Om denne i Fjor Efteraar afdøde prøjsiske. General meddeler Flensborg Avis af et Brev fra en gammel slesvigsk Præst: Efterretningen om General v. Goebens Død i Efteraaret vakte baade Vemod og Haab i mit Hjærte. Han var en god Fjende og en hæderlig Mand. I Løbet af Krigen 1864 kommanderede han en Brigade og tog sædvanlig Kvarter i Sottrup Diakonat eller i Ullerup Præstegaard. Han holdt ikke af Hjemmetydskerne og de sydslesvigske Overløbere, omfattede danske Embedsmænd og den danske Befolkning med uskrømtet Højagtelse, fordi de vare deres Konge og Fædreland tro, trøstede os ogsaa med det Haab, at hans Regering sikkert ikke tilsigtede nogen Annexion af det danske Nordslesvig. Det var hans Princip at varetage folkets, navnlig Kvarter-Værternes Tarv. Meldte jeg ham nogen Uorden, som var kommet til min Kundskab, blev Sagen strax undersøgt og Urostifterne afstraffede. Paa Kong Kristian IX's Fødselsdag spurgte han mig, om jeg ikke havde Lyst til at hejse Danebrog, en Tilladelse, jeg dog ikke holdt det for klogt at benytte.
Da den nuværende Superintendent, den Gang konstitueret Provst, meldte sig til Visitats, henstillede han til mig, om jeg hellere vilde være fri, da han havde erfaret, at Manden hørte til Hjemmetydskerne. Mange Officerer vare vanskelige at tilfredsstille. Hans Fordringer gik ikke videre end til en Kop Mælk og et Stykke Hvedebrød om Morgenen, en Kop The, et Æg og et Stykke bart Smørrebrød om Aftenen, og om Middagen det daglige Maaltid, som det maatte forefalde. Øl, Vin eller Snaps brugte han saa lidt som Tobak. Og hvor var han underholdende, naar han fortalte om sine Oplevelser i Spanien, hvor han tjente Don Karlos, avancerede til Oberst, blev fangen af Kristinerne og endte med at gaa hjem gjennem Frankrig som en vandrende Haandværkssvend, til han naaede Strasborg med opslidte Ski og Klæder, for igjen at blive Løjtnant hjemme. Eller om det mærkelige Felttog mod Marokko, hvori han senere tog Del med sin Regimentschefs, den nuværende Kejsers Tilladelse.
Desværre for os var han baade tapper og og aarvaagen. At vore Troppers Udfald fra Sønderborg den 17de Marts faldt uheldigt ud, var vist nok for en Del hans Skyld. Efter Krigen skrev han til mig fra Posen, at han længtes efter at komme derfra, fordi Forholdene vare der som i Nordslesvig, og da jeg for nogle Aar siden talte med ham i Koblenz, forsikrede han mig, at han ogsaa i den franske Krig havde saa vidt muligt holdt sin Haand over Befolkningen, hvor han kommanderede. Et Par Smaatræk vil jeg endnu fortælle. Han havde Ordre til at holde mig i Stuearrest. Det var jo slemt, for der var Syge, som længtes efter Guds Ord i Trøst og Nadverens Sakrament. "Jasaa kan jeg ikke fritage Dem for en Soldats Ledsagelse, hvilket jo vil være Dem ubehageligt," sagde han "Ingenlunde!" sagde jeg, "Folk sige blot: Se, vor Præst er en god dansk Mand, Tyskerne tør ikke lade ham gaa ene." Fra den Side havde han ikke set Sagen. Jeg kunde siden gaa, hvor jeg vilde, ledsaget af hans Skriver, thi Vagt af Soldater holdt han ikke paa i Gaarden.
Da han den 27de Juni meddelte mig Ordre fra Hovedkvarteret at sende mig til Internering i Flensborg, tillod han mig at vælge til Ledsager, i hvilken Officer i hans Brigade jeg helst vilde have, og medgav ham skriftlig Opfordring til Kommandanten om at yde mig al tilstedelig Frihed og Bekvemmelighed. Strax efter min Afrejse begav han sig til Graasten og udvirkede Tilladelse for mig til at rejse hjem igjen samme Dag. Goeben var en født Hannoveraner. Men lad os formode, at der endnu ere mange Tydskere, som dele hans Respekt for en Nations Modersmaal. Sæder og Skikke, dens Vedhængen ved Konge og Fædreland.
(Morgenbladet (København) 10. februar 1881).
"Den gamle slesvigske præst": Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved
I det tyske militærtidsskrift Allgemeine Militär-Zeitung findes adskillige artikler om general von Goebens bedrifter, fx i Krigen 1870 mod Frankrig.
Den prøjsiske general August Karl von Goeben (1816-1880) deltog bl. a. i krigenen 1864, 1866, and 1870–71. Siden 1848 var han ven med Helmuth von Moltke. I 1860 var han hos de spanske tropper i Marokko og deltog i slaget ved Tetuán. Han skrev to bøger om det. I 1863 var Goeben generalmajor og i Krigen 1864 brigadekommandør. I tyske aviser blev han omtalt som "danskernes skræk". Den 13. marts 1864 overfaldt general von Goeben med 2 kompagnier de danske forposter ved Lillemølle og Ravenskoppel ved Dybbøl. Danskerne måtte flygte og 34 blev taget til fange. Tyskernes tab var 1. I krigen mod Østrig 1866 kommanderede han en division. I 1870 kommanderede han 8. korps. I 1871 efterfulgte han Edwin von Manteuffel som kommandør af 1. arme og med denne endte han krigen i Nordfrankrig med sejren ved Saint-Quentin. Han var kommandør af 8. korps da han døde. Den prøjsiske kejser udtalte ved hans død følgende: "Eine Zierde für die Armee, einen der genialsten Offiziere, die Preussen jemals gehabt hat."
I 1911 søsattes en slagkrydser opkaldt efter ham (Goeben). Det blev overført til den tyrkiske flåde i 1914 under navnet Yavuz Sultan Selim (Tyrkiet var på tysk side under 1. verdenskrig). Skibet bevarede sin status som flagskib for den tyrkiske flåade indtil 1950. Den blev ophugget 1973.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar