Irene Holms Grav - og Danske Kvinders Velfærd. (Efterskrift til Politivennen).

"Irene Holm"s smukke, lille Gravsted paa Vestre Kirkegaard.

Julemorgen var det et Aar siden den lille, ensomme, gamle Dame, Danselærerinden, Frøken Alvilda Bach afgik ved Døden paa Kommunehospitalet efter et trangt Liv i Kamp og med store Skuffelser.

Det var bekendt at hun var Modellen til Herman Bangs berømte Irene Holm, og i mange Henseender stod hun som en Type paa den ukendte ensomme, gamle Kvinde, der strider Livets haarde Kamp til Ende - uden nogen Ven ved sin Side. Da dette Blad paatog sin at indsamle de tilstrækkelige Midler til at skaffe hende en smuk Begravelse, strømmede Bidragene straks ind fra alle Sider, og meget hurtigt var det tilstrækkelige Beløb sikret ....

Begravelsen arrangeredes under smukke og højtidelige Former fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard i Samarbejde med den udmærkede Institution "Danske Kvinders Velfærd", hvis Formaal det fortrinsvis er at hjælpe ensomme syge Kvinder - just af Irene Holms Type. Siden paatog D. K. V. sig ogsaa hele Anlæggelsen og Vedligeholdelsen af Graven.

Et smukt hvidt Kors, skænket at Stenhuggermester Anders Larsen, staar for Gravens Fodende, og nu ved Julen havde Danske Kvinders Velfærd lagt et stort, smukt Moskors paa Graven.

Irene Holms Grav bør Aar for Aar bevares i samme pæne Stand, den vil tale til os om de stille Eksistensers gribende Skæbne . . . omtrent som den ukendte Soldats Grav i Paris taler til enhver, som standser ved den om de Tusinder af Krigeres Lidelser og Kampe, Ansigt til Ansigt med Døden. Den vil blive et Symbol for os.

Men det nette, lille Gravsted symboliserer heldigvis ogsaa noget andet, nemlig Menneskekærligheden, og det erindrer os om, at der her i Byen findes saadanne Institutioner som Danske Kvinders Velfærd, der gør meget godt i det stille. Aaret rundt modtager Hjemmet, som ligger i Kronprinsessegade 4, mange ensomme syge og nødlidende Kvinder. Der er Plads til 30, og Hjemmet arbejder helt uden Statsstøtte - kun holdt oppe ved de Bidrag som gode Mennesker skænker til dette Arbejde. Sidste Aar har Forplejningsdagene været 10.420. 

Et smukkere Symbol end Irene Holms Grav kan Foreningen ikke vælge for sit fremtidige Arbejde.

(Nationaltidende, 26. december 1926).

Annonce af Alvilda Bach, for et afdansningsbal i Sakskøbing, Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. marts 1875.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen".

Alvilda Bach døde 25. december 1925 på Kommunehospitalet, efter at have boet på "Ensomme Gamles Værns" alderdomshjem "Rahbechs Minde". Hun blev begravet den 31. december 1925. Trods et veritabelt regnskyl var kapellet fyldt med mennesker. 

Herman Bang skrev novellen "Irene Holm" 1890 til sin novellesamling "Under Aaget".  Hun rejser rundt og giver danseundervisning. Uddannet som danserinde, uden dog at få roller på Det Kongelige Teater. Til latter og ydmygelse for de lokale, kun en præstefrøken giver hende kortvarigt anerkendelse.

Da det rigtige Juleskib kom. (Efterskrift til Politivennen).

 

"Frederik den VIII" bugseres ind, medens Folkeskarerne paa Kajen venter. - De Hjemvendte vinker den første Hilsen ind til Byen.

Naar der i Gaar Middag var mødt hen mod 20.000 Mennesker op i Frihavnen for at byde Aarets "rigtige" Juleskib - den sidste Amerikadamper før Jul - Velkommen, var det ikke, fordi de alle havde Paarørende med Skibet, men fordi det efterhaanden er gaaet op for Københavnerne, at det er lidt af en Oplevelse at overvære dette Skibs Ankomst Det er et københavnsk Folkelivsbillede af en egen, hjertevarm Stemning, - Skibet med Juletræet i Mastetoppen. Skibsorkestrets Julesange og Fædrelandsmelodier, de Hjemvendendes og Modtagerens Glæde danner tilsammen et Billede, der uvilkaarligt griber, river med og bider sig fast i Mindet. Det kan ikke beskrives, det skal ses, og i Gaar blev det altsaa set af en mægtig Folkeskare med selve Kronprinsen i Spidsen. Han var den første til at gaa om Bord, og de ca. 600 Passagerer tog dette som en fin Opmærksomhed, en lille ekstra Oplevelse, straks ved Ankomsten. Det var hovedsagelig jævne Folk, Farmere fra de forskellige Stater, der i Gaar kom hjem for at holde Jul i "det gamle Land".

(Aftenbladet (København) 20. december 1926).

Kæmpen, der faldt. (Efterskrift til Politivennen)

En Sørgefest paa St. Hans Torv.

Vor alvise Magistrat, der som alle andre længe har været klar over de vanskelige Trafikforhold, der hersker paa St. Hans Torv paa Grund af de mange sammenstødende Kørselslinier, resolverede forleden, at der ved Udløbet af Elmegade og Guldbergsgade i Torvet skulde rejses en Lysmast, fru hvis Top der skulde udkastes saa stærkt et Lys, at hele dette Hjørne af Torvet fra Mørkets Frembrud vilde være belyst som af den klareste Dag.

Evnerne indenfor vor kommunale Administration staar imidlertid som bekendt ikke altid paa Højde med den gode Vilje. Ordren til Teknikerne lød paa. at der skulde rejses en høj, "en mægtig Mast". Og en skønne Dag - eller rettere en skønne Aften - rejstes der vel den højeste Lysmast, der fandtes i Byen, paa det udpegede Sted en Mast, hvis Lys tillod Beboerne af 4 og 5. Sals Lejlighederne i omliggende Huse at Iæse om Aftenen og den hele Nat, uden at bruge deres egen Elektricitetsmaaler, medens hele Gadekrydset nedenunder, der var det, der skulde belyses, fortsat henlaa i et ægyptisk Mørke, i hvis Midte Masten stod som en undersøisk Klippe til den største Fare for Trafiken og til største Rædsel for Bilkørere og andre kørende Folk.

Nu staar Masten der imidlertid ikke mere. Den blev nedlagt i Aftes.

Ved 18-Tiden kom Taxadroske K 1304 godtronde og intetanende jollende fra Guldbergsgade ind paa Torvet for at hugge sig en af Stadepladserne dér. Og midt I Gadekrydsets Mørke stod Masten høj og fræk og spærrede Kørebanen, saa det var Bilen plat umuligt at slippe udenom.

Den brasede lige løs paa Fodstykket. Og med et Brag, der hørtes over det ganske St. Hans Torv,  væltede Kæmpen og lagde sig til Hvile i hele sin mægtige Længde, medens Bilen, der havde faaet Køleren og hele Forpartiet shinet fladt, stillede sig til Hvile ved Siden af, som en dybtsørgende Paarørende. 

Politiet kom i stort Tal. Man forsøgte at løfte paa den faldne Kæmpe. Men han var urokkelig. Han blev liggende, hvor han Iaa, og Politiet maatte gaa hjem med uforrettet Sag efter, af Hensyn til Nattens kommende Trafik, at have afmærket Pladsen med Lygter og Tovværk og Stakit.

I Morges tidligt, da Politiassistent Vindinge paa sin Inspektionsrunde kom forbi den faldne Kæmpe, standsede han brat ved Synet af en mægtig Halmkrans, der i Nattens Løb var henlagt paa Graven. Og ved Kransen var hæftet et stort Stykke hvidt Karton, paa hvilket der med 4-Tommers Bogstaver var skrevet følgende lidt ubehjælpsomme men uhyre velment

Gravskrift.

Ingen havde paa Dig kaldt,
derfor din Levetid blev kort
Du skal have Tak for alt,
hvad Du gjorde, før Du gik bort.

En, der lykkeligt undgik Dig.

Gravskriften samlede i Løbet af ganske kort Tid en mægtig Sørgeskare omkring Stedet. Og da Trafiken truede med at gaa rent Staa, maatte Politiassistenten til sidst give Ordre til at fjerne Kransen og Plakaten, der foreløbig er bleven taget i Forvaring paa Fælledvejens Station.

Hvornaar Kæmpens Begravelse finder Sted, er endnu ikke bestemt.

Den laa paa Valen endnu i Formiddags ved Redaktionens Slutning.

Svip.

(Aftenbladet (København), 16. december 1926).

Allerede dagen efter blev masten imidlertid rejst igen, så Aftenbladet kunne den 17. december 1926 bringe ovenstående foto af den. Og digteren - bladet antog det var en chauffør eller bilist - var på spil igen: Velkommen tilbage, Du kære Ven. Lad os haabe Du snart bliver væltet igen. Men skulde det ske Du igen vil opstaa. Da vil vi ej køre, langt heller gaa.

Helge Bonnen 1896-1983. (Efterskrift til Politivennen)

Helge Bonnén lærte at spille klaver Agnes Adler, Edgar Henrichsen og Anders Rachlew og teoriundervisning af Vilhelm Rosenberg og Edgar Henrichsen. Han debuterede som komponist og pianist i 1916. Bonnén gav i 1922 den formodentlig første danske opførelse af Claude Debussys Suite bergamasque (komp. 1890, rev. 1905) samt af Maurice Ravels Le tombeau de Couperin (1914-17).  I årene 1925-1929 var Bonnén den første redaktør af Dansk Musik-Tidsskrift. 

Før "Unge Tonekunstneres" Musikfest i Tivoli.

De vil spille ind i Sommer, hvad de koncerterede ud i Vinter.

Tivoli bliver et eneste Brus af Sang og Musik paa Tirsdag.

Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén.

- I Morgen bliver der stor Musikfest i Tivoli - i dejligt Vejr og med Assistance af Kammersanger Peter Cornelius som Gæst, "Bel Canto", der synger for første Gang efter Hjemkomsten fra Finland, de centraliserede Sangforeninger, som tæller to Hundrede Mand, "Arion", "Forsvarsbrødrenes Sangkor", "Dur og Moll" og atten syngende Solister foruden et stort Antal spillende.

Det var Foreningen "Unge Tonekunstnerens Formand, Komponisten og Klaverspilleren Helge Bonnén, som talte saaledes, og han havde en Varme og Begejstring i sin Stemme, som maatte kunne overbevise selv den værste Skeptiker.

- Hvor kan De vide, at det bliver dejligt Vejr? spurgte vi.

- Jeg er vis paa, at alle, ogsaa Vejret, vil støtte os, fortsatte han - for vort Formaal er godt, og vort Underskud er stort.

Om Vinteren giver vi vore Penge ud til Abonnementskoncerler, ved hvilke vi bringer unge Talenter frem, og til de internationale Koncerter, franske, czekiske o. s. v.  som vi har faaet saa megen Anerkendelse for. Nu skal vi samle Kraft til den kommende Sæson - og vi møder med et Kæmpeprogram paa Tirsdag. Tivoli bliver eet eneste Brus af Sang og Musik lige fra Kl. 7,30 til Kl. 11,30

- Hvem er det, der bruser?

- Sangeren Anker Olsen synger nye Sange af Riis Magnussen og mig i Koncertsalen, og der opføres Lange-Müllers "Niels Ebbesen" for Soli, Mandskor og Orkester. Violinisten Mogens Hansen spiller vor Formand, Launy Grøndahls nye Violinkoncert, og kgl. Kapelmusikus Vilhelm Aarkrogh spiller hans nye Koncert for Trækbasun. Paa Pantomimeteatret synger tresindstyve Sangere under Ledelse af Richard Østerfeld, og der opføres Gades "Elverskud" med Frk. Stella Hellemann som Moderen, Emil Friis som Oluf og et Solistkor med Kunstnerinder som Frk. Else Schøtt. Frk. Ebba Søgaard-Larsen, Fru Kamma Jordan -

- Det er nok I Det er nok! afbrød vi. 

