Uorden paa Komediehuset.

Da den opmærksomme teaterdirektion engang har bekendtgjort at de tilskuere som kører til og fra skuespillet skal blive råbt op ved navn når deres vogne var til stede, undres man så meget mere over at det er undgået deres iagttagelse at alle lamperne når dækket er faldet, slukkes, således at der næppe er så megen lysning tilbage at man kan skimte udgangen når man får sin vogn, hvorefter man stundum må vente. Besparelsen synes ikke at kunne retfærdiggøre dette. For var den end af nogen betydning, så burde den dog ikke finde sted når man betaler for sin fornøjelse og bekvemmelighed. Men endnu værre er det hvis man kan stå i fare for at blive indelukket i skuespilhuset når man længere end sædvanligt må vente på sin vogn, hvilket kan ske dersom kontrollørerne ikke visiterer logerne forinden de går bort. Buddene der slukker ganglygterne og lukker dørene, kan ikke tro at der er folk i logerne efter at kontrollørerne er gået. Man gør direktionen opmærksom på det og man tvivler ikke på at den jo vil råde bod hvor tarven kræver det.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 101, den 29 Marts 1800, s 1604-1605) 

Noget i Anledning af 2 sk. Kanernes farlige Sværmeri paa Kongens Nytorv.

P. M.


Det er Dem formodentlig bekendt at der hver aften holder cirka 20 stk såkaldte 2 skilling kaner på Kongens Nytorv hvis bestemmelse er at køre gadedrenge og andre deslige en eller flere gange omkring statuen på torvet for derved måske at fortjene sig nogle få 2 skillinger. Når de nu hr. Ven tænker Dem sådan en skønne mængde kaner alle på engang i sværmeri omkring hesten og tillige mærker Dem at der løber 12 større gader til Kongens Nytorv, hvorfra der altid er en bestandig passage af fodgængere, som hele tiden er udsat for at blive kørt over af disse farlige kaner, der for størstedelen styres af drenge, så tror jeg De med mig vil ønske denne uorden på det kraftigste afhjulpet.

Søndag aften kl. halv otte gik jeg med et fruentimmer fra Bredgade over torvet, men næppe var vi ti skridt ude af Bredgade før en sådan kane skilte os ad og forfulgte mit fruentimmer som søgte at undløbe et langt stykke, indtil en anden mand reddede hende.

Da det var tåget samme aften, kunne jeg ikke se hende, troede derfor hun var kørt over, til hvilken ende jeg løb efter kanen for at gribe kusken som jeg til min største forudring fandt at være en dreng. Men da jeg kom mellem disse kaner, var alle deres kuske straks samlede for at forsvare ham, og dersom jeg ikke var gået derfra, havde de måske pryglet mig oven i købet fordi jeg ikke ville billige at de kørte mit fruentimmer over.

Jeg tror ikke det var fornærmende for den klasse af mennesker som betjener sig af disse slæder, ganske at forbyde denne færdsel i det mindste på dette sted. Skal de absolut køre, lad dem da enten køre på ridebanen hvor der ikke er så stærk passage, eller hvorfor ikke uden for porten på fællederne?

C. Landelandt.
Sec. Løjtn. ved den 2. batt. let. inf.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 101, den 29 Marts 1800, s 1601-1604) 

Om det nye Raadhus og Arresthus.

Da rygtet går at det nye rådhus skal afløse ruinerne af Nikolaj Kirke (og ingen plads kunne i sandhed tænkes bekvemmeligere dertil da den både er stor nok og især har den ypperlige egenskab at ligge midt i staden). Og det er ønsket at arresthuset måtte være forenet med rådhuset, da tillige tårnet hverken kan eller bør borttages, så vil det forslag der skal være gjort, at indrette tårnet til arrestantbolig sikkert antages da det ikke alene peger hen til en betydelig besparelse i udgifter, men tillige både lover større sikkerhed mod undvigelse og et sundere ophold for arrestanterne. Har nu tårnet således en dobbelt bytte som vagtpost og arresthus, hvad hindrer da fra, endnu dermed at forbinde den tredje, den at bruge den øverste del af tårnet til en vandkunst, såvel til sikkerhed i ildebrandstilfælde som til afbenyttelse til vandportioner? En dampmaskine i tårnfodens ene fjerdepart kunne opdrive det ferske vand gennem et kobberrør der for at efterses og flyes, kunne fare i midten af trapperummet. Igennem dette rør udgød sig det opdrevne vand i en stor kumme i det øverste af tårnet, fra denne kumme måtte atter nedstige ved siden af den opgående, et rør der neden for tårnet blev forbundet med trærender som ledte til forskellige gader. Disse trærender kunne hist og her på gaden have retopstående rør hvorigennem man når den lukkende hane ved en røgel var omdrejet, ville se vandet vælde op med en strid fart, og kunne da straks ved hjælp af anbringerne have brandpumperne fulde uden at spærre passagen med sluser, karrer, ballier, heste og og hvad endnu er værre at være i det vigtigste øjeblik udsat for vandmangel. Da sikkert enhver husejer ville glæde sig ved hvor et sådant opretstående rør i en gade burde være, at måtte tilkøbe sig ret til at have dette rør i sin gård (hvorved det endog var muligt at bringe springende vand op i sjette etage) så kunne dette tillades ham mod at han på egen bekostning altid holdt rede en anbringer fra røret ud til midten af gaden. De for disse kunstvandsportioner indkommende penge ville rigeligt kunne underholde kunsten, og staden således for intet eller for det første udlæg have en af de virksomste sikkerhedsanstalter mod den os så frygtelige ild.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 100, den 22 Marts 1800, s 1591-1593) 

Advarsel til de uartige eller letsindige Fjærbold-Spillere paa Børsen.

Med megen misfornøjelse har man i denne vinter næsten hver dag set at adskillige af butikkernes unge mandskab på Børsen ved deres fjerboldspil på venstre hånd af Børsen når man kommer fra Slotspladsen, ikke alene næsten har spærret passagen, men endog gjort den på en måde usikker for de gående. Længe, men som det lader forgæves, har man ventet at enten disse unge herrer fjerboldspillere selv eller deres foresatte dog engang skulle have indset hvor upassende det var at anlægge en legebane på en alfarvej. Man har derfor hidtil ikke klaget over denne underlige uskik. Men da det synes som hverken foresatte eller drenge finder det urimeligt at spærre eller usikre en almindelig gang, skønt de har plads nok i købmandsenden at spille uden fare, ser man sig beføjet i publikums navn alvorligt at påminde Dem om den agtelse de skylder deres medborgere. Hvilken i nærværende tilfælde vises ved den simple ting at lade dette fjerboldspil på dette så upassende sted ophøre for fremtiden. Man håber så meget mere at denne påmindelse lægges på hjerte som det næppe vil være til fordel for de herrer handlende på Børsen at vejen til deres boder gøres ugangbar. Det var måske også muligt at opfinde en anden varmende beskæftigelse.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 100, den 22 Marts 1800, s 1590-1591) 

Børsen. Den side som vender væk fra Knippelsbro. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

I Anledning af det overkørte Pigebarn.

Jeg skylder mig selv at oplyse publikum om sammenhængen med det overkørte barn hvorom Politivennen taler side 1581 i sidste nummer. Men da jeg er sengeliggende og forhøret så vidt jeg ved endnu ikke er sluttet på Politikammeret, så må jeg forbeholde den detaljerede efterretningen indtil jeg bliver frisk og endelig dom er faldet. Den vedlagte udskrift af hvad jeg har tilskrevet politiassessor Müller (og som jeg beder Dem foreløbig at indrykke, tillige med denne min skrivelse) kan imidlertid oplyse sammenhængen og retfærdiggøre min konduite. Kun denne bemærkning bør jeg tilføje at årsagen hvorfor jeg ikke tvivlede på at barnet kunne bringes først til Politikammeret, var denne at der blev sagt at hun var gået her til hospitalet (en omstændighed jeg først bagefter erfarede ikke at være så) og at hun selv troede sig i stand dertil. Og under denne forudsætning var det vist det mest rigtige at hun kom derhen fordi den omstændighed hvorvidt hun ikke var beskadiget anderledes, end at hun kunne gå, naturligvis ville bestemme politimesteren til at tage beslutning i hensende til karlen om han kunne sættes på fri fod ved kaution eller ikke.

Almindelig hospital d. 18. marts 1800.

Matzen

Til hr. Politiassessor Müller.
Næst at referere mig til min mundtlige forklaring som Deres velbyrdighed sidst afvigte lørdag lod tilføre i politirets protokollen udi efterskrevne sag, har jeg hermed den ære efter Deres anmodning at gentage samme skriftlig:

Tirsdag den 25. februar henimod kl. 12 om formiddagen kom en ubekendt mand til mig på mit kontor som medbragte en lille 10 til 11 år gammel pige, hvilken han foregav at være overkørt på Østerbro af en karl som nu var i et ærinde her på hospitalet hos [Gølse]mesteren og hvis heste og vogn tilligemed et på vognen siddende fruentimmer holdt på gaden uden for hospitalets port. Han foregav tillige at han havde anmodet den vagthavende officer ved Østerport om at anholde karlen, men at officeren nægtede sådant.

Straks gav jeg da ordre til at lukke porten i lås og ikke lade karlen passere ud af hospitalet før jeg havde talt med ham - Dernæst bad førnævnte ubekendte mand mig om at jeg ville foranstalte den overkørte synet af vedkommende her og tillige at jeg ville modtage pigen til kur. I henseende til hans første begæring, da lod jeg straks forhøre om lægen eller nogen af hans 2. kandidater var til stede. Men alle var da efter fuldendt besøg hos hospitalets syge fraværende. Og til den anden svarede jeg at Frederiks Hospital burde efter mit skøn søges i sådanne tilfælde. Men skulle der ikke være lejlighed, eller politiet ellers anordnede det, så skulle jeg her modtage hende, uagtet på den tid ingen plads var. Imidlertid spurgte jeg omtalte barn om det kunne gå til politikammeret? Hvortil hun svarede ja! Jeg sendte altså hospitalets portechaise-dragere Hans West og Niels Rasmussen med allerede nævnte barn i følge med ham som bragte hende, samt karlen som efter sigende skulle have kørt hende over, til politikammeret da det fruentimmer som havde været på vognen, tillige gik med. 

Fra Politikammeret blev hun siden bragt på Frederiks Hospital hvor hun efter beretning skal være død. Dette er alt hvad her hos og for mig denne sag betræffende er passeret, og hvoraf jeg slet ikke tvivler man jo vil være overbevist om at jeg har gjort alt hvad jeg kunne og burde. I øvrigt bemærker jeg at manden som bragte pigebarnet til mig, efter ligdragerens sigende var tunghørig, så at hans forklaring om hvad han gennem denne sans havde erfaret, ikke kan antages uden prøve, samt at forberørte to portechaise- eller ligdragere kan bevidne at anførte netop således af mig berettet er tilgået, ligesom de ikke heller kunne nægte at de ved deres hjemkomst fra Politikammeret på forespørgsel om pigen kunne gå eller hun klagede sig over smerte, svarede at hun gik som hun ikke fejlede noget og blev på Politikammeret. 

Til slut tilføjer jeg at den mand som bragte omtalte pigebarn til mig, vægrede sig ved at gå på Politikammeret, idet han foregav at det var ham ubelejligt, i hvilken anledning jeg pålagde ham at følge med, da jeg ellers ikke dermed kunne befatte mig, og på grund af det gik han.

Kopiens rigtighed vedgår
Matzen.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 100, den 22 Marts 1800, s 1585-1589)