Kildekonen Marie Villads
som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.
(Isefjordsposten 12. april 1896)
"Kildekonens Sange"
"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen
Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar