En stakkels djævel, som så at marskandiseren i kælderen nr. 4 5 6 7 havde forsømt at lukke for sit ragelse, lod sig derved friste til at snuppe et skydegevær. En som det forlød, uvedkommende person opdagede tyveriet, og indhentede staklen med geværet. Han førte ham under vældige slag og puf til kælderen, ved hvis indgang adskillige forberedte sig til at modtage ham med en eftertrykkelig velkomst. Et håndfast kvindemenneske, formodentlig marskandiserkonen, åbnede ballet og gav den derved en slags højtidelighed. Med hårdfør hånd gav hun staklen et så herkulesk slag mellem øjnene, at han ravede. Da hun således havde givet signal til angrebet, trådte hun med stolt selvfølelse tilbage, og overlod kamppladsen til sine tro allierede. Som øjenvidne til det hele må vi også tilstå, at de med umiskendelig skadefryd fulgte hendes vink. Optrinnet blev nu virkelig så alvorligt, at de forbavsede tilskuere måtte tro at det allierede parti ville prøve eller dog vise deres færdighed i at mishandle et værgeløst menneske.
Med forfærdelig kraft slængte man synderen ned mod stenbroen, slæbte ham i håret tværs over gaden, og ikke mindre end 6 hænder kappedes om at slå hans elendige hoved. Ansigtet var især målet for de skrækkelige næveslag, mens spark hjemsøgte den øvrige del af kroppen. Således var han omtrent et kvarter prisgivet pris mindst 3 menneskers naturlige våben.
Statens almindelig love tillader ingen at tage sig selv til rette. Den fornærmede er sjældent klog nok, og aldrig kold nok, til selv at kunne straffe passende efter forbrydelsens størrelse. Derfor gives der straffelove, og dommere og politi. Enhver borger i København ved sikkert hvor han skal henvende sig i sådant tilfælde. Rigtig nok er det en almindelig almuemening, at det er bedre at give en sådan karl en omgang tæsk, og lade ham løbe, end at bringe ham i arrest. Men udover at dette er aldeles lovstridigt, så betænker man heller ikke følgerne deraf. Vi kan bare bruge eksemplet ovenfor. Hvorledes kunne de mennesker, som med al deres kraft slog den grebne tyv mod stenbroen, og med knyttede næver og fodspark overvældede ham uden at betænke hvor de slog. Hvorledes kunne disse mennesker være vis på at de ikke dræbte synderen på stedet.
Flere af tilskuerne frygtede i det mindste for at ethvert drag måtte blive dødeligt. Og om en sådan mishandlet nu ikke dør straks, gives ham dog let så meget at han efter få timer eller dage lader livet. Da nu det er muligt, kan da øvrigheden være ligegyldig ved sådanne optrin. Er det at formode, at den virkelig årsag til et sådant menneskes drab vil blive opdaget, da han ikke kan tilstå den uden samtidig at røbe sin egen forbrydelse? Blandt almueklassen dør ofte en og anden pludselig på gaden. Man anser årsagen at være apopleksi, krampeslag osv. Hvor ofte ligger den sande årsag ikke i en voldsomme behandling? Et sådant menneske kan også have begået flere forbrydelse af lignende art. Disse ville nu blive skjulte, hvor de burde have været opdagede, når han var blevet overleveret i rettens hænder. Overalt er det af flere årsager nyttigt, at et sådant menneskes navn er blevet optegnet på politikammeret.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 40, den 26. januar 1799, side 635-638)
Rådhussræde nr. 4 ligger lidt til højre for midten i billedet ved skiltet med Ricco. Efter uret for Mads Laier
Med forfærdelig kraft slængte man synderen ned mod stenbroen, slæbte ham i håret tværs over gaden, og ikke mindre end 6 hænder kappedes om at slå hans elendige hoved. Ansigtet var især målet for de skrækkelige næveslag, mens spark hjemsøgte den øvrige del af kroppen. Således var han omtrent et kvarter prisgivet pris mindst 3 menneskers naturlige våben.
Statens almindelig love tillader ingen at tage sig selv til rette. Den fornærmede er sjældent klog nok, og aldrig kold nok, til selv at kunne straffe passende efter forbrydelsens størrelse. Derfor gives der straffelove, og dommere og politi. Enhver borger i København ved sikkert hvor han skal henvende sig i sådant tilfælde. Rigtig nok er det en almindelig almuemening, at det er bedre at give en sådan karl en omgang tæsk, og lade ham løbe, end at bringe ham i arrest. Men udover at dette er aldeles lovstridigt, så betænker man heller ikke følgerne deraf. Vi kan bare bruge eksemplet ovenfor. Hvorledes kunne de mennesker, som med al deres kraft slog den grebne tyv mod stenbroen, og med knyttede næver og fodspark overvældede ham uden at betænke hvor de slog. Hvorledes kunne disse mennesker være vis på at de ikke dræbte synderen på stedet.
Flere af tilskuerne frygtede i det mindste for at ethvert drag måtte blive dødeligt. Og om en sådan mishandlet nu ikke dør straks, gives ham dog let så meget at han efter få timer eller dage lader livet. Da nu det er muligt, kan da øvrigheden være ligegyldig ved sådanne optrin. Er det at formode, at den virkelig årsag til et sådant menneskes drab vil blive opdaget, da han ikke kan tilstå den uden samtidig at røbe sin egen forbrydelse? Blandt almueklassen dør ofte en og anden pludselig på gaden. Man anser årsagen at være apopleksi, krampeslag osv. Hvor ofte ligger den sande årsag ikke i en voldsomme behandling? Et sådant menneske kan også have begået flere forbrydelse af lignende art. Disse ville nu blive skjulte, hvor de burde have været opdagede, når han var blevet overleveret i rettens hænder. Overalt er det af flere årsager nyttigt, at et sådant menneskes navn er blevet optegnet på politikammeret.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 40, den 26. januar 1799, side 635-638)
