Jeg ytrede sidst at det militæres medvirkning efter min overbevisning var det skadeligste middel til at holde styr på folkestimler hvor ikke den højeste nødvendighed fordrer det.
Jeg gentager denne ytring og uden at ville afgøre om de tilfælde hvori her i Danmark militæret har været brugt imod en sammenløb af folk har været nødvendighedstilfælde vil jeg fremsætte mine grunde mod dette hos os anvendte middel, og altså imod en vor konges indretning med al den beskedenhed i udtryk, men også med al den frimodighed i tanker, som 7 S af Trykkeforordningen så tydeligt viser at lovgiveren ikke alene tillader, men indbyder enhver redelig mand at benytte sig af.
Forud er det nødigt at undersøge de ingredienser såvel vores folkestimler som vores militær består af.
Vores folkestimler der her som i enhver stor stad har deres oprindelse fra alt hvad der sker på offentlig gade af særsyn, eller fra lydelig eller synlig uorden inde i hus, består naturligvis for størstedelen af dem der kan give nysgerrigheden frit rum, af ørkesløse folk, af arbejdskarle, kuske, tjenere o. lign. og her mere end noget andet sted af læredrenge og anden gadeungdom. *)
Men også folk af en mere dannet, af en mere tænkende og mere for borgerens rettigheder følende klasse, kan findes i sådan stimmel, enten drevne af noget virkeligt seværdigt eller af medynk med en forurettet og medhandlet person, eller af en rosværdig lyst til at skille to trættende personer fra hinanden. Og endnu har vi en gammel lov der byder de omkring boende borgere at holde styr på alt opløb og slagsmål på gaden. En af de mange love der skønt givet i en god hensigt, dog ikke kan holdes, fordi lovgiveren ikke har haft menneskekundskab nok.
Er endelig stimlen tiltaget, så er det naturligt at de roligst og mest ordenselskende personer kan befinde sig i samme, da de ser sig standset midt i deres lovlige ærinde, og ikke engang kan komme tilbage den vej de kom, da stimlen også vokser fra den side.
Endnu ved at ville overtale bekendte som man ser i en stimmel, til at forlade samme er det muligt på den uskyldigste måde for den der mindst ønsker det at befinde sig midt i en stimmel i det øjeblik når den bevæbnede magt rykker løs på den for at skille den ad.
En folkestimmel på Københavns gader kan derfor ikke passende benævnes ved pøbel. Et ord som man måtte ønske såvel som alle hånnavne for evig bandlyst af sproget, i det mindste af embedsmandens sprog.
Efter at have sønderlemmet folkestimlerne, kommer vi nu til militæret.
Det danske militær består vel set for en stor del af indfødte, men også for en stor del af de menige er fremmede. Mange underofficerer er fremmede, nogle af officererne er det.
Vist nok kan ingen god landsindbygger have noget imod at officerposter bortgives til fremmede der har overmåde udmærkede fortjenester, og han bør tro at så vigtige embeder ikke uden på dette vilkår bortgives af en konge hvis hus har haft de stærkeste prøver på indfødte danskes og norskes tapperhed, hvis forfædre har vundet de herligste sejre ved Lykker, Troller, Rantzuer, Gyldenløver, Schacher, Gabeler, Juler, Tordenskjolder og flere, men ikke et eneste stort slag ved fremmede hærførere. Også Christian den 4. vores tore helt af kongestamme, var indfødt.
(Fortsættes)
*) Vore læredrenges og endnu talrigere ulærende drenges gadeliv og gadeherredømme er en af de frugtbareste kilder til usædelighed og trænger til den varmeste anbefaling hos politiet.
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1529-1533)
Jeg gentager denne ytring og uden at ville afgøre om de tilfælde hvori her i Danmark militæret har været brugt imod en sammenløb af folk har været nødvendighedstilfælde vil jeg fremsætte mine grunde mod dette hos os anvendte middel, og altså imod en vor konges indretning med al den beskedenhed i udtryk, men også med al den frimodighed i tanker, som 7 S af Trykkeforordningen så tydeligt viser at lovgiveren ikke alene tillader, men indbyder enhver redelig mand at benytte sig af.
Forud er det nødigt at undersøge de ingredienser såvel vores folkestimler som vores militær består af.
Vores folkestimler der her som i enhver stor stad har deres oprindelse fra alt hvad der sker på offentlig gade af særsyn, eller fra lydelig eller synlig uorden inde i hus, består naturligvis for størstedelen af dem der kan give nysgerrigheden frit rum, af ørkesløse folk, af arbejdskarle, kuske, tjenere o. lign. og her mere end noget andet sted af læredrenge og anden gadeungdom. *)
Men også folk af en mere dannet, af en mere tænkende og mere for borgerens rettigheder følende klasse, kan findes i sådan stimmel, enten drevne af noget virkeligt seværdigt eller af medynk med en forurettet og medhandlet person, eller af en rosværdig lyst til at skille to trættende personer fra hinanden. Og endnu har vi en gammel lov der byder de omkring boende borgere at holde styr på alt opløb og slagsmål på gaden. En af de mange love der skønt givet i en god hensigt, dog ikke kan holdes, fordi lovgiveren ikke har haft menneskekundskab nok.
Er endelig stimlen tiltaget, så er det naturligt at de roligst og mest ordenselskende personer kan befinde sig i samme, da de ser sig standset midt i deres lovlige ærinde, og ikke engang kan komme tilbage den vej de kom, da stimlen også vokser fra den side.
Endnu ved at ville overtale bekendte som man ser i en stimmel, til at forlade samme er det muligt på den uskyldigste måde for den der mindst ønsker det at befinde sig midt i en stimmel i det øjeblik når den bevæbnede magt rykker løs på den for at skille den ad.
En folkestimmel på Københavns gader kan derfor ikke passende benævnes ved pøbel. Et ord som man måtte ønske såvel som alle hånnavne for evig bandlyst af sproget, i det mindste af embedsmandens sprog.
Efter at have sønderlemmet folkestimlerne, kommer vi nu til militæret.
Det danske militær består vel set for en stor del af indfødte, men også for en stor del af de menige er fremmede. Mange underofficerer er fremmede, nogle af officererne er det.
Vist nok kan ingen god landsindbygger have noget imod at officerposter bortgives til fremmede der har overmåde udmærkede fortjenester, og han bør tro at så vigtige embeder ikke uden på dette vilkår bortgives af en konge hvis hus har haft de stærkeste prøver på indfødte danskes og norskes tapperhed, hvis forfædre har vundet de herligste sejre ved Lykker, Troller, Rantzuer, Gyldenløver, Schacher, Gabeler, Juler, Tordenskjolder og flere, men ikke et eneste stort slag ved fremmede hærførere. Også Christian den 4. vores tore helt af kongestamme, var indfødt.
(Fortsættes)
*) Vore læredrenges og endnu talrigere ulærende drenges gadeliv og gadeherredømme er en af de frugtbareste kilder til usædelighed og trænger til den varmeste anbefaling hos politiet.
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1529-1533)
