At der hersker megen Nød og Elendighed i denne strænge Vinter er vel Noget Alle vèd, men alligevel vil det saa nødigt blive indrømmet fra den Side, som ikke lider Nød. Naar vi atter og atter fremdrager denne sørgelige Kendsgerning i Samfundet, mødes vi ofte med den Erklæring, at det er farvede Beretninger, og der foretages Intet for at afhjælpe Ondet. Herman Bang skrev vel et Stykke i "Nationaltidende" om den københavnske Elendighed, men Alle har nu en Gang den Opfattelse overfor denne Forfatter, at hans Skriveri kun er Eksempler paa strømmende Ordforbindelser og malerisk Stil; Sujettet bryder man sig ikke om. Vi skal nu her gengive et Brudstykke af et Brev, som af en Arbejdsmand er sendt til en ar hans Bekendte ude paa Landet. Her er Stilen ikke den blændende, men Indholdet er en Række Fakta, fremstillende en Arbejders Kaar i Vintertiden, vel værd at lægge Mærke til og hente Kendskab af til BedømmeIse af Tilstandene. Vor Hjemmelsmand skriver:
Mon Du forøvrigt til Fuldkommenhed kan fatte, hvor overordenligt vanskeligt og besværligt der er for os Arbejdere herinde at eksistere i Vinter. Uge kommer og Uge gaar uden en Øres Fortjeneste, og dog skal vi hver Dag have lidt til Næring og betale vor Husleje. Jeg for mit Vedkommende har som saa mange, mange Andre maattet sætte alt, hvad jeg ejede, ud hos Pantelaanerne, hvad jo er let at forstaa, da jeg har været uden Fortjeneste en 2 a 3 Maaneder. Du kender jo nok Reglen, at den Dag, vi fyres af vort Arbejde, er vi med det samme uden Penge. Man giver os jo saa sjældent mere for vort Slid og Slæb end vi maa give ud igen Dag for Dag, naar vi skal have lidt at spise, betale Husleje, have lidt Hverdagstøj og andet mere af de mest uundværlige for ethvert Menneske, og altsaa, saasnart Arbejdet stopper, saa afsted med Stumperne og, som anført, jeg er gaaet med mine.
Jeg arbejdede forøvrigt sidste Sommer ved Ingeniørkoret herinde, nemlig ved Københavns Søbefæstning, men skjøndt dette Arbejde ikke regnes for det ringeste med Hensyn til Fortjeneste, saa var den dog ikke saa stor, at der kunde blive synderlig Opsparing af den til at strække til under Arbejdsløsheden. Under Betonslægningen, næmlig da vi støbte Fundamentet til de nye Fjortentommerskanoner, kunde vi maaske nok ved haardt Slæb tjent de fire Kroner om Dagen, men det maatte vi ikke. Det blev sagt os af de underordnede Ledere af Arbejdet, der ikke vare aldeles blottede for Humanitet, at vilde vi slæbe vor Fortjeneste op til det, beroede der jo paa os selv, men saa blev der skaaret af paa Betalingen. De Højerestillede, de Regerende, var næmlig af den Mening, at vi, som de naar Vinteren kommer, sparkes ud i den skrækkelige Arbejdsløshed, vi maatte ved det groveste Slæb ikke tjene en saadan Dagløn. Det kunde ikke gaa an, at en Arbejder saadan tjente Penge - en 4 Kroner om Dagen for en 3 Uger, - nej! de Herrer betragtede dette som ligefrem faretruende for Samfundet.
Vi Arbejdere vil ikke glemme saadanne Mennesker; men nok om det og nu videre. Lige først i November fik jeg med de Andre min Afsked og gik da ledig til Jul; i al den Tid tjente jeg kun halvtredje Krone, men saa fik jeg lidt Arbejde ved Isningen. Jeg søgte rastløs om Beskæftigelse; var hver Morgen oppe længe før Dag og ude omkring paa Pladserne og andre Steder, men hvad fik jeg derfor? Kun et Par dødstrætte Ben. Der var alt for mange arbejdssøgende Kammerater til det Smule Arbejde, der var, til at der kunde være Tanke om at faa fat; det var som at spille i Lotteriet. Og Du skulde f. Eks. set ved Toldboden om Morgenen, naar der bliver leveret Tegn ud, hvor vrimlede det da ikke af Mennesker, der masede, sled og trængte paa for at faa et saadant og derved komme til at tjene de Par Kroner. Man tryglede desuden denne Tegnuddeler, naturligvis med Huen i Haanden, om Tegn, som man ser en Tigger tigge om et Stykke Brød. Ja, dette er sørgeligt, men sandt, som man siger, og saadant gik det til, hvor man kom.
Naar et Skib kom til en Plads for at losse, hvor var det da helt fortviolet at se den Masse Arbejdere, der vrimlede ved det for at tigge om Arbejde, ja, tigge! for man falbyder ikke sin Arbejdskraft længer, nej, man tigger om Arbejde. Det gaar saaledes: Aah, maa jeg være med? Aah, kan jeg dog ikke faa en lille Smule at fortjene, det er saa galt for mig? osv. osv. Ja, hvilke Forhold; men dette er faktisk. Nu for tiden kan man da ikke gaa og se paa denne Elendighed, ti Isen har stoppet alt Arbejde paa disse Steder; man bliver nu inde omkring Hullerne og sulter og fryser. Kun ved en Lejlighed naar man tænker der skulde være lidt at faa fat i, viser man sig i samlede Masser, saaledes fornylig, da lidt Sne var falden og man troede der kunde blive lidt at kaste, hvor flokkedes da ikke Skarer (saaledes ude paa Trianglen paa Østerbro) af arbejdsløse Mennesker. Den Dag fik dog kun nogle Enkelte lidt, den smule Sne, der da var falden, gav for lidt Arbejde til alle os Mennesker. Jeg har nu atter været uden Arbejde en tre Uger, og det er særligt galt, da jeg ikke har mere at sætte ud. Den sidste Pjus Dyne jeg havde, gik for en halv Snes Dage siden for at tilfredsstille min Vært, der er en Mand, som siger, at om man er arbejdsløs rager det og for mit Bekommende har som saa .& Du kan forøvrigt tro, at det ordenlig gnavede i mig, da jeg maatte lade den gaa, og det er da ogsaa tungt, at nu i den haarde Vinter, da man kunde have den mest behov, skal den ligge paa Laanekontoret, og man skal saaledes fryse baade om Natten og om Dagen. - Ja, det er tungt, og hvad maa man tænke, naar man lever under saadanne smertelige Forhold og saa høre Mænd, som blandt Andre vort Lands Indenrigsminister siger: Der er ingen Nød, ingen Arbejdsløshed.
Din osv.
(Social-Demokraten 16. februar 1881).
Carl Baagøe: Fiskere vende hjem fra Isen. Vinteren 1880-1881 synes at have været lidt ud over det sædvanlige ifølge avisberetninger. Illustreret Tidende nr. 1121, 20. marts 1881.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar