Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.
En gammel Forbryder.
der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:
- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.
- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.
- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.
- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .
- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.
- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.
Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:
- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.
I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.
Hr. "Literaten",
Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".
Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.
Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.
Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.
En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.
Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.
Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.
Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.
Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.
(Aftenbladet (København) 27. august 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar