Mishandlingen i Saxkjøbing
Overlærer Hans Rasmussen i Saxkjøbing indrømmer i "Folketid.", at Drengen har med et Spanskrør faaet en meget alvorlig Tugtelse. Nedenstaaende Lægeattest viser Tugtelsens Grad:
Efter Begjæring af Murersvend A. Tops Enke har jeg Dags Dato undersøgt hendes Søn, Lauritz, der foregav, at han den 5te ds. om Formiddagen var blevet gjennempryglet paa Skolen, og fandtes da :
1) hele Ryggen, lige fra Nakken til Bæltestedet, blaa- og grønfarvet som af underløbet Blod, noget ophovnet under og omkring begge Skulderbladene, oven paa venstre Skulderled en af Blod underløbet Plet af en Species Størrelse.
2) Paa begge Overarmes ydre og udvendige Flade flere blaa og grønne Striber, hvis Omfang var lidt hævet.
3) Paa Brystet saas ikke Spor af udvortes Vold.
Hans Rasmussen skal i Følge "Flkt." selv være en fattig Indsiddersøn, der blev hjulpen frem ved Velvillie og Kjærlighed. Han har glemt, hvad Lærere af hans Slags altid glemmer: at Haardhed avler Haardhed.
(Stubbekøbing Avis 10. juli 1886).
- "Loll. F. Flktd." meddeler en uhyggelig Historie om en Dreng i Saxkjøbing Skole, der er bleven mishandlet paa en højst uhyggelig Maade af en Overlærer ved Skolen, Hr. Hans Rasmussen Bladet meddeler følgende nærmere om Sagen: Drengen, der hedder Lauritz Topp, forsørges af Fattigvæsenet og er af dette anbragt hos en Rebslager i Byen. I Skolen skal han jevnlig være udsat for haard Medfart uden at saa ringeste Medhold hos sin Plejefader. Ikke desmindre skal han være en temmelig flink, opvakt og begavet Dreng. Anledningen til Mishandlingen stal være følgende: Der er i Byen dannet et Par Drengeforeningcr. som hver har sin Fane. Overlærer Hans Rasmussen, der er Formand for Byens konservative Klub, fik Bedsteborgernes Sønner til at danne en "konservativ Drengeklub". Da Adgangen til denne imidlertid ikke stod aaben for alle Drengene, blev der Misfornøjelse hos nogle af de smaa Tilsidesatte. De lavede saa en Forening for sig og fik sig en Fane. Forrige Søndag havde begge Drengeforeninger Tur i Skoven med deres Faner, og Lauritz Topp var Fanebærer i sidstnævnte Forening. Hr. Rasmussen traf dem, da han samtidig var ude paa en Kjøretur. Hvorvidt der passerede Noget ved dette Møde med Drengeklubben, vides ikke. men den næste Dag gav Hr. Rasmussen den lille Fanebærer 58 Stokkeslag! Slag efter Slag faldt tungt og gennemtrængende paa det ulykkelige Barns Ryg. Ved det fyrretyvende lød Lærerens Hustrues mere menneskelige Røst oppe fra Loftet, om det dog ikke snart maatte være nok. Men Nei. Ikke et Øie var tørt i hele Klassen; uvilkaarlig talte Børnene Slagene, medens den frygtelige Tortur fortsattes, indtil det 58de Slag, der blev raabt ud over hele Klassen som med en Mund. Saa endelig standsede Hans Rasmussen. Han var træt. Lauritz Topp fik Lov til at forlade Skolen med de andre Børn. Med blodig Ryg gik han grædende i Byen og besørgede sine Byærender, og med blodig Ryg gik han ligesaa i sit Arbeide paa Reberbanen hele Eftermiddagen. To Borgere i Byen fik Drengen at se og spurgte ham om, hvorfor han græd. Han blottede dem da sin mishandlede Ryg. De tog da Drengen med til Distriktslægen, som efter en foretagen Undersøgelse udstedte Attest for, at Drengens Ryg fra Skuldre til Bæltested fremviste blodunderløbne og ophøjede Striber, slaaede med en Stok. Derefter anmeldte de Sagen for Byfogden, til hvem de afgav Lægeattesten. Sagen vil nu blive Gjenstand for offenlig Undersøgelse. Forhør blev allerede holdt om Tirsdagen over Læreren, Drengen og Rebslageren. Om Eftermiddagen var Skolekommissionen samlet, formentlig foranlediget ved det Forefaldne. Forøvrigt skal det ikke være første Gang, at der er sket noget Lignende i den korte Tid, Hr. Rasmussen har været Overlærer ved Skolen. I Vinter skal et andet faderløst Barn være bleven straffet af ham paa en saa uforsvarlig Mande, at der blev anskaffet Lægeattest for Mishandling og han i den Anledning fik en alvorlig Irettesættelse. - Tingsted Sogn, under hvis Fattigvæsen den gjennempryglede Dreng hører, har fundet sig foranlediget til at tage ham ud af Saxkjøbing Skole for at søge ham anbragt et andet Sted.
