En Artistindes Endeligt.
Det er ikke ret mange Aar siden, Tivolis yngre, vexlende Stab af Kolumbine-Fremstillerinder ikke existerede; lige saa ufravigelig som der hver Aften blev givet en Pantomime, lige saa sikkert kunde man paa Programmet se Rollens Indehaverinde angivet som Frøken Petoletti.
I en lang Række af Etablissementets første Aar hed hun Jomfru Petoletti; da i Begyndelsen af Treserne Revolutionen i den kvindelige Titulatur opstod, fulgte Tivoli Strømmen, som selv det kgl. Theater tilsidst bøiede sig for, og Jomfrunavnet blev ombyttet med Frøkentitlen.
Aften efter Aften saalænge Tivolisaisonen varede mødte Frøken Petoletti paa Pletten, og endnu længe efterat hun var ude over de første Ungdomsaar, vedblev hun at fremstille Harlekins bedaarende Elskede. Slægt efter Slægt er voxet op under Forestillingen om, at saaledes som hun nu engang spillede Rollen, maatte Kolumbine absolut være; man havde ingen Anden seet og tænkte slet ikke paa, at ogsaa hun var Forkrænkelighedens Lov undergiven.
Omsider kom dog den Dag, da Ombytningen skete; det var en hel Begivenhed i Tivolis Liv; men frøken Petoletti forsvandt ikke ganske; naar der af til i Pantomimerne var Brug for Rollen i det ældre Fag, bleve de nu tildelte hende, og ogsaa som Veilederinde for adskillige af de yngre Kræfter gjorde hun Tjeneste; i sin Ungdoms Dage havde hun selv optraadt som Dandserinde, som saa mange Andre gik hun senere over til at blive en Art Instruktrice.
Men selv denne virksomhed fik Ende. Alvorlig og langvarig Sygdom tvang hende tilsidst til helt at gaa tilbage fra scenisk virksomhed, og i de sidste Aar tilhørte hun fuldstændig Privatlivet; kun sieldent saa man den fordums Kolumbine, altid iført en tarvelig, mørk Dragt, bevæge sig gennem Byens Gader.
Nylig havde hun atter været angreben af en alvorlig Sygdom, den slog sig paa Hjernen, og en Morgen savnedes hun i sit Hjem. som hun i sindsforvirret Tilstand havde forladt, kun halvt paaklædt.
Man efterlyste hende og søgte efter hende overalt, men forgjæves; Ingen havde seet hende. Ingen vidste Besked om hende,
Saa omsider i Fredags, da en Damper seilede ind i Gasværkshavnen, bragte Bevægelsen i Bandet et kvindeligt Lig op til Overfladen; i det første Oieblik vidste Ingen, hvem det var, kun syntes man at antage, at det var en yngre Kvinde - senere har det vist sig, at det var Frøken Petoletti.
Hvorledes Ulykken er skeet, frivillig eller ufrivillig, vil vel aldrig blive konstateret, men Sandsynligheden taler maaske nærmest for det sidste, ialtfald er hun gaaet i Døden uden Bevidsthed.
(Dagens Nyheder 18. juli 1886).
I Gaar Middags fandt en Jordefærd Sted paa Vestre Kirkegaard under ualmindelige Omstændigheder. Den Afdøde, en forhenværende Artistinde, var nemlig døbt og opdragen som Katholik, men den katholske Præst havde vægret sig ved at forrette Jordpaakastelsen, da det saa ud til, at hun selv havde søgt Døden. Dette Hverv havde da Pastor Lütken paataget sig. Organist Kalhauge spillede Orgel og et Kor af unge Damer sang. Hun havde saa godt som ingen Slægtninge tilbage. De mest fremragende i Følget var hendes gamle Kammerater, Artisterne ved Tivolis Pantomimeteater, Volkersen og Hesse. Denne med Grønt og hvide Lilier smuttede Kiste oversluttede nemlig Frøken Petoletti, Tivolis mangeaarige Kolumbine.
Hvilken Københavner kendte ikke hende? I over fyrretyve Aar havde hun smilende og gratiøst som Harlekins Elskerinde danset hen over den lille Scenes Brædder. Mange Tusinder har tiljublet hende, ethvert Barn forstod hendes stumme Sprog. Men selv paa det Kønneste Ansigt ætser Tiden Mærker, som ikke kan skjules af Teatersminken. Da Frøken Petoletti var bleven henimod 60 Aar, maatte hun give Afkald paa den skælmske, yndefulde Kolumbine, men hun spillede derefter nogle ældre Roller og fungerede som Instruktrice for de yngre Kolumbiner.
Saa tvang Sygdom hende helt tilbage fra den sceniske Virksomhed, Sygdommen tiltog, hendes Hjærne blev angreben. En Morgen savnedes hun i sit Hjem, som hun rimeligvis sent om Aftenen havde forladt i sindsforvirret Tilstand. Man efterlyste hende, søgte efter hende over alt, men ingen havde set hende. Sine Ørenlokker og Ringe havde hun taget af og lagt paa Bordet. Hun var kun halvt paaklædt.
I Fredags sejlede en Damper ind i Gasværkshavnen. Ved den Bevægelse, Vandet kom i, bragtes et kvindeligt Lig op paa Overfladen. Næste Dag meddelte Bladene ganske kort: Liget af en forhenværende meget bekendt Artistinde, der den 8. ds forlod sit Hjem i sindsforvirret Tilstand, blev i Gaar Morges funden flydende i Gasværkshavnen. Det blev ved Politiets Foranstaltning indlagt i Lighuset ved Langebro.
Det var Tivolis feterede Kolumbine. Hun var ikke til at kende. Liget havde ligget otte Dage i Vandet.
De mange Aar, hun havde virket ved Pantomimen i Tivoli, havde styrket Venskabsbaandet mellem hende og hendes Kaldsfæller fra den første Tid og til nu. Da Præsten havde endt Jordpaakastelsen, traadte Volkersen op paa Jordhøjen og udtalte højt:
"En hjærtelig Tak til alle, der venligt fulgte min gamle Kammerat!"
A-
(Social-Demokraten 22. juli 1886).
Frøken Pettoletti var datter af en Casorti. Som skrevet instruerede hun bl. a. Anna Kjærrumgård (1866-1939) der dansede Columbine i 35 år. På Vesterbros teater var Casorti den første berømte danske Pjerrot og hans datter Theresia skal have været en yndig Columbine. Völkersen spillede Pjerrot i 50 år. Columbinerne spillede dengang modsat senere tider helt op i den modneste alder, de blev ikke udskiftet.
Hesse havde sine 1843 optrådt i Tivoli i de casortiske pantomimer. Han trak sig først tilbage i 1894. Han gæsteoptrådte som 80-årig i 1897.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar