04 maj 2023

Hans Brix og "Herolden". (Efterskrift til Politivennen)

"Herolden". Den danske Presse er endelig bleven forøget med det i nogen Tid bebudede Harald Brix'ske Organ. Prøvenumret udkom i Gaar under Navn af "Herolden", og det svarer fuldstændig til Forventningerne, ja det overtræffer dem næsten, idet Bladet helt igennem er fyldt af et glødende Had til det social-demokratiske Arbejderparti. Angrebene paa vort Parti og dets Mænd er sikkert vel mente, men de ere mindre velrettede, hvad Enhver der kender Forholdene let vil erkende, men ikke destomindre vidner de paa en utretydig Maade om, hvilke Opgaver den ædle "Herold" har at løse. Der findes i "Herold"s Prøvenummer ikke en eneste Linje positiv Politik, men det kan maaske blive bedre naar en eller anden velvillig Kilde vilde flyde lidt rundeligere til.

Herolder er ofte ledsagede af Trompetblæsere, der blæser til Lyd, og for saa vidt maa vi sige, at Brix's "Herold" ogsaa er temmelig godt udstyret, der er baade megen Vind og meget Trompetskrald til Stede ved den nyfødte, men Spørgsmaalet bliver, om den Slags Udstyrelse er vel bevendt. I gamle Dage, da Josva sjokkede om med Jøderne, kunde hans Trompeteren "blæse" Jerikos Mure omkuld, men mon nu det social-demokratiske Parti vil vælte, thi det er jo Hr. Brix's Mening, fordi hans Herold optræder med lidt Trompetskrald. Jøderne sjokkede efter Josva, da han kunde opfylde sine Omvæltningsløfter, - mon Hr. Brix ikke vil komme til at sjokke alene.

I Organets Program findes fremhævet med fede Typer, at det Samfund som de Socialerevolutionære vil skabe, skal være "et frit Samfund, hvor Enhver skal yde efter sine Evner, og nyde efter sine Fornødenheder". Vi tvivler ikke om at denne Sætning i Programmet vinder Hr. Brix' udelte Bifald. Hr. Brix har faaet en os ubekendt Hr. J. P. Petersen, til at "bære Ansvaret" for sit Blads Indhold.

Hr Brix's Møde i Aftes havde i samlet et aldeles overfyldt Lokale. Efter en heftig Meningskamp valgtes C. E. Andersen til Dirigent, medens Brix foreslog Tømrer L. Andersen. Efter en Diskussion paa over 3 Timer vedtoges med alle St. mod nogle saa følgende Resolution:

Forsamlingen protesterer paa de danske Arbejderes Vegne mod Hr. Brix's Forsøg paa at fremstille det gamle socialdemokratiske Arbejderparti som ikke eksisterende, og idet den anerkender nævnte Parties Virksomhed opfordrer den Arbejderne til at støtte "Socialdemokratist Forbund" samt Bladet "Social-Demokraten", for at Partiet kan blive i Stand til med al Kraft at varetage Arbejdernes Interesser.

En Resolution fra Hr. Brix om at støtte hans nye Blad ("Herolden") blev forkastet med overvældende Majoritet. Hr. Brix's Møde var altsaa for ham selv saare uheldigt.

(Social-Demokraten 13. februar 1881)


En Redegørelse.

I Herr Brix's Blad "Herolden" findes fremsat nogle Bemærkninger angaaende mit Møde med Fleron i Forligelseskommissionen. Jeg skal tillade mig at gøre opmærksom paa adskillige Usandfærdigheder i nævnte Bemærkninger. Der staar saaledes, at jeg havde brugt alle mulige Kneb for at undgaa nævnte Møde. Nu ved Fleron (som naturligvis er Brix's Hjemmelsmand) meget godt, at den første Tilsigelse modtog jeg under særlige Omstændigheder og kunde altsaa ikke give Møde paa den berammede Dag. Anden Gang, da Fleron mødte, havde jeg slet ikke modtaget nogen Tilsigelse, og baade Fleron og Brix ved vel nok, at naar man uden gyldig Grund udebliver fra en Forligsmøde, saa bliver Sagen uden videre optagen. At jeg altsaa anden Gang modtog Tilsigelse er Bevis nok for at jeg ikke har brugt nogetsomhelst Kneb for at undgaa nævnte Møde. Hvorfor udslynger man da en saadan vitterlig Usandfærdighed imod mig? Hvorfor fordrejer man forsætlig mine Ord? Jeg sagde f. Eks. ikke i Retten "at jeg ikke havde Lov til at indgaa paa Forlig", men "at dertil var jeg ikke bemyndiget" (naturligvis med Hensyn til Udgiverne). Den Assessor, som tiltalte mig angaaende Forliget og advarede mig mod at lade Sagen optage, kastede mig ikke Ordet "Fejghed" i Ansigtet. Det var Brix & Fleron forbeholdt at lave et saadant "Aftenpost"-Referat. Jeg kunde have Lyst til at spørge Hr. Brix om det er med Grovheder og bevidste Usandfærdigheder at han agter at paabegynde "Genoprettelsen" as det danske Arbejderparti og dets Presse, og Fleron vil jeg spørge, om denne er de yderlig Revolutionæres Maade at fortolke Retfærdigheden paa.

Fr. A. Hertz.

(Social-Demokraten 16. februar 1881).


Harald Brix (1841-81) var sammen med Louis Pio og Geleff blandt de første socialistledere. Brix var udgiver og administrator af den første arbejderpresse i Danmark, fra juli 1871 til april 1872 udgiver af "Socialisten", i oktober 1871 sekretær for den Internationale Arbejderforening. Han sad sammen med Pio og Geleff fængslet fra maj 1872 til april 1875. Samme år blev han administrator for Social-Demokraten. I 1876 begyndte han at udgive det socialistiske satireblad Ravnen. 1877-1880 sad han i forbedringshus for majestætsfornærmelse og injurier i Ravnen. Efter løsladelsen overtog han mod sin egen forventning ikke administrationen af Social-Demokraten, og begyndte i stedet at udgive "Herolden". Udgivelsen stoppede ved hans død samme år.

Bladet redigeredes herefter 1881-1882 af William Fleron - manden der var impressario for Barrisonsøstrene. Denne kom i konflikt med politiet da han i bladet forsvarede attentatmanden på Alexander II.

Ved folketingsvalget 1881 angreb bladet den socialdemokratiske kandidat P. Holm i 5. kreds mod Højres C. Goos.  Ved næste valg 25. juni 1884 indrømmede Goos at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved dette valg vandt P. Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493, og blev sammen med Hørdum de to første socialdemokrater. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar