Theaterpoliti.

Det er en erfaring af pudder især hvis det er blandet med fedt, talg eller pomade er en ruin for klæder. Dette skulle man imidlertid ikke tro de pudderhelte var overbevist om der med deres indsmurte hatte indfinder sig på parterret og ved at vende pullen mod dem selv ødelægger deres formænds eller sidemands klæder. Da disse folk har to midler til at undgå at fornærme deres medtilskuere, det ene at holde tærklædet mellem hatten og deres egne klæder, det andet at aflevere hatten udenfor før de går ind, og de desuagtet vedbliver deres unode, burde det da ikke påbydes dem som bruger pudder, at gå ind uden hat og var det ikke godt at dette tryktes med på hver komedieplakat til fornøden advarsel?

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1325)

Et nyt Levebrød.

Da gulvtæpper begynder mere end før at komme i brug, og disse ugentlige udbankning er altid til besvær når den sker i gårde eller i porte og udbankning selv er et arbejde der ofte overstiger en piges kræfter, kunne da ikke her ligesom i andre flere stæder, et par mennesker leve af at banke tæpper ud for betaling? Disse kunne have deres hytte på et torv eller en stor plads hvor man bragte dem tæpperne og afhentede dem afbankede og børstede. Det var godt om en sådan udbankerhytte stod på ruller for altid at kunne flyttes hen på den side af pladsen hvor vinden kom fra.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1322-1323)

Et slemt Fenomen.

Et fruentimmer hvis næse er bortædt, går offentlig omkring og sælger fisk. Da det holdes for skadeligt for frugtsommelige at se noget som er så frastødende, og det i det virkelige er ækelt for enhver, så var det at ønske at der kunne findes en uskadelig måde til at unddrage såvel denne som enhver anden på lignende måde ulykkelige person fra at være til ækel, frygt, eller virkelig skade for deres medmennesker.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1317-1318)

Portoskæser i Kjøbenhavn.

Når man i Danmark kaster et øje på landevejene og på de vogne hvormed de befares, skulle man næsten tro at folket bestod af lutter kæmper, af lutter hårdføre eller i det mindste friske personer, så lidt er der sørget for at de der er syge eller gamle, magelig kan komme fra sted til sted. Udsat for regn og storm, kulde og solhede rejser man afsted, forskumplede, ømme i sædet, med forrevne klæder og forgnavet fodtøj, stiger man ned og takker Gud for fuldendt rejse.

Følgerne er at den gamle, den svage slet ikke rejser og hvor ubehagelig en følge er ikke denne, hvor mangt et kært familiemøde er ikke derved tilintetgjort, hvor mangt et vigtigt anliggende, ofte af største indflydelse på hele familiers vel, bliver ikke herved forsinket, opsat og til sidst uoprettelig forsømt!

Men nu den syge! Ja han må kønt blive hjemme. Selv om han kunne for at forflytte sig nogle mil sikre sig en duelig læges daglige hjælp, en elsket hustrus hulde pleje, det hjælper ikke! Han må dog hellere langsomt dø hvor han er, end radbrækkes på en kongelig agende post! Han må vide at han ikke som i England eller Frankrig kan køre i magelige, affjedrede, vel udførte kareter, at han ikke er i Holland hvor han i en pilsnar trækfløjte befinder sig under tag og lige så uskrumplet som i sin gang, han må vide han er i det gode gamle nøjsomme Danmark hvor man endnu som helst med hellig ærefrygt, vandrer i de træsko man arvede efter salig kong Dans hustrælle, hvor mange ville råbe mirakel hvis man kunne komme så vidt at køre fra den ene af vores forfaldne møddingsrige flækker til den anden i sådanne hønsehuse som man beundrer hos vore sydlige naboer, at sige: wo sich das Postwesen besonders gebessert hat, og hvor de gyldne ord festina lente det er udlagt: gå frem med sneglefart er løsenet i tusinde munde hver gang det stygge ord grundforbedring lader sig høre *)

Hidtil har jeg kun talt om rejser fra stad til stad, men mon den syge er bedre faren i København selv? Ja, i karet kan han sidde mageligt, men kan kareten alle tider fås i sådan hast som det er nødvendigt, når blot en times tidligere ankomst på hospitalet ville have reddet det liv der nu inden en karet midt om natten kan blive forspændt og komme til det bestemte sted er uigenkaldeligt tabt. Og er der ikke en mængde tilfælde hvor selv en karets bevægelser er den syge så voldsomme og ser man ikke derfor ved Frederiks Hospital både liggende og oprette porteføljer anskaffet og med nytte brugte?

Dersom der ved rådstuen, ved borgerhovedvagten og flere passende steder kunne være godt indrettede og i beredskab stående portechaiser, så at disse inden et halvt korteer og hurtigere kunne komme, dersom derved mange smerter kunne forebygges, mangen kær persons sygdom lindres, mangen elsket mages, mangt med længsel forventet barns liv frelstes. Skulle vi da ikke have varmt hjerte nok til at skaffe os denne så lidt bekostelige sikkerhedsanstalt?

Man vil dog ikke spørge: hvem skulle være portører? For ville man vel tro soldaten vanæret ved at låne et menneskekærligt håndsrækning? Den veltænkende kriger vil ikke tro det, han vil ønske at han i fredens tid altid havde så hædrende forretninger som denne.

Den erfarne læge der angav indsenderen denne ide, og overbeviste ham om dens gavnlighed, ved at nævne flere individer hvem savnet af sådan en anstalt havde kostet livet, modtager her min tak og gid han snart oplever at se sit menneskekærlige forslag virkeliggjort.


K. H. Seidelin

*) Indsenderen vil ikke forstås som den der her skulle have talt mod vores postamt. Da han ikke kender kassens tilstand og altså ikke kan vide om en total forandring med postvognene var mulig, da endog i postamtet ved de to anskaffede diligencer i det mindste har tilsigtet en forbedring og da disse anstalter i England, Frankrig og Holland er private intereseenters værk, så ville sådan fortollkning være falsk. Han har alene ment nationens med beskedenheds og nøjsomheds kappe maskerede livløshed. Ingen kan mere skatte det danske folks mange gode egenskaber end han, men derfor bør en god patriot ikke være blind eller ligegyldig imod de mindre gode.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 83, den 16 November 1799, s 1313-1317)

Redacteurens Anmærkning

Porteskæser må være portechaiser, dvs en bærestol, i følge ODS.

Bortforpagtning af Stadens Belysning.

Uagtet ingen kan nægte at København er nogenlunde belyst, så er det dog lige så uimodsigeligt at den ikke kan påstås at være det ypperligt eller blot tilstrækkeligt, bort set fra de der enten af uvidenhed eller af en indbildt patriotisme tror at København er den skønneste, reneste, ordentligste stad i verden.

Københavns gadelygter er små, forsynet med dårligt glas, har kun en væge, bliver aldrig gjort rene som de burde.

De nye lygter i Kronprinsensgade som man har placeret således at deres trandryp falder lige på dem der bevandrer fortovets fliserække, er en undtagelse for så vidt de har bedre glas.

Til endnu lygternes usselhed kommer deres dårligt valgte stade. Mens andre store stæder har valgt den langt bedre indretning af hængende lygter, vedbliver man i København at kline dem så at sige på husene som de tillige vansirer. Men en fra en bygning udstående lygte øder en stor del af sit lys til unytte på den ene side, mens den lader den anden mørk. Skulle den lyse fordelagtigt, så burde armen nå ud over midten af gaden. Så sandt er det at de i midten hængende lygter har fortrinet.

De hængende lygter har desuden den fordel at det ikke er så let for en uredelig vægter at stjæle tranen fra flammen. Et tyveri der i det små er det samme som når en nedrig fyrinspektør af vindesyge slukker sit fyr.

Hængelygternes store nytte i ethvert kryds af hinanden overskærende gader er uden modsigelse.

Københavns lygter står ikke sjælden åbne, flammen svæver da uophørlig, oplyser ikke godt og blæses endog ofte ud. Vægterne har den undskyldning klar når man viser dem en åben lygte at den har skade og ikke kan lukkes. Bare dog den skade ikke indtraf så ofte!

Endelig kommer den største mangel ved Københavns belysning: at der ofte er - slet ingen belysning. Man har af almanakken set at måneskinnet i så og så mange dage kan gøre lygternes tjeneste, og man har tiltroet det så megen velvilje at det også altid ville. Hvor ubehageligt er det imidlertid ikke, på en overskyet, regnfuld nat mellem første og sidste kvarter at træde i rendestenen, at snuble over grusbanker eller deslige, for de mange på gaderne skadesatte vogne kan man i sådanne nætter dog skimte, eller at løbe knæet mod en af de mange narriske afvisere det vrimler med. Vægteren vil i al fald svare den som klager at han må holde sig til månen.

At vores lygter tændes af vægtere er en større mangel ved vores belysning end man i starten forestiller sig. Disse mænd har en anden, forskellige og langt vigtigere pligt end at belyse. Man møder her den samme ulejlighed som allevegne hvor et individ har flere embeder. Man bruger hans duelighed til det ene som undskyldning for hans forsømmelse af det andet, og vil finde det hårdt at afsætte ham fra det forsømte især hvis det velrøgtede embede er det vigtigste. Men denne forestilling er falsk, for selvom den vægter der forebygger uorden og tyveri i sin gade, men ikke besørger belysningen vel, er nyttigere end den der holder sine lygter klare og lyse, men lader tyve og lignende frit råderum, så er det dog mest rigtigt at belysningen fratages ham og den egentlige vægterpost den anden, og at begge blot forretter hvad de kan forrette.

Dette leder mig til mit forslag: Man bortforpagter ved licitation stadens belysning! Herved tror jeg ville alle fordele opnås: Staden ville blive bedre belyst, for hver utændt eller d¨årligt brændende lygte måtte entreprenørerne lade sig fradrage en fastsat mulkt. En dårlig lysetænder kan afskediges uden tab. Og bekostningen ville ikke blive meget større, for entreprenørerne tog den tranleverandøren nu tilfaldende profit. Vægterne blev desuden en god kontrol mod lysetænderne.

Lidt efter lidt ville forpagterne indføre hængelygter med 4 flammer i stedet for de nu brugte, da de derved sparede i lysetænderløn og sikkert også i tran. De ville vælge de bedste stader for at kunne formindske lygternes tal.

En lygte som er tæt og forsynet med god væge, behøver kun at tilgydes sin afmålte del af tran for hele natten. Lysetænderne kunne derfor når de som tillige er rigtigst og andetsteds brugeligt, tænde straks i mørkningen, og ikke som her når alt er bælgmørkt, være meget få og dog befulde gerningen.

Forpagteren kunne spare lygterne i et fuldkomment måneskin og i skyfuldt vejr kunne de halve være uantændte, men så snart månen ikke mere lyste, måtte der uopholdeligt tændes om det end kun var en time før dag.

For at skaffe sig bydere ved sådan licitation og for ikke at lade sig foreskrive betingelser, ville Magistraten gøre vel i således som før i disse blade er rådet ved renovationslicitationen at anstille det eksperiment hvor meget en flamme på en nat (og altså i alle årets nætter) fortærer. Dette attesterede eksperiment, sammen med lygternes antal, forelagt ved licitationen, ville både skaffe bydere nok og tillige antageligt bud.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 82, den 16 November 1799, s 1305-1310)