaling. Saa rejser han sig i en Fart, tager fat paa mig og slaar mig gjentagne Gange paa Hovedet, og idet jeg skulde ud af Døren, fik jeg stødt Hovedet imod Dørtærskelen. Denne Behandling tog jeg nu Svogeren og hans Kone til Vidne paa; de havde stiltiende set til. Fortumlet som jeg var maatte ea nu gaa hjemad med uforrettet Sag; Manden, som skulle have hentet Tøjet kunde vende om igjen.
Imidlertid kommer jeg hen paa Birkekontoret i Vesteregede og spørger Hr. Justitsraad Bruun, om jeg skulde give noget til Sognefogden, for at han udleverede mit Tøj, hvortil Justittraad Bruun sagde, at det skulde Sognefogden gjøre tit. Jeg sagde at Sognefogden havde slaaet mig, men Justitsraaden mente, at det var fordi jeg ikke havde været høflig nok, jeg kunde bare gaa og hilse fra ham, at Sognefogden skulde udlevere mig Tøjet. Det havde jeg allerede gjort sagde jeg, men det troede Sognefogden ikke, hvorfor jeg bad om Brev til ham. Dette fik jeg og nu talte Sognefogden hverken om, at han ikke havde Tid, eller at han skulde have Betaling for sin Ulejlighed; jeg fik Tøjet, kvitterede for det og saa var den Sag saa vidt ordnet. Jeg havde imidlertid klaget for Justilsraaden over den Behandling, der var blevet mig til Del, og at jeg var blevet af med mine 50 Kr. Der blev nu sat en Dag, da jeg kunde møde tillige med Skovfogden og hans Datter. Skovfogden fastholdt, at jeg havde slaaet ham; hans Datter, at hun havde set paa at jeg slog ham Dette erklærede jeg, at det var en falsk Anklage og falsk Vidne, hvorfor jeg blev sat i Varetægtsarrest. for at betænke mig. Jeg var nu ugenlig hver Torsdag i Forhør, og blev forhørt om jeg "havde betænkt mig". Nej. Hr. Justitsraad, sagde jeg, jeg har intet at betænke mig paa, da jeg har afgivet den rette Forklaring: det var Skovfogden der slog mig, ikke jeg ham, det er raffineret Ondskab, der har dikteret Skovfogden det hele. Da jeg havde været arresteret i 14 Dage, mødte Skovfogden og hans Datter paany, og saa gjorde Datteren Ed paa at jeg havde slaaet hendes Fader. Dog Edsformularen blev ikke oplæst. Der blev sagt til mig, at jeg havde naturligvis slaaet Skovfogden, naar hans Datter gjorde Ed paa at have set det. Men jeg sagde, at jeg aldrig havde slaaet Skovfogden og det var ikke sandt hvad hun havde gjort Ed paa. Otte Doge efter faldt saa den Dom, at jeg skulde betale 15 Kr. til Politikassen, dog ikke, som jeg først troede, fordi jeg skulde have slaaet Skovfogden, men for Ulydighed mod Husbonden. Jeg kunde nu faa de 40 Kr., som Politiassistent Smith havde dikteret til Politikassen; de 15 Kr. i Bøde skulde tages fra Lønnen, jeg havde tjent fra Novbr. til 12de Decbr., ligeledes 75 Øre i Sagens Omkostninger. Jeg nægtede den Gang at modtage Pengene, forvd jeg ogsaa vilde haft de 10 Kr. , som Sognefogden havde forbeholdt sig, men dem kunde jeg ikke faa. Jeg blev saa løsladt samme Dag, efter at have været arresteret i 3 Uger
(Morgenbladet (København) 26. februar 1881. Et par afsnit indsat for læsbaarhedens skyld).
Sognefoged Jens Jeppesen, Hyllede bekendtgjorde i en skrivelse af 1. april 1881 i Morgenbladet den 5. april 1881 at han ville sagsøge tjenestekarl Jens P Hansen af Størlinge for artiklen. Dommen faldt et år efter og lød således:
Thi kjendes for Ret:
De ovennævnte i Morgenbladet Nr 48 for 26de Februar 1881 indeholdte for Citanten Sognefoged J. Jeppesen fornærmelige Udladelser bør være døde og magtesløse, og bør Indstævnte Jens Peter Hansen til Statskassen bøde 200 Kr. eller i Mangel af denne Bødes fulde Betaling inden den fastsatte Frist hensættes i simpelt Fængsel i 30 Dage, men i øvrigt bør han for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være.
Sagens Omkostninger, deri Salær til Citantens befalede Sagfører, Overretssagfører Bjerre 30 Kr og Porto til denne 2 Kr., samt det Gebyr, der skulde have været erlagt, og det stemplede Papir, der skulde have været brugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, udredes af Indstævnte.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
(Morgenbladet 25. juni 1882. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar