Bidrag til nærmere Oplysning Ulfeldtsplads og Torvemesteren angaaende.

Kære Politiven.

I forventning af den udførlige betragtning over den nærværende tilstand af Gråbrødretorv som De har lovet os i Deres blad, sender jeg Dem følgende afskrift af et stadebrev til afbenyttelse, hvoraf jeg tror det er uden for al tvivl at hvad torvemesteren på politikammeret forebragte til sin undskyldning, at nemlig ikke han, men stadens kæmner anviser pladserne for de på torvet stående slagtere, ikke er i overensstemmelse med sandheden, da det her udtrykkelig hedder at torvemesteren hr. Wium anviser staderne.

(kopi) Stadebrev, Gråbrødretorv.

Slagter N.N. tillades staderne nr. -  og - her på torvet for at sælge kød der anvises af torvemester hr. Wium, og betaler i årlig leje af hver 1 rigsdaler som betales et år forud, dog forbeholdes staden det ene stade om den i tiden skulle behøve det. Lejen af disse stader er betalt til påske 1797 med 2 rigsdaler, hvorfor kvitteres. Kæmnerkontoret den 29. august 1796. A. J. Hvidberg.

Ligeså for 2. år til påske 1799 med 4 rigsdaler hvorfor kvitteres. Kæmnerkontoret den 20. juni 1798.

P. A. Hvidberg. E. Degn.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 12. januar 1799, side 588-589)

Spøgelser om Natten i Slagterboderne i Skindergade

Folk, som bor lige over for slagterboderne i Skindergade, har i nogen tid været meget generede af forunderlig støj sammesteds om nattetid med høj snakken, trampen, latter og tumlen med slagterlemmene. De spøgelser der forårsager denne utilbørlige larm ser for al verden ud som vægtere, hvilket dog synes utroligt da disse netop er til for at holde over stilhed og rolighed. I al fald håber man at denne bekendtgørelse vil for fremtiden hæmme slig uskik, da man ellers ser sig nødsaget til at klage over for politikammeret.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 587-588)

Uforskammethed lige uden for Politikammeret, og for Næsen af en hel Hovedvagt

I søndags opstillede en bande af unge drenge der fejrede vinteren med at lege med snebolde, sig på Kongens Nytorv tæt ved hovedvagten. Dette er den slags morskab som vel enhver i sin ungdom også med megen glæde gav sig af med, og udført forsigtigt kan de måske anses for hærdende gymnastiske øvelser. Men det er en uforskammet kådhed og et udtryk for uårvågent opsyn, når den ungdom, hvis anstændige leg skulle være et opmuntrende syn for de børn, med den kådeste overgivenhed kaster snebolde efter de forbigående eller forbikørende og ledsager de formentlige heltebedrifter med skrig og skoggerlatter. 

Således gik det i søndags. Skulle man tro at en hel hovedvagt ville se roligt til, og at ingen politibetjent så tæt ved politikammeret, i al den tid disse ridderøvelser varede, skulle have ærinde på pladsen? Nej, drengene ejede torvet uden indsigelse, og det var op til dem om de ville slå enhver forbipasserende blå og gul. En dame som kørte i sin kane, fik en snebold på kinden på en sådan måde at hun måske i lang tid vil mærke den. Imidlertid turde den ledsagende person ikke stå ud for at tugte kasteren, da han kunne forvente alle de øvrige drenges anfald, uden håb om hjælp. Skulle det dog ikke være muligt, at råde bod på gadedrengenes tøjlesløshed, uden at ødelægge den uskyldige ungdommelig munterhed?

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 586-587)

Endnu et par Ord om Tyvebanden i Nakskov.

(Fra en agerdyrkende Lollænder i Lolland).

I Politivennen er opkastet spørgsmålet: "om det ikke kan bestå med retten at bønder som vel var involveret i tyvehistorien, men ikke som hovedforbrydere, alligevel kunne tillades at blive i deres hjem for ikke at ruineres. Om det ikke var nok at de kom til tinge hver gang sagen krævede det, og for resten var tilladt at vedligeholde og formere den formue hvoraf de forventeligt dog engang skal udrede deres strafbøder?"

Iblandt hele den samling af omtrent 110 forbrydere er ikke mere end 10 eller 11 fæstebønder. Disse har siden forhøret altid været og er endnu ved deres hjem og de med samme forbundne forretninger. De øvrige er altså husmænd og tjenestekarle. Er det disse som forfatteren troede kunne eller burde være ved deres hjem, da må jeg sige ham at der ikke er mere end 47 underkastede arrest i Nakskov. Alle de øvrige er ligeledes ved deres hjem, og efter mine tanker burde ikke engang så mange tillades at være uden bevogtning, for blandt en samling af så mange forbrydere på så lille en omkreds som et lollandsk herred, kan let findes en, to eller flere som var tilbøjelige at modtage fårlige råd, disse enkelte personer kunne igen få tilhængere som ved tidens længde og indtrædende omstændigheder kunne tiltage. Deres uhindrede sammenkomst til alle tider kan let også befordre sammenrotning og planers anlæg som var farlige for den offentlige sikkerhed, ja selv dommeren i dette herred kunne næppe med fuldkommen tryghed følge sit embeds kald til alle tider da disse engang ulykkelige mennesker let kunne forledes til at tage en urigtig hævn over rettens middel som naturligvis ikke er deres ven.

De øvrige som er underlagt Nakskovs arrest, arbejder med tilladelse en, to eller flere på hvert enkelt sted i og omkring byen imod kaution for folkenes tilstedeværelse, hvorved hyppig sammenkomst og deraf flydende følger forebygges. en foranstaltning som tillige var så meget mere nødvendig såsom disse arbejdsvante mennesker umuligt uden fare for helbredet vove kunne overlades denne for dem så usædvanlige stilhed, af hvilken årsag nærværende distriktskirurg ikke bidrog lidt til at se disse mennesker ansatte i en arbejdsom tilstand. Ønskeligt havde det været om man tillige med tilladelsen at disse mennesker måtte arbejde uden for arresten, havde udvirket den udtrykkelige ordre til vedkommende at deres diætpenge så længe og så tit de havde arbejde til underhold, skulle ophøre eller bortfalde, for derved havde en ikke ubetydelig sum været sparet. Og mig synes at denne besparelse efter ansøgning endnu for fremtiden kunne og burde finde sted, for efter al sandsynlighed vil underretsdommen endnu ikke falde så snart, og muligt at de fleste om ikke alle da indstævne sagen til Højesteret, hvorved atter vil medgå en rum tid, og når man da beregner for hver arrestant daglig 6 skilling i diætpenge og ved at deres samtlige antal beløber sig til 110, så har vi en daglig udgift for det offentlige på omtrent 7 rigsdaler, eller ugentlig omtrent 50 rigsdaler. En ikke aldeles uværdig genstand for dens opmærksomhed hvis pligt det er at påse landets tarv.

Jeg kommer nu til besvarelsen af forfatterens andet spørgsmål: "om denne sag ikke burde drives overmåde hurtig, og om der ikke straks når man ved at de største forbrydere err opdaget, bør standses med inkvisitionen efter flere der på ubetydelige måder hænger sammen med tyveriet? Da det dog var herligt om den skræk som er påfaldet næsten hele herredet, engang endtes." Jeg billiger ganske forfatterens tanke at en sag af så megen vigtighed såvel for arrestanterne selv som for det offentlige ikke bør lide nogen ophold. Jeg ved og kan af erfaring bevidne at forhøret med utrættelig flid uafbrudt er blevet fortsat, men aktors forretninger herudi er af en udstrakt omfang og kræver megen tid. Man må formode at han ikke ved forsømmelse giver sagen nogen ophold. Den beskikkede defensors og dommerens bekendte virksomhed tillader ikke at formode andet end at de opbyder alle kræfter til sagens endelige slutning. Den formentlige indskrænkning i inkvisitionen tror jeg ikke i overensstemmelse med vores love, kan finde sted. For forinden forhøret er man ikke tilstrækkelig underrettet om tyvens handlinger, og efter samme er sagen public og bør ikke tillades dommeren egenmægtig under forhøret at kvalificere. Sådan lempelse måtte da af justitskollegium befales. Forfatterens skræksomme billede over forbrydernes tilstand under sagen er ubegrundet, for efter ovenmeldte kan de næsten ikke kaldes eller sammenlignes med arrestanter, og ve os ifald der ikke skulle hvile en slags foragt eller skændsel på  dem som overtræder moralens grænser. Hertil sigter også alle vores straffe når jeg undtager dem hvor der skal bødes liv for liv eller hvor den offentlige sikkerhed udkræver stedsevarende hæftelse?

En offentlig bekendtgørelse om denne sags hele fremgangsmåde ville være det bedste middel til at hæve alle ugunstige formeninger, ville være ærefuld for de rettens midler som var implicerede i denne sag, og behagelig formig og enhver som nødsages til at bidrage til denne så ubehagelige som byrdefulde skat.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-585)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er del af en serie som startede i Politivennen nr. 22 (se også Redacteurens Anmærkning her for nærmere detaljer) og fortsatte i Politivennen nr. 24.

Forslag til et nyt Gevær for Soldaterne

Man skal ikke tro at jeg her vil forsyne soldaterne med et nyt mordvåben. Man har ødelæggelselsmidler nok. Det gevær som jeg foreslår, er fire strikkepinde. Et lige så fredeligt som nyttigt våben. Jeg har nemlig tit følt både ærgrelse og medlidenhed når jeg har set soldaten stå hele timer på sin post som et hængetræ uden at gøre noget, eller sidde på vagten og fordrive den kedsommelige tid med liderlige viser og eventyr. Hvad taber ikke både staten og han selv ved det. Staten mister de vindskibeligheds produkter som soldaterne i deres ørkesløsheds tid kunne have frembragt, og får dårligere borgere som lediggang og ond snak har fordærvet. Soldaten savner det som han ved flid kunne have erhvervet sig, og som ved hans ringe løn er meget nødvendigt til hans underhold, især hvis han har kone og børn som vel hver landets borger der vil arbejde, burde i det mindste når han havde opnået tredive år, være i stand til at ernære med tarvelighed. Jeg foreslår altså at soldaterne skal lære at strikke og at det måtte være dem tilladt i vagten og på posterne at fordrive den ørkesløse tid dermed.

*   *   *

Udgiveren indrykker dette forslag med sand fornøjelse. Så ofte oprørtes hans følelse ved at se ved hver stadsport, på stadens hovedplads, ja ved landsfaderens eget hus, så mange friske raske ynglinge misbruge tiden, deres tilværelse og de som lønner dem, borgeres sved. Så ofte harmedes han over den falske ære en stærblind politik den hele verden over tillægger en klasse af lediggående mænd! Ja det er ærefuldt at være den der vil opofre sundhed og liv og alt hvad kært er for at tilbagedrive den fnysende fremmede voldsmand fra flidens rolige bolig, der vil sætte sit glavind mellem den rå vellystvrinskende kriger og den blive fredens og frydens mø, den hulde mandlønnende kvinde, den sølvgrå tilbedte olding - der kæk vil låne den smilende dieling, den legende glut, den springende knøs sin stærke senefulde arm. - Ja, ved fædrelandet , siger jeg, ham hædrer jeg villig! Men kan denne iver ventes af den der selv forsømmer, ringeagter fredens nærende sysler, af den der stagnerende i et skilderhus eller henstrakt på en hovedvagts ufrugtbare bænk spotter den forbiilende virksomme borger. Oh, regenter! Oh, krigsøverster! afhold, afvæn ikke krigeren fra fredelig gerning. Jo, lad ham ikke forlade jeres tjeneste med den fordærvelige erhvervelse, uduelighed og væmmelse for arbejde! Og han selv, vi alle, en taknemmelig eftertid skal takkende velsigne jer!!

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-580)