Thomas Larsen Schiøler (født 29. maj 1861 i København, død 6. oktober 1939 på Frederiksberg) var en dansk præst og teolog, der var biskop over Århus Stift 1916-1931. Han var præstesøn fra København og virkede som kapellan i Budolfi Kirke i Aalborg gennem 18 år, inden han 1. november 1916 blev han udnævnt til biskop over Århus Stift. Forgængeren i embedet, Hans Sophus Sørensen, var gået af i protest mod folkekirkens udvikling, se nederst i dette indslag.
Den nye Biskop.
"Aalbo. Amtstid." skriver om den ny Biskop:
Den ny Biskop er født 29. Maj 1861 i København, men opvokset i Vestjylland, hvor hans Fader var Præst. Ganske ung blev han teologisk Kandidat, og herefter var han i et Par Kapellan paa Sjælland.
1887 blev han Sognepræst i Nr. Snede. 1894 residerende Kapellan ved St. Pauls Kirke i København, og beskikkedes han til residerende Kapellan og Præst ved Hospitalskirken i Aalborg, hvor han senere har virket.
Allerede i sin tidlige Ungdom blev han stærkt greben af den grundvigske Anskuelse, som siden er bleven yderligere uddybet og rodfæstet hos ham. Hans Forkyndelse er da ogsaa stærkt præget deraf. Man behøver ikke at høre ham ret længe for at faa et stærkt Indtryk af, hvor han staar i kirkelig Henseende. Maaske ejer han ikke af Naturen den store Veltalenhed, som umiddelbart river Tilhørerne med sig, men der er Aand i hans Tale og over den, og han øser dybt af sine egne Erfaringer og Oplevelser.
Ogsaa mange andre end selve Menighedskredsen vil savne Pastor Schiøler, naar han rejser bort fra Aalborg. I mangt og meget har han haft Del. Saaledes har han udført et stort dygtigt Arbejde som Formand i Høiskolehjemmet, han har været og er Formand for Skolekommissionen og har deltaget stærkt i Velgørenhedsarbejdet i Byen, ligesom han har været en meget søgt Taler ved folkelige og kirkelige Møder i hele Nordjylland. Ogsaa de mange, han gennem hele denne Virksomhed er kommen i Forbindelse med, vil sikkert ønske ham al Lykke i hans fremtidige Gerning.
I de Aar, han har virket i Aalborg, har der derfor ogsaa samlet sig en trofast Kreds om hans Prædikestol, og det vil blive med Vemod, at hans mange Venner i Aalborg nu ser ham og hans elskelige Hustru drage bort; men tillige vil de af Hjertet ønske ham baade Lykke og Velsignelse til hans store og betydningsfulde Gerning i fremtiden.
Men dernæst er der al Grund til at lykønske Aarhus Stift med sin nye Biskop. Det bliver en baade frisindet og folkelig Mand, der tager Sæde paa Bispestolen i Aarhus. Og han møder udrustet med gode Forudsætninger til at kunne udfylde den ansvarsfulde Post. Navnlig i det nye Testamente er han bevandret som vistnok kun faa af vore Præster, han er en praktisk dygtig Mand, en Mand med Vilje, Energi og Handlekraft. Præster og Menigheder i Aarhus Stift vil ikke gaa forgæves, naar de søger til ham om Raad og Vejledning.
- - - -
Biskop Schiøler har overfor "Fyns Tid." udtalt, at han er en trofast Ven af den danske Kirke, som han ønsker bevaret, og at han er Tilhænger af det, som Udtrykket "den taalsomme Folkekirke" dækker over, selv om han ikke ynder Udtrykket.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. november 1916).
Smaa Betragtninger over Bispevalget.
Vi har modtaget følgende:
Det er nu anden Gang, en grundtvigsk Kapellan er bleven gjort til Biskop. Uvilkaarligt rinder os det gamle Rim i Hu, som i sin Tid blev digtet med Henblik paa Grundtvig selv;
En Kapellan kan gammel blive
og holde sig ved Haab ilive.
Paa Grundtvig passede det i Virkeligheden ikke. Men de nuværende grundtvigske Kapellaner?