- Det bruser allerede af saa megen Musik inde i vort Hoved, at vi er overbevist om, at det vil blive prægtigt Vejr paa Tirsdag.

- Kgl. Koncertmester Peder Lynged bliver Dirigent for det forstærkede Orkester, fortsatte Helge Bonnén -,

- Det er utænkeligt at Vejret skulde svigte saa megen talentfuld Ungdom, sagde vi - og det er endnu mere utænkeligt, at Publikum skulde gøre det.

Hélas.

(Nationaltidende 29. juni 1925).

Foto fra Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 26. juni 1925 der bragte en stort set enslydende artikel.

Koncerten i Haandværkerforeningen paa Søndag.

Haandværker- og Industriforeningen aabner paa Søndag sin Vintersæson med en Koncertaften, hvortil man har engageret saa kendte Navne som Koncertsangerinde Fru Dagmar Samuel Hahn og Operasangerinde Frøken Gerda Goll samt Pianisten Helge Bonnen. Frk. Gerda Goll gjorde sidste Vinter Springet fra Koncerttribunen til Scenens skraa Brædder, idet hun uden Varsel overtog Titelrollen i "Grevinde Mariza" paa Scala. Forsøget faldt heldigt ud. Kritikerne var enige om, at Debutantinden var et dramatisk og sangligt Talent. Efter denne Sukces to Gerda Goll paa Tourné i Norge, og overalt roses hun for sin smukke Stemme.

Fru Samuel Hahn har jo tidligere sunget her i Byen, saa hun er ikke Horsenianerne ukendt. Hun har fejret store Triumfer baade her og i Udlandet, og hun gælder for at være en Sangerinde af Rang.

Endelig er der Helge Bonnen, der vil akkompagnere de to Sangerinder og spille Ting bl. a. af Mendelssohn, Bartholdy, Cesar Frank og Claude Debussy. Et Blad skriver om ham: "Helge Bonnen er modnet kunstnerisk set, og han har bevaret sin herligt ungdommelige Forkærlighed for det overraskende, det nye, det, der ikke er Allemandssag. Hans Tekniks Properhed taaler Koncertsalens skarpeste Lys"

Uden Tvivl har man Lov til at vente sig en virkelig udbytterig Sang- og Musikaften.

(Horsens Social-Demokrat 1. oktober 1925).

Han medvirkede som en af første i radioen i Ryvang Radios festkoncert for P. E. Lange-Müller hvor han såvel holdt festtalen som spillede klaver. 

- Det er i Aften, "De unge Tonekunstneres Selskab" holder deres Festkoncert til Ære for Komponisten Lange-Müller i Anledning af hans forestaaende 75-Aars Fødselsdag.

Vi moder Selskabets Formand, Helge Bonnén, som fortæller os følgende om det Forløb, Aftenen vil faa, hvis den kommer til at gaa programmæssigt:

- Det bliver i Odd Fellow-Palaiets mindre Sal, og det bliver den eneste Festkoncert, da selve Fødselsdagsfesten er henlagt til Det kgl. Teater. Lange-Müller kommer til Stede, og jeg indleder med at henvende en lille Tale til ham, en Hilsen fra Ungdommen.

Derefter træder Ungdommen selv frem paa Tribunen for at synge og spille hans Toner. Fru Lilly Gade, Ove Peters og Erik Rytter vil spille hans Trio, Fru Stella Hellemann synger "Sulamiths Sange", Fru Gudrun Seligmann spiller nogle Klaverstykker, Fru Lis Mogensen synger, ledsaget af en Damesekstet, Aria Pastorale, og hun akkompagneres paa et sjældent, gammelt Hammerklaver, Hornung & Møller har laant os, og som endnu aldrig har været udenfor Firmaets Lokaler.

Der er endnu flere Medvirkende - 

- Det bliver, kort sagt, Ungdommens Hyldest til den gamle Mester?

- Det bliver det! siger Helge Bonnén med et Udtryk, der viser, at de Unge glæder sig til i Aften. - Og jeg kan betro Dem. at Koncerten, som vi forhaabentlig faar fuldt Hus til, skal slutte med Touche og Laurbær!

(Nationaltidende 26. november 1925).

I 1920 var Bonnén medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab og dets formand i to perioder: 1920-22 og 1925-28. Selskabet var blevet dannet i 1925 ved sammenslutning af to solistforeninger og havde ca. 250 medlemmer.

Unge Toner.

Helge Bonnén fortæller om Kammeratskabets Indflydelse paa Kunsten og paa Kunstneren - og om UngeTonekunstneres Selskab.

Helge Bonnen tager sige Briller af og lægger dem foran sig paa bordet:

- Jo - for jeg skal jo tale, siger han ivrigt, og ikke spille .... der er Forskel ....

- Hvor stammer Deres Navn fra?

- Vi er gamle .... fra det 15de-16de Aarhundrede, og vi er Vestfrisere .... vores Forfædre var alle Haandværksmestre, uden Spor af Sjov i .... det er først begyndt med Folmer og mig .. Min Far, som bor paa Fyn, giftede sig med en rigtig Skibsrederdatter, og det er fra Mor, vi har, min Broder og jeg, vore kunstneriske Evner og Interesser .... men hvad der er det allervigtigste: Mor er et enestaaende elskeligt Menneske .... det er ogsaa hende, som har næret vore Kunstneriske Længsler .... ; Jeg løb af Skole, inden jeg blev Student og jeg tudede mig til at blive Pianist, Mor kan ikke holde ud at se nogen græde....

- De har stiftet Unge Tonekunstneres Selskab, hvad er det ?

- Ja, det har jeg .... jeg fik Idéen ved at læse Rostands vidunderlige Bog om Musiken i vore Dage .... Han aabnede mit Blik for, hvad Sammenslutning og Kammeratskab betyder, og saa vilde jeg forsøge saadan noget her i Landet .... og nu arbejder vor Forening - fuldkommen internationalt.

