Forslag til bedre Kommunikation imellem Kristianshavn og Kjøbenhavn.

Så enstemmige fremmede rejsende er i at tilstå København rang blandt de smukkeste steder i Europa, lige så enstemmige er de i at dadle den for fodgængere ubekvemme og farlige passage mellem København og Christianshavn over Knippelsbro. Enhver som har gået denne vej, når mange især kulskibe ligger og losser, må have erfaring hvor farligt det er når der er opfyldt med kuske som ofte for at vende, kører ind på fortorvet, og ved rykning med vognen sætter de gående i fare for at knuses mellem vognene og husene, eller mellem vognene selv. At åbne passagen bag om husene forbi det schimmelmannske udsælgningshus har ofte været omtalt uden følge. 

Indsenderen tror at den letteste måde at gøre vejen mellem København og Christianshavn mere bekvem og mindre farlig for de gående vil være at flytte bolværket ud fra hukken ved den vestre ende af Børsen til i lige linje med det yderste af den plads hvorpå toldbetjentenes hus står, og derfra videre ned til Knippelsbro, og da at gøre fortorvet langs gamle og nye børs så brede at det kan være tilstrækkelig rummeligt for de gående. Det måtte vel forsynes med afvisere, så at vognene ikke kunne køre ind derpå (dog ikke af den lave slags der synes alene at være indrettede til at støde benene til mens på). At der endda blev rum nok for skibene mellem Holmen og den Børsens side, beviser den finale kanal ved Holmens Kirke. Fast og godt grus til opfyldning kunne bekvemt tages fra det afbrændte slot når samme engang skal bygges igen, hvorved meget sparedes i transport. 

Er havnekommissionens kasse ikke formuende nok til at bestride bekostningen af et nyt bolværk, vil det ikke være urimeligt at de som oftest benytter sig af nævnte passage, bidrog til dens forbedring, enten ved frivillige bidrag eller ved pålæg, og synes dette især at måtte falde de handlende til last, nemlig alle købmændene hvis skibe losser ved Christianshavn, enhver som handler med vestindiske, ostindiske og islandske varer, de formuende af Christianshavns indbyggere med flere efter vedkommendes skøn. 

Hvad Knippelsbro selv angår, da tillader vor økonomiske forfatning vel ikke at håbe nogen forandring ved samme, imidlertid kunne den med ringe bekostning også gøres bekvemmere for de gående, når der på den sydøstlige side af samme hvor stenkisterne står, blev oven på disse bygget en bro for de gående. Denne ville komme lige for enden af fortorvet og vejen kunne gå ligefrem til tæt mod vindebroen hvor der kunne være indgang til broen, så at de gående blot behøvede at komme på kørebanen for så vidt vindebroen strækker, og mulig kunne en let bro indrettes for de gående i lige linje med den på stenkisterne byggede som ved bekvem mekanisme hastig kunne løftes op eller gå tilbage med det samme den store bro opvindes. Indsenderen smigrer sig med den tanke at foranførte er så simpelt og let at udføres at det med tiden ikke ganske vil være uden følge.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 137. 13de december 1800, s. 2182-2185)

Et ord om de mange Værtshuse som findes i København

Man behøver kun lidt kendskab til denne store by for at blive overbevist om at de fleste borgere er værtshusmænd. Og det kan jo ikke være anderledes da et borgerskab er tilgængeligt for enhver. Det vil sige, enhver hvis kår er nok så ringe, og for resten intet nyttigt har lært, kan jo dog få en kælder at bo i, især siden ildebranden, da byen er blevet så rigelig forsynet med underjordiske boliger. Ingen som har kundskab om byen, om dens forfatning og næringsmidlernes priser, kan nægte at et så stort antal værtshusholdere er skadeligt for byen i det hele. Mange værtshuse i en by er ved første øjekast byens indbyggere ingen ære. En fremmed som ser det, må slutte: I den by findes mange drankere, mange lediggængere, meget klammeri, spil, sus og dus og tillige mange mennesker der intet andet har lært end at skænke øl og brændevin og spille kort med sine gæster. 

Det er ufordrageligt at se en ung rask kældermand stå og skænke øl og brændevin fra morgen til aften, i stedet for at bruge helbred og lemmer til landprodukternes frembringelse eller forædling. Mange familier må sukke over de mange værtshuse. De er (i det mindste en del af dem) skadelige både i henseende til det moralske, det fysiske og det økonomiske. Jeg tror, men jeg vil ikke så ligefrem påstå det, at mange tyverier måske ikke ville finde sted, når værtshusholderne var færre. Og ikke at tale om deres skadelighed, vil jeg blot spørge: Til hvilken nytte er vel en kældermand, der skænker for penge øl og brændevin, og sælger det af bageren købte brød? Kan han kaldes en sig selv ernærende borger? Jo, vil man svare, han betaler sine borgerlige afgifter, han må gøre vat osv  Men det behøver intet gensvar. Jeg hørte forleden en fremmed mand sige til en anden: Den der dur til intet, kan blive værtshusmand i København

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 137. 6. december 1800, s. 2180-2182)

Mangel paa Oplysning.

Ude i byens nordlige ende kunne højlig behøves noget bedre oplysning, hvilken mangel såvel i denne som de foregående vintre vedbliver at finde sted. Således vil man foruden flere steder i den ellers meget vel oplyste Frederiksgade for det meste finde 1 til 2 og flere lygter, om ikke helt udslukkede, så dog gennem de skidne glad og rimeligvis ved alt for sparsomt tildelt tran så svagt brændende at de aldeles ingen nytte er til. Især vil en lygte mellem Kongens og forrige Bernstorffs palæ, på den mørke mur, befindes sjældent eller aldrig at være tændt. Ligeledes i den meget skumle Fredericiagade brænder af de 5 derværende offentlige lygter som oftest ikke mere end 2 eller 3, og det endda usle nok. Især udmærker den lygte, lige overfor akademiet ved siden af plankeværket, sig særdeles ved næsten aldrig at være tændt, og forleden søndag aften fandtes de på den ene side kun værende 2 lygter, begge at være udslukkede. Yderst i Kongens- og somme af Nyboders gader vil man ligeledes finde det samme at finde sted. 

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 136. 29. november 1800, s. 2167-2168)

Efterretning om patriotisk Daad i Randers m. m.

Randers d. 25. november 1800.

Det må være en glæde for den der så ofte som D. V. har årsag til at påanke forsømmelser, når De engang imellem kan erfare prøver på bestræbelser fra en årvågen øvrighed for at fremme almenvel i sin virkekreds. Og hertil håber jeg at bidrage ved at underrette Dem om hvorledes denne bys magistrats og stiftamtmands forenede virksomhed har vidst under nærværende tider at udvirke lindring i den fattige borgers kår. Ja, det skulle glæde mig inderlig om Deres velædelhed (dog helst uden mit navn, da jeg skyr anseelse af captatio benevolentiæ hos vedkommende), ville i Deres Politiven ved dette eksempel opmuntre andre til lignende foretagender, hvorved borgerne omhyggeligt bliver kommet til hjælp. De vil selv skønne at sådan hensigt ikke ilde er opnået i vores gode by, da det virksomme magistrat i forening med stiftsamtmand Guldberg har bevirket en frivillig subskription af alle brændevinsbrændere i Randers (med hvilke et par af de betydeligste købmænd siden har forenet sig), hvorved alle disse brave mænd har forbundet sig til at levere denne bys håndværkere og fattige af den rug de behøver, til udgangen af november 1801 til en pris af 6 rigsdaler pr. tønde. Og denne deres forbindelse er for en fjorten dage siden ved trommeslag bekendtgjort hvorved tillige ovennævnte blev indbudt at møde alle mandage og fredage i nævnte tidsrum hos hr. P. Abee i hvis hus udmåling sker af så meget enhver behøver, i overværelse af 2 håndværksmestre som efter omgang mellem borgerskabet skal påse vare og mål, og mod betaling til en af interessentskabet som også møder for at udmåle kornet og modtage pengene. To timer står dette magasin åbent på de nævnte dage. Og 4 skæpper er det højeste nogen rekvirent får ad gangen. Således er her da sørget for det vigtigste næringsmiddel, og måske turde man håbe at denne foranstaltning heller ikke skulle være uden gavnlig indflydelse på egnens kornpriser.

Mens jeg i denne materie meddeler Dem så interesserende en efterretning, skal jeg ikke undlade at tilføje et par ord i anledning af en rejsendes begrundede klage i et af Deres blade over den forlegenhed hvori den gennemrejsende fremmede stilles over for her i Randers, på grund af den totale mangel på alt gæstgiveri som findes her. Formodentlig må årsagen hertil søges i borgernes gamle gæstfrihed der gør det umuligt for nogen at leve af herbergsvæsenet da den fjerneste forbindelse med en borger skaffer den rejsende en velvillig modtagelse. Selvom derfor passagen herigennem er for stor til at gæstgiveri burde savnes, så er dog den forventende fortjeneste derved for lille til at kunne opmuntre nogen til at søge sit levebrød ved denne næringsvej. Skal denne mangel nogenside afhjælpes, måtte det ske derved at dette i en randrusianers øjne fortrædelige onus, blev forbundet når vakance engang indtraf ved postmesterembedet med denne vigtige tjenestes fordele.

Til slut må det være mig tilladt endnu engang at erindre at det vil være mig kærest om D. V. behagelig ville benytte Dem af materien i disse mine anmeldelser for hvis rigtighed jeg som ærekær og sanddru mand indestår, uden at bruge formen eller nævne mit navn, med mindre det er uomgængelig nødvendigt, da jeg i så fald for en god sags fremme gerne udsætter mig for en smule af den miskendelse som ingen retskaffen kan undgå. Lev vel og vær lykkelig i Deres gavnlige bestræbelser!

P. Kruse
Hospitalspræst i Randers.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 136. 29. november 1800, s. 2164-2167)

Anmodning til Hr. Boghandler Malling.

Nogle auktionsgæster som ofte har søgt og endnu ønsker at søge Deres bogauktioner, anmoder Dem venligst om hvis der ellers er mulighed i og hvis, som det ikke kan omtvivles, fornuftige menneskers søgning er Dem kær, at mage det således at Deres auktioner ikke bliver en samlingsplads (især om aftenen) for kåde og usædelige halvvoksne lapse, hvad enten disse her ville slippe løs af skoleforstanderen eller skolefrejderen i arbejdstimerne tilbageholdte kådhed, eller blot vil stifte dem boldgade for de drengestreger der ellers synes så vel at høre hjemme, siden de tåles, på de filosofiske eller filologiske russekollegier. Man formoder at De ikke optager denne bøn anderledes end den er ment, som sigtende til Deres egen tarv.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 136. 29 November 1800, s 2163-2164)

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren boede boghandler Malling i Springgade 24, altså indtil 1881 det stykke af Pilestræde som forløber mellem Møntergade og Landemærket. Huset eksisterer ikke længere.