(Middelfart Avis 13. juli 1886).
Højrepressen var begejstret over at læreren på denne måde havde tugtet oppositionen, og Hans Rasmussen fik megen anerkendelse for sin indsats, se fx nedenfor artiklen i Dagens Nyheder, og fik efterfølgende en karriere indenfor partiet.
Politisk Forfølgelse.
(Korrespondance til "Dagens Nyheder".)
Saxkjøbing, den 12te Juli 1886.
En ualmindelig hensynsløs og brutal Forfølgelse er i den sidst forløbne Uge sat i Scene mod Formanden for den konservative Klub i Saxkjøbing, Overlærer Rasmussen. Denne havde nemlig i sin Skole seet sig nødsaget til alvorligt at afstraffe en i høieste Grad uvorn Dreng (en Dreng, der f. Ex. i det optagne Politiforhør bekjendte at have slaaet i Bordet for Overlæreren og sagt: "Jeg vil "Fanden æde mig" gaa ned og melde til Politiet, at De har slaaet mig!"). Et Par Socialistførere, der have været særlig forbittrede, siden deres mislykkede Socialistfest bragte den konservative Klub saa stor Tilgang, og som sikkert fandt, at en saadan Dreng var moden til deres Omsorg, tog sig af ham, fik en Lægeattest (der dog udtalte, at han ingen Skade havde lidt paa Helbredet), meldte Sagen til Politiet og begyndte i Kompagni med Rasmus Clausen og Jordan (der i Fængslet har Leilighed til at lægge Langhalmen tilrette for sin Straamand), en glubende Pennefejde mod Overlærer Rasmussen i "Loll.-Falst.s Folketidende"; han blev selvfølgelig fremstillet i de sorteste Farver, medens Drengen var en Lysets Engel; der taltes "tunge Anklager", "Misgjerninger" osv. og gaves de vildeste og længst fra Sandheden liggende Beretninger om det Passerede, Altsammen i en Form, der særlig var anlagt paa at vække Had, hvilket Maal ogsaa forsaavidt er naaet, som Overlæreren har den Fornøielse daglig at modtage Truselsbreve fra kjøbenhavnske Socialister. Imidlertid billigede Skolekommissionen ganske hans Optræden ved den nævnte Leilighed, ligesom Amtet resolverede, at der ingen Grund var til at foretage Noget i Sagen fra det Offenliges Side. Dette var naturligvis en velkommen Anledning for de sammenrottede Bagvaskere til at falde over Autoriteterne, hvormed de i disse Dage more sig. Rimeligvis ville nogle Processer slaa koldt Vand i Blodet paa dem.
Det er en Selvfølge, at alle renlivede Venstremænd betragte Drengen som Martyr, og hans Færd vil, efter hvad der forlyder, blive belønnet med en "Folkegave".
(Dagens Nyheder 14. juli 1886).
Hans Rasmussen (1851-1919 eller 1939) var husmandssøn, uddannet 1868-1871 på Jonstrup seminarium. Han var 1871-1874 huslærer i Vejleby ved Christianssæde. 1875-1878 lærer i Lemvig. 1878-1885 lærer i Helsingør. Han var 1885-1914 overlærer ved Sakskøbing Borgerskole. Han blev senere medlem af hovedstyrelsen for Danmarks lærerforening og i 1893 og 1907 ordfører på de store skolemøder, som indledte lærernes lønreform. Ligeledes var han i en årrække medredaktør af lærerforeningens medlemsblad "Folkeskolen". Hans Rasmussen var Højremand og i 1886 medstifter af aktieselskabet "Saxkjøbing Kæmpetelt" i anledning af den konservative klubs faneindvielse. Hans familiegavsted er på Sakskøbing kirkegård
Lolland-Falsters Folketidende skrev efterfølgende om skolekommissionens frifindelse af Rasmussen: "Dette Aktstykke har kun den ene Fejl, at det stiller Børnene i Saxkjøbing Skole i en temmelig betydelig Grad mere rets- og forsvarsløse end Vognmandshestene er stillet paa Kjøbenhavns Gader."
Dette fik kommissionen til at anlægge sag mod redaktøren for æreskrænkelse. Hans Rasmussen (der også var formand for Saxkjøbing konservative Klub) truede desuden med at sagsøge Morgenbladet, Politiken og Social-Demokraten for at have viderebragt Lolland-Falster Folketidendes artikler om sagen. Hertil fik han fri proces.
Vidneafhøringerne foregik i oktober 1886 (se fx Lolland-Falsters Folketidende 5. oktober 1886). Skolekommissionen ombestemte sig og gav Hans Rasmussen en reprimande.
Gennem de tre retsinstanser var følgende afgørende: Havde Hans Rasmussen holdt antallet af slag inden for de reglementerede 15 eller som avisen citerede kilder for: 58. Ved retssagen blev der kun taget højde for at lægeerklæringen angav at der ikke var sket varige fysiske skader på drengen. Og endelig at retterne lagde mest vægt på Hans Rasmussens forklaring, ikke på "lægfolkene".
Pryglesagen fra Saxkjøbing for Høiesteret. (Fra vor Meddeler). Mandag Formiddag henad Kl. 12 kom den i sin Tid meget omtalte Pryglesag fra Saxkiøbing for Højesteret. Omtrent fire Aar har den været om at passere de foregaaende Instanser, og det er derfor maaske ikke afveien med et Par Ord at erindre om den Begivenhed, der gav Anledning til Sagen: I Dagene fra den 7de til den 13de Juli indeholdt "Lolland Falsters Folketidende", for hvilket Blad dengang Redaktør P. Christiansen var angivet som Ansvarshavende, en Række Artikler om en Mishandling, der havde fundet Sted i Saxkjøbing Friskole den 5te Juli.
Ved den nævnte Leilighed skulde Overlærer Hans Rasmussen, Formanden for Byens "konservative Klub", have bibragt et af Børnene, Enkemadam Tops 12-aarige Søn, Laurits, 58 Slag med et Spanskrør, hvilken Revselse i "Lolland-Falsters Folketidende" var betegnet som en "gruopvækkende Mishandling", "Misgjerning", "oprørende Behandling", "en frygtelig Tortur og umenneskelig Færd". Det antydedes tillige, at Revselsen stod i Forbindelse med den politiske Bevægelse i Saxkjøbing, idet Overlærer Rasmussen var bleven oprørt over, at Laurits Top havde været Fanebærer for en Forening af Smaaborgernes Sønner. Da Rasmussen anlagde Sag mod Bladet for disse Artikler, benægtede han baade at Mishandlingen havde været saa grov som anført, og at politiske Grunde havde været Aarsagen dertil.
Ved Nykjøbing Bythings Dom blev Red. Christiansen idømt en Bøde af 300 Kr., hvilken Dom stadfæstedes af Overretten den 8de Juli 1889. I sin Dom udtalte Overretten, at Lærer Rasmussen vel havde overskredet Revselseretten, men at Bladets Artikler dog ikke havde været fuldt beføjede, idet det særlig ikke kunde siges, at Revselsen var foregaaet af politiske Grunde. Redaktør P. Christiansen indankede Overrettens Dom for Højesteret, hvor Højesteretssagfører Svend Høgsbro mødte for Citanten, medens Kammeradvokat Hindenburg førte Sagen for den indstævnte Lærer Rasmussen. Svend Høgsbro kunde, da Dokumentationen bliver meget vidtløftig, idet man i den vil finde alle de udførlige Vidneforklaringer, indskrænke Redegjørelsen for denne Tragedie til det mindst mulige.
Laurits Top var faderløs, da Begivenheden foregik, og han var ligesom sin Moder undergivet Fattigvæsenets Forsorg, dog opholdt han sig ikke hos Moderen, men var sat i Pleie hos en Rebslager Henriksen; han var forholdsvis lille af sin Alder. Den Dag, Mishandlingen foregik, havde Laurits Top været i Skole fra om Morgenen, og i en af Timerne begik han en Forseelse, der synes at have bestaaet i, at han talte høit og lo. Denne temmelig ubetydelige Forseelse gav Overlærer Rasmussen Anledning til at trække Drengen ud paa Gulvet og give ham først en 4-5 Slag med et Spanskrør. Lidt efter paastod Rasmussen at Laarits lo igjen og gav ham paany endel Slag; dette gjentoges endnu engang, hvorefter Drengen slog i Bordet og sagde: "De har Fanden æde mig ikke Lov til at slaa mig saaledes; jeg skal melde Dem til Byfogden!" Det er selvfølgelig beklageligt, men det er dog undskyldeligt, at Trodsen kommer op i ham efter den Mishandling, han havde lidt.
Spanskrøret, som Rasmussen benyttede, var 1 1/4 Alen langt og saa tykt som en Mands Lillefinger. (Taleren overleverer Retten et Spanskrør af dette Omfang, hvilket af Rasmussen var angivet at være af samme Størrelse som det af ham benyttede). Efter Drengens respektstridige Ytring blev han trukket frem igjen og fik en ny Dragt Prygl. Rasmussen paastaar, at han i de fire Omgange fik 16-19 Slag, medens Børnene i Klassen talte Slagenes Antal til mellem 50-56. At det sidste Tal er rigtigt er tildels bestyrket af de afgivne Vidneforklaringer; dette har saavel Drengens Moder som en Skomager Hansen og en Kjøbmand Christiansen hørt af Børnene. En Pige, Alvilda Rasmussen, der havde siddet og grædt af Medlidenhed imod den Mishandlede, kunde ikke selv tælle Slagene, men havde hørt af de Andre, at Laurits fik 48 eller 53 Slag. Naar henses til, at der ifølge Straffeloven kun maa gives unge Mennesker fra 16-18 Aar 25 Slag Rotting, vil man imidlertid indse, at det var for grov en Mishandling, om Rasmussen kun havde givet Drengen 19 Slag.
Efter at Laurits var kommen hjem fra Skolen, blev han sendt hen til Kjøbmand Chr. Jansen, hvor denne tilligemed Skomager P. Hansen saa Drengens Ryg, der lignede et stort Saar. Hansen erklærede bl. A., at hvis denne Mishandling var overgaaet hans Barn, vilde han strax være gaaet til Overlærer Rasmussen og tampet ham, saa han skulde krybe for Barnets Fødder. De to Mænd gik med Drengen til Distriktslæge Hejn, der synede ham, men Lægeattesten har det ikke været muligt at saa frem under Sagen, dels fordi Byfogden havde beholdt den, og dels fordi Lægen ikke vilde give en Afskrift af Attesten.
Under Forhørene maatte Læge Hejn dog indrømme, at han ved at se Drengen havde udtalt, at det var nogle slemme Stryg, han havde faaet. Skolekommissionen havde vel anmodet Byfogden om at lade Sagen falde, men den havde dog nogle Dage senere givet Rasmussen en skarp Irettesættelse. Fra Læge Hansen foreligger en Attest, som er skrevet et Par Dage efter Revselsen, og det hedder deri bl. A., at "hele Ryggen lige fra Nakken til Beltestedet fandtes blaa og grøn farvet som af underløbet Blod, noget ophovnet, under og omkring Skulderbladene: oven paa venstre Skulderblad en af Blod underløbet Plet af Species Størrelse: paa begge Overarmens ydre og udvendige Flade flere blaa og grønne Striber, hvis Omfang var lidt hævet". Taleren kunde ikke indrømme, at Spanskrør var lovligt Straffemiddel, thi i en Ministerialskrivelse af 27de November 1866 hedder det, at det vel antages, at der maa bruges Spanskrør, men at man dog ikke anser sig berettiget til at give saadan Tilladelse. Selv om imidlertid dette Straffemiddel er tilladt, saa naar Spørgsmaalet om Mishandling ligefuldt aabent; og at Mishandlingen i dette Tilfælde har været uforsvarlig, kan der ikke være Tvivl om, da Drengen har Spor af Revselsen endnu 3 Uger efter.
Hvorvidt Revselsen er sket af politiske Grunde, er ikke bestemt fremsat i "Loll. Falst. Folket."; det hedder kun, at det ikke er oplyst, men det synes, som om Dannelsen af Drengeforeninger i Saxkjøbing har indvirket paa Rasmussen, der som Formand for Byens konservative Klub sympatiserede mere med den saakaldte "konservative" Forening, som Borgerskolens Drenge havde dannet, end med den Forening, som Friskoledrengene havde dannet, fordi Borgerskolens Drenge ikke vilde have "Socialisterne" ind i deres Forening. Da Laurits Top var Formand og Fanebærer i den socialistiske Forening, er det forstaaeligt, at det for Mange har set ud, som om Rasmussen nærede Uvillie mod denne Forening og lod det gaa ud over Formanden. Rasmussen paataler bl. A. en Ytring i Bladet om, at han havde gjort Forsøg paa at mistænkeliggjøre Drengens Karakter. Men bortset fra, at den Ytring ikke kan anses for fuldt berettiget, idet Rasmussen havde skrevet, at der vilde blive gjort alvorlige Forsøg paa at faa anbragt Laurits paa en Anstalt for moralsk fordærvede Børn, uagtet der ikke er en Eneste, der nogensinde har tænkt paa at sende Drengen hen paa en saadan Anstalt.
Overfor Rasmussens Paastand om, at en af Bladets Artikler om Begivenheden var helt igjennem usandfærdig, svarer Bladet, at dette er "frækt" sagt! den sidste Ytring paataler Rasmussen ligeledes, men Retten vil forhaabentlig give Taleren Ret i, at det virkelig var frækt af Rasmussen at kalde Artiklen for usandfærdig. I det Hele taget bruger Rasmussen saa stærke Udtryk, at Reglerne om Retorsion gjør Bladets Udtalelser fuldt beføiede. Naar endelig Rasmussen føler sig injurieret, fordi Bladet skriver, at han flere Gange tidligere har gjort sig skyldig i lignende Mishandlinger, saa kan det anføres, at det er oplyst, at Rasmussen to Gange har pryglet en Enkes Søn saaledes, at han har ligget syg af Mishandlingerne i længere Tid. En Mursvends Søn havde Rasmussen slaaet to Tænder ind paa og pryglet ham slemt. Politibetjent Rasmussens Sønner har han ligeledes mishandlet, saaledes at den ene fik en stor Knude i Hovedet. Naar Lærer Rasmussen undskylder sig med, at Laurits Top var en ualmindelig trodsig og uartig Dreng, saa bestyrkes dette ikke af forskjellige Vidneforklaringer, der gaa ud paa, at han vel ikke var blandt de bedste Drenge, men dog i Reglen meget skikkelig. Man gik derefter over til Sagens Dokumentation, der vilde medtage det meste af Retsmødet igaar (Tirsdag). Dommen kan ikke ventes at ville falde før Onsdag.
(Middelfart Avis 25. juni 1890. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
26. juni 1890 bragte Middelfart Avis Hindenburgs påstand om frifindelse fordi det hele var pure opspind: lægerne var enige om at det ikke var mishandling og afstraffelsen var forsvarlig og velfortjent. Selv om skolekommissionen mente at grænsen var overskredet. Dommen blev sammen med afslutningen af referatet fra retssagen bragt i Middelfart Avis 27. juni 1890. Den faldt i øvrigt sammen med at Hans Rasmussen hyldedes ved 100-års jubilæet på Jonstrup Seminarium for sin digtning.
Den 25. juni 1890 afsagde Højesteret dom i sag nr. 74: fhv. redaktør P. Christiansen (Høgsbro) mod overlærer Hans Rasmussen. Den stadfæstede Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom af 8. juli 1889.
Juristen Svend Høgsbro (1855-1910 i København) . Han var søn af forstander Sofus Høgsbro. I 1862 bosatte familien sig i København. Han blev cand.jur. 1878 og højesteretssagfører i 1889. Han blev senere Venstre-politiker, 1895-1909 medlem af Folketinget og i Regeringen Christensen 1 først trafikminister, senere afløste han Alberti som justitsminister i Regeringen Christensen ll samt justitsminister i Regeringen Neergaard I 1908-09 og Regeringen Holstein-Ledreborg 1909. Han er begravet på Vestre Kirkegård i København. De Danske Andelsforeninger rejste 29. juli 1912 en mindesten for ham i Skibelund Krat med portrætrelief, udført af Elias Ølsgaard.
Juristen og politikeren Arthur Leopold Hindenburg (1832-1913) blev cand.jur. 1855, prøveprokurator 1860, overretsprokurator 1862, højesteretsadvokat 1863. I 1885 blev han konstitueret som kammeradvokat. Han blev afskediget 1901 under ministeriet Deuntzer. Han var medlem af folketinget 1869–1876 for Højre og tilhænger af Estrup. Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar