Nogle Skikke i Egnen af Raadhusstræde og Kompagnistræde.

På hjørnet af Kompagnistræde og Rådhusstræde nr. 127 findes den skik at stille en stor hjulbør om aftenen, enten midt på fortorvet, eller når det således stikker vedkommende da fra fortorvet tværs over rendestenen ud på gaden. Ligeledes findes den skik et sted i den egn at holde en gårdhund der er så stor en hader af daggry, at den straks når dagen bryder frem, søger at modsætte sig sådant med en så forskrækkelig gøen og tuden at både naboer og genboer må sige søvnen farvel for den gang, fandtes der endog blandt disse syge hos hvem denne nu først aflagde sit kærkomne besøg. Disse skikke synes anmelderen slet ikke om, og da han tror at pluraliteten nok vil kalde dem uskikke, hvoraf Politivennen er en hader, så overlader han til udgiveren af dette blad om han måtte finde for godt at indrykke dem deri, da de måske ville blive fjernet derfra hvor de nu findes.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 459. [Estimeret dato: 10. november 1798])

Om Tjenestepiger i Hovedstaden.

Da jeg i Politivennen i stykket betitlet "Hvad jeg vil gøre når jeg bliver politimester", side 91, læste at fordærvelsen hos tjenestepiger er så stor at de på ingen måde bør gives medhold imod deres husbonder og madmødre, sukkede jeg højt ved mig selv, og i mit suk genlød: ja, til visse er fordærvelsen blandt tjenestepiger i hovedstaden stor, og hvis der ikke i tide forebygges og sættes grænser, vil den blive endnu meget større. Hvorfra denne fordærvelse egentlig rejser sig og hvad der har bragt den til den højde hvori den nu viser sig, fortjente en egen afhandling der ikke ville være passende for dette blad. Det er her nok at klage over uorden og alvorlig bestræbe sig på at råde bod på samme. Næsten enhver dags Adresseavis viser jo tillysning efter piger der hovedkuls og i utide efter eget behag har forladt deres tjeneste. Hvor bliver disse af? Hvor opholder de sig? Hvad tager de sig for? Og har ikke de folk der vel sat i deres syssel, næring og håndtering, som uden videre ser sig, måske når de mest behøver det, skilt ved denne tjeneste uden at være forberedt på det. 

Så længe stater har været til, har der været folk i samme hvis stilling, fag, næringsbrug og håndtering har udfordret personlig tjeneste af alle. Og da ikke alle mennesker i en stat som i naturens stand kan være fuldkommen lige, har der altid været de som for deres udkomme igen har måttet tjene andre. I velordnede stater har man anset sådan tjeneste på en vis tid for en kontrakt som det er forbrydelse at hæve, før jeg har opfyldt mine givne forpligtelser og straffet enhver uorden mod samme. Når nu de mennesker der påtager sig personlig at tjene andre, ikke i almindelighed er oplyste nok om hvad der er deres pligt, hvad der påhviler dem og de efter egne selvrådige indfald vimser af en tjeneste i en anden, eller lægger sig dovne hen på egen hånd, da er det øvrighedspligt kraftig at gøre det klart hvad ret er og at holde orden med stadens mekanisme uden hvilken dens hjul efterhånden går i stå. Og når samfundet mere og mere løsner sig, hvem trøster sig da til sidst til igen at knytte båndet?

Hvor mange uartigheder, ja grovheder må mangfoldige af Københavns brave husbonder og retskafne madmødre daglig høre? Så er maden ikke efter deres smag, så er der for megen bygang, så er tjenesten for kedelig, så har de ikke fornøjelser nok, så falder der for få drikkepenge, så må de ikke invitere andres tjenestefolk på kaffe og punch så ofte og så længe de vil, så er der for mange børn at passe. Kort sagt, intet er tilpas og hvor kan noget være tilpas for de der er utilfreds med enhver ting og har overspændte begreber om pragt, flitter og falsk glans, derimod ikke noget begreb om rettigheder og pligter og hvad den ene skylder den anden i verden? 

I en tid da frækt væsen og flaneri synes at være den herskende levemåde hos de såkaldte damer, må man ikke fortænke tjenestepigen hvis hun uafladelig tænker på at efterabe og ligne disse, for engang selv om muligt også at blive dame. Undseelsen, denne det sædelige fruentimmers største prydelse, gør enhver kender af den fine og høje levemåde i vore dage sig største umage for at nedbryde. Den får navn af bondeagtighed, folkeskyhed. Og når den muntre, unge, kønne, sunde tjenestepige har tilsidesat denne, standser ingen hende i den fart strømmen henslæber hende med. Unge og gamle vellystlinge går uafladelig på lur efter hende, siger hende alskens løgnagtige smigerier, stikker næver fulde af penge til hende, for omsider at nyde hendes tillokkelser og se hende forført: kan de ikke bøje hende, må kunsterfarne ruffersker til. Oh! I må tro det står vel til med den tjeneste, hvor en sådan tilbedt gudinde huses. Og da vel ingen kan nægte at usædelighed og frækhed har blandt os ikke været større end nu, så indser enhver at der gives utallige sådanne eksempler. Må den tanke ikke falde en ind hvad skal der vel engang blive af en sådan som husmor, kone og moder i staten?

Vellystningenes antal er uendeligt, og som gedehamsene er de sværmende og påhængende. De anvender ikke blot fine kunster på de unge, de smukke. De spænder ikke blot sit garn ud for disse, enhver pige der rumt har passeret sin blomstrende alder behænger sig kun med meget flan stads, og I skal se vellystningen ikke er så kræsen. Han tager sit rov hvor han kan finde det. Dette usædelige væsen har fæstet alt for dybe rødder til at man turde håbe snart igen at komme tilbage til sædelighed, undseelse, moralitet, orden og pligter.

Jeg anser derfor tusmørkets vellystninges jagt for en af de vigtige medvirkende årsager til tjenestepigers omvimsen, lange bortebliven i ærinder, frække væsen, uartige opførsel og at de når andre ting glipper, straks ved udveje.

Den gode gamle skik ikke at modtage nogen i sin tjeneste uden efter foreviste skudsmål fra forrige tjenester, er også for størstedelen gået af mode. Det kan heller ikke bestå med vore dages mode. For hvor mange skudsmål ville da ikke gives der ikke var rådelige at fremvise, og da frillevæsenet med mere forårsager at tjenestepigers antal er så kendeligt formindsket, så tager man i nødstilfæde til takke med den første den bedste uden anden rekommendation end hendes persons forevisning.

For det øvrige overlades dem det påligger at lægge plaster på sådanne statens kræftssår om de finder det værd at foretage en kur med samme. Og i så fald foreslår forfatteren heraf følgende lindrende midler:

1) At ingen der påtager sig personlig tjeneste, hverken må anbyde sig eller antages til tjeneste uden skudsmål fra forrige husbonder eller madmødre, eller i mangel heraf fra den præst i hvis menighed hun sidst har opholdt sig. Det forstår sig at flakse og opdigtede skudsmål tilbørligt bliver ansete.

2) At fæstepenge skal afdrages i lønnen, af den grund at ingen ved at vimse om i tjenesten skal gøre dette til en indtægt. 

3) At ingen - sygdomstilfælde undtaget i hvilke de skal indlægges på hospitalet - må forlade sin antagne tjeneste før ordentlig fardag, medmindre der stilles en person i stedet, hvormed husbonden er tilfreds.

4) At ingen tjenestepige uden at være i sin husbondes ærinde efter klokken halv elleve præcis må befinde sig på noget bal.

5) At de så længe de tjener, ikke må klæde sig i silke. Det er besynderligt at mens man har beskæftiget sig med planer om nationaldrager for statens borgere der har til hensigt at indskrænke yppighed og sætte grænser for overdådighed, at det tillades tjenestepiger at stå frem i et silke og kniplingsantræk, undertiden af værdi med to års løn og ofte herved trodser den retskafne, ordentlige og tarvelige husmor, hvorved denne tillige giver et påfaldende bevis på at hun har andre indtægtskilder end en løn af 12 til 16 rigsdaler.

6) At der fra politiets side holdes nøjagtig opsyn med disse unge smækfilliker der hensidder på deres egen hånd og med de tjenstagtige ruffersker der hjælper til at forføre disse samt at deres værter i givne tilfælde også ses på fingere. Jeg ved meget vel at de der ret forstår sig på hvad der udfordres til store stæder, anser smækfilliker for nødvendige på dette legeme. Men at der bør passes på at deres aura ikke bliver for uforholdsmæssigt, at de har trådt deres børnesko. Undertiden kunne også lægges mærke til en og anden forført tjenestepige, herren eller sønnen af huset holder for sin egen mund. Det vil sige hvorledes det hænger sammen at hun er vandret fra at være deres tjenestepige til at være deres smækfillike.

Måske disse ord der lå mig på hjertet, endnu kan være sagt i tide. For det øvrige vasker jeg mine hænder. Hvad følgerne for eftertiden vil blive derom, må jeg sige med kong Valdemar: Sagen skal give det.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 448-456. [Estimeret dato: 10. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Smækfillike ifølge Ordbog over det Danske Sprog lidt usikker betydning. Måske samme betydning som slag, eller smækker med flertydig betydning kærtegne, smigre, smig, smiger, no. smeik, smek, smiger, kærtegn, kys. Fillike beslægtet med filke, dvs. letfærdig, løsagtig kvinde; skøge; tøjte.

Uordner paa Slotspladsen.

Kan noget være mere afskyeligt end det ved bolværket på slotspladsen af gadeskarn og skyllevand, formodentlig også af menneskeskarn sammendyngede morads som nu har ligget der så længe at det er skimlet? Nej, intet er mere afskyeligt. I særdeleshed nu, da såvel ved Københavns egne indvånere som også landboerne kommer der for at indkøbe deres vinterprovision, og da ikke er i stand til at gå langs bolværket fra et skib til et andet, men må først gå lange omveje. Man skulle tro at de personer som burde have opsigt derover enten ikke vil eller ikke kan se dette så ildelugtende morads som både giver et stygt udseende og tillige indgyder modbydelighed for de fødevarer som er så tæt beliggende. Ligeledes bliver man ilde plaget af den stank som natrenovationsvognene forårsager på Holmens Bro, da det som skylles ud af vognene, altid bliver liggende, og vedhver nat forøges, skønt de over broen gående borttager en stor del deraf med deres fødder. Hvor ubehageligt dette er for enhver der må passere disse nævnte veje, og især for den som må indånde denne farlige lugt, mens nævnte bro er oppe, er lige så let at indse som at det viser hvor upåpasselige opsynsmændene er derover.

Peer Gammelstrand.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 446-447. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Varsko på Ny Amagertorv

Den 24. oktober gik en honet borgerkone over ny Amagertorv, hvor hun af en kone ville købe nogle strømpebånd. En jødedreng, fordi hun ej ville købe af ham, gik hen og udlod sin urin langs op af hendes ryg, som næsten bedærvede en ny sort lystrings kåbe. Hun havde ikke opdaget det, hvis ikke en mand som holdt på torvet, var steget ned af sin vogn og havde fortalt hende denne uforskammede gerning, som hun ikke engang ville tro, før hun ret blev overbevidst derom. Da drengen så dette, løb han sin vej. Rygtet sagde, at han bor i Smedensgade i Vingårdsstræde hos sin mor, som de omstående folk sagde at han tit prygler.

Skulle en sådan lumpen og ondskabsfuld svinagtighed, hvis mage  ikke er hørt siden historien med den officer, der bevandede skrædderens lomme, være som jeg tror værdig til politiets undersøgelse, skal det meget glæde indsenderen, da han i så fald kan vente synderen afstraffet. I modsat fald ville han dog ikke undlade at advare sine medborgerinder for sådanne uforskammede drenge.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 444-445. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Redacteurens Anmærkning

Smedens gang var en lille gade med indgang fra Vingårdsstræde. Den blev nedlagt i 1910 og lå der hvor Magasin nu ligger.

Uorden ved Luftmaskinen

Da et forsøg med en luftballons opstigelse på Utterslev Mark sidste 28. oktober var mislykket, formedelst vejret, skulle samme gentages næste onsdag. Adskillige tilskuere indfandt sig, men de udlændinge som have forfærdiget bemeldte luftballon erklærede: At vejret ikke den dag tillod deres forehavende. Man gik altså tilbage til byen. Nogle få personer, som var blevet tilbage på stedet, formåede disse udlændinge til at foretage en prøve henimod kl. 7 da vinden lagde sig lidt. Efter at de havde fyldt en lille ballon og var i færd med at give den slip, brød et menneske frem, slog hul i ballonen, rev den itu, og overfaldt derpå med sit tykke spanskrør en af bemeldte udlændinge, som efter at have fået adskillige morderiske slag i hovedet og på andre steder af kroppen, først slap fra ham da stikken var ganske ituslået, fordi de få tilstedeværende ikke straks turde hindre voldsmanden, af frygt for nogle, som var i hans følge, og som bifaldt ham.

Hvem denne person har været, ønskes anmeldt for vedkommende politiret, da det ikke vil mangle på vidner om hans adfærd.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 443-444. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Ballonopstigning 1805.