Politivennen har adskillige gange talt plagede og tyranniserede dyrs sag, og med forskelligt held. Nogle private medborgere har lånt ham et opmærksomt øre og et alkærligt hjerte, mens de offentlige autoriteter endnu intet har gjort for at rette de påankede grusomheder. Således ser man endnu uhyre vognlæs at opdynges, således forbydes det endnu ikke at lade køer ved uforandret at spølfødes ved at ligge i deres urenlighed, og ved aldrig at blive vasket, at henstå som levende ådsler, således er Knippelsbro som giver som mange for et svært læs svedende hest deres baneknæk, endnu ikke forandret, skønt et hundrede dalers anvendelse her kunne muligvis redde et hundrede hestes liv eller mere årligt. Desværre, det bliver ved det gamle.
En sådan lunkenhed ikke mod en nidkær medborgers stemme, men mod hjertets stemme, burde afskrække fra at tale oftere for det undekuede meddyr. Men det skal den ikke. Jeg opgiver ikke håbet. Dog til sagen:
Amagerne, rettere nogle (jeg ville ønske jeg kunne sige få) amagere har for skik om efteråret at gøre indkøb af gamle, forslidte eller ville kulrede heste. Disse lader de gå ude hele vinteren igennem for om muligt at kunne bruge dem, så mange som overlever, ved næste forårspløjning. Denne handlemåde måtte ved første øjekast synes tåbelig og skadelig for dem selv da mange af disse dyr dør inden midten af vinteren, men man vil finde at den i dets sted bør kaldes umenneskelig snue når man betænker at disse heste fås for næsten intet og at dog nogle overlever hvis arbejde ved næste pløjning betaler de døde og kaster vel endda et par rigsdaler profit af for tyrannen. Husly til dem koster dem intet, den må disse elendige undvære under den strengeste årstid, og på et land der når det ikke fryser, er et morads og i storm og frost ikke har en eneste højde eller skov som kan lune, for remiserne er kun til for de mere nydte harer. Føden koster dem heller intet, ikke engang et knippe strå. Jeg har set en af disse vinterheste, faldet om af sult eller sygdom, ligge i sin sidste dødskamp på en plet sort jord, hvoraf den selv så langt den kunne, havde afgnavet hvert græsstrå og rod. Amageren går forbi og nænner ikke engang at give sig den møje at forunde den en hastigere og mindre pinefuld død.
Oh, at dog et medlidende menneske ville skue ned på dette og så meget andet gængse tyranni mod vores umælende medskabninger. Oh, at en kraftig og retfærdig hånd ville stille sig mellem dem og deres så dybt under menneskelighed nedsunkne herrer!
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 87, den 22 December 1799, s 1382-1384)
