Ved Afsløringen af Mindemærket over Professor Joh. Chr. Gebauer i Gaar paa Fasankirkegaarden havde der samlet sig en Kreds af den afdødes Familie, personlige Venner og Disciple i et Antal af ca. 100. Man bemærkede saaledes Digteren Jul. Chr. Gerson, Musikerne S. A. E Hagen, V. Kalhauge, A. Grandjean, Madsen-Stensgaard o. fl. Efter Afsyngelsen af en af Jul. Chr. Gerson i Dagens Anledning forfattet Mindesang paa afdødes bekjendte, stemningsfulde Melodi: "Saa vil vi nu sige hverandre Farvel", talte Hr. Dalhoff, Præst i Diakonissestiftelsen, jævnt og hjærtelig om den Grundanskuelse, der havde præget den afdødes Liv, idet han til Udgangspunkt tog et Ord af Salomons Ordsprog: En retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse. Den afdøde havde ikke tragtet efter Berømmelsens Sæbeboble, men stedse stræbt efter, at hans Gjerning maatte være til Velsignelse. Han kunde vanskelig tænke sig noget uhæderligt eller egennyttigt i Forbindelse med hans Minde. Han havde levet sit Liv i oprigtig Fromhed, der først værnedes i Hernhuternes stille Menighed i Kristiansfeldt og af senere Tider bragtes til Modenhed. Hans Liv var præget af Menneskekjærligbed og Beskedenhed. Han havde saaledes bragt meget til Udførelse, og dog havde dan aldrig forglemt Ordet: "ikke synes, men være". Denne hans sande Beskedenhed vækker Beundring og Ærefrygt, og derfor kunde man styrkes og finde Velsignelse i hans Minde. Den afdøde havde visselig efterladt sig et smukt og varigt Minde i hans mange Melodier, der var kendte saa vel i Kirken som i Hjemmene Det havde al Tid skaaret ham i Hjærtet at høre en Melodi, der stod i Modstrid med Texten, hvorimod han opbyggedes, naar Ord og Tone fulgtes ad. Derfor var hans Melodier stedse et sandt Udtryk for Grundtonen i Salmens Ord. Synge vi en af disse den afdødes Melodier, da mærkes tillige, at han intet har givet for at vise sig, vi føler, at alt er præget af en ægte Beskedenhed: ikke at synes, men at være. Venner og Disciple rejste dette Minde i Sten og Malm. Skulde nogen ved at skue dette spørge om denne Mands Betydning og Værd, da tør vi tro og haabe, at saalænge hans Melodier endnu lever og kjendes, da vil den ikke fattes, som kan give Svar. og som kan pege paa ham som et Vidnesbyrd om, at et Menneske kan komme frem, naar han vil, selv om han ikke trænger sig frem. Derefter foretoges Afsløringen. Det tre til fire Alen høje Mindesmærke bærer for oven i Basrelief et tro Billede af den afdøde. Under Billedet findes følgende Indskrift:
(Morgenbladet (København) 17. oktober 1885).
Komponisten og musikteoretikeren Johan Christian Gebauer (1808-1884) fik sin musiske uddannelse allerede fra ganske ung. Fra 1826 var han hos F. Kuhlau, senere hos C. E. F. Weyse og P. C. Krossing. Fra 1842 redigerede han subskriptionen "Sangfuglen" indeholdende kompositioner af yngre danske komponister. Han blev i 1846 organist ved Petri kirke i København. I 1859 forflyttedes han til det større embede ved Helligåndskirken
Da konservatoriet oprettedes 1866, blev han lærer i harmonilære indtil 1883. I 1844 komponerede han sit første hæfte med børnesange. "En lille Nisse rejste", "Nu lakker det ad Tiden smaat". "Søskende jeg kender fem", "Hist, hvor Vejen slaar en Bugt", "Ride, ride Ranke" osv. Af hans salmemelodier kendes vel stadig "Saa vil vi nu sige hverandre Farvel" og "Den store hvide Flok vi se".
Fra 1870 gik det tilbage såvel helbedsmæssigt som kreativt, han levede de sidste år på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Han gravsted på Solbjerg Kirkegård findes ikke længere. Stenen angives til 3-4 alen højt, hvilket svarer til 2-2½ meter, altså en ganske anselig størrelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar