Et Vink for Stadspolitiets Dyrkere.

Iblandt de mange besværligheder som store stæders indbyggere er underkastede, er den konstante forandring af til- eller fraflyttende naboer og genboer ikke den mindste. Den rolige tænker, der hidtil uforstyrret kunne efterhænge sine granskninger, finder sig på engang ubehageligt hindret ved en nylig i nabolaget indflyttet kobbersmed, blikkenslager o. fl. a. Den sygelige, der mere trænger til frisk luft end til føde, finder sin sundhed på engang voldsomt angrebet, sit blod fordærvet ved de stinkende dunster af en nær tilflyttet fiskebløders lud eller en stivelsebløders vand eller ved en slagters ankomst der anstikker den hele lavere del af gaden med sin urenlighed!

Man behøver bare at spørge en husejer der har en garver, en feldbereder, en fiskerbløder, en stivelsefabrikant ved siden af sig, hvad han ville give for at blive ham kvit, og man vil på hans bud straks høre hvor meget han tror sine lejligheder nedsat i lejernes dom ved dette naboskab. Man vil mærke at her er en mangel i stadspolitiet.

Og i sandhed det er en stor mangel når ejendom ikke er sikret og er det ikke tilfældet her? Eller er måske sundhed og en behagelig role tilværelse ikke en dyrebar ejendom? Eller er min ejendom ikke formindsket, er jeg ikke bestjålet når de lejligheder jeg før udlejede for hundrede daler, nu kun indbringer mig tres fordi en kvælende stank eller et døvende hverdagsbulder skræmmer folk af svagt helbred af sine nerver eller af lyst til et stille ustøjende liv, fra at leje dem af mig?

Og dog sker dette indbrud på ens ejendom uden mindste betænkning eller skånsel, uden at tro sig i mindste måde forpligtet til at give nogen erstatning. Den der ville gyse tilbage for tanken om at udstrække sin hånd til det mindste af en andens gods, gør sig ingen samvittighed over ved hvad der hører eller tros at høre til hans næringsvej langsomt at dræbe personer han ager og elsker, eller betydelig at forringe deres ejendom. Den omstændighed at han selv er udsat for lige kands, den uopmærksomhed stadspolitiet hidtil har vist på denne slags usikkerhed, døver eller rettere dræber den følelse af ret og uret der ellers ikke ville undlade at lade sin stemme høre.

Selv øvrigheden der skal overholde sikkerheden, synder ikke mindre heri og er ikke mere inkonsekvent end borgerne indbyrdes. Den samme øvrighed der ville anse det for vold at påbyde byggeren af et hjørnehus at afskære sin hjørne uden at få skadeserstatning for den tabte grund, lader ikke den mindste tanke om erstatning opstå hos sig, om den finder det nødvendigt fx på et nyt sted at anlægge en slamkiste, eller at tilplante en gades lys og udsigt, eller at anvise kanefarerne en anden kurs, eller at henstille et par snese tambourer, der uophørlig plager de nærboendes øren med det vederstyggeligste af alle buldre, eller at anlægge inde i staden et pestførende trankogeri osv. Uagtet husejerne der ikke som beboerne kan undvige efter et halvt års forløb, taber uendelig mere ved sådan en forandring end ved at se deres grunde indskrænkes et par kvadratalen.

Man vil måske indvende at hvis jeg kan forbyde min nabo at leje til en slagter, så pålægger jeg ham en servitus eller indskrænker hans rådighed over sin ejendom. Jeg svarer: kan jeg ikke forbyde det, så indskrænker han jo min ejendom selv?

Det er bestemt hvorvidt jeg må frabygge en anden sit lys, burde der da ikke også være lovbestemte grænser for mit indgreb på hans nydelser ved næsen og øret.

Skulle ikke nogen af vore grundige lovkyndige af ovenstående finde anledning til at skænke publikum en udvikling af den en borger kan have, eller ikke have imod enhver moralsk eller fysisk person der formindsker hans bopæls behagelighed, sundhed eller værdi.
Følgende bestemmelser synes foreløbig at kunne antages:

1. Alle servitutter som er nødvendige for hele stadens væsentlige tarv, må tåles af enhver borger. Således må staden have sine slamkister på de fornødne steder, dens renovation må ske, men de som bor i nabolaget af sådanne, eller lider ved denne, har ret til en skadeserstatning af hele staden.
2. Ethvert servitut som en væsentlig nødvendighed for nabo eller genbo nøder ham til at pålægge den enkelte borger, må denne tåle uden skadeserstatning fordi han igen pålægger hin de samme servitutter eller i det mindste beholder ret til i tilfælde at pålægge ham dem. Således kan jeg ikke forlange skadeserstatning fordi fx en forbedring på hans tag afspærrer min vej for en tid eller fordi han kalker sin mur, uagtet mine øjne lider ved glansen.
3. Alle næringsveje som ikke kan drives i en stad uden at fornærme nabolaget, bør forlægges uden for staden. Sådanne er slagterier, garverier, trankogerier, feldberederier, fiskebløderier, stivelsefabrikker, anker- og kobbersmedjer og flere lignende. Det samme gælder om eksercering i fredstider hvis denne ikke kan holdes uden bulder.
4. Alle servitutter hvorved min medborger eller øvrighed uden nogen væsentlig nødvendighed enten for den enkeltes eller for dets heles tarv, angriber mit vel, må loven sætte mig i stand ti at tibagevise. Således må min genbo vel kalke sin mur, men ikke bemale den med en liderlig eller væmmelig figur. Således må min nabo vel lade et indkøbt læs aflæsse på fortovet og derved nøde mig til at gå så længe på kørebanen. Men han må ikke bruge fortovet til et varelager.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1337-1343)

Til Fattigvæsnets Direktion

En meget gammel og næsten i barndom gående mand har taget sit natteleje i et hønsehus i en gård i Pilestræde, hvor han ligger på de bare stene. Da han ikke tigger og ingen fortræd gør og heller ikke har noget andet husly, har husejeren ikke villet kaste ham på gaden, men meldte det for distriktets direktør. Denne lovede at tage sig af det, og dagen efter kom en mand fra arbejdsanstalten med en seddel fra direktøren til inspektøren for at afhente bemeldte gamle. Da denne ikke var til stede, gik buddet og lod sedlen ligge. Næste dag kom buddet igen for at hente sedlen, og lod sige inspektøren, at han ikke kunne få plads der. Nu spørges: Om husejeren da er nødt til at huse denne fattige, eller om der af de fattiges mange midler ikke kunne falde lidt af for de få dage staklen endnu har at leve i? Anvisning gives af udgiveren.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1336-1337)

Endnu engang et Ord om de omplantede Træer paa Vesterbro.

Uagtet der såvel i disse som andre blade så ofte er klaget over de omkring de nyplantede træer på Vesterbro opkastede jord- og stendynger, som ikke alene formindsker fortovet meget, men endog gør det farligt om natten og ubehageligt om dagen da man hvert øjeblik har en af de løse hist og her af drenge kastede sten for fødderne, er der dog ingen forbedring sket.

Dersom Magistraten er overbevist om at disse træer bør stå på fortovet uagtet alt det man derimod ikke uden grund kunne indvende, fx 1) At disse træer når de bliver store, vil gøre fortovet lige så ubrugeligt som bankerne gør det nu fordi der altid sætter sig en forhøjning omkring en stor træstamme. 2) At der efter regn bliver et ubehageligt dryp i lang tid for de gående som altså må søge kørebanen og overlade fortovet til de kære træer. 3) At husejerne må finde sig fornærmet ved at se deres udsigt betaget eller formindsket uden at de endog kan skaffe sig luft ved at borthugge en eller anden gren med mindre Magistraten som virkelig var rimeligt nok, skænkede hver husejer de uden for hans hus plantede træer. 5) At husejerne med tiden vil se deres vinduer, tage og mure udsat for regndryp og fugtighed - dersom Magistraten dog synes godt om træer i denne gade. Så borttager den dog disse unyttige banker og omgiver de unge stammer istedet derfor med fire små planker således som man ser så mange steder her i byen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1335-1336)

Mangel på akademisk Politi

Hvis det er sandt at der ikke behøver vidtløftigt bevis for, at politi er det middel, til at opretholde på større steder især den udvortes rolighed, orden og decorum, så fremsætter man herved en klage, der virkelig fortjener de ansvarliges opmærksomhed.

Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.

Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.

Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)

Forslag til Bedste for Beskænkede.

Det er nok så bekendt at man uagtet det strenge forbud mod gallopperende ryttere og jagende kuske, og uagtet de deri fastsatte straffe virkelig ikke sjældent udføres, endnu konstant ser jagende kuske og ryttere, men især de første, på vores gader og at derved ofte forvoldes stor skade. Indsenderen så for et par dage siden en beruset matros i den mest åbenbare fare for at blive kørt over af en galopperende kusk og kun et vældigt greb i ham for at drage ham til siden var i stand til at redde ham. Flere som han kender, har set og overværet lignende tildragelser.

Han ser vel et godt middel til at forekomme mangfoldige ulykkestilfælde af den natur deri at alle gaderne forsynedes med et tilstrækkelig bredt, jævnt og tydeligt fortov, men dette synes være et af de mange ønsker som evigt bliver ønsker. I det mindste tvivler Pilestrædes, Østergades, Møntergades, Antonistrædes, Gammelmønts og fleres beboere om nogentid ved tilstrækkelig fortove at befris for at vandre på kørebanen, udsat for overfald af dragere, vogne, løbske heste, lapsede ryttere og af hele horder af svin, stude osv.

Han tror derfor at følgende forslag indeholder det bedste og eneste middel til at befri en mængde beskænkede fodgængere fra overlast: At nemlig ved en politiplakat pålægge enhver vært hvor der skænkes stærke drikke, fra vinhandleren til brændevinsmanden at lade enhver gæst der gik beskænket fra dem, ledsage hjem ved et bud.

For desto vissere at overholde denne anordning, skulle enhver beskænket person på gaden som blev truffet af vægterne, der ikke var ledsaget ifølge anordningen, opgive den vært hvorfra han sidst kom, og denne pålægges med en mulkt, der tredobbelt udredes hvis den beskænkede blev kørt over.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1329-1331)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen får en kras kommentar i Politivennen. Hæfte 6, nr. 85, den 8 December 1799, s 1356-1357.