Bangertsbro eller Brohusbroen, som den ogsaa kaldes, har saa længe, som Folk paa Stedet kan huske tilbage, været i den ynkeligste Forfatning. Allerede for flere Aar siden forbød Politiet at fimre med Vogne over den brøstfældige Bro, og i Tidens Løn har dens Tilstand forværret sig saaledes, at den til Tider kun med Forsigtighed har kunnet passeres af Fodgængere. Forleden Dag i Mørkningen, da en ældre Kone gik over Broen, kom hun for nær til et Sted, hvor Rækværket formodentlig manglede, og faldt i Aaen. De tililende hjalp hende op med en Del Besvær, og Politiet skred nu ind, lod nogle Bræder slaa fast tværs over Broen, og forbød enhver Passage over den. Broen ejes, saa vidt vi ved, af en i Nærheden boende Privatmand, som formentlig ikke har videre Interesse af at holde den i farbar Stand, da denne Ejendom ikke skaffer ham en Øres Indtægt; men det offentlige, vor virksomme Magistrat, bør antagelsesvis ikke lade denne Lejlighed gaa ubenyttet hen til at vise sig lidt velvillig mod Arbejderbefolkningen i det i Nærheden beliggende "Rhabarberkvarter", som nu maa gjøre en stor Omvej for at komme over paa den anden Side af Aaen. Afstanden mellem de to nærmeste Broer, nemlig Broen ved Griffenfeldtsgade og Broen ved Jagtveien er nemlig en 1600 til 2000 Fod. At lade Broen for Fremtiden fuldstændig være spærret forekommer os uforsvarligt, da den i over 30 Aar har været til, og det i mange Tilfælde er nødvendigt paa et saa stærkt befærdet Sted at have nemme Overgange over Ladegaardsaaen. Hvorfor lader iøvrigt Magistraten ikke Aaen kaste til langs den bebyggede Del? En underjordisk muret Vandledning vilde være nok saa heldig som denne aabne Kloak, som Aaen ofte har fuldstændig Udseende af at være.
St.
(Morgenbladet (København) 23. februar 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar