Mishandling af Børn, der ere betroede til Vedkommendes Omsorg. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Lands- Over- samt Hof- og Stadsret har paadømt en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Opsynsmand i  var tiltalt efter Straffelovens § 144 jfr. § 125,

Tiltalte havde fra Foraaret 1883 af Inspektøren for den nævnte Anstalt med sammes Bestyrelses Samtykke været antagen til Tjeneste som Opsynsmand paa oftnævnte Anstalt, i hvilken Egenskab han, der mundtlig var blevet instrueret af Inspektøren, tillige har havt Opsyn med Pleiestuen samme Steds. Det var nu ved Tiltaltes egen med det iøvrigt under Sagen fremkomne stemmende Tilstaaelse oplyst, at han, medens Inspektøren kun vil have været ridende om, at Børnene i Overensstemmelse med Bestyrelsens Bestemmelse bleve revsede med Slag paa Ryggen eller Bagdelen udenpaa Klæderne med et Spanskrør af 3/8  Tommers Tykkelse eller en tynd Kjæp af Lignende Art, har nogle Gange revset en 9-10-aarig Dreng paa den Maade, at han med et Spanskrør har tildelt ham indtil 8 Slag i Drengens hule Haand, hvilken han holdt fast i sin egen Haand. Fremdeles har Tiltalte en Morgen i afvigte Sommer, for at vænne en 8 Aars Dreng til Renlighed, med en Pind, som kan havde dyppet i menneskelige Exrementer, smurt Drengen dermed om Næse og Mund, og han har ikke turdet nægte, at der ved denne Leilighed, skiønt Tiltalte ikke vil hade havt saadant til Hensigt, kan være kommet noget af det, der hængte ved Pinden, imellem Tænderne paa Drengen, der gjorde Modstand mod denne Behandling. Ved en anden Leilighed, hvor en 6-aarig Dreng om Natten havde giort sin Seng vaad, har han med Magt stødt Drengens Hoved ned i en Potte med Urin, og, uagtet han ikke vil have tilsigtet at Drengen skulde faa Urin i Munden, har han dog ikke turdel benægte, at Drengen - som denne har paastaaet - har faaet .Ansigtet vaadt af Urin. Endelig har Tiltalte som en Straf, der almindelig paa Anstalten anvendtes mod Børn, der havde ladet deres Vand i deres Senge om Natten, jævnlig ladet disse Børn staa opstillede i Børnepleiestuen, medens de andre Børn spiste samme Steds, med de af vedkommende Børn saaledes vædede Lagener over Hovedel og Ansigtet, dog saaledes, at Barnets Ansigt maa antages at have været frie, idet det ikke mod Tiltaltes Benægtelse er godtgiort, at Mund eller Øine, saaledes som et enkelt Barn har paastaaet, have været indviklede i det vaade Lagen. Denne Straf har efter Tiltaltes Forklaring varet i ca. 1 Time, og den saaledes Straffede har Tiltalte da tillige unddraget det Maaltid, der leveredes Lemmerne om Morgenen Kl. 6½. Straffen med Lagenerne har Tiltalte anvendt efter Inspektørens Opfordring, hvad denne ogsaa har indrømmet, medens han derimod vil have været uvidende om den Behandling, Tiltalte iøvrigt lod Børnene blive til Del, og navnlig ogsaa om at disse bleve unddragne de reglementerede Maaltider. Efter hvad der er oplyst i Sagen, kunde det ikke antages, at noget af Børnene har lidt nogen Skade af de dem saaledes tildelte Straffe. 

For det saaledes af Tiltalte udviste Forhold, der overfor Børn i en saa ung Alder fandtes at maatte betragtes som en Mishandling, blev Tiltalte ved Overrettens Dom i Medfør af ovennævnte Lovbestemmelser anset med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned, medens Straffen ved Underretsdommen var bestemt til lige Fængsel i 10 Dage.

(Nationaltidende 4. september 1884).

I midten af 1800-tallet var sogneforstanderskabet i Tikøb nået frem til at fattigforsørgelsen i kommunen var blevet for blødsøden. Man søgte derfor i april 1859 indenrigsministeriet om tilladelse til at opføre en anstalt efter slesvigsk forbillede. I modsætning til andre fattiginstitutioner skulle understøttelsen (bolig, forplejning og arbejde) nydes og ydes i anstalten og kun der. Tikøb Forsørgelses- og Arbejdsanstalt var beregnet til at kunne rumme 150 lemmer: En hovedbygning på to etager, med et grundareal på 425 m2, og var placeret lidt uden for Tikøb by (bygningen ligger der stadig - der er i dag ejerlejligheder). I stueetagen var der 5 arbejdsstuer (kvinde- og mandsopdelt) samt køkken, og her havde også forstanderen sin treværelses lejlighed. Der var en forsamlingsstue til sogneforstanderskabet, og opsynsmanden havde et værelse. På 1. sal var der 8 sovesale, ligeledes kønsopdelte.