Spøg tilside! Sagen er alvorlig. Hvis den nye Biskop skulde tages blandt Grundtvigianernes Kreds, var der saa virkelig ikke blandt de grundtvigske Provster og Sognepræster et Bispeemne? Vi kan ogsaa spørge saaledes: Er den nye Aarhusbisp saa fremragende, at han staar Maal med, maaske endog rager op over de andre grundtvigske Førere? En Kapellan kan jo meget godt have Bispeegenskaber. Grundtvig selv var allerede som Kapellan en af Landets ypperste Præster. Og hvad man end vil sige om Udnævnelsen af Pastor Ludwigs til Biskop, Ludwigs var dog som Præst paa Christianshavn en kendt og betydelig Mand.
Trods sine 55 Aar er den nye Aarhusbisp imidlertid en næsten ukendt Mand uden for Aalborg. Man erindrer hans Navn de Steder, hvor han for har virket, men her i Kjøbenhavn, i St. Pauls Sogn, hvor han i nogle Aar var Kapellan, synes hans Gerning ikke at have efterladt sig Spor. Den grundtvigske Kreds, som han fuldt og helt tilhører, har - saa vidt vides - aldrig tildelt ham noget særligt Tillidshverv ud over rent lokale. Hvem erindrer nogen Tale eller noget Ord af Biskop Schiøler, som har vakt Opmærksomhed?
Efter samstemmende Vidnesbyrd fra deres Side, som kender Schiøler, har han i særlig Grad været udrustet til at være Sognets Præst, til at samle Sognets Menighed, lede Sognets kirkelige Arbejde, besøge de Syge, tage sig af Børnene, opmuntre og trøste, hvor han færdes blandt de Sørgende og Lidende. Han skildres fra alle Sider som en afholdt, jævn og folkelig Præst, med andre Ord som en af dem, der i Stilhed gaar Herrens Ærinde inden for Sognemenigheden og har Evner og Kald hertil.
Men hvorfor trækkes en saadan Mand ud af det Embede, til hvilket han passer, og ind i Landets næstypperste Bispeembede - som Aarhus-Bispestolen maa regnes for at være - som Brammers, Clausens, Fredrik Nielsens og Sophus Sørensens Efterfølger? Hvis der ikke er skjulte Høvdingeegenskaber hos ham, staar han jo langt tilbage for sine Forgængere. Og i hans Alder skulde man dog tro, at de mulige Førerevner maatte have vist sig.
Man kan med nogen Grund, synes vi, undres over, at han selv har villet tage mod Bispestolen, og at hans Venner ikke har fraraadet det. Naar man betænker, hvor mange ansete Provster og Præster der sidder i Stiftets Byer og ude paa Landet, bliver det vanskeligt at fatte, at de skal have denne ukendte Kapellan fra Aalborg til Tilsynsmand, til Støtte og aandelig Raadgiver. Og naar Menighedsraadene skal forhandle med Biskoppen om ny Præst, og Biskoppen skal være Raadenes aandelige Vejleder, har man ondt ved at tænke sig, at den fornødne Autoritet her skulde være tilstede hos Biskoppen. Det kirkelige Lægfolk i vore Dage venter i Biskoppen at finde en Mand, som kan være dets Hoved. Hvorfor vil Pastor Schiøler udsætte sig for den Kritik og de Vanskeligheder, som uvægerlig vil følge med Stillingen? Og føler han ikke selv, at der i hans egen Lejr, den grundtvigske, er større Bispeemner?
Skal den grundtvigske Fløj i det Hele være saa talrigt repræsenteret paa Bispestolene? Er den nuværende Bisperepræsentation et fuldgyldigt Udtryk for Menighedslivet og Menighedsarbejdet i vort Folk? Det er der vist ikke mange, som vil driste sig til al hævde. Men var det ikke ganske rimeligt, at de Mennesker, der gør Arbejdet i Kirken, at den Retning, der særlig ofrer personlig Kraft og økonomisk Værdi paa at bringe Evangeliet ud blandt vort eget Folk og blandt Hedningefolkene, der giver den største Indsats i Indre Mission, Ydre Mission, Kirkesagen, Ungdomssagen, Søndagsskolen og saa fremdeles paa de fleste Arbejdsfelter - vi ved alle, hvad det er for en Retning - at denne Retning engang faar en af sine Førere op i Bispestolen? Som Forholdene ligger, har den i Øjeblikket næppe nogen af sine Førere paa nogen Bispestol. Vi siger "næppe", fordi alle vore Biskopper naturligvis ser venligt til denne Retning, og fordi i hvert Fald en af dem staar Retningen meget nær. Men er det ikke besynderligt, at den ene Grundtvigianer efter den anden føres op i Kirkens øverste Embeder, medens denne anden Retning ikke i mange Aar har haft nogen af sine Førere i disse Embeder. Og - læg Mærke til, at denne Retning ingenlunde savner Førere.
Vi nævnede før Menighedsraadene, som den nye Biskop jo faar meget at gøre med. Er det rigtig demokratisk, at Ministeriet ganske ignorerer deres Ønsker, naar en ny Biskop skal udnævnes? Vilde det ikke være klogt Demokrati, ja, klog Politik at lade Menighedsraadene og Præsterne i det paagældende Stift faa Lejlighed til at udtale sig? Minder den nye Udnævnelse ikke om visse Udnævnelser under det gamle konservative Styre, hvor der fraoven blev beskikket en Tilsynsmand - rigtignok med den Forskel, at det gamle konservative Styre ikke tillod sig at sende en ukendt Mand.
Der er kun een Forklaring paa den nye Udnævnelse, nemlig: Biskoppen i Aarhus Stift er en Mand, som Ministeriet kan bruge. Maaske er han ikke den Mand, Ministeriet helst vilde have. Maaske har Kirkeministeren ønsket en anden, men ikke fundet det opportunt eller tilraadeligt at sætte denne anden ind og har saa ladet sig nøje med Pastor Schiøler, som i hvert Fald kunde bruges!
Dette er den eneste tænkelige Forklaring, thi hvem skulde ellers have ønsket Schiøler?
Men i saa Fald har Ministeriet paa den eftertrykkeligste Maade konstateret sin aandelige Fattigdom i kirkelig Henseende. Højere naar Ministeriet ikke, mere evner det ikke, betydeligere Præster er der ikke blandt dets Meningsfæller, end figura udviser.
Og saa spørger vi andre; Med hvilken Ret kan et saadant Ministerium varetage Kirkens Interesser, naar det ikke har betydeligere Mænd til Kirkens højeste Embeder?
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1916).
Schiølers nærmeste forgængere var som nævnt i artiklen: den konservative Gerhard Peter Brammer (1845-1881), Bruun Juul Fog (1881-1884), Johannes Clausen (1884 – 1905), den højre-grundtvigske Frederik Nielsen (1905 – 1907) og Hans Sophus Sørensen (1907 – 1916). Denne sidste tog sin afsked efter at en liberal og vækkelsesvenlig teolog, Niels Peter Arboe Rasmussen blev frifundet for at have brudt sit præsteløfte, bl. a. med udtalelser om at kirkelige dogmer som jomfrufødslen ikke hørte til kernen i kristendommen. I 1916 vedtoges en særlov som sikrede at Arboe Rasmussen kunne virke som sognepræst i Vålse. Dette var Hans Sophus Sørensen stærkt imod, og han søgte sognepræstembedet i Nørup (Vejle) for at komme væk fra bispeembedet.
Mellem 1875 og 1889 var alle bisper teologisk og kirkepolitisk af den mynsterske tradition og disciple af Martensens disciple, dvs. de tihørte politisk det yderste Højre. Grundtvigianismen havde konkurrence fra Indre Mission, i 1870 gik det grundtvigske Venstre 1870 ind i Det forenede Venstre. I 1895 var der for første gang et indslag af vækkelserne i bispekollegiet. I 1916 nåede Indre Mission et højdepunkt.
Schiøler faldt for aldersgrænsen som biskop 6. juni 1931. Sognepræst ved Århus domkirke Fritz Charles Bruun-Rasmussen afløste ham i embedet. Han var Venstremand og var kirkeminister 1926-1929. Thomas Schiøler flyttede til Frederiksberg og døde fem år senere. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar