04 februar 2025

Søfyrbøderstrejke. (Efterskrift til Politivennen).

Søfyrbøderstriken.

Folkethingsmand J. Jensen om Situationen.

Idet vi gaa ud fra, at det har sin Interesse at faa Konflikten mellem Dampskibsrhederiet og Søfyrbøderne belyst fra begge Sider, have vi gjennem en Samtale med Formanden for De samvirkende Fagforbund, Folkethingsmand J. Jensen søgt at erfare hans Mening om Sagen. I Øieblikket sagde Hr. Jensen, seer det maaske nok ud, som om Rhederne have Overtaget, men det vil næppe hengaa lang Tid, før ogsaa de ville komme til at mærke de alvorlige Følger af Konflikten. Ved en hurtig og energisk Optræden i Begyndelsen af Konflikten lykkedes det Rhederne at faa en Del Fyrbødere i udenlandske Havne. Men dermed er det nu forbi. I dette Øjeblik kunne Rhederne kun hverve Fyrbødere i en eneste engelsk Havn; men om nogle faa Dage, vil det ogsaa være dem umuligt at faa Folk der. Det stunder nu mod Foraaret, og Sejladsen vil tage betydeligt Opsving. Hvad ville Rhederne da gjøre uden Fyrbødere? Situationen kan blive vanskelig nok for dem, og kunne vi ikke faa Bugt med dem paa andre Maader, saa have vi jo Generalforsamlings-Bemyndigelser til at udvide Striken til at omfatte Sømændene og Havnearbejderne. Dette Spørgsmaal foreligger dog slet ikke i Øjeblikket; foreløbig vil en saadan Udvidelse sikkert ikke blive iværksat.

I sin Egenskab af Formand for De samvirkende Fagforbund var Folkethingsmand Jensen til Stede ved de seneste Forhandlinger mellem Repræsentanter for Dampskibsrhederne og Søfyrbøderne. Om disse udtalte han bl. A, at han fandt Søfyrbødernes Ændringsforslag meget imødekommende; de vare tilmed ingenlunde et Ultimatum, men et Grundlag for fortsat Forhandling. Naar Rhederiforeningen til Trods herfor havde afviist disse Ændringsforslag, saa kunde det efter Hr. Jensens Mening kun betyde, at de overhovedet ikke vilde nogen Overenskomst. Der var umuligt at tro at Lønspørgsmaalet kunne være det afgjørende for Rhederne. De summer, hvorom det drejede sig, vare forholdsvis ubetydelige. Endnu i det sidste Aar havde Dampskibsselskaberne opsejlet betydeligt Udbytte til Aktionærerne, og at man ikke ansaa Fremtidsudsigterne for saa særdeles slette, derpaa tydede det, at Det forenede Dampskibsselskab, efter hvad Hr. Jensen med Bestemthed paastod, havde bestilt to nye Dampere af samme Type som "Oscar II", der skulde afleveres i Løbet af ca. 1½ Aar

Sagen var efter Hr. Jensens Mening, at Dampskibsrhederne vilde trumfe deres Villie igjennem og forsøge at knuse Fyrbødernes Organisation. Men selv om dette lykkedes, hvad Hr. Jensen ingenlunde troede, hvad var saa opnaaet? En ny Organisation vilde opstaa, og Kampen vilde blive overtaget ved den. I vore Dage kunde det i det Hele taget kun lidet nytte, at en Organisation beredte den anden et selv nok saa alvorligt Nederlag. Hvad enten det var en Arbeider eller en Arbedsgiverorganisation, det gik ud over; saa ville den inden ret længe rejse sig igien, og Kampen vilde begynde paany. Kun gennem Overenskomster opnaaede ved Forhandlinger naaede man i vore Dage til rolige Forhold mellem Arbejbere og Arbejdsgiver.

Da det er blevet sagt, at Fyrbøderne, som gik ledige i Landet, vare interesserede i at faa Strike, hvorfor de paa Generalforsamlinger stemte i krigerisk Retning, saa spurgte vi Hr. Jensen om, hvorledes dette forholdt sig. Han svarede: Fra De samvirkende Fagforbund faa kun de Fyrbødere Understøttelse, som enten ere blevne opsagte af Rhederne efter Konfliktens Udbrud, eller som selv have opsagt deres Pladser, efter at der er blevet vedtaget Strike. Hvis de Fyrbødere, der gik ledige før Konflikten, faa Understøttelse, maa det være direkte fra Forbundet; men jeg troer ikke, at noget Saadant finder Sted.

Sluttelig udtalte Hr. Jensen, at saavel De samvirkende Fagforbund som Søfyrbøderne stadig være villige til optage og bistaa ved en Forhandling, der kunne have Udsigt til at føre til Ophævelse at Konflikten. Men han fandt, at da det var Dampskibsrhederiforeningen der, ved rent ud at afslaa Fyrbødernes Ændringer, havde Skylden i, at Forhandlingerne foreløbig vare afbrudte, saa maatte en eventuel Gjenoptagelse af dem ske paa Initiativ fra Rhedernes Side.

- - Som tidligere meddelt have Rhederne et andet Syn end Hr. Jensen. At Lønspørgsmaalet kun er af underordnet Betydning i denne Kamp er lige saa sikkert, som at den ikke fra Rhedernes Side har til Formaal at "knuse" Fyrbødernes Organisation, men kun at forhindre dennes Overgreb. Om nu Hr Jensens Haab om, at Søfyrbøderne i en nær Fremtid ville komme til at indtage en gunstigere Stilling end nu i deres Kamp mod Rhederne, vil gaa i Opfyldelse, turde være meget tvivlsomt. Derimod er det ganske utvivlsomt, at hver Dag, Striken varer, betyder et stort Tab for dem, baade pekuniært og paa anden Maade. Det vil derfor være af større Betydning at finde en Vej, der kan føre ud af Konflikten, end at tænke paa nye Kampmidler.

En saadan Vej skulde det, som Sagen staaer, ikke synes umuligt at finde. Søfyrbøderne have jo i deres sidste Forslag henstillet, at Lønnen fastsattes til 60 Kr. om Maaneden for befarne Fyrbødere og til 50 Kr. for Fyrbødere, der have sejlet mindre end et Aar. Rhederne have gjentagende hævdet, at det ikke for dem gjælde saa meget om Lønnen som om de andre i Forhyringsreglementet fastsatte Bestemmelser.

Kunde Parterne da ikke mødes paa den Maade, at Rhederne lovede fra et nærmere fastsat Tidspunkt. f. Ex. den l. April, at give den af Fyrbøderne ønskede Løn, mod at disse til Gjengjæld strax hævede Striken og arbejdede efter Rhedernes Forhyringsreglement indtil den l. April. Fandtes der til dette Tidspunkt nogen Grund til at foretage Ændringer i Reglementet, saa kunde der forhandles derom. Naar vi satte Tidsgrænsen til 1. April, saa er det, fordi Rhederne til dette Tidspunkt skulle have en ny Overenskomst med Sømændene. Mulig kunde der da samtidig skaffes nye ordnede Forhold om Bord i Rhederiforeningens Skibe baade for Sømændene og Fyrbødernes vedkommende.

(Nationaltidende 7. februar 1902. 2. udgave).


Fotograf, generalkommissær Frederik Riise (1863-1933): Borgmester Jens Jensen (18.4.1859-16.3.1928). 1888-1913. Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.


Fyrbøderne.

6 Udlændinge anholdt i "Ficaria".
Resten overført til "Bryderen".

Som omtalt nægtede de 43 Udlændinge i "Ficaria" at tage fat som Skruebrækkere. Skibet hejste derfor i Gaar Middags Politiflaget, og kort efter gik en Politistyrke om Bord i Damperen, samtidig med at den herværende engelske Konsul, som Folkene havde forlangt tilkaldt, ligeledes arriveredes.

Der paafulgte nu en meget langvarig Parlamenteren mellem de forskellige Parter. Udlændingene erklærede paany, at de var bleven narret i en Fælde. Men saavidt vides tog den engelske Konsul sig ikke af sine Landsmænd - i hvert Fald slap da ingen af Mændene bort fra Skibet, trods deres gentagne energiske Forlangende om at komme paa fri Fod.

"Det forenede Dampskibsselskab"s tilstedeværende Repræsentant erklærede, at alle 43 Mand vilde blive arresteret, saafremt de vedblivende nægtede at tage fat som Skruebrækkere.

Denne Trusel foraarsagede nogen Vaklen i Geledderne.

Seks af Udlændingene holdt tappert Stand og gentog Erklæringen om, at det var dem revnende ligegyldigt om de kom i Fængsel, naar de blot slap fri for at blive Skruebrækkere. Da de gentog denne Udtalelse overfor det tilkaldte Politi, blev de efter Selskabets Begæring anholdt og førtes ved 4-Tiden i Land ved den nye Baadehavn ved Langelinie, fra hvilken de i 3 Drosker og under Politibevogtning kørtes til Arresten paa Nytorv.

Tre af Udlændingene, der var syge, førtes samtidig i Land og blev indlagt paa Frederiks Hospital.

Resten, 34 Mand, faldt til Føje af Frygt for Truslerne om Arrestation; de blev kort efter overført til Slaveskibet "Bryderen", der ved disse gentagne Affærer er bleven helt berygtet i Udlandet, ja i den svenske Arbejderpresse er Damperen endog omdøbt til Hædersnavnet "Strejke-Bryderen".

*

"Ficaria" kan først i Morgen udlosse det Gods, den har medført fra England, hvilket selvfølgelig er til stor Gene for Publikum. Selskabet skulde hellere sørge for at opfylde de Forpligtelser, det har overfor Publikum, end at lade "Ficaria" sinke sin Tid med at fange Skruebrækkere.

*

I Korsør er der ingen, der vil være Skruebrækkere. Damperen "London", hvis gamle Besætning var gaaet i Land i Korsør, havde stort Besvær med at skaffe nyt Mandstab. Korsør Arbejdere erklærede alle som fri, at de ikke vilde være Judas'er overfor deres strejkende Kammerater. Der maatte saa hentes Skruebrækkere fra København, og først nu kunde Damperen endelig afgaa til Burntisland.

(Social-Demokraten 16. februar 1902).


Fotograf Holger Damgaard (1870-1945): "Ficaria" ankommer til N. Toldbod med 2det Hold Sønderjyder. 1919. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

DFDS sejlede fra rederiets stiftelse i 1866 landbrugsprodukter fra København til Storbritannien. Efter åbningen af Esbjerg Havn blev den knudepunkt for rederiet. I 1896 fik rederiet leveret tre søsterskibe "Primula", "Ficaria" og "N. J. Fjord". Ficaria sejlede 1900-1903 periodevis i fast rute København-Reval/Hangö/Windau. Ficaria sejlede indtil 1931 og blev solgt til ophugning i 1934.

Det lykkedes rederne at finde så mange skruebrækkere at de kunne holde den nødvendigste skibsfart i gang. Fagbevægelsen var endnu ikke kommet sig efter Lockout'en 1899. Efter 4 måneder, den 5. maj 1902 kapitulerede "De samvirkende Fagforbund". 

Resultatet kan udlægges som at det lykkedes Rederiforeningen at "knuse" organisationen: Den fik gennemtrumfet "Forhyringsregler for dæksfolk og fyrfolk", de fik i praksiso phævet organisationsretten for søfyrbøderne, de fik oprettet et kontrolkontor hvorigennem al hyreanvisning foregik så ingen "rebelske" blev antaget og der blev indført "vidnesbyrdsbøger".

Først da direktøren for "Det Forenede Dampskibs Selskab” og næstformand i Rhederiforeningen ("Russer-Brandt") gik af 14. oktober 1905 blev rederne selv påvirket af at den brutale og hensynsløse linje skabte had hos søfyrbøderne som ikke var til fordel for rederne. Flere af tiltagene blev fjernet igen: Den 6. juli 1906 afskaffedes de forhadte Skudsmålsbøger, og Kontrolkontoret blev omdannet til et lægekontrolkontor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar