Om Fisketorvet og Fiskenes høje Prise

Blandt de ting, som en stads politi bør værdige sin synderligste opmærksomhed, er et fisketorv. Blot den betragtning, at et sådant torvs handel er i folks hænder af den laveste, mindst uddannede klasse, beviser denne sætnings sandhed. Det er ikke ligegyldigt om borgerens tyende, eller den fattige borger og borgerinde selv, overfuses her med de liderligste talemåder og udspekulerede forbandelser, fordi de måske ytrede den formodning, at den eller den fisk er gammel, eller fordi de byder for lidt.

Det er ikke heller ligegyldigt for de omboendes eller forbigåendes følelser, endnu mindre for de sammenstimlende gadedrenges svage sædelighed, at slige mundhuggerier, handlerindernes egne tvistigheder, og de der ikke sjælden anledigede slagsmål og uanstændige blottelser, ustraffet kan ske.

Vort politi har ikke ladet fisketorvet af øje. Imidlertid er dog mangen uorden af og til foregået, som fortjente den alvorligste straf. Blandt disse er den anmasselse, hvormed fiskekonerne, når de ser lejlighed, vil tvinge dem som kommer med fisk på vogne, til at at sælge til dem og ikke til borgerne.

Det ville være overflødigt at tale om lovløsheden i sådan adfærd. Skadeligheden deraf er ikke mindre indlysende. Et eksempel vil jeg blot anføre: En i Helsingør bosiddende englænder John Diston der er fuldkommen kyndig i havfiskeriet havde i året, så vidt ved erindrer 91, da en hård vinter forhindrede levende fisks tilførsel, ladet indrette en vogn med en brønd eller hyttefad i hvormed han derned fra gjorde forsøg med at opføre levende fisk. Ved ankomsten til torvet blev hans folk overfaldet af fiskekonerne, der nødte dem til at sælge med tab til dem. Herved blev jr. Diston, som naturligt, gjort ked af at fortsætte sit nyttige foretagende, solgte hestene og vognen og lod københavnerne hjælpe sig selv.

Dette foretagende er nu på vej til at leve op igen, da hr. kammeråd With og bemeldte hr. Diston atter ved sådanne vogne vil tilføre levende fisk. Man venter sig i den henseende al den opmærksomhed af politiet, som et så almennyttigt foretagende fortjener.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at yde hr. kammerråd With den tak, som sikkert enhver indbygger i København, hvor overstået, slimet fisk betales så dyrt, skylder ham for de i hans to småskrifter: Udkast til plan for et dansk fiskeselskab og: Fortsættelse af dette udkast, gjorte forslag til en indretning, som sikkert ville blive af uberegnelig nytte, ikke for hovedstaden alene, men for den hele stat. Gid denne plan måtte nyde opmærksomhed og understøttelse af virksomme og nidkære borger, og af en for landets vel årvågen regering.

En ting må her anføres, som bestyrker den i samme skrifter anpriste vigtighed af fiskeriernes bedre drift, og viser at den rette omgangsmåde dermed hverken kendes eller benyttes: Den nemlig, at før vandet under Knippelsbro ganske tilfrøs, blev i vågen set en hel lyng af sild stående ryg mod ryg, og næsten trængende hinanden op på isen.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 90, den 11. januar 1800, s. 1437-1440)

Fiskerkoner ved Gammelstrand. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Mere om John Diston på denne blogs efterskrifter.

Kanefart på Kongens Nytorv

Mellem hesten og Thotts Palæ ses dagligt og især om aftenen en stor flok mennesker forsamlet. Går man derhen vil man opdage at sammenløbet skyldes en del kaner som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Størstedelen af dem som bruger kanerne, er drenge der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger.

Ingen misunder mindre ungdommen dens uskyldige glæder end anmelderen. Men de må også være uskyldige. Det er kanefarten i sig selv for den som for ærlige penge skaffer sig den. Men den er således som den her foregår, anledning til anstød både mod politi og sæder. Og den er det desværre alt for tit. Ikke alene er det ynkværdigt at se hvor mishandlede de stakkels kaneheste bliver. Snart af de drenge der sidder indeni, og snart af den der står bag på kanen. Men den hujen og skrigen hvormed ørkesløse drenge (dem København til uheld er rigeligere forsynet med, end måske noget andet sted) kan endda gøre hestene sky og forårsage megen ulykke. Ligeledes er den fart hvormed disse kaner jager afsted, slet ikke tilladelig i den ordenselskende stad. Endelig fristes måske mange i ærinde udsendt dreng til at anvende et par af de ham betroede skillinger på den frydefulde glideflugt.

"sammenløbet skyldes en del kaner, som holder der for at blive udlejet til ture omkring hesten og i gaderne. Den største del af dem, som bruger kanerne, er drenge, der her for en kort glæde i ungdommeligt letsind spenderer deres lommeskillinger". (Kongens Nytorv, H. G. F. Holm, 1830. Københavns Museum)

Disse ulemper kunne for størstedelen afhjælpes og endnu en anden nytte opnås ved at indrømme en egen plads til disse farter. Og dertil kunne ingen være bedre skikket end Kongens Have. En vagt for porten kunne holde alle læredrenge, og alt hvad man så egentlig kalder gadedrenge ude. Et par vagter hist og her i haven selv kunne bidrage til orden og menneskelighed hos de farende. Et traktørpavillon kunne yde dem forfriskninger. Enhver kusk, som jog ind i haven, måtte betale en entre. Og enhver person, som gik derind for at age eller spadsere, måtte også betale. De penge der kom ud af det, såvel som hvad traktøren afgav, kunne fraregnet en dusør til vagten, komme fattigvæsenet til gode. Vægterne måtte påse, at ingen kusk var der længere end to timer ad gangen med de samme heste, for ikke at ødelægge dem. Og når denne indretning var truffet, måtte alle disse kanefarter på Kongens Nytorv, som ovenfor er talt om, høre op.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 90, den 11. januar 1800, s. 1430-1432)

Endnu om den dyre Rug.

Til udg. af Politivennen!

I den tro at det er Dem vigtigt at de opgivelser som findes i Deres blade, altid er lige så rigtige som disse blade selv i det hele viser, at de kommer fra patriotisk barm, snedes Dem følgende linjer:

De har i Deres nr. 89 opgivet at den rug som er kommet fra Østersøen i år i de kongelige magasiner, omtrent koster i disse 28 mark. For ikke at bringe nogen i den vildfarende tanke at vores regering (da det er muligt at den som De ønskede, kunne udsælge af dens magasiner) ville høkre, bør det bekendtgøres at ovennævnte 28 mark vel kunne være indkøbsprisen i Østersøen, men at en dyr fragt, told, magasinhold, svind osv. må forhøje nævnte rugs værd til 5 rigsdaler 1 mark indtil 5 rigsdaler 3 mark omtrent.

Deres formodning at det kongelige magasins åbning ville bringe torverugens pris ned til ved 3 rigsdaler som grundt på oven nævnte værd af blot 28 mark, er følgelig alt for vovet. Ligesom en så lav pris af landets rug ville skade agerbrugeren, der ved den højere dagleje og folkeløn umuligt kunne tåle så lav en pris.

Der er nyttige sandheder som ikke bør forties af hvad for en bevæggrund det end måtte være. Lad derfor Deres nyttige blade på ingen måde tale imod handelsspekulationer med fremmed rug, men snarere opmuntre dertil. Frugten af disse er stor for det almene. Ved disse vil priserne aldrig blive uhyre høje så længe der er vare indenlands at få for bedre køb. Men skulle handelsmanden se sig udsat for at sættes i klasse med ågerkarle, eller for at anses som blodsugere fordi han udfører igen den rug som han selv havde indført, hvem ville da have det ringeste med kornhandel at gøre? Og hvis blev skaden, hvis ikke almenhedens?

Man har her som i andre stater og i andre store stæder set fødevarernes priser stige og falde, men hungersnød har man endnu aldrig set her. De ældste indfødte og fremmede der længere end i 30 år har boet her, bevidner enstemmigt denne trøstende og en faderlig regering hædrende sandhed.

