Afstraffelse i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Ti Slag Ris.

(Morgenbladet.)

Af de mangfoldige Retssager, som Jyderne har haft med Provisoriet, har næppe nogen vakt en saadan Forbavselse og Harme som den Silkeborg Dom, der ikjendte en Dreng 10 Slag Ris for at have deltaget i Raabet "Ned med Estrup!"

Man erindrer, at Sagen stammer fra Højtideligholdelsen af Kongens Fødselsdag i Silkeborg. Af Mangel paa Deltagelse i et paatænkt Festmaaltid til Ære for Hans Majestæt valgte man at bespise Smaafolks Børn. Dette var en smuk loyal Tanke. Børnene i Silkeborg vilde ikke glemme, at Kongens Fødselsdag blev en Festdag ogsaa for dem: Velvære og Stolthed over at være til offenlig Kongemiddag kunde nok afsætte et af de Indtryk, som former unge, bløde Sind og bliver medbestemmende for deres statsborgerlige Holdning siden hen.

Denne Middag vil efterlade et andet Indtryk, ikke alene hos de Smaa i Silkeborg.

Man husker ogsaa, at Børnene, oplivede af den nydte Ære og det gode Maaltid, istemte deres Yndlingssang: "Ned med o. s. v."; at Politiet kom over dem; at Kongeherligheden endte med, at en af Drengene, sagtens i Egenskab af Forsanger, dømtes til 10 Slag Ris; og at denne Straf blev exekveret i Drengens Hjem under et strængt Politis aarvaagne Øje for, at Retten ikke fornemtes.

Exekutionen er siden beskreven i "Silkeborg Avis" af en Mand, som Drengens Moder havde formaaet til at udøve den Tugt, som Politiet havde paalagt hende at give Sønnen Marius Olsen. Det er Skomagersvend C. Jørgensen, der skriver:

"Ved Hr. Politibetjent Lemmings Ankomst i Hjemmet fremtog jeg det Ris, som skulde bruges ved denne Lejlighed; men det var ikke efter Hr. Lemmings Ønske. Da jeg ikke har haft Lejlighed til at fabrikere den Slags Ting, saa underrettede Hr. Lemming mig om, at Riset ikke maatte være sammenbundet i begge Ender, og han tog derfor en Kniv op af Lommen for at rette Fejlen. - eller hvad der er min Mening - for at det bedre kan slaa igjennem. Altsaa blev først Riset kasseret. Dernæst skulde Afstraffelsen foregaa. Jeg troede, at Straffen for en saadan Forbrydelse som Marius Olsens kunde udføres uden paa Tøjet, men jeg tog fejl. Det blev kasseret af Hr. Lemming. Han fordrede, at jeg skulde slaa paa det blotte Legeme, og da jeg vægrede mig herved, tog Hr. Lemming Sagen paa den Maade, at han ganske haardt sagde, at han nok skulde faa en Anden dertil i Morgen. Kun ved Drengens Moders indtrængende Bønner om at fuldføre det sørgelige Hverv paatog jeg mig det atter. Men jeg blev atter kasseret. Mine to første Slag var ikke haarde nok for Hr. Lemming, og han underrettede mig om, at det skulde være en Straf, Drengen skulde have, hvad jeg heller ikke betvivlede. Altsaa maatte jeg begynde at slaa igjen. Da de ti Slag var faldne, spurgte jeg, om det nu var godt, og Hr. Lemming svarede, at for denne Gang kunde det gaa. Jeg forklarede derefter Hr. Lemming, at det var den sørgeligste Bestilling, jeg nogen Sinde havde haft: at skulle udføre en Straf for en Forseelse som denne, og spurgte, om han (L. ) nu troede, at Drengen vilde faa den rette Agtelse for vort høje Ministerium, nu da det var banket ind i ham. Da Lemming hørte dette, svarede han, at havde han vidst, at jeg var en saadan En, skulde jeg ikke have faaet Tilladelse til at slaa."

Denne troskyldige Beskrivelse appellerer til modstridende Følelser. Er det latterligt at se kongelig dansk Retspleje vende sig mod de Umyndige, der næppe veed hvad de siger, og med Lovens Midler tugter dem, fordi de i deres uskyldige Mund tager Ord, som er Landets Feldtraab imod Ministeriet? Eller er det til at græde over en saadan Ynkelighed? Eller er ikke Stolthed den rette Følelse. Stolthed over en Regering, hvis Øje vogter paa Alle, lige til dem i Vuggen, og hvis Fingre er lange nok til at naa Enhver og knibe ham i Øret, naar han ikke opfører sig ulastelig, saaledes som en stærk Regerings hengivne Undersaatter bør opføre sig?

Historien er ikke ude med Riset. Drengen er fattig men brav og en af Skolens flinkeste. Nogle Borgere i Byen ønskede at yde ham en Opmuntring. Hos Venner og Bekjendte samlede Agent P. Larsen ind til et Uhr, som de vilde forære Drengen. Saa i forrige Uge faar Hr. Larsen en Tilsigelse til Birkekontoret; han skulde under Tiltale. Af de foreliggende Meddelelser fremgaar det ikke klart, om Tiltalen gjælder politistridig Indsamling af Hjælp til fattige, eller om den lyder paa "Demonstration mod Provisoriet". I sidste Tilfælde faar Hr Larsen muligen Deserten ved den Silkeborgske Kongemiddag, hvis der ikke forinden kommer flere Retter paa Bordet. Men i Silkeborg vil Alle raabe af deres Lungers fulde Kraft: Estrup leve!

(Folketidenden - Ringsted 18. juni 1886)

Uret med indskriptionen "Til Erindring om 8. april 1885" forsøgte birkedommer Drechsel forgæves at konfiskere. Drechsel gik i øvrigt af august 1886. 

- Den bekjendte Historie om Marius Olsen og de ti Slag Ris, der skal fri Birkedommer Drechsels Navn fra den Forglemmelse, hvortil det ellers ganske naturlig vil være hjemfalden, er efter hvad vi ser af de kjøbenhavnske Blade, i Fredags bleven behandlet af "Dagbladet" i en ledende Artikel. Da vi imidlertid ikke længere holder Hr. Goos's Sandhedsfakkel, kan vi ikke i Dag meddele vore Læsere hele den Udskrift af Silkeborg Birks Politiprotokol, som skal være optaget i "Dagbladet", men maa indskrænke os til at meddele følgende efter "Soc.-Dem.":

Det er ikke saa meget "Dagbladet"s egne Betragtninger, der fortjener Opmærksomhed, - hvornaar gjør de vel det? - som en Udskrift, det har forskaffet sig af Silkeborg Birks Politiprotokol. Rimeligvis er Udskriften nemlig det samme som den Redegjørelse, Drechsel lovede Marott i Silkeborg i Mandags, da han i fuld Birkedommeruniform forløb sig med Ordet "Løgn" overfor Redaktor Marott. Han tog det som bekjendt i sig igjen kort efter, men anbragte det i Stedet for paa Bladene, uden dog at sigte paa noget bestemt. Saa var det, at han lavede en Beretning, der "skulde sætte Risene i et andet LYS", men hvis han dermed har ment den Udskrift af Silkeborg Politiprotokol, som "Dagbladet" nu møder med, er han rigtignok med samt sine Ris bleven staaende i det samme latterlige LYS som hidtil.

Birkedommerens Protokol begynder saaledes:

Aar 1886 den 17de April blev Silkeborg Birks Politiret sat paa Thinghuset, hvor Birkedommeren bemærkede, at det var anmeldt for ham og ligeledes havde staaet i begge Byens Venstreblade, at en Del Børn, som den 8de April paa HS. Maj. Kongens Fødselsdag var blevne beværtede paa Hotel "Silkeborg" af en Del Mænd, der ønskede at højtideligholde Dagen paa denne Maade og at indprænte Børnene Loyalitet og Ærbødighed for deres Konge, havde ved Bortgangen fra Spisningen paa offentlig Gade sunget den bekjendte Smædevise "Ned med Estrup". Sagen var derefter bleven nærmere undersøgt og nogle indkaldte til at møde i Retten i Dag.

