Bekendtgjørelse

Den i nr. 143 påankede skarnkiste mellem Frederiksberg og Slotskroen blev straks ved brolæggerne sat i passabel stand, så vidt årstiden for øjeblikket ville tillade.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2318-2319)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Lige så gammel stat som søsterstaten i Gotlands dale, så Danmark aldrig fremmede folkeslag bortrane provvinser eller bosætte sig på serjherrevis i dets skød. Dansk, norsk og svensk ager frembar kun sine frugter for daner, nordmænd og sveer, mens hele det øvrige Eruopa så folkevandringer og landeribringer fra Obys is til Tagusflodens vande, fra Hebriderne til Veneris Cypern. Tyskland måtte tjene romerne, skælve for hunnerne, overlade en tredjedel af sit land til de barbariske vender. Frankernes vindruer bortranedes af burgunder, britter, vestgoter, franker, normanner og undgik med møje saraceneren. Spanien adlød ham i lang tid efter at have måttet hylde vandalen og goten. Italien var hunners, grækeres, longobarders, saraceners, normanners vold. England og Skotland adlød romeren, saksen, danen, normanden og franskmanden, og først sent har Britannien fået den øbosikkerhed den praler af. *) Det danske og svenske navn nævntes med hæder før man kendte spanier, franker, englænder. Som gæstfri husherre eller væbnet med fældende stål, kun disse to måder kendte vore forfædre at tage imod fremmede på, inden deres egne grænser.

*   *   *

Ikke er det landestrækningers erobring, ikke er det søslag, hvormed andre nationer nu storpralende pukke. I Valdemar Sejrs tid blev Danmark adlydt fra Veseren indtil Nevafloden af undertvungne fyrster. Knud den Store lagde England og Norge under Danmark. Margrethe den Snilde erobrede Sverige med guld og kabaler. Men var folket lykkeligt? Ja! hvis det er lykke at nævnes med gysen i fremmed land af trøstesløse møer og enker, hvis det er lykke at ynglingen forlader sin bølgende ager for at afmeje hoveder der ikke med en tanke havde fornærmet ham, hvis det er lykke at hedde havets herrer mens trællelænker smedes hjemme, hvis det er lykke at opofre fædre, brødre, ægtemænd, venner for at en regent kan omringes af falsk glimmer for at slette statshusholdere kan have flere skatte at forvanske - Ja, da nød Danmark storhedens lykke i den herligste glans, trods den som omskumrer havets nærværende herrer.

Oh, men mærkjer det, I mægtige! som boblens er storhedens skæbne. Den erobrende stat vokser til en tid og styrtes da ned af dem som nylig syntes de foragteligste af fjender. Og det udviste overmod overskærer da enhver støtte for den faldende. Misfornøjede engelske og norske undersåtter hist, strejfende vender her, rev England og Norge løs, Knuds søstersøn havde møje med at værne om Danmark selv. En tysk småfyrste fængslede erobreren Valdemar, og havets herre blev et rov for adelsmænd og ridefogeder. Købmændene i Lybeck, puslingegreverne i Holsten og nogle bønder i Sveriges dale nedstyrtede Margrethes unyttige bygning i gruset.

(fortsættes)

*) Alle flere familier i England er endnu i vore dage af dansk eller fransk herkomst.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334, nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Underlighed ved Diligencekusken

Den diligence, som den 22. sept. gik hertil fra Korsør, kom til Roskilde kl. 6:30 om aftenen. Det var naturligt, at de rejsende alle længtes efter København, og ønskede endnu samme aften at kunne komme derhen. Det forsikrede postmesteren i Roskilde dem også om gik meget godt an. Kl. 9 kom de til Roskilde Kro, hvor de kun ventede et kort ophold. Men så med forbavselse at kusken spændte hestene fra, førte dem i stalden og underrettede dem om, at han ville overnatte her, da det var for dårligt vejr, uagtet at det var ligesom da de kørte fra Roskilde, det vil sige at det regnede. Denne beslutning stod han ved, uagtet alle deres bønner og påstand. De måtte altså uden senge, bænke, halm, ja endog uden varme, fordrive natten på den mest kedsommelige og harmelige måde i høladen.

Man kunne ønske at det kongelige generalpostamt, mod hvis vilje man er sikker på at sådant sker, ville træffe kraftige anstalter til sådanne begivenheders forebyggelse for fremtiden.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31. januar 1801, s. 2314-2315)

Redacteurens Anmærkning

Se omtale af Roskilde Kro i Politivennen 31. august 1816

Højere Rekværk paa Broerne over Stadsgravene og i Staden selv.

I dag så man på Vesterbro (formodentlig også på de andre, men anmelderen var selv kun der øjenvidne), at mange mennesker var i den største fare ved at arbejde sig over fortifikationsbroerne i den med en sjælden voldsomhed rasende storm. Vogne væltede om, hølæs holdtes med møje fra at styrte over jernværket ned i graven, og fodgængerne måtte for ikke at kastes ud af vinden, hænge sig fast på rækværket af alle kræfter, eller holde sig fast ved de sig gennem arbejdende vogne og slæder, og derved udsætte sig for at blive klemt fordærvet ved stakitportene. Ved Holmensbro skal også være sket et par ulykkestilfælde. Det er klart at al sådan fare var forebygget, hvis rækværkerne var højere, omtrent af en mandshøjde. Denne bekostning synes menneskers sikkerhed med rette at kunne kræve, om endog sådan en storm ikke indtraf mere end en gang om året.

En anden mangel ved disse jerngelændere er at de er alt for åbne for neden. Det er ikke sjældent at får og svin er faldet ned i graven gennem de nederste åbninger i trængsel. Også for børns fare må man grue ved det blotte syn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2313-2314)

Bøn til Politiet, imod Hestes Udlejen til Drenge.

Dagligt og især om søndagen, ses drenge på 10 til 14 år som fører en og flere heste omkring på Ridebanen, og måske flere steder i byen til leje for andre drenge af deres alder, ja endog både yngre og ældre. Kan og bør der virkelig ses gennem fingre med sådant? Ikke nok med det, de arme dyr mishandles og udmattes for at rytteren i galop kan feje ridebanen rundt for en styver. Men hvor let kan ikke disse børn som er uvante med at styre en hest, ved et fald miste livet eller blive krøblinge for ders hele øvrige levetid? Jeg har selv været vidne til at en sådan dreng faldt af, men fik til lykke ingen skade da han faldt på den bløde jord. Men vil dette altid være tilfældet? Og endvidere, hvorfra har de drenge som lejer hestene ud, fået så mange penge at de kan have anskaffet sig disse? Hvorfra får de poge som lejer hestene, alle de toskillinger de anvender på det? Lad os endog antage at de er kommet ærligt til dem, man af dem vil siden når banen og at jage afsted på sådan en hest, ja vel endog andres ros over hans herlige og raske ridt, forøger fornøjelsen og fristelserne, se til at erhverve sig disse penge på ulovlige måder. Mange drenge vil bedrage sin mester ved indkøb, eller ved betalingens indtrædelse give mesteren færre penge end han selv får, for at kunne - ride. 

Endelig må jo løgn opfindes for at finde en årsag til den utilladt bortebliven. Hos mange lægges herved grunden til at begå større tyverier og synderier Han mange avles herved lyst til et fejende, rask liv, og dette vil da lettest, tror man, findes i den militære stand. Mange flinke arbejdsmænd, mange tro og sædelige ægtemænd og borgere røves herved fra staten. Mange som endnu er for ung og uerfaren til at kæmpe mod fristelsen, fremlokker herved den første spire til svaghed, til eftergivenhed mod enhver lyst der bestormer hans sanser, og bliver med tiden ulykkelig. Så skadelig kan det herpåankede dermåske af mange letsidige anses for uskyldige børneoptøjer, blive i sine følger.

Lad os da ikke afvente, men forebygge dem! De drenge som træffes at spille kort eller klink på gader eller offentlige steder, straffes. (Gid oftere!), hvorfor da ikke også disse?
Også bønderne på hestetorvet søger at erhverve sig en brændevinsskilling ved at leje deres øg ud.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2306-2308)