En forargelig Tildragelse på Nørre Fælled

Man har, så ofte der er ført klagemål over fremfusenhed, vild adfærd, og deres årsag folkestimmel, næsten altid været så redelig at skyde skylden på den studerende yngling, og så ofte en krigens søn har været med i spillet, har studenten måttet bære den hele brøde, hvoraf dog uden tvivl i det mindste en del, og en stor del hvilede på den militære. Det ligger mig fjernt at rippe op i hændelser, som endnu er i alt for frisk minde. Efterfølgende sande hændelse, den eneste i sit slags jeg kender, og nogenlunde ønsker at kende - skal tjene til at bevise: At den almindelige stemme ikke altid er så pålidelig som man vil bilde os ind. Den skal tjene til at bevise: At der blandt ældre militære gives den, der ganske kunne glemme at det er fred. Glemme folkerettens hellige love. Glemme sin egen værdighed. Og endelig tjene til at gøre den rimelige slutning: Kan en af de ældre tillade sig sådan ufærd, hvad kan da ikke den yngste finde tilladeligt? Dog. Hændelsen taler for sig selv. 

Onsdag den 7. maj d.å. var Trinitatis Skoles lærere med den betroede ungdom gået ud af byen, for at unde disse børn en passende bevægelse i den frie luft, og være nærværende ved deres forehavende: At plukke blomster og binde kranse, hvormed de siden ville pynte skolen, hvilket man kalder at maje. I selskab med os, var endnu adskillige personer af vores venner. Straks inden for ledet, på Nørre Fælled, havde vi alle taget hvile i græsset, og var alle glade i den stemning, hvori den skønne vårdag, og de muntre børn så let måtte sætte enhver. 

Dog. Hvor kort varede den, denne blide stemning? Et korps gardere til hest, kommanderet af et ritmester kom fra Nørreport ind ad samme led, ved hvilket vi havde taget sæde på Guds grønne, og tillige for civile frie jord, nogle få skridt fra grøften. Lærerne befalede børnene at blive liggende ganske roligt, for ikke ved at rejse sig, at kyse hestene, og var overbevist om at det ridende korps trak ud ad fælleden for at foretage deres manøvre. Men til stor forundring sås, at den kommanderede officer førte lige ind på det liggende selskab, hvilket dog ikke var nødvendigt, da det på Fælleden værende kær bag dog måtte bryde den lige linje. Med endnu større harme hørte man fra ritmesterens læber disse ord: Rid dem over! Intet under, at dette måtte krænke enhver, der har mindste gran af følelse for menneskeværd. Intet under, at der hørte mere end ynglingens fyrighed til at holde sig fra at søge fornærmeren. En af selskabet, en student tog sig den frihed, at spørge denne menneskekærlige ritmester: Om de havde ordre til at ride folk over? Af hvem den ordre var, om den var i overenstemmelse med den almindelige folkeret? Svaret var: Om han var fræk? Og om han ville arresteres? Og et slag, som var tiltænkt hans hoved, men kun ramte hans hat, som fløj et stykke bort, fulgte efter. For nu ikke at eksponere sig mere for grovhed og overmagt, tav studenten da han så sig indespærret blandt 2 heste, og blev grebet i brystet. Løsladt forlod han roligt scenen, og gik med beundring over vedkommendes bravoure tilbage til sit bedre selskab. 

Denne hele tildragelse kan med adskillige vidners udsigende bekræftes og beediges, hvorfor skulle da indsenderen frygte for den offentlighed, som loven hjemler ham ret til?

J. Studsgård 
Lærer ved Trinit. Skole 

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 111. 7. juni 1800, s. 1768-1771) 

Redacteurens Anmærkning 

Artiklen besvares i Politivennen, Hæfte 9, nr. 115. 5. juli 1800, s. 1825-1828

På Frederik 6. tid spillede militæret en stor rolle. Dagligt blev der spillet militærmusik på Østerbro. Og der fandt jævnligt store øvelser sted på Fælleden og rundt på glaciet. Man øvede sig ved fx at storme Vibenshus. Disse troppeøvelser tiltrak ofte mange tilskuere, som gerne ville se de forskellige korps med de forskellige uniformer. En særlig attraktion var borgerbevæbningen som ofte blev ledsaget af koner og børn. Når kanoner blev skudt af, blev folk bedt om at tage deres vinduer af.

Bekjendtgørelse.

I anledning af det i nr. 109 af Politivennen indrykkede om de på Fødselsstiftelsen fødte børn, bemærkes herved at betalingen ikke er 3 mark ugentlig, men kun 1 mark, 8 skilling for dem som er udsat på landet og vedvarer i 6 år. 3 mark ugentlig betales kun for dem som for en kort tid er udsatte her i staden indtil de efter deres bestemmelse kan komme på landet og skal denne interims udsættelse være indført, formedelst bøndernes aftagende lyst til at befatte sig med disse børn.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 110. 31 Maj 1800, s 1755-1756)

Glubske Hunde.

Ejeren af den første gård på Bernstorffs (eller såkaldte Ordrupvejen tilegnet).

Da indsenderen som for det meste 2 til 3 gange om ugen passerer denne vej, ofte nok, men altid forgæves, har anmodet deres folk om at holde de glubske hunde indespærrede som idet man kommer deres port forbi overfalder både heste og folk, ja endog bedt deres folk forebringe dem det selv, men også dette forgæves - tror man det er en pligt her offentlig at advare de forbipasserende o at vogte sig for disse glubske hunde og bede dem som er deres ejere, at holde dem indesluttede på deres gård for at undgå videre ulejligheder. 

Torsdag aften den 29. maj blev vore heste ved at ride forbi meget voldsomt overfaldet af dem, og da de er unge bæster, var deres urolighed de kom i, endog farlig. Ved at klage over dette til den mand der bor i det lille hus skrås over for dem, og som formodentlig har opsigt med Kongevejen, var det tungt nok at høre nævnte mand endogså klage over selv at være blevet bidt af dem, og på spørgsmålet hvorfor han ikke har klaget, blev svaret at han trak på skuldrene. Dette tror man nok for at overbevise om at det er enhvers pligt at holde løse glubske hunde indespærrede, og formodes man de efter denne advarsel vil søge efter skyldighed at opfylde denne pligt.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 110. 31 Maj 1800, s 1753-1754)

Om Signal-Kartet til Efterretning ved Ilds Udbrud.

Uventet ser jeg mig i nr. 109 af Politivennen opfordret at forsvare det af mig udgivne signalkort fordi tårnvægteren på Nikolaj Tårn ved en den 22. maj opstået ild ved Gammelstrand ikke har angivet samme med 5 slag som signalkortet anviser, men derimod 3 slag. Hertil må jeg skriftligt svare anmelderen det samme hvad jeg mundtligt før har sagt adskillige der også tvivlede om hvem der havde ret, enten tårnvægteren eller signalkortet, at vi i denne sag har begge ret. For tårnvægteren klemter formentlig efter den gamle indretning indtil han får ordre til at holde sig den nye efterrettelig, og signalkortet der er indrettet efter den nyeste brandforordning viser hvorledes det vil blive klemtet i indtræffende ildsvåde når samme forordning begynder at træde i kraft, hvilket ikke endnu er tiden, efter bekendtgørelse i Adresseavisen, er for hånden. 

Man lægger derfor sit signalkort så længe hen, indtil det bekendtgøres at brandforordningen af 19. juli 1799 træder i sin fulde kraft. For indtil den tid vil tårnvægteren formodentlig som før antyde enhver ild med sine sædvanlige 3 slag. Når derimod den før omtalte forordning træder i fuld kraft, da tager min sine signalkort frem, hænger dem på sin væg, lægger dem i sin brevtaske eller på sit natbord, og da vil de vise deres ejer straks når disse ulykkelige slag lyder i hvilke kvarter af byen ilden er. 

Ligesom der ved ethvert oplag af en bog altid findes noget at forbedre eller tillægge, således skal jeg i fald jeg finder det fornødent at foranstalte et nyt oplag af signalkortet, gøre forbedringer deri og tillige rette den fejl i samme, at Snarens Kvarters omkreds ikke findes beskrevet derpå. Man har tillige gjort mig opmærksom på at man - selvom det ikke da blev så bekvemt og portabel - heller ønskede det aftrykt med større bogstaver, da adskillige særdeles folk til alder der har ved ildebrande at gøre, ikke i en hast kan komme til rette med den fine skrift hvormed det er sat. Jeg har imidlertid mod sædvane virkelig haft for dette mit påfund fyldestgørende opmuntring af folk hvis dom jeg har agtelse for, og denne er vist meget kærkommen for enhver der ønsker at være sit fædreland og sin stat nyttig, og at udrette noget der sigter til dets gavn.

N. H. Weinwich.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 110. 31 Maj 1800, s 1750-1753)

Uordener.

På Esplanaden mellem Bredgade og Store Kongensgade har nogle fattige rebslagere deres bane. Da fortorvet er bredt nok og færdslen ikke så stor, er denne anmasselse ikke blevet dem forment. Imidlertid måtte man dog ønske at de blev tilholdt at optage de lave omtrent 4 tommer høje pløkker som de har nedslået i stenbroen, da fodgængere især fremmede der i mørke ikke ved de umådelige og højst vansirende møddinger af menneskeskarn afholdes fra at nærme sig plankeværket, let kunne snuble over dem, ja endog skamfere ansigtet eller skadelig sære underlivet ved at støde sig i faldet på dem. I dens sted kunne rebslagerne bruge små pæle af 1½ a 2 alens højde.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 109. 24 Maj 1800, s 1744)