Garnisons Kirke, eller den Herre Zebaoths Kirke, som den egenlig hedder, er som bekjendt bygget af Frederik den Gade i Aarene 1703-1706 af Materialier fra det 1689 nedbrændte Amalienborg Slot. Kirken blev opført paa et Parti af en stor Have, der var sammenlagt af en Del mindre Forstadshaver, kjøbte af Frederik den Tredies Dronning. Oprindelig laa Garnisons Kirkegaard derfor meget landlig, kun mod den sydøstlige Side begrænset af den Række Smaahuse, der den Gang nylig vare byggede langs Store Strandstræde. Mod Sydvest begrænsedes Kirkegaarden derimod af et Komplet af skyggefulde Haver, men imod Bredgade (der hed Norgesgade) og imod St. Annæplads (der var en bred Gade, som hed St. Annægade) dannede Gadelinierne den naturlige Grænse. I Midten af forrige Aarhundrede vare Forholdene vel allerede noget forandrede til det værre, men de vare dog endnu taalelige og stemmede med den Pietet, man skyldte Menighedens Afdøde. Den Gang var Gaarden Nr. 20 i Bredgade, som tilhørte Kirken, allerede bygget paa en Del af Kirkegaarden, saaledes at dens Baghus ragede langt ind mellem Gravene og imellem denne Gaard og St. Annæ Plads var der desuden, om end i en mere indtrukken Linie, bygget tre Smaahuse. Men Kirkegaaren løb der endnu med en Tunge langs St. Annæ Plads helt hen til Bredgade. Imellem Strandstrædes Baghuse og Kirkegaarden var der et anstændigt Plankeværk, og dens Sydvestside var endnu skilt fra Huskomplekset ved en bred og skyggefuld Have, hvis løvrige Træer dækkede for alle private Uregelmæssigheder. Den Gang var der dog allerede bygget et Materialskur ud mod St. Annæplads op til Gaden af Strandstrædes Husrække; men Gavlen laa ikke som nu næsten klods op til Kirken. Skuret var ikke længer, end at der mellem dets Gavl og Kirken var en anstændig Afstand af 12 Alen.
Siden have Forholdene forværret sig i en utaalelig Grad, og nu ere de formelig uhyggelige. Lidt efter lidt have Grundeierne i Bredgade - med eller uden Tilladelse - erobret det ene lille Jordstykke af Kirkegaarden efter det andet, saa Grænsen nu fremtræder som et Virvar af uregelmæssige, brudte og puklede Linier, og i de paa Kirkegaarden indskudte Bagbygninger er der anbragt en Mangfoldighed af høist uensartede Vinduer og Glughuller. Den tidligere Have, der før begrænsede Kirkegaarden mod Sydvest, er forlængst uddelt i en Mængde Smaaparceller og bebygget med en Skare af mere eller mindre barokke Baghuse, Skuer og Appartinentier, hvori Vrangen af det huslige Liv og daglige Virksomhed aabenbarer sig i sin mindst tiltrækkende Skikkelse. Vasketude, Tørre- og Renselsesapparater for Klædningsstykker, Sengklæder og Tæpper samt andre lignende Anlæg lægge i den Grad Beslag paa al Opmærsomhed, at Beskueren ganske glemmer baade Kirken og Kirkegaarden. Plankeværkerne, der skille Kirkegaarden fra Strandstrædes Grunde, ere i en ynkelig, faldefærdig Forfatning, og stort bedre gaar det ikke det for nogle Aar siden ud mod St. Annæplads anbragte Jerngitter, der tillige med sin Sokkel af Jordsmon indenfor er trykket saaledes ud af Ligevægt, at det Hele viser Tendens til at falde om. Baade i Plankeværker og i Mure er det fra private Eiendomme anbragt Lager og Lemme, hvorigjennem Beboerne, formodenlig mod et lille Vederlag, til enhver Tid uhindret kunne begive sig ind paa den ellers for Publikum særdeles omhyggelig aflaasede Kirkegaard for at benytte den til Blegeplads til at tørre Tøi paa, udbanke Gulvtæpper og holde Legeplads for Ungdommen, hvad der naturligvis ikke kan bidrage til at forherlige Tilstanden. Men det værste er dog det gyselige Bindingværksskur, der ligger ude paa Gaden ved Kirkens sydøstlige Hjørne for Enden af Strandstrædes Husrække. Hvorfor man ikke for længe siden har fjernet denne hæslige, med alle Slags Plakater overklistrede Barakke, er aldeles uforstaaeligt, især da den Omstændighed, at Kirken kun bruger det til at leie ud, tilfulde godtgiør, at den selv intet Brug har for det. Og hvem er saa Leieren? Ja! det er utroligt, men sandt, det er Kiøbenhavns Magistrat, som dog først og fremmest skulle bære Omsorg for at bevæge Kirken til af simple Anstændighedshensyn at fjerne Skuret. Og hvad bruges det saa til? til Vognstue og Opbevaring af adskilligt Skramleri. Ja, den Del af Skuret, som ligger Kirken nærmest - næppe et Par Alen derfra - bruges til Opbevaring af Stenkul og andet brandfarligt Materiale, til største Fare for selve Kirken.
Under slige Forhold er det, at Garnisons-Kirkes Inspektion under 8. December f. A. har overrasket Publikum med den glædelige Bebudelse, at der nu snart forestaar en - altsaa ikke ubetimelig - Forandring med Garnisons Kirkes indenbys Kirkegaard. Hvori selve den bebudede Forandring skal bestaa, derom tier Historien, men der ymtes dog om, at man skal være til Sinds at bortsælge det sydligste Parti til Byggepladser. Hvorledes man vil faa de mange Vinduer og Opgange, hvorpaa der maaske er vundet Hævd, lukkede, bliver en Sag for sig, som maaske dog nok vil volde Vedkommende adskillige Bryderier. Hvad Sløifning af Gravstederne angaar, maa man jo antage, at de fornødne Forholdsregler ere iagttagne, og i ethvert Tilfælde vil sligt vel ligesaa godt kunne lade sig ordne her, som det er ordnet ved andre af Statens nedlagte Kirkegaarde f. Eks. Helligaands og Trinitatis. Hvad dernæst Terrænets Bebyggelse angaar, kan der jo tænkes tvende Tilfælde: enten kan det overlades til Private eller til det Offenlige. I første Tilfælde lader sig igjen opstille to Alternativer. Enten kan man sælge Parcellerne til de omliggende Grundes Eiere, eller man kan afhænde dem til Nybyggere. I første Tilfælde vil man jo fremdeles kun faa Byggegrunde at se og dertil vil Kjøbesummen af Mangel paa Konkurrence vel næppe blive stor, hvilket vistnok heller ikke vil blive Tilfældet under det andet Alternativ, fordi der her, afsides inde bag Kirken, ikke, som f. Ex. omkring Marmorkirken, vil frembyde sig nogen særlig tillokkende eller fordelagtig Facade. Hensigtsmæssigere vilde det derfor formentlig blive at benytte Terrænet Syd for Kirken til Opførelsen af en eller anden offenlig Bygning, samt derhos afskære og bortsælge til Private en Parcel af Jordsmonnet vest for Kirken ud mod St. Annæplads op til Hjørnestedet mod Bredgade, hvilket sidste, foruden at indbringe Penge, tillige vilde yde det væsenligere Gode, at der til denne Side blev tilveiebragt et passende og symetrisk Naboskab. Naar man saa først og fremmest naturligvis fjernede det hæslige Skur ved Kirkens Østside og dernæst kjøbte og nedbrød de to nærmest tilgrænsende Nabohuse i Store Strandstræde, eller i ethvert Tilfælde det ene af dem, nemlig Nr. 43, saa vilde man bag Kirken, og i tilbørlig Afstand fra den, kunne trække en Facadelinie for en offenlig Nybygning over til Baghuset til Gaarden Nr. 20 i Bredgade, og saaledes med et Slag faa alle de uhyggelige Bagpartier gjemte. Den Bygning, man der vilde opføre, kunde let faa en Facade af ca. 60 Alen og Dybden kunde blive faa bekvem, det skulde være, da Grunden har et Fladeindhold af ca. 3500 Kv. Alen. Derved vilde Kirken komme til at ligge paa en til alle Sider aaben og fri Plads, omgiven af Bygninger, som man var Herre ovre at gjøre saa passende og tiltalende som muligt.
Spørger man nu: "hvad det da skulde være for en offenlig Bygning, man saaledes skulde opføre her bag Kirken", kan kan Svaret lyde: f. Ex. en Embedsbolig for Kirkens Præst og Betjente osv. Den vilde kunne blive baade hyggelig, bekvem, og mere end rummelig nok i alle Maader, med Gaardsplads og Have osv., ikke at tale om, at Ideen to vilde staa i fuldkommen Samklang med det Princip, man synes at følge i den nyere Tid ved Opførelsen af nye Kirker nemlig at lægge Præste- og Betjentbolig umiddelbart ved Kirken. Omkostningerne ved det hele Arrangement vilde vistnok ikke frembyde Vanskeligheder, thi Kjøbet af Nr. 43 i Strandstræde osv. vilde vistnok i det mindste for en Del finde Dækning ved Salget af Parcellen vest for Kirken, og Omkostningerne ved den nye Bygnings Opførelse Syd for Kirken vilde sikkert rigelig kunde opveie den Sum, Salget af Præstegaarden i Bredgade Nr. 29 med sit udstrakte Terræn og sine i et søgt Kvarter liggende Bygninger vilde indbringe Kirken vilde i ethvert Tilfælde ikke lide noget Tab, Præst og Kirkebetjent ikke heller og Byen vilde vinde meget, ved i Stedet for de forkvaklede Forhold at blive prydet med et nyt, smukt og tidssvarende Parti. Vi tillade os derfor at anbefale denne Plan til Kirkeinspektionens omhyggelige Overveielse.
(Nationaltidende 22. februar 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar