Foranstaltning for de Fattige.

Foruden den allerede førhen i disse blade omtalte madlaving til de fattige, hvorved de hver middag kan få en velsmagende og tilstrækkelig portion mad for 2 skilling som afkortes i deres almisse, har nu også den lovede brødbagning taget sin begyndelse. For 18 skilling kan den indskrevne fattige nu hver almissedag få et helt og for 9 skilling et halvt brød af ublandet skrået rugmel af omtrent 6 punds vægt.

Maden som der i begyndelse herskede stor fordom imod, finder nu da man har lært at kende dens godhed, langt flere lysthavere end man kan skaffe den til. Der afveksles med følgende madsorter: Hvidkålssuppe med islandsk lammekød, grød og øl, hvide ærter og saltet oksekød, grøn søbekål og islandsk lammekød, Rumfordsk suppe og engang imellem fask (?) kødsuppe.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2300-2301)

Redacteurens Anmærkning.

Ikke alle var lige glade for den Rumfordske suppe, se fx en notits i Dagen, den 17. marts 1806:

Den uindskrænkede Hæder, Rumford i saa mange Lande har nydt for sin Suppe, har i Danmark lidt adskillige Indsigelser. Dens Rygte her synes endnu ligefrem at trænge til en afgjørende Kjendelse. Offentlig føres alt i Kbhvn dens Proses, da Dr. Krankenau i Sundhedstidenden No. 34 har anklaget den, og beskyldt dens daglige Brug for, at aarsage Jordfarve, oppustet og haardt Underliv, Ormtilfælde og Skæver. Assessor Bärens derimod har i Penia No. 1 taget til Gjenmæle, og fremlægger som dokument i Sagen det store Antal Personer i Tvangshuset, der daglig nyde den, og derved see ud som Sundheden selv. Dagens Udgiver troer, at Suppen, hvor den viser sig skadelig, har ikke været kogt længe nok. 

Heller ikke i Norge vakte suppen begejstring, i Bergen ligefrem modstand, ifølge Fyens Stifts ... 15. december 1802:

I Bergen har Rumfords-Suppen nu faaet Reisepas, da de Fattige ei engang vil imodtage den for den halve Værd, og Districtsforstanderne dertil maatte taale de ubehageligste Fornærnelser, 

Benyttelse af Slotholmens Bolværk fra Højbro til Staldbroen

Fra Højbro om til Staldbroen er der en betydelig strækning af bolværk, som, bortset fra sandbåde, slet ikke benyttes. Skulle sejladsen gennem Højbro, som man har troet, blive åben igen for jagter, ved at gøre broen til en vindebro, så er det rimeligt, at Bryggens bredde ved slottet og smalhed ved byens side vil gøre, at fartøjerne kommer til at lægge an på fornemmelig ved slottets side. Men dette synes endnu at sidde dybt i strået, da det endog ikke lader ganske unødvendigt, formedelst Højbros pillers svækkelse, at tænke på en ganske ny bro. Inden altså det sker, var det måske muligt at benytte dette bolværk til havneplads for lystbåde og slupper, hvortil der aldeles ingen andre pladser synes at ville vise sig, da det engang gjorde  forslag dertil at bruge og indsatte den vinkel af reden mellem vandbryggen ved Toldboden og fæstningsmuren, uagtet dets indlysende grundethed, ikke synes at ville få indgang. Ved at lade nogle flydende bomme indfatte en vandstrimmel af 5-6 alens bredde langs Slotsholms bolværk, og ved at sætte et stakitværk langs Bryggen fra Højbro til Staldbroen, hvorved uvedkommende blev forbudt adgang, var her den skønneste plads til mere end to hundrede både.

Man vil ikke tro at sådan havneplads for både er en ubetydelig genstand. Enhver adgang for en bys indbyggere til uskyldig morskab bør lettes af dens øvrighed. Derved gøres folket selv raskere, og opholdet gøres (som her virkelig behøves) behagelig for den fremmede.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s. 2291-2293)

Uordener.

I Bredgade i en have lige over for Frederiks Hospital er hver nat en uudholdelig tuden af store hunde. Hvad enten denne have og disse hunde måtte tilhøre Landkadetakademiet eller hospitalet, håber man at vedkommende som hastigt ville råde bod på en mod al nattefred så stridende tuden, skulle endog hundene måtte opofres. For næst den brøde at holde gale hunde, kommer nok den skønt advaret at beholde sådanne fredsforstyrrende tudere.

Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2286)

Klage fra en Fodgænger paa Vesterbro.

Så længe der endnu ikke er lygtelyst på Vesterbro, så længe træer der er plantet der, velviseligt hindrer en fra at gå på fortorvsfliserne, så længe mængden af skarn afholder en fra at gå ud på kørebroen, bliver der næppe andet til overs for den gående end at liste sig langs med husene. Men så måtte man hjerteligt ønske at mølleren ved acciseboden ville holde sin haveport lukket da den nu ved at stå åben ud over den ængstelige fodgængers tilflugtssted, kan give mange et stød for brystet som vil blive hårdt at forvinde.

Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2284-2285)

Vejuorden paa Frederiksberg.

Mellem Frederiksberg og Slotskroen er for nogle uger siden lagt en vandkiste ned tværs over vejen fra Frederiksberg Have over til hofkonditor Aagaards Vænge. Men enten af forglemmelse eller skødesløshed er endnu ingen stenbro lagt derover igen, hvorudover vejen er således tilredt ved det opkørte hul at næppe nogen ledig vogn, mindre en vogn med læs, kan komme derudover uden at risikere at brække vogntøjet i stykker og spolere hestene. Og om aftenen i mørke ser jeg ikke at gående på anden måde kan komme der forbi end ved at klatre over de der opdyngede sten, hvorved risikeres brækkede lemmer.

Frederiksbergerne som om vinteren skal bruge folk og fæ til at transportere gødning ad vejen i deres marker, må på grund af sådan uforsvarlig skødesløshed lade være. Dersom de ansvarlige vil indvende at det var så sølet nu at de dermed ikke kan have at bestille, da dur samme indvending intet, siden tilkørt grus og sand kan bøde derpå, og det koster dem kun at give befalingen. Så må det jo anskaffes da sådant ikke bør lide opsættelse. 

Anmelderens vogn med et læs gødning på blev forleden dag siddende i hullet, hvorfor han i går sendte et skriftligt bud til slotsgartner Petersen. Men fik til svar at flere hvor i blandt præsten, havde klaget til ham. Men det var ikke hans sag, det var vejkommissionens. Da han nu ikke ved hvor denne er, men det synes rimeligt at en mangel hvorved det offentlige lider, bør påtales offentligt, har han bedt udgiveren indrykke ovenstående.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2283-2284)

Redacteurens Anmærkning

Indlægget besvares  i Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2318-2319.