- Hvad vil det sige

- Det vil sige, at vi hvert Aar, paa vor slunkne Pengekasses Bekostning, beder nogle udenlandske Kolleger her op for at lade deres Toner lyde til Gengæld giver vi dem saa en lille Prøve paa vore egne.

- Bliver det ikke let en selskabelig Forening?

- Næ - æ-h - og - jo. Stundom er vi kun kammeratlige, til andre lider bliver vi Musikforening i almindolig Forstand. Vi giver ogsaa Koncerter til Fordel for trængende Kolleger, men først og fremmest, saa hæger vi om vort Kælebarn: de internationale Koncerter .... Vi trænger til herhjemme athente Inspiration hos baade nære og fjerne Dyrkere af Musikens Kunst.

- Er vi ved at staa stille?

- Nej, absolut nej .... det kan man da ikke sige, naar vi har et saa stort Navn som Carl Nielsen.

Helge Bonnén.

- Er et Navn nok ?

- Næh, naturligvis ikke .... men der ligger mange Muligheder i det opvoksende Slægtled af Musikere .... Man har Lov at haabe, at netop det, at vi her i Landet kan modes med Kolleger udefra, at det vil sætte Spor Fremtiden ....

- Har De set Resultater?

- Ja - a hos flere af vore unge Komponister .... Knudåge Riisager er en af dem.

- Vil De kalde ham typisk dansk?

- Absolut nej .... han repræsenterer, i Øjeblikket, det spekulativt moderne, hos ham spiller Intelligensen og Tanken Hovedrollen .... men .... efter met Kendskab til ham, saa haaber jeg, at Hjertet ogsaa engang vil trarnge igennem og skabe den helt ægte Kunstner.

- Er dansk Tonekunst ikke for Tiden ude i Eksperimenternes Fare?

- Egentlig ikke andre end ham .. eller bygger vi paa Carl Nielsen og hvad han har skabt og lært os

- Er der slet ingen, som ønsker at fortsætte i Gades, Hartmanns, Heises og Weyses Spor ?

-Nej .... vi har kun saa faa Romantikere Siegfried Salomon med sin Leonora Christina, jo, og saa Riis-Magnussen .... om ham har Kammersanger Hansen sagt, at han var den moderne Heise .... og det maa man dog sige betyder noget

- Har den internationale kammeratskabsfølelse bragt den Lykke, De ventede Dem?

- Jeg vil sige, at blandt et lille Mindretal finder man de Venner, man kan sætte sin Lid til Livet ud ... men de er, desværre, saa faa... Vi haaber jo, al den Dag kommer, hvor vi alle gaar op i en større Harmoni af kammeratskab og Forstaaelse, da først betyder vor Forening noget ....

- Det gør den altaa ikke nu?

- Ak, det er saa menneskeligt. . . .

- Skabes den bedste kunst ikke ud af Ensomhed og Bitterhed?

- Af Ensomhed - og Kærlighed .... men for mig er det en Livsbetingelse. at jeg møder Sympati uden den kan jeg ikke arbejde .... og jeg ved, der er mange, som føler paa samme Maade ... derfor har jeg stiftet vores Selskab ....

Christian Houmark.

(B. T. 30.november 1926).

Han var medarbejder ved blade Radio Magasinet 1927-29, Ugens Radio 1928 og Radiolytteren. Samt stifter og kunstnerisk leder af Operaselskabet af 1932, hvor han i øvrigt også fungerede som kapelmester. Han stod 1933-1934 i spidsen for de første danske opførelser af Maurice Ravels opera L’heure espagnole (komp. 1907-1911) og Kurt Weills og Bertolt Brechts Mahagonny (komp. 1927). Han stiftede Tonekunstnerfondet af 1941 og var første formand til 1950.

Bonnén udgav i 1946 biografien P.E. Lange-Müller og i 1960 Bogen om Folmer Bonnén, Helge Bonnéns bror, som foruden at være maler også komponerede.

Helge Bonnén skrev klaverværket Variationer og Finale op. 10 fra 1922, hovedværket Spoon River Antologien over Edgar Lee Masters' berømte digtsamling (1937). Desuden skrev og udgav han en del sange hos Wilhelm Hansen

I 1946 fik Bonnén udgivet København: Billeder fra en Storby med illustrationer af Alex Garff.

Helge Bonnens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 6, række 17, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Se også:

Vor Tids danske Musikere og Tonekunstnere (København: Forlaget Vort Land, 1937), s. 84f.

Vagn Kappel: ”Helge Bonnén”, Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre. Danske Komponister. København: Jul. Gjellerups Forlag, 1947, s. 472f.

Musikken Hvem Hvad Hvor. Biografier bd. 1. København: Politikens forlag, 1961, s. 79.

Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme – den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. København: Hr. Nilsson, 1999.

Johannes Carl Schmidt - Schmidt-Wodder 1869-1959. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske præst og politiker Johannes Carl Schmidt (Schmidt-Wodder eller Schmidt-Vodder) var født i Tønder og præst i Vodder mellem Ribe og Skærbæk 1896-1920. Han var modstander af Köllers tvangspolitik, men for fortyskning af Nordslesvig. Han stiftede 1909 foreningen "Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark".

Han udtalte efter afstemningen i 1920: "Nu har afstemningen fundet sted, og det nationale sindelag i Nordslesvig kan klart aflæses - såvidt det er muligt i forhold til bestemmelserne i fredsaftalen. Det er dette, som nu med hensyn til almindelig ret og fornuft skal danne grundlaget for, hvad der skal ske." Efter 1920 var Schmidt initiativtager til "Schleswiger Wählerverein" - forgænger til Slesvigsk Parti. Han repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget 1920-1939

En leder.

I den valgkamp, ​​der i øjeblikket raser i Nordslesvig, er regionens ærværdige leder, pastor Schmidt-Wodder, endnu engang i forgrunden. Han har allerede seks års parlamentarisk arbejde bag sig, dedikeret til at repræsentere den tyske befolkning. Bedre end nogen anden parlamentarisk repræsentant fra Nordslesvig har han været dygtig til at lade sin stemme blive hørt i hovedstaden når det gjaldt om at fremhæve Nordslesvigs vanskelige situation. Hans sidste store tale, kort før Rigsdagens opløsning, demonstrerede hvor dybt han havde gjort Nordslesvigs sag til sin egen. Denne idé vinder i stigende grad frem i den nuværende valgkamp: at "Slesvigsk Parti" er det bedst egnede til at repræsentere hele Nordslesvigs interesser. Schmidt-Wodders platform er klar og gennemsigtig. Det er en direkte linje fra hans første optræden før krigen til i dag. Hans program er kendetegnet ved en bekræftelse af det nordslesvigske hjemland, ved en stærk tro på folkets magt, hvorfra en ægte respekt for den nationale fjende naturligt opstår. Det som Schmidt-Wodder for år siden næsten alene kæmpede for og som de fleste afviste, er nu blevet grundlaget for alt tysk kulturarbejde i grænseområdet, og når en ung slesvig-holstener hvert år bliver mere og mere resolut i sin kamp for hjemlandets rettigheder, er det noget af den nordslesvigske leders ånd der inspirerer disse unge mennesker. Ved mange lejligheder har den store respekt, ofte udtrykt i enkle ord, som befolkningen føler for deres leder, været tydelig. Og hvis det nu føles som en opvågnen i store dele af Nordslesvig, hvis helt nye ansigter dukker op på valgmøderne der ønsker svar på de spørgsmål der optager dem, så er dette en frugt af det utrættelige, trofaste arbejde som pastor Schmidt-Wodder har udført i og omkring Nordslesvig i mange år.

Hvordan pastor Schmidt-Wodders arbejde opfattes i Sydtyskland, illustreres af en artikel, der blev offentliggjort i "Deutsche Tageszeitung" den 26. november. Artiklen begyndte med at understrege, at den opmærksomhed der blev givet til Cornelius Petersen, havde overskygget Nordslesvigs sande ledere, og især Schmidt-Wodders særegne personlighed. Derefter stod der ordret:

"Schmidt-Wodder besidder et bemærkelsesværdigt talent for at samle tysk liv omkring sig og udvikle og pleje dets begyndelse og frø. Parlamentarikeren er derfor kun den ene side af denne mand, og ikke, i hans egen bevidsthed, den mest essentielle. Han vil bevare sin betydning som tysk leder helt uafhængigt af, om han er medlem af parlamentet eller ej. Dette skyldes primært hans karakters absolutte ligefremhed, integritet og urokkelige natur. Lige fra begyndelsen af ​​sin karriere har han måttet kæmpe imod at tysk uddannelse og kirkelige praksisser blev påtvunget tyskerne, på tysk, men med en dansk ideologi. H. P. Hanssen-lignende kurs mod assimilering af tysk kultur fortsættes uændret af danskerne, og det er netop imod dette at Schmidt-Wodders krav om kulturel selvstyre er rettet."

Artiklen afsluttes med at erindre om Schmidt-Wodders modige forsvar for tyske interesser, da Tyskland var i alvorlige vanskeligheder på grund af inflationens virkninger.

Ein Führer.

In dem Wahlkampf, der jetzt in Nordschleswig tobt, steht die bewahrte Führergestalt des Landes, Pastor Schmidtchvdder, wieder in den ersten Reihen. Sechs Jahre parlamentarischer Arbeit im Dienste des abgetretencn Deutschtums liegen bereits hinter ihm. Besser als alle anderen parlamentarischen Vertreter Nordschleswigs hat er es verstanden, sich in der Hauptstadt Gehör zu verschaffen, wenn es galt, auf die Nöte Nordschleswigs hinzuweisen. Besonders seine letzte grosse Rede kurz vor der Reichstagsauflösung bewies, wie sehr er die Sache Nordschleswigs zu seiner eigenen gemacht hat. Dieser Gedanke dringt auch jetzt in dem Wahlkanrpf immer mehr durch, dass die "Schleswigsche Partei" diesenige ist, die eigentlich am besten die Interessen ganz Nordschleswigs vertreten kann. Klar und durchsichtig ist das Programm Schmidt-Wodders. Es ist eine gerade Linie von seinem ersten Austreten vor dem Kriege bis in unsere Zeit. Sein Programm wird gekennzeichnct durch Bejahung der nordschlcswigschcn Heimatort, durch einen starken Glauben an die Kräfte des Volkstums, woraus sich von selbst eine ehrliche Achtung vor dem nationålen Gegner ergibt. Was Schmidt-Wodder vor Jahren fast allein, von den meisten verlassen, vertrat, ist jetzt die Grundlage der gesamten deutschen Kulturarbeit im Grenzgebeet geworden, und wenn ein junges Schleswig-Holstein von Jahr zu Jahr entschlossener sich für die Rechte der Heimat einsetzt, so ist es etwas von dem Geist des nordschleswigschen FührersS, das diese Jungen befeelt. Bei vielen Gelegenheiten kam die grosse Hochachtung zutage, oft in schlichte Worte gekleidet, die die Bevölkerung ihrem Führer entgegenbringt. Und wenn es jetzt wie ein Erwachen durch weite Kreise des nordschleswigschen Landes geht, wenn auf den Wahlversammlungcn ganz neue Gesichter austauchen, die Antwort haben möchten aus die Fragen, die sie bewegen, so ist das eine Frucht der unermüdlichen treuen Arbeit, die Pastor Schmidt-Wodder Zahre hindurch in und um Nordschleswig geleistet hat.

Wie die Arbeit Pastor Schmidt-Wodders im südlicheren Deutschland eingeschätzt wird, zeigt ein Artikel, der am 26. November in der "Deutschen Tageszeitung" erschien. In diesem Artikel wurde eingangs betont, dass über das Aufsehen, das Cornelius Petersen erregt hätte, die wahren Führer Nordschlceswigs und besonders die markante Persöhnlichkeit Schmidt-WodderS allzu sehr in den Hintergrund getreten warcn. Dann heistt es wörtlich:

"Schmidt-Wodder hat eine ausgesprochene Begabung, deutsches Leben um sich zu sammeln und dessen Ansatze und Keime zu entwickeln und zu pflegen. Der Parlamentarier ist also nur die eine Seite dieses Mannes, und zwar in seinenr eignen Bewusttsein nicht die wesentlichste. Er wird seine Bedeutung als deutscher Führer haben ganz unabhangig davon, ob er Mitglied des Parlaments ist oder nicht. Dazu befähigt ihn zu allererst die unbedingte Gradlinigkeit, Lauterkeit und Unbeugsamkeit seines Charakters. Seit den ersten Tagen seiner Wirksamkeit hat er dagegen kampfen müssen, dass den Deutschen ihr Unterricht und ihre Kirche, und zwar in deutscher Sprache, aber mit danisscher Gesinnung aufgezwungen wurde. Der H. P. Haussen'sche Kurs der Aufsaugung des Deutschtums wird von den Dänen unverändert weitergesteuert und gerade gegen diesen richtet sich Schmidt-Wodders Forderung nach kultureller Selbstverwaltung."

Das Blatt erinnert zum Schluss an das mannhafte Eintreten Schmidt-Wodders für die deutschen interessen, als Deutschland durch die Wirkungen der Inflation in schwerster Not sich befand.

(Sonderburger Zeitung (Sønderborg) 29. november 1926).

København, 6. december.

Det vigtigste kendetegn for Tyskland ved det danske folketingsvalg den 2. december er den uventet stærke stigning i tyske stemmer i Nordslesvig, fra 7.715 til 10.426. Ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 i den første slesvigske zone blev der afgivet 25.329 stemmer for at forblive i Tyskland, 25% af de afgivne stemmer. Ved folketingsvalgene efter Danmarks annektering af Nordslesvig blev antallet af tyske vælgere reduceret af de tyske embedsmænd og andre tyskere der var flyttet væk fra Nordslesvig. Ved valget i 1924 afgav 13,5% af alle vælgere i Nordslesvig deres stemme på tyske kandidater. Ved dette års valg er denne procentdel steget til 16,5%.

Det tyske parti har registreret den største stigning i stemmetal af alle partier i Danmark, cirka 35%, et resultat der langt overgik de tyske forventninger om at partiets position kunne opretholdes på trods af, og faktisk på grund af, den voldsomme agitation fra Cornelius Petersens parti. Samtidig modbeviste det øjeblikkeligt den udbredte opfattelse i den danske lejr om at tysk indflydelse i Nordslesvig var i langsom, støt tilbagegang. De dovne og ligeglade blev rystet vågne af landbrugskrisen og omfavnede det tyske program, hvis vigtigste punkter, udover "Væk fra Versailles!", var kravet om økonomisk integration med Tyskland. De mange danskere, der havde udtrykt sig arrogant og hånligt om dette punkt i programmet, har nu taget ved lære. Blandt dem der stemte på den tyske liste, var der måske folk hvis overbevisning vaklede, som følte sig mere danske end tyske, men som da de ikke ønskede at stemme på den karakterløse og fuldstændig uegnede Cornelius Petersen som leder, foretrak de tyske kandidater frem for alle danske for kraftigt at modarbejde ikke blot Staunings venstrefløjsregerings politik, men også det midlertidige borgerlige kabinets og alle danske parlamentspartiers, med undtagelse af det tysk-slesvigske parti.

For dem er den tyske rigsdagsrepræsentant Schmidt-Wodder ikke blot en repræsentant for det tyske mindretal, men også en forkæmper for rettighederne for alle nordslesvigere af tysk og dansk overbevisning, der befinder sig i en usikker situation. Stor politisk skarpsindighed og fremsynethed vil være nødvendig for at realisere kravet om at genvinde de økonomiske bånd med Tyskland og for at kæmpe for det i det danske parlament. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at mestre denne vanskelige opgave. Tyskland vil gengælde loyalitet med loyalitet og gøre alt hvad der står i sin magt for at lette den tyske befolknings kamp i Nordmarchen for deres rettigheder og Nordslesvigs rettigheder, både økonomisk og kulturelt.

Allerede nu advares der fra dansk side, især inden for den konservative lejr, mod den tyske fremrykning i Nordslesvig. Men vi har al mulig grund til at stole på Schmidt-Wodders dokumenterede lederegenskaber for at overvinde denne vanskelige opgave. Dette skal modvirkes af dristig forsigtighed fra tysk side. En overvurdering af situationen og udsigterne for tyskerne, såvel som betydningen af ​​dette valg der fandt sted midt i en krisestemning, ville ikke være i det tyske mindretals interesse. Dette mindretal har dog tydeligst demonstreret sin sunde vitalitet for Danmark og hele verden.

Kopenhagen, 6. Dez.

Das für Deutschland wichtigste Charakteristikum der dänischen Folkethingswahl vom 2. Dez. ist das unerwartet starke Anwachsen der deutschen Stimmen in Nordschlwswig, von 7715 auf 10 426. Bei der Abstimmung vom 10. Febr. 1920 in der ersten Schleswigzone wurden 25 329 Stimmen für das Verblieben bei Deutschland abgegeben, 25% von allen abgegebenen Stimmen. Bei den Folkethingswahlen nach der Einverleibung Nordschleswigs in Dänemark war die Zahl der deutschen Wähler um de deutschen Beamten und andre Deutsche, die aus Nordschleswig weggezogen waren, verringert. Bei der Wahl von 1924 gaben 13,5% aller nordschleswigschen Wähler den deutschen Kandidaten ihre Stimme. Bei der diesjährigen Wahl ist der Prozentsatz auf 16 5 gestiegen.

Die deutsche Partei hat den grössten Stimmenzuwachs von allen Parteien Dänemarks zu verzeichnen gehabt, etwa 35%, ein Ergebnis, das die deutschen Erwartungen, dass die Stellung trotz und wegen der Marktschreierischen Agitation der Partei Cornelius Petersens gehalten werden könne, weit übertraf und zugleich die im dänischen Lager allgemein verbreitete Ansicht, dass das Deutschtum in Nordschlesxwig in langsamen, stetigem Rückgang begriffen sei, blitzartig widerlegte. Die Indolenten und Indifferenten sind curch die Landwirtschaftskrise wachgerüttelt worden und haben sich zum deutschen Programm bekannt, unter dessen wichtigsten Punkten neben dem "Weg vom Versailles!" die Forderung des wirtschaftlichen Anschlusses an Deutschland sich befand. Die vielen Dänen, die sich über diesen Programmpunkt überheblich-geringschätzig geäussert haben, sind nun eines Bessern belehrt worden. Unter denen, die für die deutsche Liste gestimmt haben, mögen Leute sein, deren Ueberzeugung schwanked war, die Mehr dänisch als deutsch empfanden, die aber, da sie nicht für den charakterlosen und als Führer ganz und gar ungeeigneten Cornelius Petersen stimmen mochten, die deutschen Kandidaten allen dänischen vorzogen, um damit energisch gegen die Politik nicht nur der Linksregierung Staunings zu opponieren, sondern auch gegen die des vorbergehenden bürgerligchen Kabinetts und sämtlicher dänischen reichtagsparteien, mit Ausnahme eben der deutsch-schleswigschen Partei.

Ihnen gilt der eutsche Reichtagsabgeordnete Schmidt-Wodder nicht nur als Vertreter der deutschen Minderheir, sondern zugleich als ver Vorkämpfer für die Rechte aller in kritischer lage sich befindlichen Nordschleswiger deutsche und dänischer Gesinnung. Zur Verwirklichung der Forderung, den wirtschaftlichen Anschluss an Deutschland zurückzugewinnen, und zu ihrer Verfechtung im dänichen parlament, wird grosser politischer Scharfsinn und Weitblick notwendig sein. Aber wir haben allen Grund, auf die bewährten Führereigenschaften Schmidt-Wodders für die Bewältigung der schwierigen Aufgabe zu bauen. Deutschland wird Treue mit Treue vergelten und alles daran setzen, um dem Deutschtum in der Nordmark Seinen Kampf um sein und Nordschleswigs Recht in wirtschaftlicher wie kultureller Beziehung zu erleichtern.

Schon werden auf dänischer Seite, besonder im konservativen lager, Warnrufe gegenüber dem deutschem Vormarsch in Nordschleswig laut. Dem muss vom deutscher Seite kühe Besonnenheit entgegengestellt werden. Eine Ueberschätzung der Lage und der Aussichten des Deutschtums, sowie der Bedeutung dieser Wahl, die in Krisenstimmung vor sich ging, läge nicht im Interesse der deutschen Minderkeit. Dänemark und der ganzen Welt hat diese minderheit jedoch ihre gesunde Lebenskraft aufs deutslichste vor Augen geführt.

(Münchner neueste Nachrichten. 10. december 1926).

Johannes Carl Schmidt udgav "Stimmen aus Nordschleswig", var hovedmedarbejder ved bladet "Nordschleswig" og fra 1927 medudgiver af bladet "Nation und Staat". Slesvigsk Parti fik i perioden 13-15 % af stemmerne i Nordslesvig. Hans arbejde for kulturelt selvstyre for hjemmetyskerne blev delvis opfyldt med folkeskolen i Nordslesvig 1939.

Skønt formentlig ikke nazist, skrev han under besættelsen artikler for besættelsesmagten i "Nordschleswigsche Zeitung" og holdt radioforedrag 1941 og 1943. Han blev derfor 1946 arresteret mistænkt for højforræderi og hvervning for besættelsesmagten, men løsladt uden retssag.

Af en københavnsk Overbetjents Erindringer. (Efterskrift til Politivennen).

Overbetjent Johannes Toxværd har i 40 Aar arbejdet i Københavns Politi og har i Halvdelen af dette Tidsrum været Leder af Bevillingskontoret. Gennem dette Arbejde er han blevet Vidne til den Omvæltning i Kobenhavns Forlystelsesliv, som Krigsperioden medferte. Morsomt skildrer den jubilerende Politimand det Tidsafsnit af Byens Historie, da en Kæmpedame i en lejet Butik paa Vesterbrogade og et "Cyklevæddeløb" i en Variété var store Attraktioner, og Filmen betragtedes som en forbigaaende Børnesygdom.

Da jeg blev straffet for at synge Nationalsangen

I Efteraaret 1886 havde jeg indsendt en Ansøgning om Ansættelse i Københavns Politi, og for at undgaa genere Misforstaaelser havde jeg i Ansøgningerne skrevet, at jeg som Soldat havde faaet to Dages lys Arrest.

Gamle Politidirektør Crone sendte Bud efter mig.

- Naa, sagde han, De er nok en oprigtig Natur. Sig mig, unge Mand, hvorfor er De straffet i Militærtjenesten?

- Fordi jeg sang "Kong Christian", svarede jeg.

Politidirektøren lagde sig tilbage i Stolen og lo:

- Hvornaar sang De da Nationalsangen?

- Klokken 10.10 Aften, Hr. Politidirektør! Altsaa 10 Minutter for sent.

Faa Dage efter blev jeg antaget og begyndte straks at stampe ude paa Vesterbro. Det var den ungen Betjents Lod i hine Tider. Først paa Gaden, senere inden for Muren.

Valgslaget i Rømersgade.

Den første større Affære, jeg var med i, var Valgslaget i Rømersgade først i Januar 1887. Afstemningen fandt Sted i Gothersgades Eksercerhus, og gamle Borgmester Hansen var Formand for Valgbestyrelsen i 5. Kreds. Ved Midnatstid var Resultatet klart: Socialdemokraterne havde faaet valgt deres første Mand P. Holm, og af den Grund var Begejstringen uden Grænser. Ved 1-Tiden ryddede vi, 200 Mand under senere Politiinspektør Theodor Petersens Ledelse, Eksercerhuset. Naa, "ryddede", det er maaske for stærkt. "Gaa nu hjem. Folkens", sagde Theodor Petersen, men han talte for døve Øren. I sluttet Trop stormede Vælgerne Forsamlingsbygningen i Rømersgade, de fyldte skiftevis Gaden og Huset. Hver Gang vi var nede, var de oppe - og omvendt. Først langt hen paa Morgenstunden faldt der nogenlunde Ro over Gemytterne -.

Da den kinesiske Legation klagede over en Film og Overbetjenten blev sendt ud for at censurere.

Tiden gik, og fra Gaden var jeg kommet ind i Bevillingskontoret, Stedet hvorfra Politiet kontrolerer Forlystelseslivet.

Filmen var dukket op, og rundt om begyndte Biografteatrene en Række daglige Forevisninger, men endnu betragtede Lovgivningsmagten Filmen som en Børnesygdom. og saa sent som i 1912 eksisterede der hverken Biograflov eller Filmscensur. Vi var et Par Mand oppe paa det gamle Domhus, der tog sig af de Grejer. Og en Morgenstund, jeg tror, det var i 1910, laa der en Ordre paa mit Bord: "Gaa hen og se Filmen i (jeg husker ikke længer Teatrets Navn) .... og aflæg Rapport til Politidirektøren."

Den kinesiske Legation havde gennem Udenrigsministeriet meddelt Justitsministeriet, at den paa den kinesiske Nations Vegne maatte protestere mod den paagældende Film, der, efter Legationens Opfattelse. "var egnet til at nedsætte den kinesiske Nations Ære....".

Jeg gik altsaa derud og stiftede Bekendtskab med en saare indviklet Historie om en gammel Kineser, der holdt en ung europæisk Pige indespærret. Det var Handlingen i Filmen, og jeg skrev i min Rapport, at jeg intet fornærmeligt fandt i den.

Paa Natkafé i islandsk Trøje og Træsko.

Med Krigs-Restriktionernes Indtræden døde hele det smaaborgerlige, humørfyldte Natteliv. Til Gengæld blomstrede det stærkt den første halve Snes Aar efter Aarhundredskiftet. Alene paa Strøget havde 4 Natkaféer til Huse: "Kongens Klub", "Blanchs Kafé", "Klosterhallen" og "Kafé Riise". Her kunde Københavnerne komme og gaa Natten igennem, og jeg tør roligt sige, at Præget af Verdensstad var ikke overvældende. Her sad jævne Folk ved Siden af det København, der morer sig. Jeg har hyppigt paa disse Natkaféer set Mænd i islandske Trøjer og Træsko, de kom fra deres Arbejde og følte Trang til en Hjertestyrkning, inden de gik hjem. Ingen tog Forargelse af denne Tingendes Tilstand. 

Jo, jo. det var Dage! Vel var det sjældent. at Champagnen skummede, men Humøret var ikke af den Grund mindre frodigt. Natteravnene morede sig kongeligt ved en Gammel Carlsberg eller en Romtoddy. Hvad gør de nu? Jeg husker, at da jeg første Gang stiftede Bekendtskab med Begrebet "en Sjus", havde jeg været mere end 20 Aar i Politiets Tjeneste. Det skete under en Nattevagt. En overstrømmende glad Herre var indbragt til Stationen.

- Hvad har De dog drukket. Mand? spurgte jeg.

- Sjusser .... stammede han.

- Sjusser?

- Ja, Whisky og Sodavand blandet sammen.

Den Gang var jeg saa uvidende....

Kæmpedamen paa Vesterbro.

I samme Grad som Restaurantlivet var smaastadsagtigt, var Forlystelserne set med Nutidsøjne naive. I mange, mange Aar fik vi oppe paa Domhuset Besøg af Verdens sværeste Dame, hun kom for at opnaa Tilladelse til at give "Forestillinger" paa Vesterbro. Damen, der den Gang var midt i Trediverne, vejede 380 Pund. og naar hun aabnede sit "Teater", som Regel i et øde Butikslokale, strømmede Publikum til. Man havde intet imod at iagttage en Kvinde, der med tilsyneladende Glæde lod en voksen Mand staa op paa sit Bryst.

Et "Cyklevæddeløb" i White Star i 1913 var ligeledes et af Byens Trækplastre.

En skolepligtig Pige paa 40 Aar.

Dermed være dog ikke sagt. at de rigtige Teatre ikke ombølgedes af Folkets Interesse. Men denne Interesse var nu og da en Smule nærgaaende. En Publikummer havde meddelt Politiet, at der ude paa Nørrebros Teater optraadte to Børn i dens skolepligtige Alder.

Jeg ringede til Anton Melbye og forelagde ham Klagen.

Da han havde leet ud, indrømmede han, at det muligvis var galt med den ene Skolepligtige, men for den andens Vedkommende, sagde han, har jeg en ren Samvittighed. Den lille Pige har i hvert Fald en Søn paa 17 og en Datter paa 13 Aar, og er en lykkeligt gift fyrretyveaarig Dame.

Den nidkære Tilskuer havde altsaa været ude for el optisk Bedrag.

Da Betjentene ogsaa skulde være Lygtetændere.

Den gamle Overbetjent slutter med et lille personligt Minde:

- I Slutningen af Firserne kom Politiets Lønforhold til Behandling i Borgerrepræsentationen. Det kunde nok siges at være nødvendigt, for en ung Betjent lønnedes den Gang med 58 Kroner maanedligt. Alligevel var Byens Raad betænkeligt ved at gaa med til Lønforhøjelser, og denne Betænkelighed fandt Udtryk i et Forslag, der gik ud paa at paalægge Betjentene at tænde Gadelygterne, saafremt de fastholdt Kravet om en linjere Løn. Saa kunde man afskedige Lygtetænderne og give Betjentene det sparede Beløb...

Saaledes saa man den Gang paa Politiets Arbejde. Senere blev ogsaa dette anderledes - som alt fra gamle Dage er blevet det.

(Nationaltidende, 28. november 1926).

Foto fra Aftenbladet (København), 22. oktober 1926 i anledning af Toxværds 40 års jubilæum.

Toxværd blev ansat i politiet i 1886. Han døde i 1933, og hans stilling blev overtaget af Carl Petersen.