Til Udgiveren i Anledning af Nikolajkirkegaard.

Da man ser af Deres blad at kommissionen på hvis forestilling Vajsenhustomten blev foretrukket Nikolaj Kirkegård til byggeplads for rådhuset, har haft til en af sine grunde at ligene ikke kunne optages uden ulejlighed for omboerne, så underrettes herved at:

Fra Nikolaj Kirke og dens kirkegård har flere familier siden ildebranden ladet deres lig opgrave og udføre på Assistentskirkegården, dels i kister, dels i kasser for de afpillede ben, hvorved ikke den mindste stank eller ulejlighed er forårsaget naboerne. Og resten vil følge eksemplet, så snart rimelig erstatning gives dem for de købte begravelsers steder.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 134. 8 November 1800, s 2135-2136)

Om den Rumfordske Suppe.

I Paris og flere steder kan de fattige på dertil indrettede offentlige spisekvarterer få Rumfordsk suppe for deres skilling. Burde man ikke det så armodsfulde København med større føje, åbne de mange trængende adgang til dette så sunde og fødende næringsmiddel der evig vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendig må koge i 5 eller 6 timer, så ville ildebranden hvis den ikke koges i større portioner, snart tilintetgøre den fordel ingredienternes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et Rumfordsk suppehus indrettedes ved offentlig eller privat omhu, man da vil drage omsorg for at suppen straks første gang den sælges, er god og rigtig tillavet. For kun alt for ofte sker det at den almindelige og ufornuftige modbydelighed mod alt nyt får dobbelt styrke ved de første mislykkede forsøg til det nyeste indførelse.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2119-2120)

Fynsk Smør og holsteensk Smør.

At godt holstensk smør er bedre end dårligt fynsk smør, vil ingen nægte. Og dårligt fynsk smør har man før ofte truffet fordi fynboerne ikke var nøjagtige nok i at sortere det. Men efterhånden lærer de det og det vil engang blive almindelig kendt at det gode fynske smør ikke eftergivet det gode holstenske. Da imidlertid mange husholdere ifølge den gamle danske nationalegenskab at foretrække det fremmede, ikke er fornøjede med mindre de får holstensk smør, så underrettes disse om at holstenerne, der kender denne vores egenskab på en prik, selv køber det fynske smør her i havnen, lægger det om og sælger det med 6 til 8 rigsdalers profit til disse patriotiske købere.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2118-2119)

Om Dyrtiden.

I nr. 36 af de i Altona læsende lister over de varer om ankommer i Hamborg, læses at skipper Jessen fra Aalborg har bragt 200 tønder havre derhen. Formodentlig vil fra Aalborg toldsted godtgøres at dette kvantum lovligt var tilladt at blive udført. Videre var den 13. september ankommet skipper P. Vinter, skipper Lauritsen og skipper J. Vinter, alle tre fra Ringkøbing med 836 tønder smør. Videre er fra Assens nylig med tre fartøjer ført mellem 840 og 850 tønder smør til Lybeck. Endvidere til Stettin fra Fåborg 600 tønder smør. Dette er, blot fra disse tre stæder, 2240 tønder smør bortført til udlandet. Hvad er ikke blevet, og vil ikke endnu blive bortført fra København? Og hvor uendelig høj vil ikke prisen i denne sidste stad (alt koster tønden 76 rigsdaler hos fynboerne, og bliver daglig dyrere) blive hvis ikke regeringen straks (hvis det ikke allerede er for sent) forbyder udførsel af smørret?

Kartofler som vi for en halv snes år siden vragede, vil herefter blive den føde som ikke blot den fattige, men middelstandsmanden må sætte i stedet for brød og til dels for sulet med. Men det kan allerede kendes at de samme årsager som fordyrer de ædleste fødemidler, landprang, opkøb og udførsel, ikke forsmår at udstrække sig til kartoflen. Bør københavneren give 20 til 24 mark for en tønde kartofler? og kan man vente andet end at en kartoffel til sidst vil komme til at koste 1 til 2 skilling hvis ikke regeringen griber til det nødmiddel også at forbyde kartoflernes udførsel til fremmede.

Landprangerne vedbliver ustraffede at drive deres kunster. Mange af disse er tillige opkøbere for større prangere. Snart vil de alle blive det, og altså vil torvene der allerede i stedet for bønder kun besøges af landprangere eller ordre, snart endog blottes for dem. Det er allerede sket at disse landprangere ved byhorn sammenruder folk i byerne for at afkøbe deres fødevarer. Så længe købstandsmanden *) skal købe sine levnedsmidler på anden eller tredje hånd, så længe han skal føde denne vrimmel af igler, vil hans tilstands stedse forværres, og først ved hans fuldkomne ødelæggelse, vil dette onde hæves - med mindre regeringen strengt forbyder al landprang!

Når endelig de formodede bønder, men egentlig landprangerne, kører til torvs, mødes de allerede uden for byen ved portene, i Frederiksberggade og på Vestergade af alle slags hørkræmmerdrenge og karle, spækhøkere o. lignende som bortkaprer dem før de når det Gammeltorv der i sig selv meget for lille til stadens akseltorv, nu hver torvedag kan ses at være meget for stort. Dette er højst uretfærdigt mod alle de mange medborgere der ikke har tid til at løbe således om, men i tillid til regerings, magistrats, politiets årvågenhed, sender deres tyende til torvet.

*) Også den embedsmand eller ikke-landbruger der bor på landet, sultes af disse blodsugende landprangere. Ja, deres kør skal på visse steder næsten være mere beklagelig end købstadsmandens. Mon ikke alle disse mange forurettede må anråbe regeringen om streng fremgangsmåde mod forkøb.

Endelig bidrager også udførslen uendelig til at forhøje priserne. Så billig fri udførsel er, når priserne i landet er tålelige, eller dette ved offentlige magasiner er sikret for dyrtid, så nødvendig er udførselsforbud i nødens tid. Dette har vores regering følt og tak være den! Men allevegne fra provinserne hører man alligevel klage over at udførslen sker hele tiden i smug. Oh, at vores gode regering ville gribe de kraftigste midler til at hindre enhver overtrædelse af forbuddet mod kornudførslen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 133. 8 November 1800, s 2113-2117)

Uordener.

Udenfor Drejers Klubs hus i Læderstræde er en lygte hvis spejl er sat således at alt skinnet falder ind i døren og derimod gaden er ganske mørk. Vel er det rimeligt at lygten er klubbens egen, for tændte byen den, så var det skammeligt om spejlet sad således. Da imidlertid klubben hvis den blot ville oplyse gadetrappen, kunne udvirke dette tilstrækkeligt foruden spejl, da gaden på dette sted fordi synagogen uvist af hvilken årsag ikke mere eksisterer, er mørk, og da videre klubben bør formodes at nyde den gode regel: lad så eders lys skinne o.s.v. turde man nok anmode den om enten at sætte spejlet imellem lyset og muren eller ganske borttage det. 

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 132. 1 November 1800, s 2112)