Arbejdsmand Sørensens Sophus, 10 Aar gl. og konfirmeret, forklarede, at han ikke af vedkommende var anmodet om at deltage i Spisningen den 8de ds.; men da han tilfældigvis stod udenfor Hotel "Silkeborg", sagde en Mand til ham, at han kunde godt gaa op og spise med; han gik da op og deltog i Maaltidet. Efter Spisningen gik de derfra i Flokke Komparenten gik sammen med Marius, From og Christen, og da de var komne et Stykke fra Hotellet i Østergade, begyndte ukonfirmeret Dreng Marius at synge den ommeldte Sang. Komparenten og From advarede ham derimod, men han sagde, at det gjorde ingen Ting, og fortsatte. Komparenten heile ikke flere eller andre end ham synge den Lise, for de omtrent kom til det Sted, hvor Søndergade udmunder i Torvet. Her begyndte From at istemme med Marius, og dette fortsattes igjennem Søndergade, hvor disse to sammen med Komparenten selv og Christen sang Smædevisen.

Og derefter gaar det videre paa lignende Maade med "Komparenten From, 14 Aar gammel", saa igjen med Sophus, saa med Carl, Anton, Johannes, Christen, Berg, Christian og endelig den berømte Marius, der figurerer i Birkedommerens Forbryderroman som en Rocambole, der har skræmmet Livet af Silkeborgs Politi, eller som en Masaniello, der har været ved at indføre Republiken.

Efter ham beskrives Forældrene, Arbejdsmændene Hans og Edward, der begge karakteriseres som Socialister, c: Fortællingens Skurke. Endvidere Møllersvend B., om hvem Birkedommeren fortæller, at "vel var han Venstremand, skjøndt ikke saa kras som tidligere". Møllersvenden havde ogsaa tidligere sunget Silkeborgermarseillaisen: "Ned med Estrup", men Forfatteren tegner ham i det Hele taget som et Menneske, i hvem det Gode er begyndt at slaa Rod, og følsomme Læsere vil følge hans Deltagelse i Begivenhederne med Interesse. Derimod fremtræder Tjenestekarlen Jens som et Uhyre til at benægte alt, hvad Bandens Anfører, Rocambole-Marius, siger ham paa, og han snor sig ved sin Snedighed helt fri for den Mistanke, at han skulde have lært denne Røvervise "Ned med osv." Han konfronteres af den dygtige Forhørsdommer med Hovedpersonen, som imidlertid trods sit store Ry trækker det korteste Straa overfor Jens, og efter denne Hovedscene vil enhver Romanlæser kunne gætte sig til, hvad Enden vil blive.

Endnu maa nævnes de to kvindelige Optrædende, Madam Christen og Madam Marius. Forfatteren lader dem formilde Fortællingens Gang ved deres moderlige Følelser, og Slutningskatastrofen, de ti Slag Ris "ved en dertil engageret Skomager" samt i en Politibetjents Overværelse, males i korte, men kraftige Træk.

Alt i alt maa "Birkedommerens Hævn" eller "Røverkaptejnen i Silkeborg" anbefales enhver som en overmaade morsom og spændende Nutidsfortælling, der trygt tør betros i enhver ung Piges Hænder.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. august 1886).

Marius Olsen rejste til USA hvor han efter en ældre borgers udsagn senere i Social-Demokraten 8. januar 1914 skulle være en hæderlig og anset maskinarbejder.

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) tog sin afsked i oktober 1886 og flyttede derefter til København. Han døde i en villa ved Himmelbjerget og blev begravet på Gl. Rye Kirkegård. Drechselsvej - en lidt ydmyg sidevej til Vestergade - er opkaldt efter ham. Hans søn Ernst Cristopher Lorenz Drechsel (1858-1932) var borgmester i Aarhus 1905-1919.