Bal-Politi. Vals

Et bal kan sikkert lige så lidt undvære en vis orden, og personer der overholder samme, som enhver anden stor forsamling mennesker der for det meste er fremmede for hinanden. Dette er så almindelig indset, at de fleste klubber endog har deres baldirektører der altså er ballets politimestre. Og uden for klubber tilkommer dette embedes opfyldelse entreprenørerne, og i familieballer den indbydende husfar og husmor.

For alle disse ærede politimestre og politimesterinder angives her en uskik, der så almindelig har indsneget sig, at den måske derved undgår deres skarpe øje. Den er desuden så yndet af dem, der begår den som nogen skødesynd kan være. Her vil altså blive en stærk opposition, men desto større ære for vedkommende, når de viser sig urokkelige i deres pligters opfyldelse.

Denne uskik er valsen. Hvad, hører jeg fra alle kanter råbe, valsen? Den rare vals, den søde vals, den guddommelige vals! Ja, valsen er det jeg anklager. Det er en uskik.

1. Fordi den ved sin voldsomhed har en skadelig virkning på de mange dansende, der har et svagt bryst.

2. Fordi den danses slet indtil væmmelse og forjager fra ballerne mange udansende tilskuere, der finder fornøjelse i at se en sindrig og anstændig dans skønt udført, og væmmes ved et hurlumhej, der er det modsatte i alle henseender.

3. Fordi den er uanstændig. Den er et værktøj til forførelse for vellystigheden, en materie til kåd snak for lapsen. Og i sandhed den blide uskyldige må, den yndige kyske hustru, den ømme årvågne mor, kunne de ane det mindste af det usædelige gækkeri, hvormed balheltenes morgendags samtaler krydres, de ville sikkert alle udråbe med mig: Valsen er uanstændig!

I England er valsen afskyet. Ved adskillige tyske hoffer er valsen forbudt at opføres. Skulle vores danske kvinder ikke. Balpolitiet vover derfor intet ved at bandlyse denne afskyelige svingom. Det være blot standhaftigt, og tingen vil gå. Overalt, når man i det ringeste i familieballer afskaffer uskikken, så ville klubhaller og subskriptionsballer blive nødt til at følge eksemplet.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1451-1454)

Et Projektmagers Indfald.

En af forfatterens venner der i disse tørvejrsdage ærgrede sig over den til hestebugen optårnede sneælte som ses i de alfareste gader, og som nu rigelig betaler renovationskontrahenten de ferier frostens første uger gav ham, bad forfatteren at indrykke et forslag til at befri gader og gårde fra denne besværlige sne. Men forslaget syntes denne så projektmagerisk at han ytrede en slags uvilje til at indrykke det.

Ej, ej, svarede denne, du tænker nok at dine forslag er sundere end mine. Lad kun sådanne indbildninger fare. Har du ikke foreslået at belyse Københavns med hængende lygter, men se om de hænger. Har du ikke foreslået at gadedrengene bedre holdtes i ave, og endnu skælver enhver skikkelig borger for dem! Foreslog du ikke i fjor kornmagasiner, og prøv nu om du får din tønde skiden sjællandsk rug ringere end 5½ rigsdaler! Var det ikke dig der opgav en sikker vej til at få rene gader og besku nu dine egne støvler! Var det ikke dit projekt at nattefarerne ikke hver nat måtte spilde halvdelen af deres last her på Holmens Bro, og hvorfor er du nu så hurtig til at fylde næsen med tobak før du går over den! Osv. osv. havde alle disse forslag duet noget, min ven, mener du da ikke at de ansvarlige havde benyttet sig af dem, enten af egen drift eller ovenfra mindede derom, da dit blad ligesåvel ligger på kollegieherrens bord som på spækhøkerens!!'

Jeg lod hovedet synke og lovede ham ganske ydmyget at indrykke hans forslag, og her er det:

Den virksomste og mindst fordomsfulde af renovationskontrahenterne lader sig gøre en kedel med et fast fyrfad under, han forener denne kedel med et omtrent tre alen langt og 1½ alen bredt trækar, tillukket i begge ender. Dette trækar modtager al den em som udvikles af kedelens vand når dette ved stenkulild i fyrfadet er kommet i kog. Denne em giver han i den underste bund af trækarret sin udfart gennem mange huller af 1/4 tommes åbning. Hele maskinen sætter han på en enspænderslæde og kører dermed ind i den tykkeste sneælte. Den udfarende hede em vil straks smelte sneen, og han vil finde at omkostningerne er ulige indre end ved bortkørslen på vogne!

Der har nu publikum projektet. Ha! Ha! Ha!

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 91, den 18 Januar 1800, s 1447-1449)

Forslag

Fødselsstiftelsen kan man med føje regne til en af de meget gavnlige indretninger her i byen. Hvor mange ulykkelige mødre den har reddet fra fortvivlelsen, hvor mange kvinder den har lettet de byrder, der følger med fødslen, er mere end bekendt.

Og dog tror man med rette at kunne gøre opmærksom på en væsentlig mangel ved samme: Når nemlig et fruentimmer om natten bliver upasselig og vil tage derud, hænder det ikke sjældent at det ikke er muligt at få en vogn. De højst ubehagelige og farlige følger heraf er indlysende.

Man foreslår derfor at Fødselsstiftelsen enten selv anskaffer kareter, der kunne være til tjeneste når de behøvedes, eller, hvad der måske kunne være mere rigtigt, lavede en aftale med forskellige hyrekuske omkring i byen om at der altid om natten såvel som om dagen holdt en eller to kareter færdige til at befordre sådanne patienter, da prisen uden urimelighed kunne være noget højere for en sådan tur, end for en almindelig.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1446-1447)

Om Fisk

(Indsendt)

I anledning af hr. Seidelins i sidste Politiven nr. 90 om min ved trykken bekendtgjorte fiskeplan og derhos i særdeleshed den ytring, at lade komme levende cabliau og mindre fisk her til torvs, ved på vogne indrettede hyttefade, såvel som store tønder fra Helsingør, skete anmeldelse, må jeg bede indrykket i næste nummer, at den overordentlig strenge frost, samt den megen ved Kronborg sammenpakkede is hidtil har gjort det umuligt at gøre fornøden fangst til slig transport. Men at samme kan forventes så snart de helsingoranske fiskere ser sig i stand til at fortsætte fiskeriet. Og til den ende har jeg allerede forud lejet bekvemt gårdsrum til vognenes indførsel og parkering på Kongens Nytorv. Det nærmere vil blive bekendtgjort i aviserne.

With

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 91, den 18. januar 1800, s. 1445-1446:

Om Fisketorvet og Fiskenes høje Prise

Blandt de ting, som en stads politi bør værdige sin synderligste opmærksomhed, er et fisketorv. Blot den betragtning, at et sådant torvs handel er i folks hænder af den laveste, mindst uddannede klasse, beviser denne sætnings sandhed. Det er ikke ligegyldigt om borgerens tyende, eller den fattige borger og borgerinde selv, overfuses her med de liderligste talemåder og udspekulerede forbandelser, fordi de måske ytrede den formodning, at den eller den fisk er gammel, eller fordi de byder for lidt.

Det er ikke heller ligegyldigt for de omboendes eller forbigåendes følelser, endnu mindre for de sammenstimlende gadedrenges svage sædelighed, at slige mundhuggerier, handlerindernes egne tvistigheder, og de der ikke sjælden anledigede slagsmål og uanstændige blottelser, ustraffet kan ske.

Vort politi har ikke ladet fisketorvet af øje. Imidlertid er dog mangen uorden af og til foregået, som fortjente den alvorligste straf. Blandt disse er den anmasselse, hvormed fiskekonerne, når de ser lejlighed, vil tvinge dem som kommer med fisk på vogne, til at at sælge til dem og ikke til borgerne.

Det ville være overflødigt at tale om lovløsheden i sådan adfærd. Skadeligheden deraf er ikke mindre indlysende. Et eksempel vil jeg blot anføre: En i Helsingør bosiddende englænder John Diston der er fuldkommen kyndig i havfiskeriet havde i året, så vidt ved erindrer 91, da en hård vinter forhindrede levende fisks tilførsel, ladet indrette en vogn med en brønd eller hyttefad i hvormed han derned fra gjorde forsøg med at opføre levende fisk. Ved ankomsten til torvet blev hans folk overfaldet af fiskekonerne, der nødte dem til at sælge med tab til dem. Herved blev jr. Diston, som naturligt, gjort ked af at fortsætte sit nyttige foretagende, solgte hestene og vognen og lod københavnerne hjælpe sig selv.

Dette foretagende er nu på vej til at leve op igen, da hr. kammeråd With og bemeldte hr. Diston atter ved sådanne vogne vil tilføre levende fisk. Man venter sig i den henseende al den opmærksomhed af politiet, som et så almennyttigt foretagende fortjener.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at yde hr. kammerråd With den tak, som sikkert enhver indbygger i København, hvor overstået, slimet fisk betales så dyrt, skylder ham for de i hans to småskrifter: Udkast til plan for et dansk fiskeselskab og: Fortsættelse af dette udkast, gjorte forslag til en indretning, som sikkert ville blive af uberegnelig nytte, ikke for hovedstaden alene, men for den hele stat. Gid denne plan måtte nyde opmærksomhed og understøttelse af virksomme og nidkære borger, og af en for landets vel årvågen regering.

En ting må her anføres, som bestyrker den i samme skrifter anpriste vigtighed af fiskeriernes bedre drift, og viser at den rette omgangsmåde dermed hverken kendes eller benyttes: Den nemlig, at før vandet under Knippelsbro ganske tilfrøs, blev i vågen set en hel lyng af sild stående ryg mod ryg, og næsten trængende hinanden op på isen.

(Politivennen. Hæfte 7, nr. 90, den 11. januar 1800, s. 1437-1440)

Fiskerkoner ved Gammelstrand. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkning

Mere om John Diston på denne blogs efterskrifter.