Spørgsmaal om Roeskilde-Vands Hidførsel.

Det Medicinske Fakultet og stadsfysikus spørges om Københavns vand, så uklart, grumset og slimet som det kun alt for ofte er, er tjenligt for vanddrikkere, hvoraf der dog virkelig er nogle i København?

Vandvæsnets foresatte spørges om man an håbe på at vores pumpevand ved Søernes oprensning og renholdelse, kan blive bedre eller om man må befrygte at det hvis sådan oprensning overstiger kræfterne og hvis renholdelsen ikke vil iværksættes, altid vil blive dårligere?

Enhver kyndig spørges: På hvad måde man med sikkerhed mod forfalskning og med mindst bekostning kan få det fortræffelige Roskildevand bragt hertil? Og hvad det vil koste at lægge en rende fra Roskilde til København hvis et interessentskab her ville forene sig for at sætte sig i besiddelse af det uskattelige naturgode, sundt vand?

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2253-2254)

Et Middel imod Røg.

Da så mange ejere og lejere her i staden forulejliges af røg, og nødes endog derved ofte til at lade døre og vinduer stå åbne midt i kulden, så håbes at følgende i England opfundne middel som et bidrag til brændebesparelse ikke vil findes sat på et upassende sted. 
Dette middel er en røghat som sættes oven på skorstenen. Efter at åbningen af skorstenen er blevet forsynet med en rund rand af jernblik, sættes røghatten som er et jernrør, derned i således at den både hviler og kan dreje sig på en stang som fra skorstenen står op i den. Røghatten er dannet som knæet af et kakkelovnsrør, og kan ved hjælp af en derpå fastgjort blikplade, altid holdes i vinden i en sådan stilling at knæet vender imod vinden. På knæet selv og altså lige imod vinden, er en åbning og derigennem farer vinden ind og går igen ud af den fra vinden fravendte ende af røghatten. Men for at den ikke undervejs skal fare ned i den ende af røret som går ned i skorstenen, sidder der i den tragtformede åbning et mindre rør der altså befinder sig inde i det horisontale rør, men ender et korteer inden for dettes åbning.

Virkningen heraf er probat, og der udfærdiges nu en sådan røghat for nakkehoveds fyrtårn.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2252-2253)

Adskilligt som ønskes forandret i Kongens Have

Er det ikke forunderligt og dertil sørgeligt, at de ypperlige billedhuggerkunstens mesterværker, som findes beskadigede i Kongens Have, ikke istandsættes af en duelig kunster igen, og desuden værnes for eftertiden med et stakit. Mens de slette figurer, som findes hist og her, fjernes? Hvad må fremmede kunstnere og haveelskere ikke tænke om denne vores utilgivelige ligegyldighed? Hvorfor bliver ikke de stole, hvor liderlighed er indridset, såvel som andre bænke, opmalet så tit som nødvendigt? Det var ellers god økonomi, da malet træ altid holder længere end umalet, som bekendt. Havens virksomme og agtværdige gartner, hr. Lindegård, bedes at gøre sine overordnede opmærksomme på denne nødvendige sag, og uden tvivl vil der ske en ønsket forandring, som allerbedst kunne iværksættes om vinteren, for at være tilendebragt til  havens næste åbningstid.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2251-2252)

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel med forslag, "To Ord om Rosenborg-Have." findes i Politivennen nr. 237, [7 November 1802], s. 3784-3788

Uorden i Frue Kirke den 1. januar

På grund af visse personers strafværdige skødesløshed, bestående i at havde sat vokslys i lysekronerne i Frue Kirke til nytårshøjtideligheden, skete det, at disse overdryppede adskillige tilhørere på tøjet og i hovedet. Det bliver klokkerens sag at undersøge, hvori denne fejl egentlig bestod. Men utilladelig er den, og bør undgås ved fremtidige højtideligheder.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s. 2250)

Om den nye større Vægterskat, eller fordoblede Vægterpenge.

Den priselige fordobling af vægternes antal må nødvendigvis forårsage dobbelt udgift for staden til disses aflønning. Af den kongelige politianordning ses at denne større udgift skal udredes under navn som før af vægterpenge, men af det tilføjede at nemlig en kommission er nedsat for at bestemme hvorledes denne afgift kan udredes mere ligeligt (for at bruge dette bekvemme provinsialord) er det klart at den frygt er ubegrundet som nogle stuebeboere har ytret at denne udgift der hidtil ene lå på dem, herefter ville tynge dobbelt. Men dersom husejere frygter at kommissionen vil tage husassurancernes beløb til rettesnor og lægge i forhold forhøjelse af vægterpengene på husejerne, så er dette sikkert en lige så selvgjort plage.

Dersom det er den unægteligste fornuftregel at den som nyder godt af en offentlig indretning er pligtig til at udrede de bekostninger den udfordrer, så vil det sikkert findes uretfærdigt at lægge disse på en enkelt del af dem der høster fordelen deraf, og netop den del der allerede bærer så mange store byrder - jeg mener husejerne. Og dette måtte vel blive følgen hvis pålægget skulle fordeles efter assurancesummerne. En ting der ene vedkommer husejerne. For at sige husejeren kunne jo igen fordele udgiften proportioneret på lejerne, er det samme som at sige intet, da de allerfleste lejere ville holde sig til deres kontrakt. Og desuden ville således en husejer som havde det uheld at hans lejligheder stod ledige, oven i købet se sig straffet derfor ved at måtte betale vægterskat af de ubesatte lejligheder. Skal udredningen af vægterpengene endelig have en anden skat til regel for sin ligning, da tilbyder sig hertil ingen mere naturlig målestok end ekstraskatten som den der udredes af alle og tillige er fordelt efter den formodede formue.

Kommissionens mænd ville ikke fortryde på den her skete ytring da samme ikke har eller kan have anden hensigt end at fordrive en utidig, tildrømt eller forsætning udspredt frygt.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 143. 3 Januari 1801, s. 2241-2243)