En Syg paa Vandring. (Efterskrift til Politivennen)

En i Ryesgade boende ældre Mand, Niels P. Larsen, er nylig afgaaet ved Døden under Omstændigheder, der fortjener at meddeles Offenligheden.

Larsen havde i nogen Tid havt Arbejde ved Lyngby og logerede midlertidigt hos Staldmester Niels Andersen paa "Lottenborg". Han havde i Vinter havt et Anfald af Influenza og blev i Begyndelsen af Juni atter syg. Om Nætterne var han saa forvildet, at han foruroligede og syntes farlig for sine Omgivelser, og da der var tydelige Tegn til Sindsforvirring, besluttede hans Vært at gøre Anstalter til hane Indlæggelse paa et Hospital.

Søndag den 7de Juni, om Morgenen Kl. 7, henvendte Staldmesteren sig den Anledning til den ved Lyngby liggende Gendarmstation, forklarede Larsens Tilstand og bad om han maatte blive transporteret til et Sygehus. Men Gendarmkorporalen henviste ham til Politiet som den rette Avtoritet. Staldmesteren lod saa sin Staldkarl, Peter Andersen, gaa med den Besked til Politistationen i Lyngby, men her var det ikke bedre. Overbetjenten henviste den Sag til Sogneraadet, og da Karlen saa endelig henvendte sig til et i Lyngby boende Sogneraadsmedem, saa var Resultatet her akkurat det samme som de foregaaende Steder. Sognerådsmedlemmet kiggede efter i sine Bøger, men kunde ingen passende Bestemmelser finde om at tage sig af Syge, der er i Hus. Var den Syge endda bleven fundet liggende paa Vejen, saa havde det været en anden Sag.

Alle Karlene Forklaringer om den Syges Tilstand hjalp ikke noget, og denne Vandring fra Herodes til Pilatus var altsaa aldeles frugtesløs. Staldmesteren var nu i Tvivl om, hvorledes han skulde forholde sig med det syge Menneske. Men op ad Formiddagen blev man højst forbavset ved at opdage, at den Syge pludselig var sporløst forsvunden. Til en Logiskammerat havde Larsen ytret, at han vilde gaa til Helsingør og besøge sin Søn (han havde hverken Søn eller Familie Helsingør).

Efter hvad der senere er erfaret, er han imidlertid gaaet til København, hvor han Natten mellem Søndag den 7. og Mandag den 8. blev truffet paa Østerbro af en Politibetjent, til hvem han opgav sit Navn og Fødested, og blev som formodet beruset indbragt til Politistationen. Her hensad han til han endelig næste Morgen Kl. 8 blev indbragt til Kommunehospitalet. Ved Undersøgelsen viste det sig, at bl. a. Lungerne var angrebet, og den følgende Dag, Tirsdag den 9. Juni, afgik han ved Døden. Søndag den 14. Juni blev han saa begravet paa Vestre Kirkegaard, uden at hans herboende Familie havde nogen Anelse om det passerede.

I Lyngby var man samtidig i Logis'et bleven meget urolig over hans lange Udeblivelse. En Logiekammerat kendte heldigvis Familiens Adresse i København, og den 17. Juni fik Familien et Brev fra denne Mand med Meddelelse om. at Larsen var bortgaaet i sindsforvirret Tilstand, og at Værten anmodede om, at hans Garderobe maatte blive afhentet.

Familien satte sig straks i Bevægelse her i København, forespurgte rundt om paa Politistationer og Hospitaler, og blev selvfølgelig meget overrasket ved endelig paa Kommunehospitalet at erfare, at en Mand ved Navn N. P. Larsen var død der og begravet for flere Dage siden. Familien maatte endda op i Fattigvæsenet, hvor den Afdødes Paaklædning var henbragt, og ved denne blev det saa konstateret, at den eftersøgte og den døde var samme Person.

Denne Tildragelse er et nyt Bevis paa, hvor slet og hensynsløst det nuværende Samfunds Autoriteter behandler fattige Syge. Selv om Elendigheden har naaet et saadant Højdepunkt, at den Syge styrter om paa en Gade eller en Landevej, er han dog ikke en Gang sikker paa at kunne blive indlagt paa et Hospital. Som oftest betragtes han i dette Tilfælde som en Drukkenbolt, og indespærres i en Politistations Detentionslokale, hvor man ikke en Gang gør sig den Ulejlighed at hente en Læge for at lade hans Tilstand undersøge. Socialdemokratiet har ofte forlangt Lægevagtstationer oprettet og sat i Forbindelse med Politistationerne, uden at der er taget Hensyn dertil. De Mishandlinger af Syge, der jævnlig finder Sted, skulde man synes maatte aabne Øjnene for Nødvendigheden af at gennemført vor Fordring.

(Social-Demokraten 25. juni 1891).