Gid kun den mest trængende klasse af folket ville hjælpe sig selv med arbejdende hænder (som nu også er lettet den ved fattigvæsnets nye indretning), og man skulle ikke mere høre disse mangfoldige jammerskrig der hidrører meget mere fra denne beklagelige lede til arbejde end fra uovervindelig mangel!

Gid denne vanærende og al nationalflid dræbende mængde af så mange hundrede brændevinsbrænderier og så mange flere hundrede værtshuse måtte blive indskrænket til et halvt hundrede (et antal der sikkert er tilstrækkeligt for København) og man skulle se 3 til 4.000 mennesker der nu ikke arbejder på andet end at gyde nationalforgiften i arbejdsmandens årer, gengivne det almene vel som ikke stiger i forhold til folkemængden, men til dens virksomhed!


Jeg er osv.

*   *   *

Ovenstående brev indeholder så meget godt at jeg med fornøjelse har indrykket det. Imidlertid må jeg tillige gøre mig selv den ret at fralægge mig enhver af det i nr. 88 og 89 indrykkede udtydet, misbilligelse af en fri kornhandel. Min hensigt har været som det ved gennemlæsning af nævnte stykker vil findes, på en anstændig måde at gøre det indlysende hvis det ikke er det, for min magistrat at det er dens pligt at have rugmagasiner, hvormed den kan holde både agerbrugerens og handelsmandens priser i tømme. Min hensigt var ved kronprinsen at få kongens rugmagasin åbnet hvis dette ellers kan ske. Men hensigt har været at give de handelsmænd der har fremmed rug, et vink om den lejlighed de nu har til at bevise fædrelandet en kærlig søns sindelag. Men jeg attråede ikke at der sattes skranker for deres spekulationer.

Om handelsvæsnet kan siges så uendelig meget, og er skrevet så uendeligt meget, men følgende sætninger tror jeg enhver vil sande:

1. 6 rigsdaler for en tønde sjællands rug er for meget
2. En tønde sjællands rug koster nu 6 rigsdaler. 

Slutning: altså sker noget som ikke burde ske.

1. I Danmark er fri kornhandel.
2. Rugen koster dog for meget.

Sl. altså er den fri konkurrence ikke tilstrækkelig til at holde prisen på den billige punkt. 

1. En øvrighed bør ikke lade fødevarernes priser frit rum til at stige uden til en tålelig grad.
2. Ved kornoplag kan dette kun udvirkes.

Sl. altså er det Københavns Magistrats pligt at have kornoplag.

Vil nogen nu svække mine slutninger, så må først forudsætningerne svækkes.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 90, den 11 Januar 1800, s 1425-1430)

Til Admiralitetet, og til Økonomi- og Komerce-Kollegium.

For kort tid siden læste man i avisen at et skib i sundet var så meget beskadiget at man for at redde det, måtte føre det ind i Nivå Havn. I andre vintre er det også sket at skibe ved at komme i denne havn, er reddet fra undergang. Men længe vil denne havn ikke kunne gøre denne betydelige tjeneste. Jeg har selv set den, og ved at stenene i forsynkningskisterne efterhånden borttages og føres til København, og at tømmeret og jernet så vidt muligt, bringes i land og sælges eller brændes. Behøver jeg at tale mere til mænd som ved hvilken kostbar ejendom en god vinterhavn er? Nej, på deres forestilling vil kongen købe den tilbage, fra den private ejermand den bortskænkedes til, og med en bekostnig af en snes tusinde dalere igen sætte den i stand. Og alle nationers sømænd ville prise de mænds dåd som forestillede en så nyttig sag i sit rette lys!

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 90, den 11 Januar 1800, s 1422-1423)

En Fejl imod god Brandorden.

Denne foregår i år som i fjor på Kultorvet. Nemlig ved den offentlige post på dette torv, lige overfor isenkræmmer Liunges hus, binder bønderne deres heste når de kommer ind med deres fløseflasker. Disse heste opæder halmen omkring posten der skulle holde den fri fra frost. Og atlså kan der vel ske det at man i ildebrandstilfælde fandt den tilfrossen. En ting der så meget snarere må frygtes som den er låst, og altså ikke ved dagligt brug holdes åben. 

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 90, den 11 Januar 1800, s 1420)