Gustava Grüner malede bl. a. portrætter. Hun studerede på Académie Colarossi og var senere elev hos blandt andre Gustave Courtois og Lucien Simon. Hun rejste på flere studierejser til Paris i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af 1900-tallet. Samt til Rom og Capri i Italien. Endelig til Tyskland, Norge og Sverige. Hun udstillede på Charlottenborg 1896, 1898, 1901, 1904, 1907–1909, 1912–1913, 1915, 1917 og 1919–1929. Efter hendes død blev der i 1929 arrangeret en mindeudstilling på Charlottenborg.
Gustava Grüners Udstilling.
Det er en retrospektiv Udstilling, Malerinden Gustava Grüner har arrangeret paa Charlottenborg.
Man kan følge hende Udvikling fra Halvfemserne, se, hvorledes hun fra Aar til Aar vinder mere Herredømme over sine Udtryksmidler. Uden at yde det fremragende, er der dog i de bedste af hendes Portræter en vis Dygtighed, en afgjort Evne til Karakteristik, der vel aldrig bliver dybtgaaende, men kan være ganske levende i Udtrykket.
Et Arbejde som det store Gruppebillede af Familien Leunbach er i mange Henseender det mest typiske for Malerindens Evner og Begrænsning. Der er utvivlsomt en virkelig kunstnerisk Fordybelse i det; der er arbejdet omhyggeligt med hver enkelt Figur, og hver for sig er ret levende, om end lidt almindeligt individualiseret; men Sammenhængen i Billedet brister. Malerinden er for meget optaget af den enkelte Model. Kompositionen har hun ikke magtet at samle til et Hele. Heller ikke i Farven er der helt naaet det tilsigtede. Man forstaar ganske vist, at det slet ikke er noget ringe klassisk Forbillede, Frk. Grüner har holdt sig for Øje, og Sammensætningen af de sorte Kjoler og det falmet-røde Bordtæppe er smukt tænkt, ligesom Anbringelsen af Midterfiguren paa Stolen, den unge Pige med den hvide, runde Krave, der vender Ryggen mod Beskueren, er helt udmærket i Holdningen. Men som Helhed virker Koloriten lidt tør og ufestlig, maaske netop, fordi en vis klassisk Tone har foresvævet Malerinden.
At Frk. Grüner med Kærlighed dyrker store Forbilleder, viser den lille Kopi af Puvis de Chavannes Fresko "L'hiver". Men den viser ogsaa hendes Begrænsning i koloristisk Henseende. Vel er der noget af Originalens lette Tone over den, men den er dog saa langt fra Freskoen lyse, klare Renhed og dets enkle Sammenhold i Kompositionen, at Kopien er ved at nærme sig et lidt almindeligt "Anskuelsesbillede". K-r.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1918).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar