Fra Holbæk skrives der til os den 3. Ved Venstremøderne, som afholdtes i Sommer her i Amtet kort før Valgene, gjorde man den Iagttagelse, at Tilslutningen til disse Møder var saare ringe de fleste Steder. Særlig hvor Venstrekandidaten var ene om det, blev Folk ofte helt borte. Jeg talte med en Venstrebonde kort før et saadant Møde, og han sagde: "Kaptajn Friis kommer da vel derhen? Ja for Fogtmannn og de andre Venstretalere, dem har jeg nu hørt saa tit, saa jeg kan del altsammen udenad, man bliver ogsaa kjed af at høre evig det samme." Som Modsætning hertil synes den vaagnende Socialisme her i Amtet at fremkalde saa meget stærkere Interesse, og det er sikkert ikke uden Grund, naar Venstrebønderne herude begynde at blive lidt urolige og med mistænksomme Øine se paa den Arbeiderbevægelse blandt Husmænd og Indsiddere, som utvivlsomt er i Fremkomst, og som straks er bleven taget under Armene af de kjøbenhavnske Socialister. Det er især i Sognene syd for Holbæk, at Røret er begyndt, men forøvrigt skal der ogsaa i Kundby Sogn i 2. Valgkreds alt i længere Tid have existeret en Slags Forening af Arbejdere, som af og til have givet deres Misstemning tilkjende mod Hr. Dønnergaard, der i sin Tid lovede Arbeiderne Guld og grønne Skove fer at blive valgt, men senere ikke har gjort et eneste positivt Skridt for at indfrie sine Løfter; disse Arbeidere ville efter al Sandsynlighed inden ret længe ogsaa komme under socialistisk Paavirkning, da en af de mere fremtrædende af dem paa Mødet i Holbæk i Søndags aabenlyst sluttede sig til de tilstedeværende Socialdemokrater. Forskjellige af de stedlige Venstrepolitikere af Gaardmandsstanden have vel forsøgt at lægge en Dæmper paa Arbeiderbevægelsen ved at forestille Ardeiderne, at Venstre vare deres sande Venner, og at deres billige Krav vilde blive tilfredsstillede, naar Venstre blot fik Magten, men Husmændene kjende jo nok, hvor hed Bøndernes Kjærlighed er til dem i det daglige Liv, og saa begyndte da de socialistiske Foreninger at dannes under Ledelse af den bekjendte socialistiske Agitator Sneedstrup fra Kjøbenhavn. Siden den Tid har Forholdet mellem Venstrebønderne og de socialistiske Landarbeidere just ikke været det bedste, og de have ført adskillige Avisfeider med hinanden i "Holbækposten", som tilsidst antog en saa skarp Karakler, at Holbækpostens Redaktør, der ellers gierne vilde holde gode Miner med begge Parter, fandt det klogest at nægte Husmændenes Ordfører Adgangen til Bladets Spalter. Denne maatte derfor ty til "Socialtdemokraten", hvor han naturlig fandt beredvillige Hjælpere til at læse Bønderne Teksten.
Efter den Tilslutning, som Socialdemokratiet har fundet blandt Landarbeiderne i Holbæk Amt, var det naturligt, at Hovedbestyrelsen i Kjøbenhavn særlig har haft sin Opmærksomhed rettet paa denne Egn, og medens Agitationen paa Landet fortsættes, har den derfor med sædvanlig Organisationstalent indset, hvilken Betydning det kunde have for en kraftigere Virksomhed, naar der i Holbæk By dannedes en Forening, der blev Midtpunktet for Agitationsvirksomheden. En saadan Forening er nu oprettet straks efter det Arbeidermøde, som afholdtes heri Byen i Søndags, og som havde samlet ca. 400 Tilhørere, og der skal nok allerede hare indmeldt sig over et halvt hundrede Medlemmer, ligesom der ogsaa er blevet dannet en Fagforening for Skomagersvendene.
Hovedtaleren ved det nævnte Møde var den bekiendte Snedker E. E. Andersen fra Kjøbenhavn, og hans Foredrag gik i det væsenlige ud paa følgende: Socialismen havde for 13 Aar siden, da den begyndte i Kjøbenhavn, vel vundet stor Tilslutning, men mange var senere faldne fra, da den første Begejstrings Rus var fordi og Forfølgelserne begyndte. Politidirektør Crone havde derfor nogle Aar efter indberettet, at Socialismen var ved at tabe sig og havde mistet al Betydning, men han vilde vist nok nu være den første til at erkjende, at han den Gang havde taget feil. Socialismen havde vel siden Halvfjerserne havt adskillige Kriser at gjennemgaa, men dens Førere vare gaaede modnede og befrugtede ud deraf, de havde sat sig bedre ind i de socialistiske Theorier og havde lært at tage mere praktisk paa Tingene. Socialismen havde aldrig været livskraftigere, end den var nu, det halve Kjøbenhavn var erobret, og den var ved at slaa Rod rundt om i Landet. Den var jo heller ikke samfundsfarlig, den vilde gaa frem ad fredelig Vei og vilde først søge at faa Reformer gjennemførte for Arbeiderne under den nuværende Samfundsorden. Arbejdernes Ulykke laa i den Maade, hrorpaa Arbeidet var ordnet.
Med den frie Konkurrence vilde Arbejderen blive stærkere og stærkere trykket, idet der var en stadig voksende Overgang fra den haandværksmæssige Drift til Fabriksdriften. Socialismen vilde derfor ophæve den fri Konkurrence og forlangte alle Produktionsforhold omordnede saaledes, at det ikke længer blev private Folk, men alene Staten, der overtog al Eiendom og ledede alt Arbeide. Denne nye Samfundsorden var det, man forstod ved den socialistiske Stat, og dette var Socialismens Endemaal. Modstanderne klagede over, at der ved en saadan Ordning lagdes Baand paa den personlige Frihed, men det troede Taleren ikke. Hvor Staten var Arbeidsherre som f. Ex. i Post- og Jernbanevæsenet, der havde Arbeideren det forholdsvis godt. Indskrænkningen af Friheden vilde kun ramme Arbeidsherrerne, de nuværende Fabrikreglementer greb mindst lige saa stærkt ind i Arbejdernes personlige Frihed. Som Udviklingen nu gik i Retning af Storindustri vilde Haandværket snart forsvinde, og alt vilde efterhaanden koncentreres paa nogle enkelte Arbeidsherrers Hænder. Naar Arbeidet saaledes skulde centraliseres, var det da ikke bedre at faa Staten til Arbeidsherre end Rigmændene, tilmed naar Staten styredes af Folket? (Voldsomt Bifald.) Imidlertid indsaa Socialdemokratiet godt, at en saadan Omvæltning ikke lod sig gjennemføre straks, og derfor vilde man foreløbig nøies med at stille saadanne Fordringer til det nuværende Samfund, som kunde lede henimod den Ordning, som man ansaa for den ideale. Som saadanne Fordringer nævnede han en bedre Oplysning for Arbejdernes Børn, Fastsættelsen af en Normalarbejdsdag paa høist 8 Timer, Sygepleiens Omordning, saaledes at Staten sørgede for, at alle Arbeiderne kunde faa fri Lægehjælp og Sygehjælp, Indrettelse af en Alderdomsforsørgelseskasse for gamle Arbeidere uden Tilskud af disse samt Udvidelse af Valgretten til 22 Aars Alderen. Taleren anbefalede derpaa Oprettelsen af Fagforeninger og udtalte sig sluttelig om Socialdemokratiets Forhold til Venstre. Han indrømmede, at Socialdemokratiet havde havt god Fordel ved Valgene af den Understøttelse, det havde faaet af Venstre og de Liberale, og han erklærede ogsaa, at Alliancen vilde blive opretholdt ved kommende Valg, saa lange Betingelserne vare de samme. Ligeledes vilde Socialisterne ogsaa støtte Venstre, dersom det kom til Magten, forsaavidt det viste sig villigt til at fremme socialøkonomiste Reformer paa den Maade, Socialdemokratiet ønskede det; men hvis Venstre ikke vilde støtte Socialdemokrattet, saa maatte dets Magt brydes, og Arbeiderne vare stærke nok til at gjøre det. Taleren hilstes efter sit Foredrag med Haandklap og langvarigt Bifald. Typograf Nielsen fra Roeskilde, en ganske ung Socialdemokrat i 20-Aars Alderen, der derefter fik Ordet, gik ikke saa forsigtig tilværks i sine Udtalelser som hans mere drevne Kollega. Han gjorde først et drabeligt Indhug mod Arveretten, i hvilket han saa en Hovedgrund til Arbejdernes Underlegenhed i Kampen med de "forædte" Storborgere, dernæst angreb han Krigsgalskaben: naar alle Lande bleve enige om ikke at ville føre Krig, hvor skulde saa Krigen komme fra? Han erklærede sig sluttelig for Atheist og paastod, at Religionen fordummede Folk; der var mange andre Ting, der var langt vigtigere end Religionen og den skulde derfor ud af Skolerne. Børnene havde nok, naar de blot lærte nogen Moral. Hvis han fik Børn, skulde de ikke oplæres i nogen anden Religion end den, han havde, og han havde ingen! Paa en Interpellation af Vognfabrikant Winther om, hvorvidt Socialistførerne troede, at Landarbeiderne kunde være tjente med at gaa i Spænd med Bønderne, som kun gav dem 66 Øre om Dagen, svarede Snedker Andersen, at han ogsaa kun havde sagt, at Alliancen vilde vare, til Estrup gik. Af Estrup vilde Socialdemokratiet absolut intet have. Kom Venstre til Magten, og det saa ikke vilde gaa med til Reformer, saa vilde Socialisterne naturligvis sige Slut. Han troede forøvrigt nok, at Bønderne vare altfor stokkonservative til, at de frivillig skulde gjøre nogen væsenlig Indrømmelse overfor Socialdemokratiets Fordringer. Venstre vilde sikkert ikke stort videre, end Høire vilde paa det økonomiske Omraade, men man var enig med Venstre deri, at Flertallet skulde have Magten, og Socialdemokratiet vilde blive Flertallet, naar først Landarbeiderne vare organiserede. Da senere Kunstdreier Baunsgaard slog fast, at Socialdemokratiet kun vilde benytte Venstre som en Stige for selv at komme til Magien, svarede Andersen "Ja vel vil vi til Magten, naar først vi blive Flertal. Lad Venstre have Magten, saa længe det er Flertal; vi vilde dog Flertal tilsidst, for vi er absolut de fleste, og saa vil vi have Plads: thi der er ingen, der kan føre vort Program ud i Livet uden vi selv."
Foruden disse Talere talte endvidere Veimand Hans Chr. Christiansen fra Kathrinedal i Kundby Sogn, som iøvrigt sluttede sig til de socialistiske Ideer og manede Arbeiderne til Sammenslutning, saaledes at de ved kommende Rigsdagsvalg kunde opstille Kandidater af dens egen Midte. Derefter vedtoges en Resolution om Dannelsen af en Forening og Tilslutning til Socialdemokratiet, og Mødet endte med Leveraab for Socialdemokratiet og Snedker Andersen.
(Nationaltidende 5. september 1884. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar