Gloende Kugler.

Jeg erindrer at have læst i en journal at den hollandsk-franske befæstnings kommandant i jeg tror det var Vlissingen, var underrettet om at en engelsk flåde blot ventede på isens optøning for at bombardere havnen. Kommandanten belavede sig til deres modtagelse på det bedste. Der manglede ovne til at gøre kanonkugler gloende, og han besluttede i den frist som frosten undte, at gøre dem færdige. Nogle af hans officerer troede at dette var umuligt. Kalken fryser jo, sagde de. Jorden er jo så frossen sagde de, at det er umuligt at arbejde sig dybt nok ned for at lægge grundvolden til ovnen. 

Men kommandanten lod sig ikke gøre rådløs. Han lod gøre underlag af tømmer der blev lagt oven på den frosne jord efter at denne først var jævnet noget. På disse underlag lod han ovnene opføre med kalk som med varmet vand var tillavet og som ved et over hver ovns byggested opført og hedet træskur hindredes fra at fryse. Skulle jeg vente, sagde han, med mine ovne til efter den tø som bringer fjenden herhen? En eneste dag forsømt kan måske være alt forsømt.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2344-2345)

Redacteurens Anmærkning

Vlissingen lå strategisk ved udmundingen af Schelde som er den vigtigste passage til Antwerpen og var ydermere et centrum for den hollandske slavehandel. Den blev besat af franskmændene 1795-1814,og fik derfor en hård medfart under napoleonskrigene gennem angreb fra England. Byens efterfølgende deroute kan ikke være skribenten bekendt. 

Rygter om krig måtte være naturligt i betragtning af krigene i Europa. I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 16. august 1799 kunne man læse om et rygte fra København:

Kjøbenhavn, d. 15de Aug. - Her taler man meget om, at vi skulle have Krig; men med hvem, vides ikke. Tvende Skibe, en Brig og en Skonnert, som tiltakkles her paa Holmen, sætter den almindelige Mands Hoved i fuld Gjæring, og giver ham Stof til mange politiske Betragtninger og Samtaler, der ere lige saa modsigende som urimelige. - Det Rygte gaaer her, at Lillienskjøld, men en Skonert paa 18 Kanoner, skal have skudt en engelsk Kaper isænk.

Et Forslag imod Forkøb af Torvevare.

Endnu går der adskilligt forkøb af torvevarer for sig, ikke alene i Frederiksberg og Vestergade, men på broerne selv. Ja man ser dels aftenen før, dels i morgenstunden selv af torvegaden hele emigrationer af et slags folk, nogle i røde pelse og nathuer, andre i grå kjoler og runde hår eller parykker, at ske til Damhuset og det strøg af torvefarernes vej. Nu er det anmelderens forslag om ikke dette også kunne blive en nyttig frugt af de nye vægteres ansættelse at disse foretagender forpurredes lidt ved at anstille på sådanne tider og på bekvemme poster nogle af de nye reservevægtere?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2340-2341)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Tre gange var Danmarks lod at glimre som storstat, og hver gang så vi overmod, uenighed, dårrlig statsforvaltning og flere storhedens frugter at styrte det ned fra den svimle bedårende højde.

Lad os nu skue fædrelandet i modgangens anfald m. V.! Dette syn vil ikke være mindre lærerigt end hint.

Den norske kong Magnus søgte at gøre gældende en pagt, hvormed de to konger havde antaget at den længstlevende skulle arve den anden, som om riger var kongers ejendom. Norge havde sparet sine kræfter, og Danmark var svækket ved at erobre. Med møje hævdedes den i selvstændighed af hin i erobresyge Knuds slægtning, Svend Estridsen - Christoffer den anden havde bortsolgt, bortforlenet, bortgivet og pantsat næsten alle Danmarks provinser. Svenske og tyske troede sig herrer uden sværdslag over vore lande, men danen lod sig ikke sælge som kvæg, Niels Ebbesens sværd gav signalet til udlændingens ulykke og Valdemar den Snilde fuldendte Danmarks befrielse. - Norge og Sverige var blevet forenet med Danmark, men mådelige regenter havde forsømt at five foreningen kraft. Det var kun navnene der var samlet. Hjerterne var vidt adskilte. Sverige frareves. Norge vaklede. Kernen af den danske krigsmagt var nedsablet i Ditmarsken. En konge der var uduelig til at styre statens ror i stormen, var død og adsplittelse truede Danmark, kun en Rantzaus tapperhed var mægtig at forebygge den, og Christian den 3. besteg kongesædet til trods for de mægtige hanser som havde vovet den tanke at gøre Danmark til et vasalrige. - Under fredfælle konger trivedes nu landet, men adelen endnu mere. Den havde tabt sin modvægt ved reformationen Ene søgte den at rive alt til sig. Borgere og bønder gjorde den til heloter. Den naturlige følge kom. Overmod hos den mægtige stand, mismod og avind hos den underkuede. En mageløs mand Christian den Store opholdt ene den dalende stat. Større end Galliens Henrik, større end Preussens Frederik, hindrede hans glorie fædrelandets svaghed fra at kendes. Afbøde den tillod de hugorme ikke som fortærede dens marv. Og var denne Christian ikke blevet olding på tronen, havde intet kunnet redde Daniens ynglinge fra at blive Sveriges slaver. Den gråhærdede Christian var et bolværk, som hverken hine svenske helte, der nys havde givet Tyskland love, eller de hollænder som troede sig havets herrer, magtede at overstige. - Danmark var frelst, men ikke lægt. Standsulighedskræftens bid standsedes ikke, de ændredes end mere. Christians søn arvede kun hans scepter,hans magt tilfaldt adelen, hans dyd steg tilbage til himlen. Forladt af klogskab, af enighed, af kraft, udæskede Danmark sin mægtige nabo. Og i en håndevending stod det på afgrundens rand. Kun hovedstaden var tilbage. Ingen krigshær mere, ingen flåde mere. Men københavnernes mageløse tapperhed frelste landet, og den taknemmelige konge gav dem rettigheder som næsten blev beholdt til det 19. århundredes begyndelse.  - Så hårdt vel ikke, men dog hårdt nok, truedes fædrelandet to gange i det nys udløbne århundrede. En engelsk, en hollandsk, en svensk flåde truede Frederiks den Husholders residensstad. En svensk hær var mester af Sjælland, en tysk arme gik ind i Holsten. Men Frederik gik med kækhed faren i møde. Et almindeligt landevæbnings bud afnødte den overlegne fjendesværm ærefulde vilkår. - I sønnesønnens tid truedes Danmark med en russisk krig, men Frederik den 5. viste sig værdig sit uforsagte folk, ydmygende vilkår afvistes. Og mægtige udrustninger overbeviste Europa om at Fredens Folk hellere vælger krig og død end underkuelse eller hvad vi senere har set blive ti gange større staters lod, opslugelse af overmægtige fjender.

(fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsat fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, og fortsættes i nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398.

Kongelig Opmærksomhed for det Borgerlige Militære og Borgerartilleri i Kjøbenhavn.

I anledning af et fra Stadshauptmanden i Kjøbenhavn indkommet og hans majestæt gennem det danske kancelli forelagt forslag om en forbedret organisation ved det borgerlige militær her i staden *) har det behaget allerhøjstsamme den 30. i forrige måned at resolvere således:

Vi bifalder allernådigst stadshauptmandens forslag om en forandring i det borgerlige militærs indretning, og vil at de 12 kompagnier af borgerskabet her i staden inddeles i 3 divisioner; at der ved hver af disse ansættes en major, ved hvert kompagni en stabskaptajn og en daglig tjenstgørende premiermajor ved det hele borgerlige militær.Vi forunder allernådigst majorerne og samtlige kaptajner sådan rang at disse rangere med vores kaptajner i armeen, borgerkaptajnerne som har kompagni, med premierløjtnanter og stabskaptajner med sekondløjtnanter.Overbeviste om at de borgerlige militære vil i denne bifaldte forandring og den sammes officerer forundte nåde finde et nyt bevis på den opmærksomhed Vi skænker denne indretning, venter Vi også at dette korps vil, med fordoblet lyst, ufortrødent stræbe, fuldkommen at lære alt hvad Københavns kække forsvarere bør vide når de skal kunne virke med held. Vi tvivler derfor ikke på at stadshauptmanden vil altid våge over at ikke alene de nye antagne militære bliver vedbørligt tillærte og jævnligt øvet, men at de samtidig dannes til at kunne når omstændighederne kræver det, svare til deres bestemmelse.Ligesom kancelliet har tilkendegivet stadshauptmanden denne resolution, så har det også at indhente fra ham og til godkendelse at forelægge Os en udførlig medkollegiets betænkning forsynet plan om borgerkompagniernes rigtigere inddeling, officerernes hensigtsmæssige avancement og det videre som kunne sigte til indretningens større fuldkommenhed"

______________________

Ligeledes har kancellet forelagt hans majestæt en af chefen for det borgerlige artillerikorps i København, major Boye Junge, forfattet plan, dette korpses forøgelse mm. angående, i hvilken anledning det har behaget allerhøjstsamme at resolvere at det borgerlige artilleri må forøges med et 3. kompagni samt med en premiermajor, en sekondmajor og 3 stabsofficerer. Majorerne og kaptajnerne ved dette korps er tillige forundte sådan rang at disse rangerer med kaptajner, kompagnicheferne med premierløjtnanter og stabskaptajnerne med sekondløjtnanterne i armeen. At det skal være såvel stadshauptmanden som chefen for det borgerlige artilleri og brandmajoren uforment at foreslå til overofficerer personer som besidder fornøden duelighed og er bekendte som retskafne mænd, hvad enten de før hørte til det ene eller til det andet af disse korps, og at de alle tre må være berettigede til at antage til underofficerer personer af et andet korps når disses første chef dertil giver sit samtykke, at de tambourer og pibere ved det borgerlige artilleri som ikke er professionister og følgelig ikkekannyde godt af korpsets privilegier,må ernære sig som øltappere eller høkere, uden at tage borgerskab.

*) Styrken af det borgerlige militær i København beløber sig i fredstider til imellem 3 og 4.000 mand, men i nødvendigheds tilfælde når alt det indskrevne unge mandskab fremkaldes til stadens forsvar, vil den udgøre mellem 10 og 11.000 mand.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2328-2331)

Irr i Valdbykonernes Smør.

Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2327-2328)